Mette Frederiksen foretrak at være en god mor frem for en god socialdemokrat, da hun efter at have skoset danske forældre for at fravælge den lokale folkeskole til fordel for en privatskole og således svigte at bære den samfundsbyrde som især er kommet tilrejsende med Socialdemokratiets stemmer. Det var en pinlig pille af hykleri hun måtte sluge, men da aviser skrev om at det var mønsteret over hele den humanistiske fløj, var det hurtigt overstået så idag kan hun kalde sig formand efter at have ventet Helle Thorning Schmidt ud.

Ingen politikere med blødende hjerter for Folkeskolen fravalgte deres lokale folkeskole, istedet tilvalgte de alternativet fordi deres poder alle som en havde specielle behov. En københavns lokalpolitiker argumenterede med at siden hans børn var adopteret for Asien, den charmerende del og ikke der hvor Pakistan ligger, så havde de bedst af at være omgivet af hvide, som blommen i et æg. Ikke megen tro på de multikulturelle lyksaligheder man ellers arbejdede intenst på at indføre for almuen. I solidaritet med den ængstelige middelklasse med værdierne i orden begyndte man derfor at arbejde på at skabe ressourceskoler, folkeskoler der satsede på netop de værdier, som tiltalte selvsamme humanister, som kreativitet og musik og som således sikrede hvidheden. På den måde købte man sig lidt respit på fortsat at støtte Folkeskoleideen uden at skulle ofre sine egne børn på ens fine menneskesyns alter.

Jyllands-Postens leder skrev forleden om det besynderlige i at de fleste folk ikke foretrak, selv at leve i deres humanistiske idealer

På en villavej i Tønder med det emblematiske navn Lærkevej er der gået skår i idyllen. Årsagen er den pikante, at en bosnisk muslimsk forening har købt et lille, gult murstenshus på vejen med den tanke at indrette det som »forsamlings- og bedehus«; beboerne fik en e-mail fra kommunen med det ordvalg.

Det var de ikke begejstrede for og startede derfor en underskriftsindsamling, ligesom de gjorde indsigelser under den kommunale høring. Flere end 30 husstande på Lærkevej har skrevet under på protesten, men da pressen – in casu Kristeligt Dagblad – opsøgte Lærkevej, var det langtfra alle, der havde lyst til at stå frem, og heri er noget karakteristisk. Mon ikke de fleste beboere på danske villaveje godt kan forstå de bekymrede borgere på Lærkevej i Tønder, sådan inderst inde og i det dulgte? Hvis man er vant til at leve stille og almindeligt mellem studsede hække og en fælles vejfest en gang imellem, kan det virke forstyrrende, hvis en religiøs forsamling pludselig flytter ind. Det er forståeligt. Men man forstår jo også beboernes ulyst til at sige for meget, for det skulle jo nødigt hedde sig, og man kan jo blive kaldt både det ene og det andet. »Nej, vi skal da ikke begynde at være decideret imod de her mennesker. Det er ikke noget racistisk,« som en beboer siger til avisen, hvormed han ligesom tager forskud på den forudsigelige fordømmelse af de frygtsomme beboere på Lærkevej, deres intolerance og fremmedangst, deres islamofobi.

Og efter at have draget en fin parallel til nabostriden på Sundvænget ved Strandvejen i det nordlige København, hvor en hovedrig plebejer truer Uffe Ellemann Jensen og hans distingverede naboers udsigt med sine byggeplaner - en skræmmende “yderligere fortætning i kommunen” - konkluderer Jyllandsposten

Eliten, der prædiker tolerance, bor langt fra de steder, hvor forandringerne føles. Det er ikke på Sundvænget, juletræet står til at blive afskaffet. Alligevel kender man også der til følelsen af ubehag ved det fremmede, ja, der skal faktisk meget lidt til at vække det, meget mindre end et bedehus. Blot tanken om at miste en flig af sundudsigten er nok til at få de tolerantes fremmedangst til at bryde ud i lys lue.

Idealer er altid lettest at opretholde på afstand, virkeligheden er en grum læremester. Mere diversitet betyder flere konfliktzoner, ikke bedre vilkår for frisindet. De fleste kan ikke tænke og må føle og det er venstrefløjens dilemma, skriver Thomas B. Edsall i New York Times

Ryan Enos, a political scientist at Harvard, published a book last year, “The Space Between Us,” suggesting that the ideological commitment of liberals in these and other similar communities may waver, or fail entirely, when their white homogeneity is threatened.

Not only is the upscale wing of the Democratic Party an unreliable ally of the left on economic issues — as I have noted in this column before and as Lily Geismer and Matthew D. Lassiter eloquently pointed out in The Times last week — but Enos demonstrates that the liberal resolve of affluent Democrats can disintegrate when racially or ethnically charged issues like neighborhood integration are at stake.

Enos havde ved et kompliceret forsøg, udsat hvide globaliseringsparate Demokrater for en lille symbolsk dosis diversitet i form af pendlende spansktalende og registreret en faldende velvilje overfor den slags i nabolaget. Og Enos skriver i “The Space Between Us”

The negative effects of diversity may be responsible for some of the profound differences between places such as Denmark and Zambia or Singapore and India. Noting that these four countries are all democracies, we see the consequences of voters — normally separated by geographic, social, and psychological space — coming together to govern and having to make decisions and allocate resources. It appears that when people are faced with these decisions in a diverse democracy, rather than a homogeneous one, they often choose not to do the things that “make democracy work,” failing to bridge the space between groups by cooperating to share resources and provide for the common welfare.

Og Edsall fortsætter sin læsning af “The Space Between Us”

Liberal democracies endorse diversity, Enos writes,

indeed, it is often considered one of our strengths and liberal individuals usually favor diversity as a matter of ideology and public policy. We often support diversity out of a genuine ideological commitment and because we rightly perceive that diversity can improve the performance of many organizations, such as universities and businesses.

But, he continues, “looking across the world and even across states and cities within the United States, most of us would rather not live with some of the social, economic, and political consequences of diversity.” This is what Enos calls “the liberal dilemma.”

Enos cites Gordon Allport, formerly a professor of psychology at Harvard, who described “contact theory” in his 1954 book, “The Nature of Prejudice.” Under the right circumstances, Allport argued, interracial contact could reduce hostility. Those circumstances, Enos notes, include “economic equality and social integration.”

In practice, Enos points out:

Allport’s conditions for prejudice reduction are seldom fulfilled. One of these conditions was that interpersonal contact would reduce prejudice when members of each group were of equal social standing.

In reality,

not only does equality between groups not exist, but true interpersonal contact across groups seldom takes place, even when groups are proximate. Two groups can live in the same area without having meaningful interpersonal contact.

It almost goes without saying that the patterns Enos describes have been crucial to President Trump’s political success.

Der var en opsigtsvækkende sag i USA, hvor en voksen mand sagsøgte sine forældre for at smide ham ud hjemmefra. Forældrene mente at deres søn havde brug for at stå på egne ben, hvilket sønnen mente var en krænkelse af hans rettigheder og en trussel mod hans velbefindende. Den sag randt mig ihu da jeg læste følgende beklagelse over den nye italienske virkelighed med to populistpartier i regeringen, skeptiske overfor EU, afrikanske migranter hærgende i bybilledet, og regnskabsføring, i Der Spiegel

Europe is currently battling on many fronts, both internally and externally. The EU must adopt a united stance on Donald Trump, whose misguided policies threaten both Europe’s security and prosperity. Trump is forcing Europe into a trade war and, worse yet, he threatens to scrap the postwar international order that enabled the Europeans to find their place in the world — through trade and the structures of the World Trade Organization and the security it found in the form of NATO.

But how can the EU wage a trade war if Italy threatens to spiral into chaos? At a time when the EU could be proving itself as an alternative to Trump’s unilateralism, when Japan, Mexico and the members of South America’s Mercosur are lining up to conclude free trade agreements with Brussels, Europe may instead be facing months, if not years, of squabbling over a possible bailout for Italy. And then, almost as an afterthought, there’s Brexit, Britain’s departure from the EU, which is set to take place in nine months.

The attention instead is on Italy, a founding member of the EU, a pillar of NATO and the third-largest economy in the eurozone. If this country teeters, it will shake the entire architecture of the European Union.

Det sku’ være så godt… Ja, den internationale orden, hvor Europa fandt sin plads, ikke helt gennem “trade and the structures of the World Trade Organization and the security it found in the form of NATO”, men mere bag høje toldmure om Det Indre Marked, gratis beskyttet af det amerikanske militær. Så hvad skal der nu blive af EU “a bastion of reason“, “when Trump and Putin are trying to tear down the multilateral order, established over many years through painstaking work, and instead insist on the survival of the fittest.” Forstår “semi-autokraten” Trump da slet ingen ting?

“The longer the EU grows together, the more people are drifting apart from each other” citeres en italiensk filosof for at sige - måske fordi det lyder mere seriøst end at citere Prinsesse Leia. Og EUs kvaler vil selvfølgelig ikke udmønte i en borgerkrig, som Alessandro Gagaridis spekulerer i på Eurasia Review. EU falder fra hinanden (hvis det falder fra hinanden) af manglende interesse i de forskellige medlemstater. Fordi der ikke er en fælles offentlighed til at binde EU sammen vil der heller ikke være en fælles interesse i at holde på de enkelte medlemslande. Derfor kan man intet lære af eksemplerne USA og Jugoslavien. De frigjorte medlemslande vil blot komme ud af huset og stå på egne ben.

De gode mennesker vånder sig over at Israel har den frækhed at forsvare deres egne grænser. Indtrængende skal belønnes og ynkes, ikke skydes på. Man reagerer stærkt på udvalgte billeder der viser de forhutlede og fustrerede unge mennesker i deres kamp modpolitistatens overmagt. Tablet Magazine sætter konflikten, hvor mindst 10 terrorister er blevet bekræftet dræbt

Having withdrawn from the strip in 2005, Israel no longer has any territorial claims on Gaza; but Gaza, as this weekend makes painfully clear, still has territorial claims on Israel. In its continuous attacks on their neighbors to the north, and in its most recent efforts to cross into Israel, Hamas has again proven what the organization’s charter so clearly states, namely that its singular goal is the utter and absolute destruction of the Jewish state. It wants all of the land, not peace or coexistence or any other sensible and reasonable goal, which is why any territorial compromise on Israel’s behalf is nothing more than an invitation to the next, even bloodier conflict.

Think that’s Zionist propaganda? Here is the leader of Hamas himself, explaining the point of last week’s protests: The “March of Return,” said Yahya Sinwar, “affirms that our people can’t give up one inch of the land of Palestine. The protests will continue until the Palestinians return to the lands they were expelled from 70 years ago.”

Imens trækker småting overskrifter. Et par israelske soldater jubler højlydt, som de skyder en tilsyneladende ubevæbnet palæstinensisk araber i hovedet. Hvorfor og hvad der er gået forud får man ikke at vide. Det er også lige meget, de barske mænd står under anklage fra de veludhvilede gode mænd, for at have begået vold på deres vegne på en uæstetisk måde.

En palæstinensisk-arabisk journalist filmer i den tætte røg fra de brændende bildæk og bliver ramt i brystet af en israelsk snigskytte. Reporters Without Borders skal ikke bruge flere oplysninger end det til at anklage Israel for at have gjort det med vilje. Forsvarsminister Lieberman hævder den brystskudte journalist styrede en drone ind over grænsen (med et kamera eller en bombe?), mens hæren, IDF, klogeligt vil udtale sig når man er færdige med at undersøge hændelsesforløbet. Det kunne jo være et forståeligt uheld

Ofir Gendelman, a spokesman for Prime Minister Benjamin Netanyahu, posted on his Twitter account last Friday that the protesters burned tires to provide cover for Hamas terrorists in Gaza, who he said “will try to storm the border, infiltrate Israel and kill Israelis.”

For palæstinensernes løgne falder tættere end røgen fra bildækkene.

22 årige Erna Sofie spørger “Helt ærligt, hr og fru Danmark, hvad er det egentligt i så bange for?“. Og så stiller hun ellers venstrefløjslogik som “skattelettelser til de rigeste”, “at Danmark erstatter kirkeklokkerne med, at der bliver kaldt til bøn fra moskéerne?” fordi et religiøst værdisæt har den samme værdi som ethvert andet religiøst værdisæt uanset væsenforskel for at slutte med, hvad man ellers, fra den kant, skulle tro var en falsk dikotomi: “Eller frygter i for den gruppering og kriminalitet, som vi desværre ser som resultat på vores helt elendige integration.” Vores integration, som modsætning til deres, ja gruppering kan man jo kalde det, men statistisk ganske målbare og reelt utålelige muslimske adfærd, der forpester så mange lokalsamfund i hr og fru Danmarks eget land.

Men det har hr og fru Danmark ingen adkomst til at frygte, thi…

Frygt for islamisering af Danmark er ikke bare irrationel, men også farlig. Den frygt, som vokser i mange danskere dag for dag, er den samme form for frygt, som fik tyskerne til at myrde omkring seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Jeg kan kun håbe på, at vi er blevet klogere siden da.

I stedet for dette Holocaust in spe, slår Erna Sofie et slag for “Empati, sympati og medfølelse (…) så vi en dag kan blive ét” fordi det “kan bevare vores tryghed – og tryghed ønsker vi alle sammen”. Ironisk udstrækker Erna Sofie hverken empati, sympati og medfølelse ikke til hr og fru Danmark, med disse slet skjulte nazibeskyldninger. Hvis hun gjorde og hvis ellers hendes rationale holder, ville det jo føre til, at muslimerne heller ikke behøvede at frygte noget Holocaust i nærværende regeringsperiode fra hr og fru Danmark - alt imens islamiseringen bare glider støt, men stille, afsted.

Ok, hun er ung, hendes hjerne er lige kommet ud af cellofanen og ind på antropologistudiet. Værre er det dog for gamle kriminolog  hr Balvig Danmark , der slår fast at fordi antallet af anmeldte overtrædelser er faldet 30% de seneste 30 år er der “intet belæg for at være mere utryg”. Og analytiker i Det Kriminalpræventive Råd, fru Ingrid Soldal Eriksen Danmark, der også formodes at være voksen, men som alligevel kalder forskellen mellem folks forståelse af deres egen virkelighed og de tal de selv sidder med i skødet, for “en alarmerende kontrast”. Det er selvfølgelig folks forståelse af egen virkelighed, der er alarmerende, ikke ekspertisens forståelse af folks virkelighed, som disse Hr og Fru Danmark fortæller Berlingske Tidende

Selv om kriminalitetskurven kun peger nedad, er antallet af anmeldte voldsforbrydelser ét af de områder, hvor kurven i særlig grad har bevæget sig den anden vej i de seneste år, og siden 1995 er antallet af anmeldelser af vold mere end fordoblet.

Men ifølge analytikeren i Det Kriminalpræventive Råd betyder det ikke, at volden faktisk er steget. »Der er en klar tendens til, at anmeldelserne af vold stiger støt hvert år, men det siger ikke noget om, hvor mange i samfundet, der er udsat for vold,« siger hun og tilføjer med henvisning til den seneste offerundersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor: »Volden ser ikke ud til at være steget, men danskerne er blevet bedre til at anmelde det.«

(…)

»Det er langt sværere at stjæle i dag,« fastslår han. »Mange forretninger og banker har færre kontanter, så der er mindre at komme efter, og det er mindre tilgængeligt. Derudover er en simpel ting som eksempelvis den elektroniske ratlås på biler vigtig. I dag har vi eksempelvis lige så mange biltyverier som i 1960erne, men vi har langt flere biler.«

Antallet af anmeldte biltyverier og indbrud i forretninger er faldet med omkring 75 procent siden 1995, mens antallet af cykeltyverier i samme periode er halveret. Indbrud i hjemmet er dog et eksempel på en tyveriform, der kun er faldet med ti procent.

Statistikken fortæller, at frygt er uden grund undtagen når den bekræfter det, så er der noget galt med dataindsamlingen. Og uanset er der ingen grund til at frygte, hvad der ligger bag frygten for vold når ratlåsen har sikret at du stadig har din bil vel hjemkommen fra hospitalet. For vores ændrede adfærd og ændringer i samfundet skal ses som et gode og ikke som at volden måske ikke er steget mere fordi folk ved hvad de skal undgå og hvornår. Kim Møller formulerer et opgør med en lignende artikel og også med fru Soldal Danmark, således

At antallet af anmeldelser stiger mere end sigtelser, kunne eksempelvis være fordi episoder med umotiveret vold er stigende. Det kunne også være med til at forklare, hvorfor den generelle tryghed er faldende, selvom ‘kriminaliteten’ overordnet set er faldende.

Det eksemplificerende overfald på homoseksuelle Marko Pogacar blev der aldrig sat etnicitet på, men som P4 København skriver, så er Region Hovedstaden et af de steder, hvor der har været en ’stor stigning’. Forbind selv punkterne, for hverken forskere eller medier gør det for dig.

Når hovedet er i ovnen lægger vi bare fødderne i fryseren og så kan alle ånde lettet op. Disse konkrete stykker hr og fru Danmark, Balvig og Soldal, nævner at unge mennesker har det langt bedre med autoriteter og derfor holder sig fra en kriminel løbebane og der henvises til en mere opklarende artikel fra Danmarks Radio, hvor det opklarende siges

- Det er vigtigt, at lokale aktører tænkes ind i arbejdet med at skabe et trygt og sikkert natteliv. Det kan være dørmænd, kioskejere, taxachauffører og andre øjne i natten, som fx kan kontakte politiet, hvis der er optræk til konflikter, siger Ingrid Soldal Eriksen.

Det Kriminalpræventive Råd anbefaler, at dørmænd og barpersonale er uddannet i konflikthåndtering, så de kan aflæse gæsterne og undgå at konflikter optrappes. Derudover bør diskoteker og barer have en ansvarlig udskænkningspolitik, da alkohol kan have en selvstændig effekt på voldskriminalitet.

Så der er sket et fald i volden internt blandt unge, fordi alle, de unge selv og dem omkring dem, er bedre til ikke at lade sig gribe af en beruset stemning - i nattelivet. Men nattelivet har aldrig holdt folk vågne om natten, hvis ikke de var naboer.

Utrygheden er steget fordi land er tabt. Fordi en kultur, som vi ikke forstår, målrettet arbejder på at indtage det fælles rum. Og hvad med de, der bor i Tingbjerg, Vollsmose, og andre berigede steder? Har de også en tendens til at anmelde vold? Eller, hvad der ligger bag, trusler. En fuld stodder man støder sammen med på dansegulvet er en helt begrænset episode.

Mustafa henne i nr tolv og hans slæng nede fra net-cafeen ved hvor du bor. Du bor i en kvarter, hvor hjemmeplejen er holdt op med at køre ud om natten, hvor postbuddet ikke vil komme, hvor ambulance og brandvæsen kun kommer eskorteret af politi - ja selv politiet kommer kun eskorteret af endnu mere politi. Og når borgmesteren med det relevante arbejdsområde besøger stedet med TV fordi busser ikke tør køre skyndsomt igennem området, demonstreres hans irrelevans med sten fra den herskende gruppe. Så hvorledes skal borgere føle sig trygge når deres gades reelle magthavere ikke blot ikke har det godt med autoriteter, men direkte kuer dem?

Og det er ikke kun banderne, men hele det fremmede kontingent. Fra de små shariakrav i institutioner, på arbejdspladser og i det offentlige rum i bytte for et vredesmoratorium indtil næste omgang overgangskrav stilles, nu med præcedens, til koranklodser i gadebilledet og alskens terrorsikring til besværliggørelse af hverdagen. Hele tiden skal man vægte sine ord, passe på med hvilken rute gennem byen man tager og kun praktisere sin nationale identitet i eget hjem - endnu. En enkelt tegning og det hele eksploderer. Men frygt ej, for Holocaust lurer rundt om hjørnet!

Ikke alle reagerer som Uffe Ellemann gjorde for et års tid siden, med at indrømme at ‘man’ tog fejl uden at se sig selv i spejlet. Nogen, måske endda med Uffe Ellemanns tarvelige niveau, vil opretholde sin gamle fjendebilleder og vedblive sin moralske fordømmelse af dem, der havde ret, hvor ‘man’ selv tog fejl. Den tidligere minister og Venstreformands ord er værd at genlæse, hvis man vil se, hvor tarveligt et menneskes sind kan være - i hvert fald når man hedder Uffe Ellemann Jensen

Det er altså en gigantisk opgave at forsøge at integrere mennesker, der kommer fra så forskellige baggrunde, så jeg vil ikke sige, at vi har været for tolerante - vi har nok været for dårligt forberedt, og det giver nogle sammenstød hist og her. Der er den der med håndtrykket, der er den der med badereglerne i Århus. Der er sådan forskellige ting, der begynder at dukke op.

“Vi” har været for dårlige, “nogle sammenstød hist og her”, som “den der…”, der ikke er de årlige og stigende milliardudgifter, forpestningen af hele boligkvarterer og store dele af det offentlige rum, de mange ofre for personfarlig kriminalitet og det alarmerende høje terrorberedskab, hvor vi indtil videre heldigt har undgået indtil flere massemord. De små ting som håndtryk og baderegler er det eneste, der for Ellemann Jensen “begynder at dukke op” - i 2017. 2 år efter at Frankrig erklærede sig i undtagelsestilstand (de nu har erstattet med en terrorlov, der grundlæggende er en normalisering af undtagelsen).

Og når det bare er ‘den der’ med ‘badereglerne’ som ‘vi’ har været for ‘dårligt forberedte på’, så fratager det selvfølgelig også, de der havde ret til at kræve, hvad der retteligt er deres, nemlig sejrstrofæet i form af en indrømmelse og dermed en undskyldning for alle Ellemannernes fatale svigt af dømmekraft og siden ondsindede udskamning af alle, der afslørede slige svigt. Hos Ellemann får man bødlens foragt for sit offer

Sådan en mand som Søren Krarup har jo hele tiden været det der meget, meget bastante, som sagde ”luk af, det her er det største problem, bare luk af”. Det har man jo ikke kunnet.(…)

Dem, som siger, at det her er et stort problem, og at det overhovedet ikke kan løses, vi kan ikke have muslimer i Danmark, det kan vi ikke bruge til noget. Det svarer til de løsninger, man sidder og finder på i værtshuset i »Den Politiske Kandestøber.

Den mest udtalte reaktion er ikke Ellemann Jensens nedgroede forbitrethed over virkelighedens demaskering af hans intellekt, men at være rystet. Som rådmand for Beskæftigelse- og Socialområdet i Odense Brian Nybro fra Socialistisk Folkeparti, da TV2 viste, hvad der nu ikke længere kunne skjules, indvandrere på kontanthjælp, uden evner og sprog. “Vi har fejlet som samfund” konkluderede han efter at have “ærligt” indrømmet sin rystelse. Ja “vi” har, hvis samfundet er venstrefløjen og de anstændige borgerlige, som Uffe Ellemann.

Rådmanden med ansvar for beskæftigelse og integration skulle først komme til at kende virkeligheden for sit eget ansvarsområde da en TV station gjorde det umuligt for ham at leve i løgnen. Og han indrømmede kun sin rystelse fordi TV konfronterede ham. Om to år er rådmand Nybro sikkert rystet igen, måske over endnu et hospital, der er blevet stormet af en ‘bande’, hvem ved? Fordøm ham dog ikke, det er habituel politikertænkning, selv Pia Kjærsgaard kan blive rystet, når PET fortæller hende om, hvorledes forskellige politikere, erhvervsfolk og debattører er at finde på en dødsliste udarbejdet af… - og Kjærsgaard lever endda allerede under politibeskyttelse.

Også Socialdemokratiets Formand Mette Frederiksen var rystet over mængden, udgifterne og de mentale afstande til de mennesker, hun importerer til landet. Det er stadig mennesker Frederiksen taler om, men nu skal de tage sig gevaldigt sammen og hun istemte den borgerlige regerings impotente symbolpolitik. Hendes løsning er at rive huse ned, der engang blev bygget på Socialdemokraternes modernistiske drømme om at lønmodtagere skulle bo flot og tidssvarende i grønne omgivelser.

Selv den europæiske storimportør af mænd i den våbenføre alder fra fortrinsvis Levanten og Afrika, den tyske kansler Angela Merkel indrømmer at der er no-go zoner i Tyskland. “‘There are such areas and one has to call them by their name and do something about them,’” citerer Daily Mail hende for at sige. Hun brugte ikke selv udtrykket no-go zone dog og adspurgt svarede hendes talsmand Steffen Seibert at; “‘the chancellor’s words speak for themselves”. Med andre ord regner Merkel ikke sig selv for at være ‘the one who has to call them by their name’ og vel derfor heller ikke den der kommer til at ‘do something about them’.

Merkel var ikke rystet, dog, som ‘ledende politikere’ i Tyskland havde været da der i december blev råbt, hvad tyske medier betegnede som “antijødiske slagord“. Antijødiske slagord er ord såsom, “Død over jøderne!”, “Død over Israel!”, “Israel er barnemordere!” og “Jøder, husk på Khaybar. Muhammeds krigere vil komme igen!”. Ja, og 1 mill af dem kom vandrende i 2015 og derefter, mennesker som Merkel nu er lidt mere loren ved at have inviteret, så loren faktisk, at nogen snart må bruge de rette ord og gøre et eller andet.

De nogen bliver ikke den danske regering, for Løkke støtter Merkels krav om at andre lande skal betale hendes regninger og tage imod Muhammeds krigere, som hun har inviteret indenfor. Herhjemme skal det udløse dobbelt så strenge straffe for visse forbrydelser, hvis de bliver begået i en ghetto. Således skal Danmark, i skønneste muslimske stil, være opdelt i krigens og fredens huse. Og for at accelerere den udvikling, skal der sparkes til gløderne, så der ikke vil være den egn i Danmark der ikke længere er dansk. Og så vil den næste pakke være dobbelt så strenge straffe i hele det ganske land. Og hvorfor ikke, hvis strengere straffe er godt på en matrikel, hvorfor så ikke den næste og alle sammen - og hvorfor ikke allerede nu?

Det er de samme tanker, der også går igennem Frederiksens planer. Ud over endnu mere stat, der skal sørge for uddannelsespålæg, fritidsjob, automatisk vuggestue fra 1 år, nærpoliti og generelt mere af den integrations-industri, som hun end ikke selv kan se nytten af. Fordel problemerne, så glider det hele lettere. Ja, en stund vil det virke således og så meget endda, at incitamentet til at gøre noget reelt, sætte en prop i og begynde på repatrieringen falder til 90er niveau. Og det stiger først igen når smertegrænsen nås igen. For gymnasier hedder den smertegrænse 30% ifølge den gode tone. Derefter bliver det hele ubærligt og kollapser.

Så nej, når politikere som Merkel siger, nogen må gøre noget så der bliver ikke gjort noget. Især når “Ritzau fortæller, at der i Socialdemokratiets nye principprogram kommer til at stå, at Danmark skal fortsætte med at tage imod flygtninge“. Heller ikke selv om Morten Østergaard fra de Radikale ikke mindre besøgte virkeligheden. 2 dage skulle der til, så kunne han se “at vi har brug for nye måder at løse vores problemer på”, som han fortalte i en annonce.

For 12 år siden havde det Socialdemokratiske Frit Forum, inviteret Søren Krarup til at tale om sin bog om Systemskiftet 2001. Berlingske havde en morsom reportage, der nu ikke længere er at finde på nettet, men Monokultur, bragte et uddrag, hvori det bl.a hedder

Han tæsker videre. På radikale og socialdemokrater. Ingen af de unge socialdemokrater forsøger at gendrive påstanden om deres partispidsers svig over for den danske befolkning og nationen. De kommer ikke deres politiske forældre til undsætning. Og der synes kun at være givet to muligheder, to forklaringer herpå. Enten har de opgivet at forsvare dem. Eller også lystrer de Krarups bud på danmarkshistorien. Der er ingen tabere til stede i lokalet til at svare på, hvilke af de to muligheder der er mest betænkelig. Her er kun aspiranter i kampen om Danmark samt en gammel sejrherre, der læser og påskriver disse.

Som Berlingske Tidende skrev i lørdag

I miniformat er Morten Østergaards ryk et eksempel på, at flere af partierne i rød blok når frem til nye erkendelser her i 2018. Socialdemokratiets stort anlagte udlændinge- og asyludspil er af historisk karakter - både når det gælder den usminkede beskrivelse af indvandringens konsekvenser, og når det handler om at fremlægge forslag, som partiet vendte ryggen til for blot få år side

Indeed. Når man hører Mette Frederiksen, Socialdemokratiets ellers skingre formand, stille kulturmødet således op

Man skal ikke tage fejl af, at det at kæmpe som individ mod en kultur, man er født ind i, er en af de allersværeste kampe, der finders. Derfor bliver samfundet nødt til at stille sig på den rigtige side, og det er selvfølgelig ikke at fastholde et syn på ligestilling eller børneopdragelse, som ikke er foreneligt med et moderne samfund.

Frederiksen vil, som Merkel, heller ikke bruge de rette ord mens hun som opposition har en gratis omgang med at opliste allehånde krav om forandring og sadle nye skeer på suppen. Men det er store ord, fra en tidligere justitsminister, der i 2014 mente at reglerne var strammet så meget, som det var muligt. Senere, da hun igen blev fri af ansvarets byrder, skelnede hun mellem sig selv som politiker og sig selv som justitsminister og ville nu ’stramme’ mere end, hvad “justitministeriet rådgav den daværende regering om”, som hun forklarede Clement et par år senere. “Var den vurdering forkert?” spurgte Clement hende tre gange uden at få svar fra Frederiksen, der bare forklarer at hvad man får af råd og vejledning fra sit embedsværk bliver præsenteret af regeringen uanset hvilken farve den har “og sådan kommer det nok også til at være i fremtiden!”

Ja, men ordene, som nu kun mangler for at hun helt har kapituleret er, at islam er i opposition til Danmark har vi nu fra andre end “Sådan en mand som Søren Krarup”. Frederiksen siger rent ud at, hvis der skal være en fremtid for et godt Danmark skal muslimerne ud af islam - hvilket hun kalder en af de allersværeste kampe, der findes for et individ. Og det er danskerne, der skal lede an i den kamp for selv er de fortabt i mentale tåger. Det er en kulturkrig ført mod muslimer hun vil have, med statslige og institutionelle våben.

Danmark er gået mod mørkere tider med stigende udgifter og negerafgifter og normalisering af en grasserende terrortrussel, siden Krarup skosede de unge sosser for deres partiers svigt. Men debatten har altså rykket sig, selvom mange endnu ikke vil erkende omfanget og dybden af deres svigt, endsige undskylde. De lyder stadig som hvis Mohamed Lahouaiej Bouhlel erkendte ikke at have være en tilstrækkeligt hensynsfuld trafikant. Bouhlel er i fængsel og Ellemann ligger på historiens mødding, hvor han føler sig for fin til at give en kvajebajer til resten af værtshuset.

Jeg har afholdt mig fra at referere til Jordan Peterson trods hans kloge betragtninger, simpelthen fordi han er så populær - og noget skal man jo skille sig ud med. Men her er hans fokus på pligt, den kristne (eller anden gavnlig) tro og civilisationen overfor ventreradikalisme, nihilisme i Townhalls David Gonorski ord (grundlæggende rent tyveri fra min side, men jeg synes det fortjener et større og dansk publikum, hvor marginalt det så end er)

The ancient Greeks had a word for antidote, pharmakos, that they very much used as a cure for chaos. In the pharmakos ritual, a deformed, weak, or mentally ill person would be wined and dined as a god, paraded through the streets, and then ritually murdered outside the city. It is easy for us moderns to look back at such rituals and sneer at the primitive barbarity of it all. Yet, to the Greeks, it was very much a necessary transference of pent up all-against-all aggression and resentment before it spilled into runaway chaos. In other words, as the High Priest who led the plot to execute Jesus Caiaphas said, It is better that one man die than the whole nation perish.

Today, we see clearly that the ancient world’s antidote to chaos—collective violence against an innocent person (or at least, no more guilty than anyone else for social tensions)—is nothing more than crowd madness and scapegoating. We are able to see this because of the lens the Bible provides us after two millenia of its narrative and ethic clarifying our perspective.

In the Gospels, as René Girard helps us see, we have the inauguration of a personhood revolution in which every human being is made to be a sacred temple deserving of love and respect. In the Gospel accounts of his passion, Jesus wrestles the camera of mythic history away from the persecuting collective always searching for a scapegoat and undresses the crowd of all its power. It is not the gods or, in our modern case, ideology, that demands coercion and violence but petty, crowd-possessed people blinded by fear and envy.

It is in that vein that Peterson’s 12 Rules for Life strikes such a powerful chord in our cultural moment. Each of the twelve axioms center on self-sacrifice rather than sacrifice of someone else—a radical new antidote for chaos much more dangerous and powerful than the old antidote of violent sacrifice that shaped our ancestral roots.

Peterson’s meek defiance of victim-garbed collective aggression is in service to Jesus’s personhood revolution: the simple notion that instead of sacrificing your neighbors and blaming them for the chaos you feel, it is better to sacrifice your own pride, clean your own room, and resist the urge to reciprocate aggression and insult to those who seek to harm you.

————————-

Personlig note: For 5 år siden var mit blodtryk tårnhøjt, jeg vejede 30 kilo mere end idag, havde tendens til grådlabilitet og fik frakendt mit kørekort fordi jeg kørte med 1,21 promille alkohol i blodet (jeg skulle lige hente en Whopper), en opførsel, der er meget ulig mit normale væsen. Jeg falder aldersmæssigt helt uden for Petersons egentlige målgruppe. Og jeg har aldrig følt mig forbitret.

Men jeg var ked af det, måske på den måde, som de voksne i min barndom kaldte, at have ‘ondt i livet’ (et udtryk min far havde en hvis foragt for, husker jeg). Da min envejleder i psykiatrien adspurgte mig direkte under en midtvejssamtale “har du det godt?” virkede spørgsmålets enkelthed chokerende i sit konkrete og direkte udtryk og jeg faldt fra hinanden allerede på vej hjem i bilen. Min vejleder havde, førend jeg selv egentlig havde formuleret det for mig selv, ramt hvad jeg allerede var begyndt at arbejde mig ud af.

Selv om det var uden brug af Peterson, som jeg dengang kun kendte for en artikel om hvorledes vores emotionelle habitus er afgørende for vores politiske observans (gæt hvilken vej hønsene skraber), at jeg skiftede fokus for mit liv - meget ad de samme linjer som Peterson advokerer for. Nu går det fremad, selvom jeg stadig mangler at rydde op på mit værelse. Så det kan anbefales enhver, der befinder sig i et vadested i livet, der måske truer med at drukne dem, at lytte til Petersons råd.

At sætte sig selv til side er det bedste man kan gøre for sig selv og sine omgivelser. Men det kræver at man tager sig selv alvorligt og anerkender, at man selv er den ansvarlige.” Women and children can afford to be careless, but not men“, siger Don Corleone, men det er ikke et åg, det er et indhold, som vi er afhængige af.

Jeg har venner, som havde forventninger om en retfærdig fordeling af rettigheder og omsorg, som er gået til i enten alkohol eller bitterhed eller begge dele. Typisk har de fremmedgjort de fleste venner, de engang havde og ikke stiftet andre nye bekendtskaber, end løselige til ligesindede, der, som dem selv, ikke har noget at tilbyde. Mænd med store ressourcer, som ingen nu får glæde af. Så lyt til Peterson, lyt til gammel visdom, ”sig ikke ting, der svækker dig selv“, “make yourself of use” og klap en kat.

Adam Holm, det pæne og ellers så fornuftige menneske, havde “brugt det forgangne døgn på at gispe efter vejret” over den frygtelige nyhed at anerkender det basale faktum, at Jerusalem er Israels. “Donald Trump er gal” indledte han derfor et ophidset Facebook opslag, hvori han argumenterede for at Trumps beslutning var “monumentalt forrykt”, et udtryk for hans “åbenlyse foragt for fakta og historisk indsigt”, som efterlod indtrykket af “en geopolitisk terminator”.

Blæse vær med advarslerne fra arabiske allierede, FN, EU, Vatikanet og et hav af forstandige Mellemøstkendere, deriblandt folk med jødiske rødder og tilknytning til Israel. Never mind, at USA endegyldigt lukker og slukker for muligheden af en genoptaget fredsproces; til helvede med årtiers forståelse for palæstinensernes, ja hele den islamiske verdens særlige sensitivitet i forhold til Al-Aqsa-moskéen, og glem de vældige politiske og sikkerhedsmæssige spændinger, der knytter sig til spørgsmålet om Jerusalems status.

Men ifølge et populært mem, som tilskrives Einstein, så er galskab forventningen om forskellige resultater ved at gentage de samme handlinger. Araberne har aldrig indgået en fred de ikke var tæsket til og ‘palæstinenserne’ har bare aldrig sagt ja til noget løsningsforslag og derfor fylder de nu op på omstridt land. Ved at ligge under for frygten for arabisk-muslimsk vrede og afstå fra at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, skriver Middle East Forum, har man blot tilskyndet “unrealistic hopes among Palestinians that rejectionism will pay off“.

With the peace process at an impasse of their own making, Palestinian leaders have in recent years launched an aggressive campaign to delegitimize Israel in international fora, culminating in a burgeoning Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS) movement in the West, a UNESCO resolution last year minimizing Jewish connections to the Temple Mount, and a UN Security Council resolution(2334) months later that effectively declared Israel claims in disputed East Jerusalem null and void. Instead of pursuing a peaceful path to statehood, they have incited violence against Israel, while trying to persuade the rest of the world to recognize Palestinian statehood in the absence of peace.

The success of these endeavors partly reflects the growing dependence of European left-wing political parties on Muslim immigrant votes, according to MEF Shillman-Ginsburg Writing Fellow Michel Gurfinkiel.However, MEF Shillman-Ginsburg Writing Fellow Efraim Inbar argues that many in the West “simply do not want the Jews to have full control over the eternal city.” Indian Prime Minister Narendra Modi, who made an unprecedented visit to Jerusalem last July, and Russian President Vladimir Putin, whose foreign ministry officially recognized Israeli sovereignty over West Jerusalem in April, apparently felt no such taboo.

The Obama administration’s turn against Israel gave an enormous boost to the delegitimation campaign. “Years of hostile U.S. actions under the Obama administration, from the Iran nuclear dealto UNSCR 2334, have emboldened Israel’s enemies to believe that they can win the public relations war against the Jewish state,” wrote Roman shortly after Trump’s inauguration. “Together with Israel, the Trump administration must now convince them that they have lost.”

Der er altså også forstandige Mellemøstkendere, der bifalder Trumps træk og ikke, som EU og Vatikanet frygter deres arabiske allierede. Som Yoram Ettinger, der i Algemeiner giver 7 grunde til at Trump gjorde det rigtige, ved at efterkomme den amerikanske Kongres vedtagelse fra 1995. Udover at demonstrere overfor araberne at man ikke ligger under for deres trusler og at vold ikke fører noget med sig så giver man omverden en mulighed for at skelne mellem udenrigsministeriet på den ene side og flertallet af amerikanere, Kongressen og præsidenten på den anden

4. Palestinian terrorism and hate-education were fueled by the December 1988 US recognition of the PLO, the 1993 Oslo Accords, Israeli concessions to the Palestinians, and the 2005 withdrawal from Gaza. On the other hand, the 2011 US veto of a UN Security Council condemnation of Israel’s settlements policy was not followed by anti-US terrorism — contrary to assessments made by the State Department.

5. The non-implementation of the 1995 Jerusalem Embassy Act has not advanced the peace process; instead, it has radicalized Arab expectations and undermined the US posture of deterrence, which is critical for US national security and global order.

Trump ved, som Yoram Hazony skriver, at man ikke får fred bare ved at ydmyge Israel. “For nearly seven decades, the state of Israel has endured an unusual humiliation: Alone among the nations of the world, it has been denied the sovereign right to determine its own capital“indleder han sin artikel i Wall Street Journal og bifalder den observation at det kun har ægget arabernes modstand, ikke blot mod fred, men Israels eksistens.

We have been warned by enemies and by friends that this historic moment will be met with violence. That is quite possible. Every significant step in the return of the Jews to Israel and Jerusalem since the Balfour Declaration has been met with acts of vengeance. But if this pattern has a clear lesson for us, it is this: If the American administration holds firm, this storm will pass.

Med det forbehold at Holm udtrykker sin forfærdelse i et Facebook opdatering, givet skrevet i al hast, da han trækker den psykiatriske diagnose af Trump tilbage i sidste afsnit, så er det stadigt påfaldende at der ikke leveres et eneste argument imod at behandle Israel, som man bahandler ikke blot ethvert andet civiliseret land, men selv groteske regimer. At henvise til at Trump er i dissens i forhold til et hurtigt opstillet konsensus er næsten i sig selv et selvmål. Og listen er tillige pinlig, når man påstår at Trump foragter historisk indsigt. Trump har nemlig indsigt, den eneste der tæller og altid har gjort det i Mellemøsten og det er ikke servile skåltaler i Cairo, det er magt! Hvem har den største kæp and ‘belive Trump, there is no problem!’

Og hvilken indsigt nævner Holm så? FN, hvor de arabiske allierede sammen resten af den islamiske verdens særlige sensitivitet samlebåndsfordømmer Israel med EUs forskræmte indsigtsfulde hjælp? Og hvilken indsigt har Vatikanets teologer pludseligt fået i realpolitik? Det er alle politiske entiteter, som Trump, der handler i politiske interesser ud fra givne præmisser. Og disse er lige blevet ændret.

Og som alle politiske entiteter er også eksperter af vidt forskellige overbevisninger, som jeg just har givet eksempler på. Generelt er jeg skeptisk overfor eksperter, der antager at den nuværende situation er den naturlige og endelige, thi historien kommer altid som den største overraskelse for dem. Havde den forstandige Mellemøstekspertise forventet Det Arabiske Forår? Da de fik reorienteret sig, havde de forventet Det Muslimske Broderskabs sejr over den progressive ‘Twitter-’ og Facebookgeneration’? Hvad laver Sovjetologerne idag? Hvad sagde Balkaneksperterne før borgerkrigen?

I sin kvababbelse over handlekraft, skønt kun symbolsk, forholder Holm sig ikke til et eneste relevant spørgsmål. Hvor længe endnu skal Israel ydmyges og behandles som en paria forend freden sænker sig? Hvad har araberne ud af at opføre sig ordentligt når de belønnes for larm og spetakler?

Selv om man ikke kan kræve den store analyse af en Facebook opdatering, afslører Holms hurtige skriv, endda åbenbart tilblevet i en emotionel tilstand, hans instinktive forståelse af Verden omkring ham. En forståelse af konsensus. Hjælp, Trump er anderledes, Trump ændrer en politisk retning, der ikke har virket i 70 år. Holm skuffer, når han trods sit sædvanligvis fordomsfrie intellekt og store viden ligger underdrejet den muslimske fortælling ved at sætte “hele den islamiske verdens særlige sensitivitet” over kendsgerninger. At han henviser til en fredsprocess efter hundrede år med entydige pal-arabisk afslag på alle forslag udviser han den europæiske elites særlige naivisme i forhold til kultursammenstødet. Et arabisk narrativ har overtaget et vestligt intellekt.

Jeg kan kun anbefale  at se eller gense Allan J Pakula og Robert Redfords All The Presidents Men, fra en tid, hvor også venstrefløjen var skeptisk overfor ‘deep state’. Men med Trump har de kastet alle hæmninger over bord og nogle har ligefrem håbet at efterretningstjenesterne ville foretage et kup, for at forsvare demokratiet (retteligt republikken). Og det håb falder ifølge Ed Klein ikke for døve ører.

Ifølge Klein er behandlingen af Trump helt uden fortilfælde “Even the Watergate episode and the anti-Nixon hurricane that came from the press is nothing like what Donald Trump is facing”. Trump bliver angrebet fra alle sider, ikke blot Demokraterne, men næsten hele pressen og dele af sit eget parti. Men mere end det, rystende mere

And then there is this underground operation that’s taking place throughout the country, fueled by former Obama and Clinton advisers and hangers-on. He’s getting it from all sides, and it’s been dirty, and it’s been disrespectful of the office of the presidency as well as of the president himself.”

Klein said All Out War includes “a secret FBI report that I’ve reproduced in full – it’s never been seen before – in which FBI agents infiltrated, undercover meetings of the Deep State in church basements in Washington, DC, and reported to the director of the FBI.”

“What they saw were these rogue elements in the federal bureaucracy meeting in these church basements and being instructed by union organizers and community organizers and other left-wing groups in how to obstruct the president’s agenda – by, for instance, losing files on purpose, deleting files from their computer, slow-walking regulations, leaking to the press, and doing everything they can to bollox up, obstruct, and reverse the orders that are coming down from the executive branch to do what they’re actually paid to do. They’re doing just the opposite,” Klein charged.

Det er Kleins anonyme kilder, der giver ham den historie, men vi kan måske sandsynliggøre det med observationer udefra, ved at se på, hvorledes FBI gebærder sig alt efter, hvem der har med at gøre. Trumps tidligere valg-kampagnerådgiver Paul Manafort blev anholdt og sigtet for en række forhold, som ikke vedrører Trump eller hans kampagne på nogen måde. Sigtelserne var af en art, som FBI normalt ikke besværer sig med, og Manafort havde allerede indvilliget i at samarbejde og overdraget alle relevante dokumenter til efterforskerne. Alligevel blev han anholdt og under grotesk dramatiske omstændigheder, hvor FBI agenter med trukne skydevåben bryder ind i hans hus midt om natten, hvor han og han kone ligger og sover. Konen bliver endda visiteret for våben, mens hun ligger i sit nattøj i sin seng. Og det fortsætter, skriver Andrew C McCarthy i et must-read på National Review

Mueller succeeded in convincing a federal judge to force an attorney for Manafort and Gates to provide grand-jury testimony against them. As Politico’s Josh Gerstein reports, just as the charges against these defendants were announced with great fanfare, the U.S. district court in Washington, D.C., quietly unsealed a ruling compelling the testimony of the lawyer — who, though not referred to by name in the decision, has been identified by CNN as Melissa Laurenza, a partner at the Akin Gump law firm.

Interestingly, the jurist who rendered the 37-page memorandum opinion is Beryl A. Howell, who served for years as a senior Judiciary Committee adviser to the fiercely partisan Democratic Senator Pat Leahy (of Vermont) before being appointed to the bench by President Obama.

FBIs behandling af Hillary Clinton og hendes stab af medsammensvorne? Noget anderledes,

Lest we forget, President Obama had endorsed Mrs. Clinton, his former secretary of state and his party’s nominee, to be president. Moreover, Obama had knowingly participated in the conduct for which Clinton was under investigation — using a pseudonym in communicating with her about classified government business over an unsecure private communication system.

Obama prejudiced the emails investigation. Long before it was formally ended, he publicly pronounced Clinton innocent. He theorized that she had not intended to harm the United States. Even if true, that fact would be irrelevant — it is not an element of the statutory offenses at issue, under which several military officials, who also had no intent to harm our country, have nevertheless been prosecuted. (It also had nothing to do with her quite intentional destruction of thousands of emails, many relating to government business — also a serious crime.)

As night follows day, the FBI and the Justice Department relied on Obama’s errant and self-interested rationale in dropping the case against Clinton and her accomplices. What did Obama’s subordinates do after he patently interfered in the investigation? Well, then-FBI director James Comey began drafting a statement exonerating Clinton months before the investigation ended — i.e., before over a dozen key witnesses, including Clinton herself, had been interviewed. Indeed, it has now been reported that Comey’s draft initially declaimed that Clinton had been “grossly negligent” in handling classified information — an assertion that tracked the language of one of the statutes Clinton violated. Later, in the statement he made publicly on July 5, 2016, Director Comey instead used the term “extremely careless” — substantively indistinguishable from “grossly negligent,” but the semantic shift appeared less tantamount to a finding of guilt.

In the aftermath, we extensively examined the Clinton investigation’s hyper-sensitivity to the attorney-client privilege.

Note that the lawyer for Manafort and Gates was forced to testify against her clients based on the theory that she had participated — however unwittingly — in their scheme to cover up their lobbying efforts on behalf of a Ukrainian political party. Aggressively, Mueller’s team contended that even if the lawyer had not intended to help her clients mislead the government, their use of her services was intended to dupe the government. That, Mueller argued, brought their communications with the lawyer under the crime-fraud exception to the attorney-client privilege. Chief Judge Howell agreed. As a result, the lawyer’s communications with Manafort and Gates lost their confidentiality protection, such that Mueller could compel her to reveal them to the grand jury.

Compare that with the Justice Department’s treatment of the lawyers representing Mrs. Clinton and her accomplices. Actually, I shouldn’t really put it that way because . . . Mrs. Clinton’s lawyers were her accomplices.

As we’ve previously explained, the Justice Department refused to invoke the crime-fraud exception to explore what advice Clinton lawyers gave her information technology contractor before he supposedly took it on himself to delete and destroy her emails.

Forleden foretog jeg en lettere forceret analogi til The Rumble In The Jungle og hvis man skal fortsætte det billede, må man imponeres over Trumps rope-a-dope, hvor han blot lader dem slå i sikker forvisning om at deres tid er forbi og deres sidste kræfter snart vil slippe op.

I en serie Youtube posteringer forudser Scott Adams, skaberen af tegneseriestriben Dilbert, at Trumps bliver anerkendt som en god præsident for USA omkring årsskiftet. Der er god grund til at lytte til Adams, ikke blot fordi han var en af de første, der spåede at Trump ville vinde (Trump selv var endnu tidligere ude med den forudsigelse og Newt Gingrich så potentialet), men også fordi hans ‘argumentation er overbevisende(!)’.

Adams har tillige spået at Trump-hadet har ændret karakter, fra at han er Hitler henover ikke nødvendigvis Hitler, men storslem, til ikke så slem, men vi kan ikke lide hans politik, og vil ændre sig yderligere til det kommende, ‘han er faktisk ret effektiv’. Og grunden til, at den sidste erkendelse indtræder ved årsskiftet er, de traditionelle ‘året der gik’ revyer, som alle medier vil spamme tiden mellem Jule-, og Nytårsaften med. Her vil man fremdrage hvad Trump lovede, hvad han rent faktisk fik igennem, hvad der står til at komme igennem og hvad han arbejder på at få igennem.

Økonomien vil se rigtig god ud, konservative dommere bliver udpeget med en forventet lang levealder, der er prototyper på hans mur, den illegale indvandring er faldende osv. Imens falder Ruslandsfortællingen fra hinanden, mens Hillary Clintons skandaler afdækker hvor stor en sump ikke blot hun og Demokraterne repræsenterer, men hele det politiske etablissement i Washington komplet med medier, eksperter og lobbyister.

Adams funderer også over, at Trump er så populær i Kina, at han meget vel kan blive den mest populære amerikanske præsident nogensinde. Ved G20 mødet i Kina, udnyttede Xi hjemmebanen til offentligt at ydmyge daværende præsident Obama og USA, ved ikke at have et passende sæt trapper til Air Force One, således at præsidenten måtte ud af ‘bagtrappen’, en symbolik der ikke var spildt i Asien. Ovenikøbet skosede en kinesisk repræsentat et medlem af den amerikanske delegation ved vredt at minde om at det var deres lufthavn og dem der bestemte.

Udenfor Europa og den amerikanske venstrefløj, eksisterer der ingen berøringsangst for en statsleder, der fører sig frem til gavn for sit eget folk uanset hvad faktatjekkerne måtte finde af unøjagtigheder i braldret. Trumps Mellemøstbesøg var en succes hvor sheikerne kiggede beundrende på Trump, mens kan pålagde dem ansvaret for at luge ud i islamisk ekstremisme, hvis man fortsat skulle handle sammen. Saudi Arabien købte den største ladning amerikanske våben og er siden begyndt at anholde diverse prinser og tillader nu kvinder at køre bil. Selv i Europa klarede Trump det glimrende og franske Macron var nærmest forelsket, som han åbenbart har let ved at være når det drejer sig om ældre mennesker, da Republikken fejrede jubilæum.

Og lignende observationer begynder allerede at indfinde sig i den Trumpkritiske presse. The New Yorker, ingen ven at Trump, noterer sig således, at forholdet mellem Japan og USA ser ud til at være tøet op fra forgængeren

Abe’s personal relationship with Barack Obama verged on the prickly, driven by an American perception of the Prime Minister as a dangerously nationalistic historical revisionist. Abe had resigned himself to more of the same arm’s-length treatment under Hillary Clinton, but Trump’s surprise win, in 2016, upended plans like a box full of carp chow.

Det ændrede syn på Trump, som en reel og kompetent præsident, man måske blot er politisk uenig med, betyder også, at alle der har udlevet Trump derangement syndrome, komplet med katastrofetanker, magisk tænkning, Ruslandsfortællinger og Hitlerbeskyldninger vil have sat en større eller endnu større del af deres troværdighed over styr. For store mediehuse kan det være katastrofalt. Glædelig MAGA dag.

Trumps tidligere kampagneleder og ivrig Washingtonlobbyist Paul Manafort er blevet sat i husarrest, som rygterne har svirret hele weekenden, og dette var overskrifterne på Danmarks Radio

Som man kan se, kan man ikke bruge Danmarks Radio til noget, hvis man vil forstå den politiske udvikling i USA. Der findes stadig ikke skyggen af bevis for at Trump har handlet med Rusland for at vinde præsidentvalget. Derimod findes der beviser for at Demokraterne har finansieret ‘the Trump Dossier’ med historierne om prostituerede tisselege i Moskva baseret på suspekte russiske kilder. Og det var Obamaregeringen med Hillary Clintons velsignelse, der overgav 20 af USA uran produktion til russiske interesser, mens Clinton Foundation modtog 145 mill dollars far de indvolverede firmaer og Bill Clinton modtog det dobbelte foredragsgebyr, for en tale han holdt for en af de indvolverede russiske banker, nemlig 50.000 dollars.

Der er intet nyt i anklagerne mod Trump tidligere kampagneleder Paul Manafort, hvidvaskning af penge, skatteundragelse, falsk vidneudsagn, samarbejde med udenlandske interesser, som han har hemmeligholdt og den slags, men intet om Trump og hans påståedesamarbejde med russerne. Men anklagerne mod Manafort, skal presse ham til at levere inkriminerende oplysninger om andre i Trumps kampagne, hvis ikke imod Trump selv, mod at undgå fængsel. Svagheden ved det system er, som Dershowitz udtrykker det, at begge parter kan blive så desperate efter at lave en aftale, at vidnet ikke blot synger, men komponerer.

Men selv om mange håber dominobrikkerne falder en efter en til det Hvide Hus, så er Washington med Tucker Carlsons opsummerende ord “awash with foreign money”, hvor det har vist sig så pikant af formanden for den ene præsidentkandidat kampagne samarbejdede med broderen til den anden præsidentkandidat kampagne for at berige sig selv i dølgsmål ved at fremme en fremme stats interesser

Trey Gowdy, formand for Committee on Oversight and Government Reform, kritiserer Mueller for at der er lækket oplysninger fra hans efterforskning, men udtrykker stor tiltro til hans hæderlighed og kompetence. Andre er ikke så sikre, som Mark Levin

“If these are serious charges, the statute of limitations would’ve legitimately run out on the earlier years that they’re talking about, with respect to the conspiracy charge.”

Listen:

Special counsel Robert Mueller was serving as FBI director while Manafort was allegedly engaged in this criminal activity. The question, Levin asks, is why wasn’t a case brought against Manafort when Mueller was in charge of the FBI and the statutes of limitations a non-issue?

“That means somebody dropped the ball,” Levin said.

“And furthermore, Donald Trump had nothing to do with any of this,” he added. “This predates his campaign. This predates his announcement that he’s running for president of the United States. There’s no Donald Trump world involved in anyof this.”

Forleden refererede jeg til Danield Greenfield, der konkluderede at fabrikationen af ‘the Trump Dossier’, blot var det seneste udtryk for magtmisbrug, som Demokraterne og især Clinton parret har opdyrket. Newt Gingrich er ind på samme logik og minder om, at intet ville være blevet afsløret, hvis ikke det var for Hillary Clintons nederlag til Trump, men at det nu er sandhedens time for Muellers renome

“Mueller’s strategy is clear” skriver Peter Flaherty direkte mistroisk i Daily Caller “He has to rescue himself, Comey, McCabe, Rosenstein and others from their complicity in Hillary’s dealings with the Russians.”

In July, Comey preemptively exonerated Hillary despite her maintenance of a private email server and mishandling of classified material. By accusing her of being “extremely careless,” he purposely distracted attention from the context of the emails. Hillary and Bill Clinton operated an aggressive shakedown operation of domestic and foreign interests, many of which are unsavory and criminal. Concealing the true nature of the operation was at least part of the Clintons’ motivation for the private server.

The outlines of the Uranium One deal were not a secret. Media outlets like the New York Times reported on the U.S. government approval of a partial sale of the Canadian mining company to Rosatom, a Russian firm, while those who benefitted donated to the Clinton Foundation and paid Bill Clinton $500,000 for a single speech in Moscow.

Then came more detailed reports about how the FBI cracked the case of a major Russian effort to penetrate the North American uranium industry through a host of illegal activities, but somehow the whole matter was slow-walked and kept from U.S. government officials who had to approve the Uranium One deal. Mueller and Comey ultimately supervised the probe.

Meanwhile, the FBI’s email investigation was supervised by now-FBI Deputy Director Andrew McCabe, who has significant connections to the Clintons through his wife Jill McCabe. Hillary headlined a fundraiser for a group supporting Jill McCabe’s campaign for the Virginia state senate, as first reported in the Wall Street Journal. The National Legal and Policy Center subsequently exposed more Clintonista support, including from then-Clinton Foundation operative Doug Band who wrote a personal check for $50,000.

The plot thickened last week when the bombshell hit that it was Hillary’s campaign and the Democratic National Committee that paid for the Fusion GPS dossier. Reporters were chagrined to realize that they had been lied to repeatedly for months and months. Hillary now claims that the first she heard of it was when the dossier memo was printed by BuzzFeed in January, a likely lie. As long as this “what did Hillary know and when did Hillary know it” question is of no interest to Mueller, his investigation has no credibility whatsoever. But therein lies the dilemma for Mueller. A real probe of Hillary would mean a review of his own actions and those of his colleagues. He’s cornered.

Korrupte politikere, lobbyister og udenlandske interesse blandet op i ‘deep state’. En slem stank emanerer fra sumpen, som man rører i den. De mange undersøgelser, der er sat i søen initialt imod Trump, vender sig nu mod Demokraterne og resten af sumpen. Imens kan Trump bruge tid på sin nye yndlingsbeskæftigelse, ‘bayonetting the survivors’.

Det var de velkendte indrømmelser af magtesløshed fra danske politikere ovenpå terrorangrebet i Manchester. Lars Løkke kaldte angrebet meningsløst. Derved fortæller han danskerne, at han ikke har den fjerneste intention om at ændre på den kurs, der leder os mod borgerkrig, enten fordi han er en kujon eller uvidende. For når det ikke giver mening, har det ingen årsag og kan ikke forhindres. Jyllands-Postens leder var en af mange herhjemme, der tillod sig at være uforstående overfor den verden, der søger at komme den til livs

Ud over det i sig selv afskyeligt kujonagtige og forbryderiske i enhver terrorhandling, hvor man lader sit indædte had til den vestlige verden og dens værdier gå ud over ganske uskyldige borgere i færd med noget helt andet og hverdagsagtigt, shopping eller som her en koncertoplevelse, viser tragedien i Manchester også, hvor moralsk depraveret de islamistiske terrorister er i deres anslag mod os. De skyer ingen midler, og intet kodeks forbyder dem åbenbart at gå efter det uskyldigste af alt – børn og helt unge mennesker.

Fra en redaktion, hvis terrorsikring ikke er nok til at indgyde modet til at genoptrykke sine tegninger, betegner man det som kujonagtigt når en muslim vælger at dø for sit moralske kodeks. (Teresa May med det store sikkerhedsopbud gjorde det samme). For muslimen har moral, nemlig den som islam tilskriver ham. Her er man skyldig i at være vantro og med sin eksistens stå i modsætning til islam og al dens væsen alle dens gerninger.

Jaleh Tavakoli forklarer terrorister valg af koncerter, blandt det store udvalg af ‘bløde’ mål, med at “musik er haram”. Jeg tror dog David Wood er mere præcis når han pointerer der ikke er troende/fromme muslimer til koncerter, men kun kuffar og hyklere (dårlige muslimer). Men det er et sidespor, “The targeting of an audience predominantly comprised of young girls should haunt even the most callous of cynics, and the most relativist of liberals. But it won’t.” skriver Raheem Kassam i Middle East Forum og kalder al den sædvanlige snak om at leve som før for en distraktion, mens vores børn myrdes

I suggest we don’t “carry on exactly as before.” In fact, I suggest we do away with the trite “Keep Calm and Carry On” mindset that has been adopted by hipsters and tourist tat sellers.

Instead, I suggest we look back in history a little further, for how we deal with this scourge.

St. Augustine of Hippo — not to be confused with the homonymous St. Augustine of Canterbury who brought Christianity to England — once said: “Hope has two beautiful daughters. Their names are anger and courage; anger at the way things are, and courage to see that they do not remain the way they are.”

Myndighederne aner dog potentialet for vreden og modet, da engelsk politi mødte talstærkt op, forstærket med en helikopter, til en havefest i Cambridgeshire og konfiskerede en karaoke maskine fordi den blev benyttet til at synge hånlige sange mod Osama Bin-Laden.

Med “udsigten til en dansk festivalsæson”, falder sympatien måske for Henrik Marstals plæderen for “en målrettet indsats for at skabe et mere broget publikumssegment med inddragelse af alle danskere uanset etnisk baggrund” på Roskilde Festival?

New York Times skrev om gerningsmanden at “No one yet knows what motivated him to commit such a horrific deed.”, efter at have fortalt om hans muslimske sind og Islamisk Stats triumferen. Men NYT kunne alligevel se perspektivet, sjovt nok

The Islamic State wants nothing more than to watch Western democracies embrace its mad version of a holy war pitting Muslims against Christians, the newly arrived against others. This has been the goal of other attacks in Europe. With cold calculation, extremists have ripped apart the lives of people simply out enjoying themselves — whether at a concert or sitting around cafe tables in Paris in November 2015, or gathering for Bastille Day fireworks in Nice last year, or shopping at a Christmas market in Berlin in December.

Maximum vigilance is needed, and Britain raised its threat level from severe to critical. Public spaces must be made as safe as possible, even as people recognize that more attacks will very likely occur, despite our best defenses. In Britain, as in the rest of Europe and in the United States, it is critical that immigrants, especially Muslims, are not stigmatized. As Richard Barrett, former director of global counterterrorism operations at MI6, Britain’s foreign intelligence agency, said, “engaging the community and letting the community inform us” is one way “to understand why people do this” and to prevent future attacks.

Understanding is critical. The quickest way for open societies to lose the freedoms they enjoy and the Islamic State seeks to destroy would be to whip up divisive ethnic, racist and religious hatreds.

“Vi kan ikke forstille os, hvor meget de hader os” sagde Hans Jørgen Bonnichsen til BT bedragerisk på vej mod et klarsyn inden mørket satte ind “…et had, som er opbygget gennem mange år, og som vi på nogle punkter selv har været med til at skærpe”

Derfor skal vi revurdere, om det er de rigtige redskaber, vi bruger. Nogle af de restriktioner har haft den direkte modsatte effekt. De kan være radikaliserende,« mener Hans Jørgen Bonnichsen.

»Hvis de initiativer, vi lægger for dagen, understøtter deres opfattelse af os: At vi er de nye korsfarer. At vi vil dem noget ondt, så kan de virke radikaliserende. Tænk, hvis vi i stedet kunne vise dem, at de tager frygtelig fejl. At vi lægger mere vægt på den fremstrakte hånd fremfor den knyttede næve

Det følger at når vi kun delvis har været med til at skærpe de i forvejen eksisterende had, at vi kun delvis kan hæmme det ved at give efter. Og følger det ikke også, for nu at tage et af de seneste eksempler, at de koptere, der blev slagtet forleden i det muslimske land Ægypten, selv må have understøttet muslimernes opfattelse af, at de ville dem ondt og således selv havde radikaliseret deres banemænd? Muslimer flygter overvejende fra andre muslimer i muslimske lande, så vores hånd er allerede mere fremstrakt end den muslimske hånd - og selv det er ikke nok. Disse muslimer vil ikke have din hånd, men hugge den af.

Terroristernes angreb er ikke for at sætte splid mellem kristne og muslimer, den splid er her allerede. Den eneste splid som terroristerne søger at sætte er imellem os selv, så vi kan sidde og bebrejde hinanden, hvem det er der nu har opviglet muslimen til terror. De vil heller ikke “have: din vrede, din sorg” som Ida Auken tweetede, men dog “din rædsel”. Terror er for at underkue os, at få os til at frygte dem, så vi giver os, for hver en lille tegning, hver en lille frikadelle, hver en lille segregeret svømmehal, hver et lille beklædningskodeks, her og der og alle vegne indtil vi enten er døde eller slaver.

Løkkes partifælle Jakob Engel-Schmidt tweetede at “Ondskaben bliver ikke dybere”. Måske, men der kommer til at blive mere af den ikke desto mindre. Med mindre vi trækker vores hånd tilbage og griber sværdet.

Det spørger Information om i deres leder. Nej, virkeligt! Og efter at have stillet det spørgsmål burde de jo komme til den konklusion at siden det rammer Verdens Moralske Supermagt ikke handler om hvad vi gør eller ikke gør, tegner eller ikke tegner, siger eller ikke siger, men om at vi er ikke-muslimer, kuffars. Men Information er ikke til spørgsmål

Fredag kørte så en lastbil ned ad Drottninggatan i Stockholm og fortsatte ind i et indkøbscenter. Mindst to fodgængere er blevet dræbt og et ukendt antal mennesker såret. Før det talte vi om terror i Tyskland, Frankrig, Belgien, USA, Spanien, Danmark. Fortsæt selv listen.

Målene for de seneste års mange terrorangreb virker vilkårlige og forbliver som regel umotiverede. Gerningsmændene dør som oftest i angrebene og efterlader sig sjældent en forklaring. I stedet er det op til os at gætte på, hvad mening det skulle give at dræbe uskyldige mennesker.

Efter alle disse års debat og allahuakbarråbende terrorister, hvis religion man endelig ikke må fornærme leverer Infomation det mest ringe. Og forvirringen bliver total, når lederen fortsætter

Vi kender det hele så godt, at den skræmmende usikkerhed næsten har mistet sin betydning. Det er ikke så vigtigt, hvem gerningsmanden er, eller hvilket motiv han har. Vi køber ikke præmissen om, at der er noget, der kan retfærdiggøre drab på uskyldige mennesker.

Men terroreffekten ophæver også sig selv alene ved sin hyppighed. Vi når ganske enkelt ikke at beskæftige os særligt længe med det enkelte anslag, før der opstår et nyt.

På Information beskæftiger man sig endda så hyppigt med de enkelte terrorangreb, at man kalder dem det langt mindre skræmmende ‘anslag’. Muligvis kan man gennemskue en fast rytme og tale om intonering? Så mangler vi bare Pierre Dørge til at rasle med konkylierne.

Men hvis nu Information ville lægge lidt mere vægt på, hvem gerningsmændene er og essensen af deres unisone motiver ville den kunne forstå den præmis, at det ikke handler om at der ikke er noget der kan retfærdiggøre drab på uskyldige mennesker. Disse svenskere, der blev anslået fredag formiddag, var ikke uskyldige, de var svenskere. De var skyldige i ikke at være muslimer - og det er svært at købe, hvis man troede man kunne invitere alle med i verdensorkesteret.

For implikationen af at skyld afgøres ved om man er muslim eller ej, fører til den tanke af islam ligger i åben krig med alle sine omgivelser. Og at der så længe, der er muslimer i blandt os også er krigere for Allah.

Det skaber en smertefuld dissonans af kognitiv karakter, som den svenske komiker Henrik Schyffert mærkede, da han  en time før han skulle optræde med sin antiracistiske stand-up forestilling “Vær ikke bange” tweetede at han var bange, dødsensbange endda. “T.om jag förstår ironin i det” sagde han senere og det er et skridt på vejen.

Men han gennemførte forestillingen, som han på en gang kaldte sit livs sværeste, men også vigtigste, så han forstår nok ikke at der er krig og at den kører uanfægtet af hans eget følelsesregister og størrelsen på de indre svinehunde hans medsvenskere holder sig.

Frankrig er stadig i undtagelsestilstand på grund af truslen fra muslimsk terrorisme. Det vil sige at uanset hvad politikerne vil indrømme, så er Frankrig i krig med muslimerne og slagmarken er de civile franskmænd. Eller hvem der nu kan slås ihjel. En ‘migrant’ skærer halsen over på en amerikansk turist i en forstad til Paris og lidt længere inde mod centrum overfalder en 27 årig muslim sin ældre kvindelige jødiske nabo i hendes seng, stikker hende gentagne gange med sin kniv mens han råber Allahu Akbar og kaster hende derefter ud ad vinduet, så hun styrter 3 etager ned. I Montpellier bliver kvinder overfaldet en masse af uledsagede flygtningebørn - og Information ved ikke hvorfor.

Det er ikke uskyldigt hvad Information skriver, for også danskere abonnerer på dette parallelunivers. Alternativets Josephine Fock må være fast læser af Information, når hun et par dage inden den afviste asylansøger pløjede den til lejligheden stjålne lastbil henover handlende svenskere af intet køn i Stockholms centrum, foreslog at politiet varsler de afviste asylansøgere førend de bliver afhentet. De skal nemlig kunne tage afsked med deres familier, argumenterede hun overfor Jyllands-Posten og hun havde “…svært ved at se, at det ikke skulle være muligt af sikkerhedsmæssige grunde”. Men inden Stockholm, blev to svenskere myrdet i Ikea i Västerås af en afvist asylansøger fra Afrika og i 2013 myrdede en afvist asylansøger fra Sudan 3 mennesker i Norge, som Peder Fjordman Jensen mindede om.

Det Alternative univers som Information og Fock dyrker ligger på den anden side af Øresund og her har den herskende klasse held med at faldbyde deres land til hvem som helst tilvandrende, mens de lader deres børn afsværge deres eget køn med regimets floskler på statsligt TV og viser muslimerne at dette er det rette Sverige

Muslimerne køber den præmis, svenskerne er lige til at tage

Svaret på, hvorfor Sverige oplever muslimsk terror er fordi der er så mange muslimer. Spørgsmålet er, hvorfor først nu? Men sikkert er det, at dette end ikke er et præludium.

Det er ikke mærkeligt at ‘college-educated’ falder for fake news. En lille film om, hvorledes det amerikanske uddannelsessystem lider under en ganske ondartet hensynsbetændelse.

Around the county college students are silencing speakers in the name of safe spaces. Filmmaker Rob Montz visits his alma mater of Brown University to find out what happened to free speech and debate on campus in We the Internet’s first mini documentary. Watch Part 2 here: https://www.youtube.com/watch?v=xK4MB… and tell us - do you think free speech will survive the modern college campus? Let us know in the comments!

New: hear a discussion with Rob and current college students and activists on our comedy and debate podcast, Unsafe Space! http://www.unsafespaceshow.com/2017/0…

Since the release of this college free speech documentary, it’s been editorialized in USA Today and shared widely. The debate over whether topics like rape culture are too sensitive to debate on campus, or whether the university is the most important place to debate them, continues to rage. At UC Berkeley, protestors shut down the speech of Milo Yiannapoulos - even after the university worked closely with the College Republicans to put on the speech. Is the “heckler’s veto” becoming the norm - and is it a valid exercise of free speech, or simply a way of censoring others through mob pressure? The record of Brown activists shutting down speakers like former NYPD commissioner Ray Kelly, and heavily pressuring Wendy McElroy, a former rape victim who now speaks against the idea of rape culture, leads many to believe the argument that this speech is genuinely harmful is simply hysteria or an excuse for ostracizing legitimate viewpoints and perspectives that are disagreed with.

In “Silence U” we talked to Brown University professor Glenn Loury as well as students and administrators and look at the controversial actions of Brown University president Christina Paxson and professor Tricia Rose. Are they helpful or hurtful? Let us know what you think.

Milo Yiannopoulos er taget i at indrømme at han ikke blot er bøsse, men også en del af det homoseksuelle miljø og oven i købet også en del af den moral, der er ganske almindelig blandt bøsser og er derfor røget ud i en karrieretruende shit-storm. Taget ud af kontekst fra RedStates transcribtion, det mest foruroligende, bøssede om man vil, fra Milo Yiannopoulos mere end et år gamle pod-cast debat, der har bragt ham til et foreløbigt fald: Velkommen til det, man engang og med rette kaldte perversioner.

Yiannopoulos: Of course, of course, and I think the law is probably about right, that’s probably roughly the right age, I think it’s probably about okay, but there are certainly people who are capable of giving consent at a younger age, I certainly consider myself to be one of them. People who are sexually active younger. I think it particularly happens in the gay world, by the way. And in many cases, actually, those relationships with older men — this is one of the reasons I hate the left, this sort of stupid, one-size-fits-all policing of culture, this sort of, this arbitrary —

(…)

You know, people are messy and complex, and actually, in the homosexual world particularly, some of those relationships between younger boys and older men, those kind of coming-of-age relationships, the relationships in which those older men help those young boys to discover who they are, and give them security and safety and provide them with love and a reliable — a sort of a rock for when they can’t talk to their parents.

(…)

I am grateful for Father Michael. I wouldn’t give nearly such good head if it wasn’t for him.

(…) Pedophilia is not a sexual attraction to someone 13 years old who is sexually mature. (…) Pedophilia is attraction to children who have not reached puberty.

Hele den mere end et år gamle pod-cast debat kan ses her og på RedStates link.

Der har altid været en flydende overgang mellem homofile og pæderaster. Pædofilgruppen var en oprindelig del af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og blev først ekskluderet i 1985, da registreret partnerskab ellers ville være for svært at sluge for politikerne. Og med sange som “Jeg var bare 13 år (da jeg blev homofil)”, “Drengen Benny skulle i Skole”, “Lokker med slik” og “Spejderdreng”  udbredte bøssekvartetten Schwanzen Sänger Knaben det homofile univers af overgreb til rummelige københavnere. Så der burde ikke være noget kontroversielt over at den larmende selverklærede ‘konservative’ troll-artist Milo Yiannopoulos lyster sig usmageligt over pæderasteri.

Der er ingen tvivl om at venstrefløjen kun er forarget over almindelig homo-moral fordi Milo er fjenden. Sargon of Akkad har en glimrende gennemgang af sagen og en hudfeltning af venstrefløjens hykleri, når talen falder på sexuelle perversioner, grænseoverskridende adfærd og pædofili. Komikeren og debattøren Bill Maher var f.eks. ganske forstående overfor et seksuelt forhold mellem en 12-rig dreng og en han 38 årige kvindelige lærer: “Raped?… Come on!”. Selv på det bonerte National Review kalder David French Milo for “the perfect foil for social-justice warriors, a living symbol of everything they fight against. His very existence and prominence feed the deception that modern political correctness is the firewall against the worst forms of bigotry.” Cuckservative er vist ordet.

Robert Oscar Lopez beskriver på The Stream, den homoseksuelle svikmølle

It is indeed shocking for someone to state (falsely) that a 13-year-old boy of exceptional maturity may be prepared for sex and might benefit from a relationship with a much older man, even though the age difference guarantees that such interaction would be unequal and probably exploitative. But — and this is a big but: what he said is quite common in gay subculture, almost banal, though both left and right tend to downplay or hide it when they discuss policy matters.

I take seriously his joke about being sexually abused, which certainly fits in with his overall pattern of behavior. Many boys abused by older gay men are told this litany of rationalizations: This is who you are, you must be true to yourself, keep breathing and it will stop hurting, you will learn to like this, why fight this, it was you who wanted this, don’t you remember, you asked me to show you, nobody will believe you now that you’ve done it already so just settle in with the gay community for the long haul. Once the molester has conquered you he will likely throw you away, but the gay community will protect its own at all costs, and will crush you ruthlessly if you tell the truth to the world at large.

In a society soaked in porn where sexual orientation is discussed openly in front of small children, there will certainly be 12- and 13-year-olds who think they want sex and think they are ready for it. When we discuss “gay identity” with 6th graders, which is very common, what are we discussing? We are talking about sexual acts. Perhaps people need to stand up and resist the Human Rights Campaign’s recent push to force such curricula on elementary and middle schools.

The gay adults who often oversee such youth clubs like to project their own highly edited memories of growing up on young people (remember the “It Gets Better” series?). It is naive to think that you can encourage a 7th grader to identify as gay and then be shocked when he has sex with a man. Given the shortage of gay-identified boys within his age range, he will probably be initiated by an older man and then fall in with increasingly older men until he’s now 15 and sleeping with 45-year-olds.

Coddling the LGBT Lobby

Does this sound ghastly and unthinkable? Everything that society has done, nodding along with the preposterous notions of the LGBT lobby out of timidity or out of gullibility, has created this horror. If you say people are “born gay,” you imply that people have sexual desires from birth and a destiny that demands they initiate themselves into sex. The actual mechanics of sodomy are traumatic — painful, unhygienic, even humiliatingly awkward — but society refuses to speak honestly about it even as they want kids to know about homosexuality. So the boy’s most reliable source for knowledge about how to navigate this activity will be the older men who are sodomizing him.

Og Ryan Sorba talte sidste år undercover med selverklærede bøsser i deres eget eget miljø

Many do not adequately understand the issue of homosexuality.

Recently, I went undercover and asked individuals who identify as gay the following question:

“Do you believe being gay is strictly genetic?”

What I found was shocking. I learned that many attribute their own sexual orientation to molestation.

After finding out just how many gays claim they are gay because they were molested, I decided to change my script, in an attempt to try to figure out who was doing the molesting.

What I found was nothing less than horrific. I interviewed individuals at an average gay bar on an average night. I discovered that I was literally surrounded by child molesters and victims of molestation.

I also learned that old men aren’t the only one’s doing the molesting.

Woefully, I learned that after being molested by an older man, many children and teens will teach their friends what they learned from the molester.

As you will see in this video I learned just how many teen child molesters there are and how many children are molesting other children, in their neighborhoods and at their schools.

The content of this video is explicit, but also necessary. Parents and teachers need to be warned. Not everyone who identifies as gay is a child molester, but many who do identify as gay were molested. Many of the children and teens will go on to teach other kids their own age and younger what they learned from the molester.

Parents be on guard. If you know and child or teenager who has developed same-sex attraction, let this footage be a warning to you. It is a red flag that the child has been molested, by an adult, a teenager, or another child.

I would like to end with a plea to the Supreme Court. If you do not already know and understand what I am about to show you, then I would urge you to practice judicial restraint and uphold the will of more than fifty million American voters and millenia of human experience. America needs more time to fully understand this issue, it’s causes and its consequences.

Homoseksuelle har i øvrigt en øget tendens til selvmord.

Begrebet post-faktualitet er venstrefløjens seneste offensiv mod dissens i offentligheden. Beskyldningerne mod alle nye og højredrejede medier for at sprede fake-news hviler på en antagelse om de etablerede medier ikke gør det samme. På Liveleak, Youtube og de sociale medier kunne vi alle konstatere det postfaktuelle i mediernes mange historier og kolporteringer om hvorledes der var tale om hele familier, udledsagede flygtningerbørn og/eller højt specialiseret arbejdskraft, især som læger og ingenører. Det var surrealistisk.

Vi burde ellers være godt vant når indvandring, åbne grænser og multikulturalitet stadigt beskrives som et gode og en økonomisk bæredygtig fremtid når virkeligheden er stik modsat. Vi kan se at de multietniske samfund ofte kollapser i borgerkrig og hvor umuligt det er at smide en herboende vaneforbryder hjem til den møgbunke han rejstre fra fordi de sekteriske forhold i snart sagt hele resten af verden gør at alle er forfulgt af alle.

Det er helt naturligt for medierne i samklang med venstrefløjen at kaste sig over det lille medie Den Korte Avis. Da en vært på en af Danmarks Radios ungdomskanaler opfordrede til boykot, rammede DR’s nyhedschef Naja Nielsen ganske rigtigt hovedproblemet ind, da hun i NEWS-magasinet Presselogen sagde “at hele indslaget er problematisk, for det har tonen af, at det er noget, som vi alle sammen mener.” Den pointe kan man roligt strække ud til en generel beskrivelse af medierne i Danmark og tærske langhalm på til køerne kommer ind med de nye kartofler.

At være direkte imod venstrefløjens dagsorden er så odiøst blandt medierne at man problematiserer at DKA er holdningsjournalistik, skønt Dagbladet Arbejderen får tifold i medistøtte og Modkraft det dobbelte. Det må man til Uriasposten for at få at vide og den får nada i støttekroner. Kim Møller skriver videre og rigtigt om reaktionerne på Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Berths nøgterne betragtninger om grænsekontrol

Alt imens statsstøttede dagblade fører kampagne mod uafhængige højrefløjsmedier, kører de nyhedshistorier der burde være omfattet af ‘fake news’-begrebet.

Mediestormen mod Kenneth Kristensen Berth er et godt eksempel, og det er værd at gengive professor Emeritus Uffe Østergaards ord, som de faldt i gårsdagens Reporterne på Radio24syv.

“Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. … det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse.“

“… det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.”

“Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

Information havde en hel kavalkade af sandheder fra Dansk Folkeparti, som de rubricerede som kontroversielle. Som Morten Messerschmidt, der har sagt at “muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker“. Kontroversielt for medierne fordi beviserne på det modsatte bare er så overvældende. Af samme grund bliver Krarups sammenstilling af hagekors og islamisk hovedbeklædning skræmmende, som medierne også skræmmes over Pia Kjæsgaards Kemal Atatürk citat “Der er kun én civilisation, og det er vores” og Martin Henriksens logiske påpegning af “at skilte på arabisk signalerer (..), at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt“.

Og Danmarks Radio syntes også Geert Wilders er vildt kontroversiel for at udtale at koranen er fascistisk, at man burde lade “hovedtørklæderne blafre i parken“, at “Der er absolut en sammenhæng mellem islam og kriminalitet” og at der er en kamp igang mellem os og muslimerne. På TV2 kan man endda gøre julehilsen til noget kontroversielt, hvis det falder ud af Trumps mund: “Trump med kontroversiel erklæring: - Nu må I sige ‘glædelig jul’ igen” Gys! Og Trump kan virkeligt godt lide julen.  Alt er kontroversielt når det kommer fra folk, der ikke er venstredrejede. Fordi “det er noget, som vi alle sammen mener”

Det er en af venstrefløjens metoder til at styre debatten og venstrefløjen synes at der er for meget fokus på islam. Men medierne fokuserer faktisk ikke så meget på islam, som islam bringer sig selv i fokus og i dag har islam haft en travl dag. I Tyrkiet har kurderne myrdet 38, deraf 30 betjente, i et kombineret angreb med en bilbombe og en selvmordsbomber. I Aden/Yemen har Islamisk Stat dræbt 48 soldater i et selvmordsangreb, da soldaterne skulle have løn udbetalt. I Egypten har terrorister (IS eller aQ) dræbt 25 i et angreb på en kirke…. og så har Islamisk Stat også lige erobret den syriske by Palmyra ved et overraskelsesangreb, og har i den forbindelse erobret bl.a. 30 af Assads kampvogne.

De fleste medier, både i USA og herhjemme, er ikke i tvivl om at Hillary Clinton fører over Donald Trump i meningsmålingerne. En skribent på Point Of View International, skrev om Trumps chancer, at “Donald Trump har aldrig kunnet vinde den her valgkamp” (…) “og jo mere han kæftede op, jo mere ville midtervælgerne få øjnene op for, at han var upræsidentiel og umulig at vælge”. Begrundelsen var at Trump var racist og sexist og kun havde støtte grundet “fornuftens og faktualitetens åbenbare bortgang” til fordel for Trump-tilhængernes “mavefornemmelser”.

Men der er også nogle, der holder fast i at Trump ikke blot stadig har en chance, men rent faktisk har et lille forspring. På Investor’s Business Daily, ligger Trump side om side i meningsmålingerne, Rasmussen har en lille føring til Trump og en professor Helmuth Norpoth har skabt sin egen model, der har forudset de seneste fem presidenter i streg, skriver Fox News. Norpoths model består at to del modeller, hvor den ene model vægter, hvor godt kandidaten klarede sig internt i eget parti, jo større sejr som partiets kandidat, jo bedre chancer som præsident. Den anden del er en konstatering af at amerikanerne sjældent gider det samme parti på præsidentposten mere end 8 år.

Men hvorfor ser det ud til at meningsmålinger ikke er fordelt over et mere eller mindre bredt spektrum, men snarere falder i to grupper, Den der taler om en lille fordel til Trump og og den der taler om noget nær en jordskredssejr til Clinton? Zero Hedge skriver

Earlier this morning we wrote about the obvious sampling bias in the latest ABC / Washington Post poll that showed a 12-point national advantage for Hillary.  Like many of the recent polls from Reuters, ABC and The Washington Post, this latest poll included a 9-point sampling bias toward registered democrats.

“METHODOLOGY – This ABC News poll was conducted by landline and cellular telephone Oct. 20-22, 2016, in English and Spanish, among a random national sample of 874 likely voters. Results have a margin of sampling error of 3.5 points, including the design effect. Partisan divisions are 36-27-31 percent, Democrats - Republicans - Independents.”

Of course, while democrats may enjoy a slight registration advantage of a couple of points, it is nowhere near the 9 points reflected in this latest poll.

Meanwhile, we also pointed out that with huge variances in preference across demographics one can easily “rig” a poll by over indexing to one group vs. another.  As a quick example, the ABC / WaPo poll found that Hillary enjoys a 79-point advantage over Trump with black voters.  Therefore, even a small “oversample” of black voters of 5% could swing the overall poll by 3 full points.  Moreover, the pollsters don’t provide data on the demographic mix of their polls which makes it impossible to “fact check” the bias…convenient.

Det er svært at gennemskue virkeligheden gennem medierne, når man ikke kan stole på medierne. Men hvis man ser på den begejstring de to kandidater kan mønstre blandt deres kernevælgere, er det tvivlsom om Hillary overhovedet har kernevælgere udenfor medierne og showbusiness

Hvis man skal tro professor Norpoths model ser Trump ud som en kommende sejrherre. Åh, blot som et aber dabei, så mener Young Conservatives at “Trump could wind up winning the election bigly”. Det bygger de ikke på nogen model af faktualitet, men mere fornuftigt på deres mavefornemmelser for amerikanske vælgere, når Demokraternes systematiske og professionelle mødeterror bliver en stadigt større historie.

Hillary Clintons kollaps 11/9 til en mindehøjtidelighed for terrorangrebet på Twin Towers i 2001 ligner et søm i den nærmest bogstavelige ligkiste for hendes præsidentambitioner. Man kan argumentere for at det er en kedelig facon, hvorpå Trump ser ud til at vinde til november og det kan i så fald blive et problem at han ikke ville kunne legitimere sig med et positivt flertal af befolkningen i ryggen, når modkandidaten blot dejsede om, lige som det hele skulle til at starte for alvor.

Og det er faktisk ærgerligt for Trump havde allerede god vind i sejlende. Det var en bet, at det blev afsløret, at ledelsen hos Demokraterne havde undermineret hendes udfordrer til kandidaturet til præsident Bernie Sanders valgkamp. Hillarys karakter ville ikke kunne genrejses uanset hvor meget medier og kendisser taler hende op. Man stikker ikke sine egne i ryggen! Det hjalp hende ikke at argumentere for sin politik, da hun er fanget mellem en videreførelse eller et opgør med de seneste 8 år. Og det forspring hun havde fået foræret af Trumps små selvmål og den ekstremt ulige dækning i medierne forsvandt straks Trump tog sig lidt sammen. Når alle kortene er spillet af hænde, hvad så? Så sætter panikken ind i Clintons kampagne.

Offerkortet må trækkes af ærmet og modstanderen må dæmoniseres. Skytset blev først rettet imod “the Alt Right“, en udefinerbar konspiration af højrefløjsere og rigmænd (som hun har nurset før, og som Stephen Glass broderede videre på i Plotters), der kun kunne vække jubel hos de omvendte. Det var mere end lidt kedeligt, det afslørede også at hun ikke havde noget at sige. En tilhører sagde “I’d like to hear more about education versus, you know, what’s wrong with donald Trump“. Hillary kunne nu ikke længere beskylde Trump for at føre en negativ kampagne eller danse med konspirationsteorier.

Forleden afskar hun så sig selv muligheden for at kalde Trump uanstændig. I en tale til en samling kønsforvirrede angreb Hillary nemlig en stor del af vælgerbefolkningen med følgende ordvalg

You know, to just be grossly generalistic, you could put half of Trump’s supporters into what I call the basket of deplorables. Right? The racist, sexist, homophobic, xenophobic, Islamophobic — you name it. And unfortunately there are people like that. And he has lifted them up. He has given voice to their websites that used to only have 11,000 people — now 11 million. He tweets and retweets their offensive hateful mean-spirited rhetoric. Now, some of those folks — they are irredeemable, but thankfully they are not America.

Det er aldrig godt at angribe en stor del af vælgernes etos. Begrædelige har alle venner og familie blandt de mange tvivlere, man søger at nå, som David P Goldman skriver i Asia Times

She apologized, to be sure, but no-one will believe her: she was chilling with her home audience and feeling the warmth, and she said exactly what she thinks. The “Clinton Cash” corruption scandals, the layers of lies about the email server, health problems, and all the other negatives that pile up against the former First Lady are small change compared to this apocalyptic moment of self-revelation.

You can’t win an American presidential election without the deplorables’ vote. Deplorables are America’s biggest minority. They might even be the American majority. They may or not be racist, homophobic and so forth, but they know they’re deplorable. Deplorable, and proud. They’re the median family whose real income has fallen deplorably by 5% in the past ten years,  the 35% of adult males who deplorably have dropped out of the labor force, the 40% of student debtors who deplorably aren’t making payments on their loans, the aging state and local government workers whose pension funds are $4 trillion short. They lead deplorable lives and expect that their kids’ lives will be even more deplorable than theirs.

Americans are by and large forgiving people. They’ll forgive Bill for cavorting with Monica “I did not have sex with that woman” Lewinsky in the Oval Office and imposing himself on any number of unwilling females. They might even forgive Hillary for losing tens of thousands of compromising emails on an illegal private server and then repeatedly lying about it in a way that insults the deplorable intelligence of the average voter. But the one thing you can’t do is spit on them and tell them it’s raining. They’ll never forgive you for that. They’re hurting, and they rankle at candidates who rub their faces in it.

Vloggen Sargon of Akkad har lavet denne glimrende gennemgang

Clintons støtter er faldet i forskellige lejre, skriver Vox, hvor nogle gav hende ret eller mente hun sagtens kunne gå hårdere til den for der er virkeligt mange flere begrædelige blandt Trumps tilhængere end blot halvdelen (og det er måske rigtigt, hvis man skal tro denne video, som jeg fandt hos Hodja), andre taget afstand eller forsøgt at nuancere

Writing at Slate, Ben Zimmer suggests that the “basket of deplorables” construction entered Clinton’s mind by way of analogy with the term “parade of horribles,” which, starting in the 1920s, “entered legal usage as a dismissive term for imagined concerns about a ruling’s negative effects.”

Eller, kunne man sige, hvis Clinton tænker som jurist, så kunne analogien også være til “basket case”. Den fortolkning lægger sig fint op af de mange formodninger blandt demokrater og Wall Street republikanere om, at Trump og hans tilhængere er et godt stykke fra de mentale koncepter. Men, skønt et grimt udtryk som “basket of deplorables” ser ud til at dominere debatten om hendes gode tone, så er det ikke, hvad der er mest interessant eller voldsomt ved hendes udtalelse, skriver Breitbart

ABC wrote up an article about her peculiar word-choice — “basket of deplorables” — but ignored the far more aggressive “irredeemable” description.

Clinton is a Methodist, and she knows that “everybody is within the mercy and forgiveness of God, and so she’s making, intentionally or not, what sounded like a religious condemnation, a literal judgmental statement,” said Kengor.

“Who is Hillary Clinton to say someone irredeemable? Jesus Christ didn’t even say it,” Kengor added.

When the Catholic Church criticized communists during the Cold War, it described them as “Satanic and  poisonous” but not irredeemable, Kengor said. “In Christianity, everybody who is alive and walking  on the planet can be redeemed,” he said.

Symbolically, getting exiled as a “irredeemable” is “worse than being exiled to Siberia [by the Soviet government] because you have the hope some day of being let out of Siberia … even in Siberia, hope didn’t die,” he said.

In September 2001, just after the 9/11 atrocity, Kengor said, George W. Bush was excoriated by Democrats for his hard-edged statement, “Either you are with us, or you are with the terrorists.” Liberals complained “‘How dare he use that kind of biblical language’ — but this is what Hillary is doing here,” he said.

But while Bush’s “with us” phrase assumed that enemies are human enough to choose to sides, Clinton’s “irredeemable” word denies that her political enemies have the human power of choice, he added. Bush “would never use ‘irredeemable’ … [because, for Christians] you can be a evildoer – and still repent and be redeemed,” Kengor said.

(…)

Clinton’s unprecedented use of the “irredeemable” term, said Kengor, “is not getting the attention that it should, maybe because in part, secular liberalism doesn’t really understand religious language … [irredeemable] is really worse than the word ‘deplorable.’”

“Everybody is within the mercy and forgiveness of God, and and she’s making — intentionally or not, what sounded like a religious condemnation, a literal judgmental statement… it really should get more attention than the ‘deplorable’ statements,” Kengor said.

Blottet for en selvstændig politik, moralsk overhøjhed, troværdighed og enhver aura af kompetence, skal Hillarys stærkt skrantende helbred gennemføre de sidste knap to måneders valgkamp tynget af skandaler, som løgnene om hendes helbred, hendes håndtering af angrebet på Benghazi, emailskandalen og Clinton Foundation skandalen. Men Goldmans ord; “Hillary is road kill”!

Muren faldt i 89, Kina gik over til markedskræfter og tordnede derudaf. Kannibalisme i Nordkorea gjorde det lidt pinligt med den traditionelle Nordkoreabod på 1 maj og så videre derudaf, men der er stadig socialister og kommunister og marxister, endda i Folketinget. Så de kaster sig over alt muligt andet, som velfærd, der nu ikke længere er bestikkelse af proletariatet, multikultur, som de efterhånden selv er begyndt at smage lidt af, og klima, der som var de Jehovas Vidner, har skiltet med Jordens undergang dag ud og dag ind i mere end 20 år.

Så når der kommer et eksempel, der minder om de gode gamle dage, inden de blev afsløret, så kommer alle de klassiske drømme om et bedre samfund frem igen. Og hjernen falder ud. Jeg faldt over to artikler fra to venstreorienterede medier, det amerikanske Salon og det engelske Guardian. Begge er skrevet for 3 år siden, begge handler om Venezuela og begge er blevet ondt behandlet af tiden.

Tiden, ak ja. Venezuela er i dag i en desperat forfatning. The Atlantic fortalte for nogle måneder siden, hvorledes wc-papir var blevet en så stor en mangelvare at det kunne resultere i strejker, uroligheder brød ud når el-nettet svigtede og regeringens desperate forsøg på besparelser, ved at indføre to-dages arbejdsuger for offentligt ansatte

In the last two years Venezuela has experienced the kind of implosion that hardly ever occurs in a middle-income country like it outside of war. Mortality rates are skyrocketing; one public service after another is collapsing; triple-digit inflation has left more than 70 percent of the population in poverty; an unmanageable crime wave keeps people locked indoors at night; shoppers have to stand in line for hours to buy food; babies die in large numbers for lack of simple, inexpensive medicines and equipment in hospitals, as do the elderly and those suffering from chronic illnesses.

“The real culprit is chavismo, the ruling philosophy named for Chavez and carried forward by Maduro, and its truly breathtaking propensity for mismanagement“. I New York times var der en mere detaljeret beskrivelse af forholdene på et hospital. Men det er nu, tilbage til dengang.

Guardians Mark Weisbrot forvanskede venstrefløjens kritikeres advarsler allerede i overskriften som lød “Sorry, Venezuela hater: this economy is not Greece” og fortsætte hoverende “How frustrating it has been for them to witness only two recessions”. At kritisere Hugo Chavez og hans indlysende skadelige dispositioner er at hade Venezuela. For venstrefløjen er dissens det samme som onde motiver.

Now Venezuela is facing economic problems that are warming the cockles of the haters’ hearts. We see the bad news every day: consumer prices up 49% over the last year; a black market where the dollar fetches seven times the official rate; shortages of consumer goods from milk to toilet paper; the economy slowing; central bank reserves falling. Will those who cried wolf for so long finally see their dreams come true?

Not likely. In the opposition’s analysis Venezuela is caught in an inflation-devaluation spiral, where rising prices domestically undermine confidence in the economy and currency, causing capital flight and driving up the black market price of the dollar. This adds to inflation, as does – in their theory – money creation by the government. And its price controls, nationalisations and other interventions have caused more structural problems. Hyperinflation, rising foreign debt and a balance-of-payments crisis will mark the end of this economic experiment.

But how can a government with more than $90bn in oil revenue end up with a balance-of-payments crisis? Well, the answer is: it can’t, and won’t.

Og så følger en argumentationrække, der viste sig skrupforkert.

In 2012 Venezuela had $93.6bn in oil revenues, and total imports in the economy were $59.3bn. The current account was in surplus to the tune of $11bn, or 2.9% of GDP. Interest payments on the public foreign debt, the most important measure of public indebtedness, were just $3.7bn. This government is not going to run out of dollars.

Så langt som Weisbrot har fat i de rigtige nøgletal, og “The numbers are available on the website of the World Bank, but almost no journalists have made the arduous journey through cyberspace to find and report them”, så meget har Chavez sat over styr på få år (Atlantics artikel ovenfor har sin analyse).

Salon Magazines David Sirota gik modigt skridtet videre på baggrund af Weisbrots artikel; “Hugo Chavez’s economic miracle“.  Skønt Sirota kommer med indvendinger, som at Chavez økonomiske politik ikke var perfekt (men alligevel et mirakel?), at Chavez ikke var nogen helgen, selvom demokratiet havde det bedre med ham i spidsen, at der trods alt var problemer med menneskerettigheder og at Chavez styre “also coincided with a boom in violent crime” så skal man også ihukomme “America’s drone assaults, civil liberties abuses, and war on voting”.

“Chavez’s name became a decontextualized epithet”, “the bugaboo of American politics because his full-throated advocacy of socialism and redistributionism at once represented a fundamental critique of neoliberal economics, and also delivered some indisputably positive results.”

As evidenced by the treatment of everyone from Martin Luther King to Michael Moore to Oliver Stone to anyone else who dares question neoliberalism and economic imperialism, that punishment is all about marginalization [*]

Så meget en bøh-mand blev Chavez, at ingen løftede et øje da “the Bush administration tried to orchestrate a coup against the democratically elected Venezuelan leader.” Nu man taler om, hvorledes nogen bliver til et tilnavn, så skelnes der i Sirotas artikel, mellem hvad Bush administrationen gjorde af forbrydelser og hvad USA gør uden at Obama nævnes. Der er åbenbart er brug for en kontekstualisering for at forstå et uperfekt mirakel.

Men netop læren fra Chavez er væsentlig og skal ses fordomsfrit, “Chavez’s passing should prompt as much reflection on the individual iconoclast as on the overarching economic ideas he came to embody.”

For example, the United States has adamantly rejected the concept of nationalization and instead pursued a bailout/subsidy strategy when it comes to rapacious banks and oil companies – and those firms have often gone on to wreak economic havoc. Are there any lessons to be learned from Venezuela’s decision to avoid that subsidization route and instead pursue full-on nationalization?

Likewise, in a United States whose poverty rate is skyrocketing, are there any lessons to be learned from Venezuela’s policies that so rapidly reduced poverty?

And in a United States that has become more unequal than many Latin American nations, are there any constructive lessons to be learned from Chavez’s grand experiment with more aggressive redistribution?

Vi gør os alle illusioner og begår fejl. Men ved at erindre og erkende, hvad man troede var rigtigt, vokser man og bliver bedre og mere varsom med hovedkulds forelskelse og pludselig angst, når man konfronteres af nye udfordringer. Men når man har gjort en moral ud af sin illusion, så er der ingen vej tilbage, så holder man ved og begynder at akkumulere alle sine fejltagelser til banken sprækker af kognitiv dissonans.

Og det er hvad der gør så ondt i venstrefløjens hoveder lige nu.Intet de foretager sig på den store bane virker og deres insisteren på urealistiske og luftige ideer bliver mere desperat og aggressiv. Så når et lille korrupt land i Sydamerika får sig en socialistisk populist vælter alle drømmene op i dem, fordi en lille succes i en fjern afkrog kan vende hele billedet af total ideologisk og moralsk fiasko.

“Maybe now Chavez’s easily ridiculed bombast can no longer be used to distract from Venezuela’s record – and, thus, a more constructive, honest and critical economic conversation can finally begin.” sluttede David Sirota sin artikel og Chavez økonomiske mirakel for 3 år siden. Jeg skal ikke kunne sige om Sirota har lært at se mere ærligt og kritisk på virkeligheden, men venstrefløjen fortsætter deres evige jag efter illusioner.

* King blev skudt af et medlem af Ku Klux Klan for sin kamp for borgerrettigheder, mens More og Stone blev megarige og superstjerner ved at sprede konspirationsteoretiske løgne.

Venstrefløjen har vænnet sig så meget til deres meningsmonopol, at dele af den, reagerer med åben usaglighed, når den en sjælden gang bliver konfronteret med dissens. Derfor bestyrtelsen over Je Juis Jalving programserien på Radio 24/7. Klummeskriveren Jim Rutenberg, skrev lige ud i New York Times at man gerne måtte digte når man virkeligt stod overfor noget man ikke kunne lide

“If you view a Trump presidency as something that’s potentially dangerous, then your reporting is going to reflect that. You would move closer than you’ve ever been to being oppositional. That’s uncomfortable and uncharted territory for every mainstream, nonopinion journalist I’ve ever known, and by normal standards, untenable.”

Reglerne gælder med mindre de hæmmer sin overbevisning. David Trads gentog 12 august den indstilling (ærlighed) for selvom “et vigtigt journalistisk princip at være neutral og objektiv - dele sol og vand lige og al den slags”, så var der også “situationer, hvor vi er nødt til at vælge side og sige ‘nok er nok’”. Nogen er altså i det mindste ærlige i deres uprofessionelle uhæderlighed, andre ikke.

Berlingske Tidendes Poul Høi skrev i forrige uge at Donald Trump er “post-faktualiteten i sin yderste potens” og roste de amerikanske medier for at “holde Trump fast på løgn og latin“. Trump, ikke politikere og meningsdannere, Trump. Han lagde ud med et historisk tilbageblik

I en TV-duel dengang hævdede den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, at Obama ikke havde kaldt et angreb på det amerikanske konsulat i Benghazi for terror. »I 14 dage nægtede han at kalde det et terrorangreb,« sagde Romney. »Jeg kaldte det et terrorangreb,« protesterede Obama, Romney benægtede og til sidst greb ordstyreren, CNNs Candy Crowley, ind. Henvendt til Mitt Romney sagde hun: »Det gjorde han faktisk, sir.«

Det førte til en massiv opstandelse. Selv sagde Crowley, at hun ikke gjorde andet end hvad journalister skal gøre, men kritikerne stod i kø. Blandt republikanerne blev hun en hadeskikkelse, og den dag i dag taler aktivister stadig om, at Crowley kostede dem valget i 2012. Romney sagde selv senere bittert, at hun skulle have holdt sin mund: »Det er ikke en ordstyrers opgave at kaste sig ind i en debat og erklære en taber eller vinder på et bestemt område,« sagde han.

Dengang var diskussionen om »det post-faktuelle samfund« stadig i sin vorden…

Postfaktualitet? Candy Crowley undskyldte efterfølgende til Romney og indrømmede at han havde ret i at Obama administration “spent two weeks telling us [angrebet på USAs konsulkat i Benghazi] was about a tape“, men at hun blot mente at Romney “picked the wrong word“.  Sagen handlede ikke om ord, men om handlinger; at Obama og amerikanske myndigheder ikke blot benægtede at USA var under angreb af en helt konkret fjende. Istedet anklagede de en Youtube-video for at have opflammet sarte muslimske sind til en spontan opstand. Og for at hamre den løgn hjem fik de manden, der havde produceret den Youtube video arresteret for rullende kameraer, så nationen kunne, hvem der var den virkeligt skyldige i at fire amerikanere var blevet dræbt, heriblandt den amerikanske ambassadør.

Og Høi så giver et par eksempler

I forrige uge gik Trumps søn, Eric, f.eks. på skærmen hos CNN og hævdede, at hans far havde sagt undskyld til forældrene til en død krigshelt, ægteparret Khan. CNN kørte underteksten: »Trumps søn: Far har sagt undskyld til Khan (det har han ikke).« Et par dage senere fortalte Trump ved et vælgermøde, at han havde set en tophemmelig video, som afslørede, at Obama betalte 400 mio. dollar til Iran. MSNBC kørte følgende undertekst: »Trump: Jeg har set (ikke-eksisterende) video af Iran, som modtager penge.«

Tillad mig et øjebliks sentimentalitet. Da det nye Parken i København blev indviet 1992 med en revanchekamp mellem de regerende Europamestre og Verdensmestre, blev den tyske stjerne Stefan Effenberg mødt med højlydt buhen og piften fra de danske fans. Effenberg havde nemlig tilsyneladende brudt sig imod et kammeratligt kodeks da han havde kørt i Brian Laudrups nye Mercedes uden at have spurgt om lov. Nationen var i oprør over noget den ikke vidste det fjerneste om og hverken havde lod eller del i.

Historien om Trumps undskyldning til Kahn falder lavere end en fodboldpøblen anno 1992. Helt uden baggrund fortæller Høi blot at Trump er en værre een, fordi hans søn har sagt at far har sagt undskyld til nogen, der alene i kraft af at være forældre til en krigshelt bare har krav på en undskyldning. Høi fortæller ikke at den gode Khan, fra talerstolen til Demokraternes konvent, leverede et angreb på Trump, hvori han beskyldte ham for ikke at kende Forfatningen, når han ville afholde muslimer fra at myldre ind i USA (det er det ikke). I politik, hvornår er noget et angreb, et selvforsvar, en disput, en undskyldning?

Høi forklarer heller ikke at Khan ikke er ekspert i forfatningen. Høi forklarer heller ikke at Khan er shariatilhænger. Høi forklarer heller ikke at Khan er et blødende symbol på Hillary Clintons korrupte væsen, ved med sit advokatur at sørge for at arabere kan købe sig ind  i USA gennem Khans tætte samarbejde med Saudiarabien, islamistiske organisationer og Clintons Clinton Foundation.

Trump så ganske vist ikke nogen ikke-eksisterende video, men han så alligevel noget. Han så et brud på et gammelt amerikansk princip om ikke at betale løsepenge for gidsler. Associated Press skriver: “The Obama administration said Thursday that a $400 million cash payment to Iran seven months ago was contingent on the release of a group of American prisoners.” Det konservative National Review, der er stærkt anti-Trump helt ud i det bitre, funderer

Two thoughts. First, will President Obama continue to claim that his administration does not negotiate with or pay ransom to terrorists? Or is that now modified: “We will use cash as ‘leverage’ while negotiating with terrorists”?

Second, Obama obviously used the $400 million for ransom leverage because he did not trust the Iranians to honor their agreement merely to release four hostages. Why, then, would he have us trust Iran to honor its agreement not to seek nuclear weapons when he has given away our leverage (the sanctions); when Iran has been seeking nuclear weapons for years; when, despite his deal with them, the Iranians continue ballistic missile development; and when Obama’s deal will leave them with an industrial-strength nuclear program that they can easily weaponize at any time?

‘Leverage’, ‘ransom’, wrong words, måske, men Trump havde ret - de andre løj.

Trump, festlig, folkelig og fornøjelig.

Det er spøjst, som muslimerne bruger de Olympiske Lege dette år til at promovere en ide om kvindefrigørelse overfor godtroende vesterlændinge. Amerikanerne stillede med den hijabkædte Ibtihaj Muhammad i sabelfægtning (ikke krumsabel dog og hun vandt bronze), der fortalte at hun følte sig utryg “all the time” ved at være muslim ‘hjemme’ i USA [En imam og hans assistent er til aften blevet likvideret i Queens, hvorfra Ibtihaj Muhammad bor]

“I want people to know that as hard as [these racist incidents] are on me, they don’t come even close to things we’ve seen like the shooting in North Carolina or the rhetoric around the Khan family at the DNC. It’s ridiculous and we as a country have to change and I feel like this is our moment.”

Vores øjeblik er muslimernes øjeblik, øjeblikket, hvor de præsenterer deres sag, som er islam, mens påstår at repræsentere hvad de kalder deres land, USA. Den bronzevindende atlet var rent faktisk tæt på at have den ære at bære Stars and Stripes ved åbningsceremonien, trods sin marginale sport. Og alligevel er USA hende imod, for alt er imod muslimerne. Og det er dette budskab, der skal masseres ind i den vestlige psyke.

Men det skal blive endnu mere plat. Den Olympiske Komite krævede ved forrige OL at Saudiarabien også stillede med kvindelige atleter, hvis ikke hele landet skulle udelukkes. Saudernes forfængelighed overvandt deres kvindehad, men de stillede også modbetingelser. Således skulle deres kvindelige judokæmper, der kun havde øvet denne disciplin i selvforsvar med sin far(host, host), have lov til at stille i hijab selv om det stred imod reglerne for sportens dresscode. Og hun skulle have lov til at optræde i det Sorte Bælte selv om hun højst kunne gøre sig fortjent til det Blå. Judoforbundet sagde først nej, men et kompromis blev fundet som der altid bliver fundet når det drejer sig om islamiske krav: Saudieren fik lov til at have hijab mod til gengæld også at få lov til at stille op i det Sorte Bælte.

Også en kvindelig saudisk 400 meter løber stillede op og selv om hun knap kunne løbe distancen blev hun behandlet som en stor helt for hendes brud på saudiske kønsroller. Og ikke et ord blev der nævnt om islam i de danske medier, næh, fænomenet var patriarkalsk kultur, der stadig var fremherskende i Saudiarabien. I år er der endnu flere hijabber med, der ikke kan vinde, knap nok konkurrere. Det er heller ikke meningen, de er med til ære for den vestlige verden, der åbenbart hungrer efter billeder af hvor frigjort man kan være når man aldrig kan optræde udenfor sin religiøse dresscode.

Og det ser så tåbeligt ud, som det lyder

Fremvisningen af den muslimske klædedragt på verdenscenen handler på ingen måde om at emancipere, eller anden form for empowermentshalløj, kvinden hjemme i muslimland. Det er alene rettet mod vesten, at bilde os ind at kvinden i den muslimske verden er lige så fri til at løbe som den vestlige kvinde. Ironien i at saudiske hijabber ikke må køre bil, er indtil videre helt tabt for medierne, der stiller indlysende tåbelige spørgsmål

Svaret er lige for. Den undertrykte er den der ikke kan skifte klædedragt efter forgodtbefindende. Men ikke for de sludrende klasser

Signe Vahlun, næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, er en af dem, der faktisk ser noget positivt i billedet af de to kvinder i nærkamp ved nettet. »Et fantastisk billede, som viser to engagerede sportsudøvere,« siger hun og fortsætter:

»For mig viser det diversitet og mangfoldighed blandt de kvinder, som deltager i OL. Jeg er faktisk ret begejstret for det og finder påstandene om undertrykkelse i overkanten.«

(…)

Hun hæfter sig ved, at reglen om, at spilledragten i beachvolley indtil OL i London skulle være en bikini, også kan ses som undertrykkelse.

»Det bryder dette billede med. Det viser, at begge dele er muligt,« siger Signe Vahlun.

(…)

Lidt på samme hold er Khaterah Parwani, der ud over at blande sig i debatten også arbejder for at hjælpe kvinder fri af vold, undertrykkelse og religiøs social kontrol i Exitcirklen.

(…)

»Det er svært at forestille sig kvinder kaste sig frådende ud i en debat, hvor de kræver sportsmænd iført noget bestemt tøj. Enten tangatrusser, lange bukser eller noget helt tredje. Jeg kan blive stiktosset over, at mænd i den grad blander sig. Det gjorde de jo også, da kravet om bikini til beachvolleykampe blev ophævet,« siger hun, der ikke vil tage konkret stilling til, hvem af de to kvinder der er mest undertrykt. Eller fri.

»Det giver jo ingen mening, for jeg kender dem ikke. Det kan jo være, at kvinden med meget tøj på føler sig bedst tilpas sådan, og at kvinden i badedragt hader det. Det kan også være omvendt, men vi aner det ikke, og undertrykkelse handler om at gøre noget mod sin vilje,« siger Khaterah Parwani.

Hjemme i muslimland kunne billedet se således ud

Men maskerne falder alligevel hos muslimerne, når det mindste pres melder sig. Den ægyptiske judokæmper Islam El Shahaby nægtede ikke blot at give hånd, men forlod helt sporten, efter at have tabt til en israeler, skrev Times of Israel

Some elements of the Egyptian media were furious Friday at the judoka for losing to an Israeli, Army Radio said. The outlets blamed Egypt’s President Abdel-Fattah el-Sissi for El Shahaby’s appearance at the fight itself.

The 32-year-old Egyptian, a world championship medalist in 2010, had faced pressure on social media and from hardline Islamist groups in his homeland to withdraw from the match.

(…)

Messner said that the fact that the Egyptian actually turned up for the match signaled “a big improvement” in the Arab states’ attitude to Israeli athletes at the Olympics.

“In the past, it is not sure that a fight between those two athletes would have taken place. This is already a big improvement that Arabic countries accept to be opposed to Israel,” he said.

Islam lover muslimen herredømmet over den ydmygede jøde. At tabe til en jøde, der endda er herre i sit eget hus, Israel, er en smertelig kognitiv dissonans.