Adam Holm har internaliseret Katastrofen

Diverse — Drokles on December 9, 2017 at 7:42 am

Adam Holm, det pæne og ellers så fornuftige menneske, havde “brugt det forgangne døgn på at gispe efter vejret” over den frygtelige nyhed at anerkender det basale faktum, at Jerusalem er Israels. “Donald Trump er gal” indledte han derfor et ophidset Facebook opslag, hvori han argumenterede for at Trumps beslutning var “monumentalt forrykt”, et udtryk for hans “åbenlyse foragt for fakta og historisk indsigt”, som efterlod indtrykket af “en geopolitisk terminator”.

Blæse vær med advarslerne fra arabiske allierede, FN, EU, Vatikanet og et hav af forstandige Mellemøstkendere, deriblandt folk med jødiske rødder og tilknytning til Israel. Never mind, at USA endegyldigt lukker og slukker for muligheden af en genoptaget fredsproces; til helvede med årtiers forståelse for palæstinensernes, ja hele den islamiske verdens særlige sensitivitet i forhold til Al-Aqsa-moskéen, og glem de vældige politiske og sikkerhedsmæssige spændinger, der knytter sig til spørgsmålet om Jerusalems status.

Men ifølge et populært mem, som tilskrives Einstein, så er galskab forventningen om forskellige resultater ved at gentage de samme handlinger. Araberne har aldrig indgået en fred de ikke var tæsket til og ‘palæstinenserne’ har bare aldrig sagt ja til noget løsningsforslag og derfor fylder de nu op på omstridt land. Ved at ligge under for frygten for arabisk-muslimsk vrede og afstå fra at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad, skriver Middle East Forum, har man blot tilskyndet “unrealistic hopes among Palestinians that rejectionism will pay off“.

With the peace process at an impasse of their own making, Palestinian leaders have in recent years launched an aggressive campaign to delegitimize Israel in international fora, culminating in a burgeoning Boycott, Divestment, and Sanctions (BDS) movement in the West, a UNESCO resolution last year minimizing Jewish connections to the Temple Mount, and a UN Security Council resolution(2334) months later that effectively declared Israel claims in disputed East Jerusalem null and void. Instead of pursuing a peaceful path to statehood, they have incited violence against Israel, while trying to persuade the rest of the world to recognize Palestinian statehood in the absence of peace.

The success of these endeavors partly reflects the growing dependence of European left-wing political parties on Muslim immigrant votes, according to MEF Shillman-Ginsburg Writing Fellow Michel Gurfinkiel.However, MEF Shillman-Ginsburg Writing Fellow Efraim Inbar argues that many in the West “simply do not want the Jews to have full control over the eternal city.” Indian Prime Minister Narendra Modi, who made an unprecedented visit to Jerusalem last July, and Russian President Vladimir Putin, whose foreign ministry officially recognized Israeli sovereignty over West Jerusalem in April, apparently felt no such taboo.

The Obama administration’s turn against Israel gave an enormous boost to the delegitimation campaign. “Years of hostile U.S. actions under the Obama administration, from the Iran nuclear dealto UNSCR 2334, have emboldened Israel’s enemies to believe that they can win the public relations war against the Jewish state,” wrote Roman shortly after Trump’s inauguration. “Together with Israel, the Trump administration must now convince them that they have lost.”

Der er altså også forstandige Mellemøstkendere, der bifalder Trumps træk og ikke, som EU og Vatikanet frygter deres arabiske allierede. Som Yoram Ettinger, der i Algemeiner giver 7 grunde til at Trump gjorde det rigtige, ved at efterkomme den amerikanske Kongres vedtagelse fra 1995. Udover at demonstrere overfor araberne at man ikke ligger under for deres trusler og at vold ikke fører noget med sig så giver man omverden en mulighed for at skelne mellem udenrigsministeriet på den ene side og flertallet af amerikanere, Kongressen og præsidenten på den anden

4. Palestinian terrorism and hate-education were fueled by the December 1988 US recognition of the PLO, the 1993 Oslo Accords, Israeli concessions to the Palestinians, and the 2005 withdrawal from Gaza. On the other hand, the 2011 US veto of a UN Security Council condemnation of Israel’s settlements policy was not followed by anti-US terrorism — contrary to assessments made by the State Department.

5. The non-implementation of the 1995 Jerusalem Embassy Act has not advanced the peace process; instead, it has radicalized Arab expectations and undermined the US posture of deterrence, which is critical for US national security and global order.

Trump ved, som Yoram Hazony skriver, at man ikke får fred bare ved at ydmyge Israel. “For nearly seven decades, the state of Israel has endured an unusual humiliation: Alone among the nations of the world, it has been denied the sovereign right to determine its own capital“indleder han sin artikel i Wall Street Journal og bifalder den observation at det kun har ægget arabernes modstand, ikke blot mod fred, men Israels eksistens.

We have been warned by enemies and by friends that this historic moment will be met with violence. That is quite possible. Every significant step in the return of the Jews to Israel and Jerusalem since the Balfour Declaration has been met with acts of vengeance. But if this pattern has a clear lesson for us, it is this: If the American administration holds firm, this storm will pass.

Med det forbehold at Holm udtrykker sin forfærdelse i et Facebook opdatering, givet skrevet i al hast, da han trækker den psykiatriske diagnose af Trump tilbage i sidste afsnit, så er det stadigt påfaldende at der ikke leveres et eneste argument imod at behandle Israel, som man bahandler ikke blot ethvert andet civiliseret land, men selv groteske regimer. At henvise til at Trump er i dissens i forhold til et hurtigt opstillet konsensus er næsten i sig selv et selvmål. Og listen er tillige pinlig, når man påstår at Trump foragter historisk indsigt. Trump har nemlig indsigt, den eneste der tæller og altid har gjort det i Mellemøsten og det er ikke servile skåltaler i Cairo, det er magt! Hvem har den største kæp and ‘belive Trump, there is no problem!’

Og hvilken indsigt nævner Holm så? FN, hvor de arabiske allierede sammen resten af den islamiske verdens særlige sensitivitet samlebåndsfordømmer Israel med EUs forskræmte indsigtsfulde hjælp? Og hvilken indsigt har Vatikanets teologer pludseligt fået i realpolitik? Det er alle politiske entiteter, som Trump, der handler i politiske interesser ud fra givne præmisser. Og disse er lige blevet ændret.

Og som alle politiske entiteter er også eksperter af vidt forskellige overbevisninger, som jeg just har givet eksempler på. Generelt er jeg skeptisk overfor eksperter, der antager at den nuværende situation er den naturlige og endelige, thi historien kommer altid som den største overraskelse for dem. Havde den forstandige Mellemøstekspertise forventet Det Arabiske Forår? Da de fik reorienteret sig, havde de forventet Det Muslimske Broderskabs sejr over den progressive ‘Twitter-’ og Facebookgeneration’? Hvad laver Sovjetologerne idag? Hvad sagde Balkaneksperterne før borgerkrigen?

I sin kvababbelse over handlekraft, skønt kun symbolsk, forholder Holm sig ikke til et eneste relevant spørgsmål. Hvor længe endnu skal Israel ydmyges og behandles som en paria forend freden sænker sig? Hvad har araberne ud af at opføre sig ordentligt når de belønnes for larm og spetakler?

Selv om man ikke kan kræve den store analyse af en Facebook opdatering, afslører Holms hurtige skriv, endda åbenbart tilblevet i en emotionel tilstand, hans instinktive forståelse af Verden omkring ham. En forståelse af konsensus. Hjælp, Trump er anderledes, Trump ændrer en politisk retning, der ikke har virket i 70 år. Holm skuffer, når han trods sit sædvanligvis fordomsfrie intellekt og store viden ligger underdrejet den muslimske fortælling ved at sætte “hele den islamiske verdens særlige sensitivitet” over kendsgerninger. At han henviser til en fredsprocess efter hundrede år med entydige pal-arabisk afslag på alle forslag udviser han den europæiske elites særlige naivisme i forhold til kultursammenstødet. Et arabisk narrativ har overtaget et vestligt intellekt.

1 Kommentar »

  1. Virkeligt godt skriv, hr Drokles. Særligt nu, et par dage efter, hvor man ser at det sædvanlige arabiske spektakel ikke engang har gidet at komme op i mellemlejet.

    Comment by Mvjensen — December 30, 2017 @ 10:45 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress