Poul Høi er “post-faktualiteten i sin yderste potens”

Diverse — Drokles on August 19, 2016 at 1:27 pm

Venstrefløjen har vænnet sig så meget til deres meningsmonopol, at dele af den, reagerer med åben usaglighed, når den en sjælden gang bliver konfronteret med dissens. Derfor bestyrtelsen over Je Juis Jalving programserien på Radio 24/7. Klummeskriveren Jim Rutenberg, skrev lige ud i New York Times at man gerne måtte digte når man virkeligt stod overfor noget man ikke kunne lide

“If you view a Trump presidency as something that’s potentially dangerous, then your reporting is going to reflect that. You would move closer than you’ve ever been to being oppositional. That’s uncomfortable and uncharted territory for every mainstream, nonopinion journalist I’ve ever known, and by normal standards, untenable.”

Reglerne gælder med mindre de hæmmer sin overbevisning. David Trads gentog 12 august den indstilling (ærlighed) for selvom “et vigtigt journalistisk princip at være neutral og objektiv - dele sol og vand lige og al den slags”, så var der også “situationer, hvor vi er nødt til at vælge side og sige ‘nok er nok’”. Nogen er altså i det mindste ærlige i deres uprofessionelle uhæderlighed, andre ikke.

Berlingske Tidendes Poul Høi skrev i forrige uge at Donald Trump er “post-faktualiteten i sin yderste potens” og roste de amerikanske medier for at “holde Trump fast på løgn og latin“. Trump, ikke politikere og meningsdannere, Trump. Han lagde ud med et historisk tilbageblik

I en TV-duel dengang hævdede den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, at Obama ikke havde kaldt et angreb på det amerikanske konsulat i Benghazi for terror. »I 14 dage nægtede han at kalde det et terrorangreb,« sagde Romney. »Jeg kaldte det et terrorangreb,« protesterede Obama, Romney benægtede og til sidst greb ordstyreren, CNNs Candy Crowley, ind. Henvendt til Mitt Romney sagde hun: »Det gjorde han faktisk, sir.«

Det førte til en massiv opstandelse. Selv sagde Crowley, at hun ikke gjorde andet end hvad journalister skal gøre, men kritikerne stod i kø. Blandt republikanerne blev hun en hadeskikkelse, og den dag i dag taler aktivister stadig om, at Crowley kostede dem valget i 2012. Romney sagde selv senere bittert, at hun skulle have holdt sin mund: »Det er ikke en ordstyrers opgave at kaste sig ind i en debat og erklære en taber eller vinder på et bestemt område,« sagde han.

Dengang var diskussionen om »det post-faktuelle samfund« stadig i sin vorden…

Postfaktualitet? Candy Crowley undskyldte efterfølgende til Romney og indrømmede at han havde ret i at Obama administration “spent two weeks telling us [angrebet på USAs konsulkat i Benghazi] was about a tape“, men at hun blot mente at Romney “picked the wrong word“.  Sagen handlede ikke om ord, men om handlinger; at Obama og amerikanske myndigheder ikke blot benægtede at USA var under angreb af en helt konkret fjende. Istedet anklagede de en Youtube-video for at have opflammet sarte muslimske sind til en spontan opstand. Og for at hamre den løgn hjem fik de manden, der havde produceret den Youtube video arresteret for rullende kameraer, så nationen kunne, hvem der var den virkeligt skyldige i at fire amerikanere var blevet dræbt, heriblandt den amerikanske ambassadør.

Og Høi så giver et par eksempler

I forrige uge gik Trumps søn, Eric, f.eks. på skærmen hos CNN og hævdede, at hans far havde sagt undskyld til forældrene til en død krigshelt, ægteparret Khan. CNN kørte underteksten: »Trumps søn: Far har sagt undskyld til Khan (det har han ikke).« Et par dage senere fortalte Trump ved et vælgermøde, at han havde set en tophemmelig video, som afslørede, at Obama betalte 400 mio. dollar til Iran. MSNBC kørte følgende undertekst: »Trump: Jeg har set (ikke-eksisterende) video af Iran, som modtager penge.«

Tillad mig et øjebliks sentimentalitet. Da det nye Parken i København blev indviet 1992 med en revanchekamp mellem de regerende Europamestre og Verdensmestre, blev den tyske stjerne Stefan Effenberg mødt med højlydt buhen og piften fra de danske fans. Effenberg havde nemlig tilsyneladende brudt sig imod et kammeratligt kodeks da han havde kørt i Brian Laudrups nye Mercedes uden at have spurgt om lov. Nationen var i oprør over noget den ikke vidste det fjerneste om og hverken havde lod eller del i.

Historien om Trumps undskyldning til Kahn falder lavere end en fodboldpøblen anno 1992. Helt uden baggrund fortæller Høi blot at Trump er en værre een, fordi hans søn har sagt at far har sagt undskyld til nogen, der alene i kraft af at være forældre til en krigshelt bare har krav på en undskyldning. Høi fortæller ikke at den gode Khan, fra talerstolen til Demokraternes konvent, leverede et angreb på Trump, hvori han beskyldte ham for ikke at kende Forfatningen, når han ville afholde muslimer fra at myldre ind i USA (det er det ikke). I politik, hvornår er noget et angreb, et selvforsvar, en disput, en undskyldning?

Høi forklarer heller ikke at Khan ikke er ekspert i forfatningen. Høi forklarer heller ikke at Khan er shariatilhænger. Høi forklarer heller ikke at Khan er et blødende symbol på Hillary Clintons korrupte væsen, ved med sit advokatur at sørge for at arabere kan købe sig ind  i USA gennem Khans tætte samarbejde med Saudiarabien, islamistiske organisationer og Clintons Clinton Foundation.

Trump så ganske vist ikke nogen ikke-eksisterende video, men han så alligevel noget. Han så et brud på et gammelt amerikansk princip om ikke at betale løsepenge for gidsler. Associated Press skriver: The Obama administration said Thursday that a $400 million cash payment to Iran seven months ago was contingent on the release of a group of American prisoners.” Det konservative National Review, der er stærkt anti-Trump helt ud i det bitre, funderer

Two thoughts. First, will President Obama continue to claim that his administration does not negotiate with or pay ransom to terrorists? Or is that now modified: “We will use cash as ‘leverage’ while negotiating with terrorists”?

Second, Obama obviously used the $400 million for ransom leverage because he did not trust the Iranians to honor their agreement merely to release four hostages. Why, then, would he have us trust Iran to honor its agreement not to seek nuclear weapons when he has given away our leverage (the sanctions); when Iran has been seeking nuclear weapons for years; when, despite his deal with them, the Iranians continue ballistic missile development; and when Obama’s deal will leave them with an industrial-strength nuclear program that they can easily weaponize at any time?

‘Leverage’, ‘ransom’, wrong words, måske, men Trump havde ret - de andre løj.

the-donald-folkelig-og-forfinet

Trump, festlig, folkelig og fornøjelig.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress