Venezuela revisited

Muren faldt i 89, Kina gik over til markedskræfter og tordnede derudaf. Kannibalisme i Nordkorea gjorde det lidt pinligt med den traditionelle Nordkoreabod på 1 maj og så videre derudaf, men der er stadig socialister og kommunister og marxister, endda i Folketinget. Så de kaster sig over alt muligt andet, som velfærd, der nu ikke længere er bestikkelse af proletariatet, multikultur, som de efterhånden selv er begyndt at smage lidt af, og klima, der som var de Jehovas Vidner, har skiltet med Jordens undergang dag ud og dag ind i mere end 20 år.

Så når der kommer et eksempel, der minder om de gode gamle dage, inden de blev afsløret, så kommer alle de klassiske drømme om et bedre samfund frem igen. Og hjernen falder ud. Jeg faldt over to artikler fra to venstreorienterede medier, det amerikanske Salon og det engelske Guardian. Begge er skrevet for 3 år siden, begge handler om Venezuela og begge er blevet ondt behandlet af tiden.

Tiden, ak ja. Venezuela er i dag i en desperat forfatning. The Atlantic fortalte for nogle måneder siden, hvorledes wc-papir var blevet en så stor en mangelvare at det kunne resultere i strejker, uroligheder brød ud når el-nettet svigtede og regeringens desperate forsøg på besparelser, ved at indføre to-dages arbejdsuger for offentligt ansatte

In the last two years Venezuela has experienced the kind of implosion that hardly ever occurs in a middle-income country like it outside of war. Mortality rates are skyrocketing; one public service after another is collapsing; triple-digit inflation has left more than 70 percent of the population in poverty; an unmanageable crime wave keeps people locked indoors at night; shoppers have to stand in line for hours to buy food; babies die in large numbers for lack of simple, inexpensive medicines and equipment in hospitals, as do the elderly and those suffering from chronic illnesses.

“The real culprit is chavismo, the ruling philosophy named for Chavez and carried forward by Maduro, and its truly breathtaking propensity for mismanagement“. I New York times var der en mere detaljeret beskrivelse af forholdene på et hospital. Men det er nu, tilbage til dengang.

Guardians Mark Weisbrot forvanskede venstrefløjens kritikeres advarsler allerede i overskriften som lød “Sorry, Venezuela hater: this economy is not Greece” og fortsætte hoverende “How frustrating it has been for them to witness only two recessions”. At kritisere Hugo Chavez og hans indlysende skadelige dispositioner er at hade Venezuela. For venstrefløjen er dissens det samme som onde motiver.

Now Venezuela is facing economic problems that are warming the cockles of the haters’ hearts. We see the bad news every day: consumer prices up 49% over the last year; a black market where the dollar fetches seven times the official rate; shortages of consumer goods from milk to toilet paper; the economy slowing; central bank reserves falling. Will those who cried wolf for so long finally see their dreams come true?

Not likely. In the opposition’s analysis Venezuela is caught in an inflation-devaluation spiral, where rising prices domestically undermine confidence in the economy and currency, causing capital flight and driving up the black market price of the dollar. This adds to inflation, as does – in their theory – money creation by the government. And its price controls, nationalisations and other interventions have caused more structural problems. Hyperinflation, rising foreign debt and a balance-of-payments crisis will mark the end of this economic experiment.

But how can a government with more than $90bn in oil revenue end up with a balance-of-payments crisis? Well, the answer is: it can’t, and won’t.

Og så følger en argumentationrække, der viste sig skrupforkert.

In 2012 Venezuela had $93.6bn in oil revenues, and total imports in the economy were $59.3bn. The current account was in surplus to the tune of $11bn, or 2.9% of GDP. Interest payments on the public foreign debt, the most important measure of public indebtedness, were just $3.7bn. This government is not going to run out of dollars.

Så langt som Weisbrot har fat i de rigtige nøgletal, og “The numbers are available on the website of the World Bank, but almost no journalists have made the arduous journey through cyberspace to find and report them”, så meget har Chavez sat over styr på få år (Atlantics artikel ovenfor har sin analyse).

Salon Magazines David Sirota gik modigt skridtet videre på baggrund af Weisbrots artikel; “Hugo Chavez’s economic miracle“.  Skønt Sirota kommer med indvendinger, som at Chavez økonomiske politik ikke var perfekt (men alligevel et mirakel?), at Chavez ikke var nogen helgen, selvom demokratiet havde det bedre med ham i spidsen, at der trods alt var problemer med menneskerettigheder og at Chavez styre “also coincided with a boom in violent crime” så skal man også ihukomme “America’s drone assaults, civil liberties abuses, and war on voting”.

“Chavez’s name became a decontextualized epithet”, “the bugaboo of American politics because his full-throated advocacy of socialism and redistributionism at once represented a fundamental critique of neoliberal economics, and also delivered some indisputably positive results.”

As evidenced by the treatment of everyone from Martin Luther King to Michael Moore to Oliver Stone to anyone else who dares question neoliberalism and economic imperialism, that punishment is all about marginalization [*]

Så meget en bøh-mand blev Chavez, at ingen løftede et øje da “the Bush administration tried to orchestrate a coup against the democratically elected Venezuelan leader.” Nu man taler om, hvorledes nogen bliver til et tilnavn, så skelnes der i Sirotas artikel, mellem hvad Bush administrationen gjorde af forbrydelser og hvad USA gør uden at Obama nævnes. Der er åbenbart er brug for en kontekstualisering for at forstå et uperfekt mirakel.

Men netop læren fra Chavez er væsentlig og skal ses fordomsfrit, “Chavez’s passing should prompt as much reflection on the individual iconoclast as on the overarching economic ideas he came to embody.”

For example, the United States has adamantly rejected the concept of nationalization and instead pursued a bailout/subsidy strategy when it comes to rapacious banks and oil companies – and those firms have often gone on to wreak economic havoc. Are there any lessons to be learned from Venezuela’s decision to avoid that subsidization route and instead pursue full-on nationalization?

Likewise, in a United States whose poverty rate is skyrocketing, are there any lessons to be learned from Venezuela’s policies that so rapidly reduced poverty?

And in a United States that has become more unequal than many Latin American nations, are there any constructive lessons to be learned from Chavez’s grand experiment with more aggressive redistribution?

Vi gør os alle illusioner og begår fejl. Men ved at erindre og erkende, hvad man troede var rigtigt, vokser man og bliver bedre og mere varsom med hovedkulds forelskelse og pludselig angst, når man konfronteres af nye udfordringer. Men når man har gjort en moral ud af sin illusion, så er der ingen vej tilbage, så holder man ved og begynder at akkumulere alle sine fejltagelser til banken sprækker af kognitiv dissonans.

Og det er hvad der gør så ondt i venstrefløjens hoveder lige nu.Intet de foretager sig på den store bane virker og deres insisteren på urealistiske og luftige ideer bliver mere desperat og aggressiv. Så når et lille korrupt land i Sydamerika får sig en socialistisk populist vælter alle drømmene op i dem, fordi en lille succes i en fjern afkrog kan vende hele billedet af total ideologisk og moralsk fiasko.

“Maybe now Chavez’s easily ridiculed bombast can no longer be used to distract from Venezuela’s record – and, thus, a more constructive, honest and critical economic conversation can finally begin.” sluttede David Sirota sin artikel og Chavez økonomiske mirakel for 3 år siden. Jeg skal ikke kunne sige om Sirota har lært at se mere ærligt og kritisk på virkeligheden, men venstrefløjen fortsætter deres evige jag efter illusioner.

* King blev skudt af et medlem af Ku Klux Klan for sin kamp for borgerrettigheder, mens More og Stone blev megarige og superstjerner ved at sprede konspirationsteoretiske løgne.

2 Kommentarer »

  1. Hej Drokles
    Hvis du vil høre noget sjovt så hør “Verden ifølge Gram” fra 16/8 - 2016 her : http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/verden-ifoelge-gram-2016-08-16#!/

    eller her:

    http://www.dr.dk/p1/verden-ifoelge-gram/verden-ifoelge-gram-2016-08-16

    Navnlig hør en pro-chavista blogger(Andreas Bülow), som er så langt ude at selv DR`s journalister har svært at holde masken.

    mvh.
    Historyman

    Comment by Historyman — September 7, 2016 @ 8:57 am
  2. Uh, det glæder jeg mig til at høre når jeg kommer hjem. Har ellers et lille blik på Modkraft i røret, men DRs Gram vejer tungere :-)

    Comment by Drokles — September 7, 2016 @ 9:26 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress