Mette Frederiksen foretrak at være en god mor frem for en god socialdemokrat, da hun efter at have skoset danske forældre for at fravælge den lokale folkeskole til fordel for en privatskole og således svigte at bære den samfundsbyrde som især er kommet tilrejsende med Socialdemokratiets stemmer. Det var en pinlig pille af hykleri hun måtte sluge, men da aviser skrev om at det var mønsteret over hele den humanistiske fløj, var det hurtigt overstået så idag kan hun kalde sig formand efter at have ventet Helle Thorning Schmidt ud.

Ingen politikere med blødende hjerter for Folkeskolen fravalgte deres lokale folkeskole, istedet tilvalgte de alternativet fordi deres poder alle som en havde specielle behov. En københavns lokalpolitiker argumenterede med at siden hans børn var adopteret for Asien, den charmerende del og ikke der hvor Pakistan ligger, så havde de bedst af at være omgivet af hvide, som blommen i et æg. Ikke megen tro på de multikulturelle lyksaligheder man ellers arbejdede intenst på at indføre for almuen. I solidaritet med den ængstelige middelklasse med værdierne i orden begyndte man derfor at arbejde på at skabe ressourceskoler, folkeskoler der satsede på netop de værdier, som tiltalte selvsamme humanister, som kreativitet og musik og som således sikrede hvidheden. På den måde købte man sig lidt respit på fortsat at støtte Folkeskoleideen uden at skulle ofre sine egne børn på ens fine menneskesyns alter.

Jyllands-Postens leder skrev forleden om det besynderlige i at de fleste folk ikke foretrak, selv at leve i deres humanistiske idealer

På en villavej i Tønder med det emblematiske navn Lærkevej er der gået skår i idyllen. Årsagen er den pikante, at en bosnisk muslimsk forening har købt et lille, gult murstenshus på vejen med den tanke at indrette det som »forsamlings- og bedehus«; beboerne fik en e-mail fra kommunen med det ordvalg.

Det var de ikke begejstrede for og startede derfor en underskriftsindsamling, ligesom de gjorde indsigelser under den kommunale høring. Flere end 30 husstande på Lærkevej har skrevet under på protesten, men da pressen – in casu Kristeligt Dagblad – opsøgte Lærkevej, var det langtfra alle, der havde lyst til at stå frem, og heri er noget karakteristisk. Mon ikke de fleste beboere på danske villaveje godt kan forstå de bekymrede borgere på Lærkevej i Tønder, sådan inderst inde og i det dulgte? Hvis man er vant til at leve stille og almindeligt mellem studsede hække og en fælles vejfest en gang imellem, kan det virke forstyrrende, hvis en religiøs forsamling pludselig flytter ind. Det er forståeligt. Men man forstår jo også beboernes ulyst til at sige for meget, for det skulle jo nødigt hedde sig, og man kan jo blive kaldt både det ene og det andet. »Nej, vi skal da ikke begynde at være decideret imod de her mennesker. Det er ikke noget racistisk,« som en beboer siger til avisen, hvormed han ligesom tager forskud på den forudsigelige fordømmelse af de frygtsomme beboere på Lærkevej, deres intolerance og fremmedangst, deres islamofobi.

Og efter at have draget en fin parallel til nabostriden på Sundvænget ved Strandvejen i det nordlige København, hvor en hovedrig plebejer truer Uffe Ellemann Jensen og hans distingverede naboers udsigt med sine byggeplaner - en skræmmende “yderligere fortætning i kommunen” - konkluderer Jyllandsposten

Eliten, der prædiker tolerance, bor langt fra de steder, hvor forandringerne føles. Det er ikke på Sundvænget, juletræet står til at blive afskaffet. Alligevel kender man også der til følelsen af ubehag ved det fremmede, ja, der skal faktisk meget lidt til at vække det, meget mindre end et bedehus. Blot tanken om at miste en flig af sundudsigten er nok til at få de tolerantes fremmedangst til at bryde ud i lys lue.

Idealer er altid lettest at opretholde på afstand, virkeligheden er en grum læremester. Mere diversitet betyder flere konfliktzoner, ikke bedre vilkår for frisindet. De fleste kan ikke tænke og må føle og det er venstrefløjens dilemma, skriver Thomas B. Edsall i New York Times

Ryan Enos, a political scientist at Harvard, published a book last year, “The Space Between Us,” suggesting that the ideological commitment of liberals in these and other similar communities may waver, or fail entirely, when their white homogeneity is threatened.

Not only is the upscale wing of the Democratic Party an unreliable ally of the left on economic issues — as I have noted in this column before and as Lily Geismer and Matthew D. Lassiter eloquently pointed out in The Times last week — but Enos demonstrates that the liberal resolve of affluent Democrats can disintegrate when racially or ethnically charged issues like neighborhood integration are at stake.

Enos havde ved et kompliceret forsøg, udsat hvide globaliseringsparate Demokrater for en lille symbolsk dosis diversitet i form af pendlende spansktalende og registreret en faldende velvilje overfor den slags i nabolaget. Og Enos skriver i “The Space Between Us”

The negative effects of diversity may be responsible for some of the profound differences between places such as Denmark and Zambia or Singapore and India. Noting that these four countries are all democracies, we see the consequences of voters — normally separated by geographic, social, and psychological space — coming together to govern and having to make decisions and allocate resources. It appears that when people are faced with these decisions in a diverse democracy, rather than a homogeneous one, they often choose not to do the things that “make democracy work,” failing to bridge the space between groups by cooperating to share resources and provide for the common welfare.

Og Edsall fortsætter sin læsning af “The Space Between Us”

Liberal democracies endorse diversity, Enos writes,

indeed, it is often considered one of our strengths and liberal individuals usually favor diversity as a matter of ideology and public policy. We often support diversity out of a genuine ideological commitment and because we rightly perceive that diversity can improve the performance of many organizations, such as universities and businesses.

But, he continues, “looking across the world and even across states and cities within the United States, most of us would rather not live with some of the social, economic, and political consequences of diversity.” This is what Enos calls “the liberal dilemma.”

Enos cites Gordon Allport, formerly a professor of psychology at Harvard, who described “contact theory” in his 1954 book, “The Nature of Prejudice.” Under the right circumstances, Allport argued, interracial contact could reduce hostility. Those circumstances, Enos notes, include “economic equality and social integration.”

In practice, Enos points out:

Allport’s conditions for prejudice reduction are seldom fulfilled. One of these conditions was that interpersonal contact would reduce prejudice when members of each group were of equal social standing.

In reality,

not only does equality between groups not exist, but true interpersonal contact across groups seldom takes place, even when groups are proximate. Two groups can live in the same area without having meaningful interpersonal contact.

It almost goes without saying that the patterns Enos describes have been crucial to President Trump’s political success.

#YouToo er en kampagne, der antager at alle mændl er Weinstein og skal gå til bekendelse. Reel Ligestilling kolporterer en Buzzfeed liste, så vi selv kan se, hvor meget vi mænd egentligt chikanerer kvinder i det daglige. “Har du gjort én af de her ting, tæller det som chikane”, skriver de og de 38 handlinger skal “ikke opfattes som en fuldstændig opgørelse over, hvad chikane af kvinder består af”. Feministernes forsøg på begrænsningens kunst.

Vi kan alle blive enige om, at det ikke er god stil at slå tænderne ud på en tilfældig skolepige for derpå at analvoldtage hende med en betondildo og grave hende ned i Rold Skov til de andre. Men fra voldtægt, skrider man lystigt hen over chikane, gennem upassende opførsel, videre forbi eventuelle misforståelser, passerer almindelig social adfærd for mænd OG kvinder indtil man ender i den rene mentalhygiejne med det komplet uforståelige som passager. Alt blandet sammen til det glade vanvid, der kun har en præmis; det er mænd og kun mænd, der chikanerer. Sådan er reel ligestilling nemlig. F.eks har du chikaneret en kvinde hvis du har

Kommenteret en kvindes krop, uden at hun har bedt om det?”

Bortset fra “ser min røv stor ud i denne her, er det sjældent man hører kvinder bede en kommentere deres krop, skønt jeg på sosu-skolen er blevet bedt om at vurdere succesen af mere end min del af ‘boob-jobs’. Hvis denne gamle sociopat ellers kan aflæse ansigter, så værdsætter kvinder en veltempereret kompliment, selv om feminister insisterer på at se det som en fornærmelse - og det har de rigtig godt af.

Og der er masser af kvinder, der har kommenteret min krop. “Har du tabt dig?” er den mest benyttede for tiden. Inden da var der en patient på dermatologisk afd. hvis panikanfald endte ved min blotte tilstedeværelse, fordi jeg var så “stor og solid”. Andre gange er jeg høj, hvis der ligger noget af interesse for kvinder på den øverste hylde. Eller velproportioneret, eller har gode stænger, eller blodskudte øjne, eller, som en jysk veninde udbrød da jeg satte mig ind i hendes bil (jeg havde fået lov!) “Hold da kæft, du er stor!” Det var før jeg holdt op med at være stor og derfor de mange “har du tabt dig” spørgsmål.

Men det drejer sig om mænd, for deres opførsel er skændig fordi den er mandig. Nogle af punkter degenererer til det komplet uforståelige, som har du “Manipuleret hende til at have sex med dig?”. Jeg ville helt sikkert have det bedre, hvis jeg besad den evne, så jeg ikke skulle fake en interessant personlighed eller lyve om at jeg var pædiatriker på Herlev Hospital og kun boede i en etværelses grundet et for dybt engagement i velgørende indbefattende at lære afrikanske børn JavaScript når jeg ikke lige “skygger de modige kvinder i Mogadishu i deres kamp for at holde gaderne rene“. Det eneste manipulerende trick jeg kender, er at lave et hul i popcornbægret (pas på med saltet siger jeg bare). Man må heller ikke have “Sagt undskyld til en mand for at have flirtet med hans kæreste?” Der er åbenbart intet, der hedder ‘Homewrecking’ blandt homies?

Overordnet er der ikke håb for underdanmark og andre, der ikke mestrer kancellisprog, for det hele er selvfølgelig et spørgsmål om samtykke ellers ‘tæller det som chikane’

Rørt ved en kvinde, du kender, uden hendes samtykke?

Rørt ved en kvinde, du ikke kender, uden hendes samtykke?

Taget billeder af hende uden hendes viden eller samtykke?

Der er masser af kvinder, der rører ved mig, kendte som ukendte, uden samtykke og det er ikke lussinger alt sammen. Min arm eller skulder som regel, når en fortrolighed skal understreges eller en lille flirt bygges op. I ved, en let påtaget latter over en morsomhed, der har undsluppet ens læber og tre fingre trykker let en på armen eller endda brystet, som belønning. Det er guld.

Og jeg har taget masser af billeder af både mænd, kvinder og børn uden deres samtykke - og de af mig. Det er endda helt lovligt i det offentlige rum, mange butikker har endda overvågning.

Men listen kan også være direkte islamofobisk når det er chikane, hvis du har “Sagt til en kvinde, at hun bliver chikaneret på grund af sin påklædning?”.  Og modelbranchen går triste tider i møde, hvis den har “Tilbudt hende et job, fordi hun er lækker?”Og kvinder behøver end ikke et egentligt offer for at de alle kan være ofre, for det er rigeligt, hvis du er “Kommet med seksuelle bemærkninger om en kvinde sammen med dine venner?” (tæller det som chikane by proxy, at afspille Donald Trumps ‘locker room talks’ i medierne?).

Salome Otterbourne, der “Speaks the truth about men and women” siger: “It’s all about the chase!”, men ikke ifølge feministerne, for hvis man har “Insisteret på at invitere hende ud, selv om hun allerede har sagt nej?” Og man kan ikke jage stimer, hvis man har Opfordret to kvinder til at kysse?” - hvilket jeg har, mange gange og uden succes. Feministisk logik er sandheden underlagt kvinden, for hvis du har “Sagt til kvinder, der siger, de bliver chikaneret, at de overdriver?” er det chikane (At sidestille bemærkninger, selv dumme af slagsen, med fuldbyrdet voldtægt er i sig selv en overdrivelse). Det er også chikane at undskylde din “opførsel over for kvinder med, at du var fuld” - jeg har dog undskyldt spritkørsel med at jeg var fuld. Men jeg har gjort mere end det #YouToo :-(

Forsøgt at score hende og først stoppet, da du fandt ud af, at hun havde en kæreste?

Rørt på en upassende måde ved en kvinde, du danser med, uden hendes eksplicitte samtykke?

Fejlet i at få eksplicit samtykke inden seksuel kontakt?

Følt dig snydt, når en kvinde, du har været på date med, ikke ender med at gå i seng med dig?

“Er du nu helt sikker på, at jeg gerne på stikke den ind?” formularen udfyldes i 3 eksemplarer og sendes til ministeriet til senere godkendelse. Det er sikkert en lille fejloversættelse, men hvornår er nogetegentligt eksplicit, når kommunikation er så nonverbal? Men jeg har efterhånden vænnet mig lidt til ikke at føle mig  helt så snydt gennem årene, ved at sænke mine forventninger til også dette aspekt af livet. Og som noget positivt kan jeg nævne at mangen et undertrykt fruentimmer har spist godt på min regning. Velbekommen og empower dig selv! Alligevel vil projekt mental hygiejne næppe få fuld gennemslagskraft førend min svigtende libido er drukket helt væk. Og da vil det ikke længere være aktuelt, at invitere kvinder ud, thi de ved intet om fodbold. Men svaret er ja: Penis erectus non compus mentis.

Så lad mig fortælle om min chikanrende adfærd tilbage i 90erne.

Hun havde budt mig op til dans, så jeg tænkte optimistisk, at det var første skridt af det ene, der leder til det andet. Så jeg fik budt min hånd på hendes røv, som Tom Jones var begyndt at græde over at have dræbt Delilah. Men der gik grænsen åbenbart. Min hånd blev fjernet eksplicit og lagt tilbage på lænden, mens hun i et koket blik lod mig forstå at hun udmærket kendte mænds drifter konfronteret med hendes buttede krop og hårde ansigt, men at der ikke blev noget skin til den pølse.

Hun havde allerede en kæreste, afslørede hun uden at jeg havde spurgt, da jeg igen tog mig en håndfuld balle, ud fra en noget desperat antagelse om at det sikker var en fejl at hendes hånd havde sagt nej, når hendes tætte dans mod min krop råbte ja. Denne sociale adfærd forvirrede mit unge sind, men idag tænker jeg at hun sikkert blot har samlet appetit ude…. Hvad f*****?

Anyways, reglen er, at vi selv og sammen og i fællesskab, finder ud af dem i de konkrete tilfælde med omhu og samvittighed i en evig forhandling. Ellers dør baby ikke blot, baby bliver end ikke født.

Alle politikere er rystede over endnu et møde med gentagelsen, dekade efter dekade - intet ændrer sig andet en frekvensen stiger støt og intensiteten følger snart efter. Ingen kan stoppe en gal mand, siger vores politi, livet går videre, siger vores Statsminister. På hvilke betingelser er underordnet blot vores tilgang er zen. Det er livet i en storby, siger Londons muslimske borgmester, det må man vænne sig til. Men sandheden er at det er livet med en stor muslimsk befolkning og det vil man ikke vænne sig til. Man vil smide dem ud eller lade sig trampe ned, men vænne sig til det vil man ikke. Den luksus har kun politikerne, der håber det ikke ramler, mens deres karriere er på spil. Et demografisk pyramide spil er der sikkert nogen der har kaldt det.

Andre lader sig ikke ryste så let

Forargelsen er stor over at billedet er gået viralt, et snapshot er ude af kontekst og ingen ved, hvad der foregår under et muslimsk tørklæde. Sådan var det ikke med den døde dreng i vandkanten, der blev selve symbolet på de lukkede europæiske grænsers grusomme konsekvenser. Men drengens familie var ikke flygtninge, de boede trygt og tyrkisk og ville til Canada selv om de havde fået afslag. Medierne labbede også den muslimske brud, der lagde blomster efter terrorangrebet i Australien til sig - et så flot billede at man næsten skulle tro, det var til ære for fotograferne, hvis ikke ens menneskesyn var bedrevidende. Og medierne faldt også på halen da den ensomme muslimske kvinde i ikke kunne finde en plads blandt de afvisende danskere, selvom historien var den modsatte.

Men billedet af den tilsyneladende indifferente muslimske kvinde der krydser ummeans spor fortæller den grundlæggende sandhed, som den europæiske islamofobirapport anno 2016 forsøger at benægte på imponerende 612 sider. Det samme gør Theresa islam-er-fjong May der ved at en historie skal frames hurtigt, hvis den skal overleve mands minde i nyhedsstrømmen.

Taking on the role of a theologian, Theresa May insisted: “It is wrong to describe this as Islamic terrorism. It is Islamist terrorism. It is a perversion of a great faith.”

Speaking in Parliament, she also said the attack showed “the importance of all of our faiths working together, and recognising the values that we share”.

Adding: “This act of terror was not an act of faith. It was a perversion; a warped ideology, which leads to an act of terrorism like that and it will not prevail.”

Men ak, nyhedsstrømmen udtrykker også den bedrøvelige sandhed, her fanget ved tilfældige screenshots fra Al Jazeera

I vores broderland, der importerer så meget fætterkultur, er politikerne rystede over at våben strømmer ind over landets grænser og det sker via Danmark. Politichefen i Malmø siger at det er mest til kriminelle, men “De er ikke spesielt organiserte, mer kamerater som kjenner hverandre og bygger ulike nettverk” og det lyder jo langt mere hyggeligt og tilforladeligt. Og ikke et ord om islam.

Det uartikulerede had mod Trump trives i New York. I stil med den unge kvinde Shoshana Roberts, der gik 10 timer ad New Yorks gader, mens en kameramand fangede de mange tilråb og kommentarer fra fortrinsvis farvede mænd (noget der kastede en del andre eksperimenter og satire af sig), er her 10 timers gang fra januar med en Trump hat

Her er et par andre negre

Det er påfaldende hvor meget hvide mennesker tillader sig at tale ned til negre, der svigter kulør. Fyren der uden forudsætning og ide om hvad han vil med sin nazisammenligning ikke bliver flov over sit historiske vrøvl antager tilsyneladende at en neger er komplet uvidende og derfor trænger til en hvilken som helst forklaring, uanset hvor forkert den end er, om de dynamikker der ledte Hitler til magten. Eller den hysteriske kvinde, der antager at en neger ikke kan træffe sit eget valg og derfor antager at negeren er faldet for en løgn.
En lidt mere stille reaktion får man på campus når de protesterende kan se at der er kamera

Det er bemærkelsesværdigt at muslimske aktivister endnu ikke har foretaget et lignende forsøg, så alle kunne opleve den massive islamofobi.

Advarsel! Jeg vil jeg ikke høre et ord om at det måske i første omgang er de voksne svigt af både deres egne kognitive evner og kontrol over deres undergangstanker, der skal diskuteres, hvis børns følelsesliv på nogen måde bliver påvirket af det amerikanske valg. Skaberen af TV-serien West Wing Aaron Sorkins åbne brev i Vanity Fair til sine døtre er vildt sober i sin beskrivelse af Trump som “a thoroughly incompetent pig with dangerous ideas, a serious psychiatric disorder, no knowledge of the world and no curiosity to learn has.” fordi

The Klan won last night. White nationalists. Sexists, racists and buffoons. Angry young white men who think rap music and Cinco de Mayo are a threat to their way of life (or are the reason for their way of life) have been given cause to celebrate. Men who have no right to call themselves that and who think that women who aspire to more than looking hot are shrill, ugly, and otherwise worthy of our scorn rather than our admiration struck a blow for misogynistic shitheads everywhere.

(…)

And the world took no time to react. The Dow futures dropped 700 points overnight. Economists are predicting a deep and prolonged recession. Our NATO allies are in a state of legitimate fear. And speaking of fear, Muslim-Americans, Mexican-Americans and African-Americans are shaking in their shoes. And we’d be right to note that many of Donald Trump’s fans are not fans of Jews. On the other hand, there is a party going on at ISIS headquarters.

(…)

…we’ll fucking fight.

(…)

Love,

Dad

Editor’s note: A previous version of this article overstated the amount by which Dow futures dropped on Wednesday morning.

Valget af Trump er bare hårdt for børene. “Barnet behöver få en möjlighet att prata om och sätta ord på vad det är som känns oroligt” rådes der i Svenska Dagbladet, der havde spurgten ekspert om forslag til, hvorledes man kunne fortælle sine børn at ‘Vi voksne kan også være bange’

När man själv är orolig, hur ska man göra för att inte överföra det på barnen?

– Man behöver inte spela oberörd utan kan säga ”jag förstår din oro, jag känner också oro” och lugna med att vi faktiskt inte vet vad som kommer att hända nu. Det är bra att vara uppriktig, men att inte överföra sin frustration på dem. Har du mycket egna tankar så ta dem hellre i andra sammanhang, för inte över dem på barnen.

Også i Norge skulle børnene i terapi for deres forældres verbalisering af katastrofetanker. Og i USA. Og i Canada. Men et er eksperter, noget andet er praksis og her vises et glimrende eksempel på, hvorledes man griber det an, hvis man ved et af naturens onde luner har fået en lorte-unge af den værste slags. En heroisk og selvopofrende mor opgiver ikke at redde sin lille begrædelige, racistiske, misogyne, islamofobiske, antisemitiske, lystlyvende, magtbegærlige, Hitlerlignende, antidemokratiske på den der fascistiske agtige måde der ikke giver rum til rigtig debat, klimabenægtende, videnskabshadende, propagandistiske, lavskattetilhængeragtige lorte-unge. Bravo madam brun!

“Who’s gonna pay for my kids?” råber en kvinde vredt til en hvid mand, der tæskes på åben gade af et par sorte yngre mænd. Den hvide mand, der også får sin bil stjålet i samme ombæring, bliver beskyldt for at have stemt på Donald Trump.

“Donald Trump er en hadefuld, verdensfjern, sexistisk islamofob og jødehader” skrev Zenia Stampe, selv blottet for had, på sin Facebook væg. Jeg vil ikke fortabe mig i en diskussion om alle disse udsagn. Had er en følelse og jeg kender ikke The Donald godt nok til at udtale mig om Zenia har ret. Jeg synes også det er lige vel friskt nok at beskylde en mand, der har tjent mia. - og tro mig, Trump er rig. Jeg mener virkeligt, virkeligt rig, okay? - på noget så jordnært, som sine mange forskellige forretninger, for at være verdensfjern. Men jeg vil dvæle lidt ved modsætningerne i udtrykket “sexistisk islamofob” efter lige først at have anholdt beskyldningen om Trumps jødehad med et citat fra en alt andet end venlig artikel i det venstreorienterede jødiske Tablet Magazine, hvor det hedder

Trump has an intimate familiarity with Jewish practice and Jewish life. His daughter, Ivanka, converted to Orthodox Judaism in 2009; if elected, Trump would be the first president to be the parent and grand-parent of observant Jews. Ivanka’s husband, real-estate magnate Jared Kushner, is an Orthodox Jew and one of Trump’s top advisers. The Trump Organization’s longtime chief financial officer and general counsel are both observant Jews, and Trump has the support of perhaps the single most important political donor in the American Jewish world—Las Vegas casino mogul Sheldon Adelson. Though he is a deeply repellent political figure to many American Jews, Trump can plausibly claim that Jews and Judaism are closer to the center of his life and work than they are for his opponent, former Secretary of State Hillary Clinton.

Trump’s favored Jews have a seemingly limitless confidence in their benefactor’s personal qualities. The Trump they know is decisive, serious, tolerant, and generous, and they’ve formed their impressions out of years or even decades of personal experience with the man. Despite this special access, their belief in Trump himself—which is often independent of any deep ideological kinship—helps demystify exactly why the real-estate developer, who is so blatantly and viscerally unpalatable to tens of millions of Americans, appeals to tens of millions of others.

The Trump Jews also hint at some of Trumpworld’s defining organizational tendencies. With the possible exception of Sheldon Adelson, every one of the major Trump Jews has known Trump for years, is personally friends with Trump, or is connected to his family through marriage. One of Trump’s Jews is known to be a registered Democrat. One of them was a leading Democratic donor who has a tortured history with one of Trump’s most dedicated surrogates.

Trump talte til amerikanerne som amerikanere, et hele, modsat Hillary, der hele tiden talte om allehånde minoriteter, som skulle tilgodeses. Hillarys beskrivelse af halvdelen af Trumps vælgere som ‘irredeemalbe’ og ‘deplorable’ (fortabte og begrædelige), som Obamas beskrivelse af mange amerikanerne som klyngende sig til deres bibel og skydevåben udkrystaliserer den pointe. Trump vil have det fælles og det kræver lige muligheder og det kræver overholdelse af samfundskontrakten, som er ens for alle borgere, der er frie til at vælge en identitet i privatlivet.

Hillary lover mange forskellige vælgergrupper at tilgodese deres behov og fremtiden står på et evigt ekspanderende vælgerkorps af minoriteter. Det er globaliseringen, det er hvad de unge vil have, det fortæller fokusgrupperne og det kommer væltende over grænsen. På sigt vil der ikke være grundlag for at være konservativ, andet end at leve isoleret i en udørk, fortabt med sin bibel og knugende sit skydevåben. Men problemet er, at man tilgodeser kun nogen på andres bekostning. Så hvor Trump vil tilgodese amerikanerne som et hele på bekostning af Wall Street og konkurrerende nationer, der udnytter de unfair aftaler, så tilgodeser Hillary sine mange minoriteter på bekostning af flertallet. Det kan Hillary kun gøre så længe flertallet er til at dræne for flere specielle rettigheder.

Efterhånden som flertallet, amerikanerne flest, eroderes via indvandring og metastaserende identitetspolitik skal minoriteterne tilgodeses på bekostning af hinanden og der bliver nu ikke længere tale om at tage fra de rige/mange for at give til de fattige/mange få, men om omfordeling af de resterende ressourcer. Og omfordeling slider på den gensidige loyalitet for alle var med da alle ville få. Og selv blandt de dele af flertallet, der holdt ved at dele ud af arven vil det akademiske spørgsmål, om det er appropriation at lære så meget af dem, trænge sig på. Det kulturmarxistiske paradigme vil bryde sammen under vægten af egne indre modsætninger. Og her er vi tilbage til det besynderlige “sexitiske islamofob”, for hvis man har et problem med sexisme og misogyne holdninger har man et problem med islam og så er man islamofob.

Problemet for Stampe, Hillary og venstrefløjen er at der ikke er noget, der kan samle minoriteternes interne modsætninger andet end had. De hader the Donald og Dansk Folkeparti og højrebølgen, den hvide mand, historien og den klare tanke og tankens ærlige sprog. Og det er hvad der kitter venstrefløjen sammen, had. De hader ikke at have noget at indvende mens der stadig er forpligtelser, så opfinder nye definitioner på sig selv og på undertrykkelse, som fritager dem deres forpligtelser. Så de hader majoriteten, der holder fast på den virkelighed ingen kommer udenom. De hader at tabe, men de ville gå til grunde hvis de vandt. Vi andre prøver at begrænse ødelæggelserne.

“CNN har fundet gamle VHS-bånd, hvor præsidentkandidat hygger sig med Playboy-modeller” skrev TV Guide, og nede i teksten kunne man læse at “hygger sig” ikke var en eufemisme; “Donald Trump optræder aldrig afklædt, og han deltager heller ikke i handlinger, der på nogen måde er seksuelle, understreger tv-stationen”.  Og så fortsætter de alligevel

I filmen Playboy Centerfold fra 2000 ser man Donald Trump åbne en flaske champagne som han derefter lader sprøjte ud over et logo for en Playboy Playmate-tour.

Men ikke nok med det. CNN er også kommet i besiddelse af en film fra 2001, hvor rigmanden dukker op til et show med to Playboy-modeller og sin kommende kone Melania Knauss under armen.

Altså: ikke nok med ingenting, så også ingenting! Danmarks Radio viste dokumentarfilmen “The Fire Breather - The Rise and Rage of Donald Trump“. Den bekymrede ekspertise, der giver deres besyv med over de alvorlige perspektiver, der er i at få en mand som Donald Trump til præsident for verdens største atomvåbenarsenal er den gamle TV-journalist Tom Brokaw og et par venstrefløjsere, heriblandt en skribent for musikmagasinet Rolling Stone, der lyder som om han er ved at græde mens han skider.

Tom Brokaw advarer mod Trumps islamofobi, som han udnytter “just because there where muslims involved in the bombings of World Trade Center” og en af venstrefløjserne siger at Trump vil “try to deport millions of latinos”, som led i hans racisme. Hele vejen igennem er det disse små fordrejning, at der var muslimer involveret, frem for at det var et rent muslimsk plot, og at Trump vil deportere latinoer, frem for illegale - der mestendels er latinoer, men årsagen er jo lidt vigtig.

Og demokraternes og venstrefløjens mødeterror, blev udlagt som et bevis på Trumps ondskab og flirt med vold. “Get ‘em out of here!” siger han til nogle venstrefløjsere, der har ‘crashet’ et Trump-rally og hans ord gentages som lydspor til nogle forskellige optrin med håndgemæng. Trump og vold hører sammen, kan man se og høre - men ingen meningsfuld sammenhæng, hvis man tænker.

Og for at få en ligevægt, så viste Danmarks Radio også en fransk dokumentar om Hillary Clinton, der endte i en hagiografi til hendes ære og et håb om endelig at få en kvinde på posten som USAs præsident, nu man har prøvet en halvneger. Vi venter i spænding på at Danmarks Radio visert Clinton Cash.

Op til debatten blev det lækket at Trump er en lidergøj og i privaten en ganske vulgær samtalepartner.

Steen Raashcou skriver

Ganske smart at lække en Trump replik på få ord for 11 år siden, samtidigt med at Wikileaks lækker Hillarys private taler holdt bla. Wall Street banker for omkring en million stykket. Takker været den lavpandede medielogik, drukner de fuldstændigt. Enhver har vist opdaget, at Trump er oppe imod næsten samtlige US medier, og det blir ikke let. Han er også oppe imod de danske, staklen.

Danske medier er et spejl af de amerikanske venstredrejede medier. Mens Hillary Clinton var kriminelt uansvarlig da hun landsforræderisk udbød amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik til højstbydende, skal vi chokeres over at Trump kan være lummer med sine lumre venner. Medierne har gejlet hinanden så meget op på at Trump er det store dyr i Åbenbarignen at et hvilket som helst ‘talking point’ er rigeligt til at sikre ækvivalens. I P1 morgen til morgen blev Trumps 10 år gamle faux pas på efterbevilling beskrevet, som skandaløse udtagelser som han prøvede at komme fri af under nattens debat med Hillary (den anden debat i rækken af tre), ved at ty til personangreb.

Marion DS Dreyduss er i American Thinker i tråd med Claude Rains ‘chokeret, chokeret over Trumps sjofelheder

Compare their admittedly salty pearls with the behavior of real sociopaths, one of whom is exceedingly related to the female candidate for president, 2017-2020.  William Jefferson Clinton, not known for reticence in the Oval Office – or Arkansas, or elsewhere in Washington, D.C. – did more than talk earthy to other guys of the alpha rank.  Big Dog Clinton actually groped, actually touched, actually had affairs and molestation buffets with women mostly unwilling and subsequently punished by Ms. Hillary Rodham for the effrontery of having been chosen for handwork not including embroidery, cigar-jobbing, and dress malingering on a variety of handy damsels in his purview, the most unfortunate of whom were profusely worked over  by the missus.  Tires slashed.  Pets killed.  Fired from jobs.  Mocked in public and maligned as “trailer trash” and similar assorted negatives.  All carried out by the “bimbo eruption” teams set upon these hapless victims of WJC’s lustful heart.

But back to the matter at issue: Trump’s “shocking, shocking” blue streak in a Winnebago with another guy, and their adolescent glee as they anticipated meeting with a lissome lovely for some media event.

The media orgasmatron will be hard at work exposing and re-exposing these juicy tidbits of inconsequence solely because they are titillating in and of themselves, and all about hauling Trump down from his neck-and-neck with the distaff candidate, Ms. Hillary Pantsuit.

Ironically, or maybe not by chance, the same day this nugget of male excrescence came to light, more of the Hillary scandalmissal came out, too.  Several of HRC’s private corporate speeches were revealed to contain views and policies only 180 degrees at variance with her long-running public utterances for the hoi polloi, regular citizen groundlings at her sporadic–cum-anorectic rallies.

I submit that the whoop-dee-do is yet another way of squelching normal male behavior and speech, another peg in the mortiseboard of decommissioning men from being men.  Another gambit to socialize men by indirection – See what happens to even the high and  mighty when they refuse to watch their tongues in the hyperglobal gossip-ranch of political correctness?

(…)

But what los punditos and los periodistos forget is that Trump followers are gritty.  They have withstood the brickbats and insults of TV, radio, and print media; online scarifiers; and all the late-night comics save those on Red Eye at 3 a.m., and most people are catching zzzs at that hour, so they don’t get corrective laughs from non-Dems, alas.

But by and large, since they have worked hard to defy their neighbors, colleagues, and ex-friends, they are full of what newsman Lou/Ed Asner in the first episode of Mary Tyler Moore’s comedy show called spunk.  Trump’s voters are spunky.  Tough.  Not lily-livered links of skinny protoplasm listlessly failing to stand up for their country.

Trump advocates are loud and proud, standing up at myriad-thronged rallies in broil, cold, rain, or raw. ..

Cheanne Nielsen, en ung kvinde fra Dansk Folkeparti, begår den fejlantagelse at tro alle mennesker vil tænke selv og finder derfor ikke anledning til at moderere sine synspunkter med korrekte forbehold. Indvandrerne er sårn’ og sårn’ og alskens ulykker og selv om alle ved, hvad og hvem hun taler om, nøjagtig som vi ved hvad og hvem der tales om når man i avisen læser om “unge”, “utilpassede” og “religiøse motiver”, så fabrikeres der opstandelse. Den naive unge kvinde meldes til politiet for racisme og selvfølgelig af en kommunist, der selv tidligere har gjort brug af den ekstra-gode tone. Kasper Støvring citerer Fellini for at påpege at “moralen er sæsonbestemt og underkastet moden” og skriver sobert

Men nu viser det sig, at anmelderen, en vis Mille Stockner, der har været aktiv for Enhedslisten, selv er havnet i fedtefadet. Mille Stockner, der ønsker at bekæmpe racisme og hadtale, skrev til Naser Khader på Facebook:

»Er der nogensinde nogen, der har fortalt dig, hvor pinlig, latterlig, racistisk og islamofobisk, du er, Naser Khader? […] Håber du trives med din Uncle Tom rolle! Men igen – yuck, hvor er du nederen! […] Lige meget hvor forræderisk og racistisk, du ter dig, bliver du aldrig en del af den ‘hvide klub’. De vil altid håne dig bag din ryg. Ligegyldigt hvor meget rumpe, du slikker.«

Jeg ved ikke, om Mille Stockner anser sig selv for et særlig godt menneske – en hykler er jo en selvbedrager, der drager fordel af sit bedrag – men helt principielt, som man siger, giver sagen giver anledning til en håndfuld overvejelser:

For det første får vi igen anskuelsesundervisning i det basale forhold, at de gode er bedst til at være onde. De er i hvert fald rigtig dygtige til det. Det er i grunden utroligt, hvad en gennemført hædersmand som Naser Khader skal stå model til. Ikke blot vil islamister ham til livs. På venstrefløjen er han også en forhadt mand.

For det andet er det sørgeligt, at vi her til lands skal stikke vores landsmænd til myndighederne i stedet for at konfrontere vores politiske modstandere i en åben og fri debat. Lad os få ophævet racisme- og blasfemiparagrafferne hurtigst muligt.

(…)

For det fjerde er det slående, hvor racistisk venstrefløjen er blevet. Ord som ”Uncle Tom” og kokosnød” siger det hele. Jeg begyndte at blive opmærksom på denne racistiske anti-racisme, da Obama blev valgt som præsident. Ikke mange ønskede at tale om hans politik eller meritter. De fleste var derimod fuldstændig optaget af hans hudfarve (samme Obama opfordrer nu sorte til ikke at stemme på Trump; hvad mon der ville ske, hvis Trump eksplicit mobiliserede ”hvide” imod en sort præsidentkandidat?)

James Delingpole mener at al humor mellem mænd - i det hele taget hvide mennesker vil jeg mene - er på vej mod at blive gjort ulovligt efter at den tidligere engelske fodboldspiller Paul Gascoigne i retten har erklæret sig skyldig i “the “sort of insidious racism” which needs to be challenged” fordi han under en tale i Wolverhampton “joked that he couldn’t see whether or not the security guard was enjoying himself because the venue was poorly lit”. Sikkerhedsfyren var sort, bum thjih, men…

My fear is that this kind of case, far from healing racial divisions in Britain is likely to exacerbate them by fostering a climate of mutual resentment and bitterness and a sense that “Britain is no longer a free country any more.” Which indeed it isn’t. In Britain – taking our cue from the identity politics victimhood culture of the US – our minority grievance industry has now become so powerful that you cannot even make a mildly tasteless joke without being dragged before the courts and treated like a criminal.

And it won’t be long – you can be sure – before jokes perceived as offensive to women result in similar court cases.

Already one local police force – Nottinghamshire Police – has declared “misogyny” a hate crime.

Its definition of “misogyny” is worryingly broad:

Nottinghamshire Police is recording incidents such as street harassment, verbal abuse, unwanted physical approaches and taking photographs without consent within the hate crime definition.

It also includes using mobile phones to send unwanted messages, unwanted sexual advances and ‘unwanted or uninvited physical or verbal contact or engagement’, possibly including wolf whistling.

So where would that leave Matt LeBlanc, the Friends star currently being vilified by the left-liberal media for daring to make some awkwardly flirtatious comments about Emilia Clarke (Daenerys Targaryen) from Game of Thrones at the Emmys?

Ja, moralen er sæsonbestemt og underkastet moden. Nye videoer er dukket op af den helt ubærlige opførsel, som studerende meta-memoser lagde for dagen, da de anklagede professor-ægteparret Christakis for ikke at ville udstikke retningslinier for passende og upassende halloween-udklædning. Det er hård kost at se dem alle igennem, men man kan slå lidt ned her og der og blive nedslået over det forfærdige niveau delvist vesterlandske mennesker kan synke ned i

Så trænger vi vist til lidt satirisk førstehjælpsudstyr til studerende, der er blevet emotionelt skadet af mikroaggressioner eller konfronteret med meninger divergerende fra deres egne.

I Danmark er hysteriet ikke så udtalt på universiteterne, men realiteterne rykker nærmere, kan man læse på Uriasposten. “Licensfinansierede medier giver en tilfældig kommentar om voldtagende indvandrere mere opmærksomhed, end voldtagendeindvandrere” opsummerer Møller tørt mediebilledet og retter mere relevant lyset mod “En opdatering af studerende Line R. i den officielle grupppe for Frederiksberg Campus”, der opfordrer studiner til ikke at gå alene på campusområdet fredag aften, fordi flere er blevet antastet verbalt og fysisk. Og efter en lang dans i debattråden spindes af nød lidt ‘racial profiling’: “Så ved vi at de er af indvandrebaggrund – hvilket ikke siger så meget, men det er stadig et kendetegn.” For at gøre klicheen tyk så ankommer bemeldte “unge mennesker” endda i varevogne.

Gode varevogne kan der blive god brug for, hvis det står til Enhedslisten og Alternativet, der vil gøre det lovligt at køre flygtninge til Danmark. Campus skal nok til at investere i nogle gode og høje hegn, der kan sikre hele matriklen som en safe space fra fremmede folkeslags opfattelse af kønsroller, normer og adfærd. Et camp-us, hvorfra vi kan reproducere opgaver om den danskerblege pøbels ekskluderende sprogbrug ude i borgerkrigen.

Ord som racist, islamofob og nazist har været i flittigt brug når relevante debatter skulle kvæles i vuggen og rationelle mennesker udskammes for at den forbrydelse at bringe viden til torvs. Vi har levet med det, selv om det har haft sine ofre, for i sidste ende slides fraser op. Og fordi man aner at de aggressioner, der ligger til grund for dem er en sikker indikation for, hvor desperat et standpunkt forsvares.

Det er selvfølgelig venstrefløjen, der i sin egen selvforståelse står så moralsk opløftet, at den ikke kan lade sig hæmme af nogen skam eller anstændighed. Den staår ikke til regnskab for nogen virkelighed fordi det fordømmelsesværdige ikke bare vil dø af sig selv. Men hvis ikke revolutionen æder sine børn, så gør storkapitalen det.

Sony Pictures har lanceret en ny udgave af den klassiske 80er gyserkomedie Ghostbusters. I stedet for at være den tredie i en række, har man valgt at relancere, hvad man håber bliver et franchise i stil med Avenger-universet, Ghostbusters i en ny origins fortælling. Altså at man starter historien forfra med en ny begyndelse.

Men kritikken begyndte at hagle ned over filmens kvalitet allerede da den første trailer blev offentliggjort, hvilket truede filmens succes og Sony Pictures profit. Så modsvaret blev at bekrige kritikerne ved at udskamme dem. hovedroller i Sony Pictures Ghostbusters er, i tidens frigørende ånd, alle kvinder (barnløse i øvrigt, på nær en). Følgeligt bliver enhver kritik misogyn, leveret af tabermænd, skimlede sikkert, som de bor alene eller i kælderen hjemme hos mor.

Ghostbusters tilblivelse ligner en parodi af Robert Altmans 90er film The Player. Det er svært at overbevise mange om at det mandlige publikum ikke bryder sig om kvindelige helte. Alien filmene, Hunger Games, den seneste Star Wars og de klassiske Emanuelle film har alle begejstret drenge og mænd. Gavin McInnes behøver kun et enkelt reklamefoto fra den nye Ghostbusters til at hegle hele konceptet ned - og svælge i herlig misogyni.

En muslim med dansk statsborgerskab iscenesætter sig selv om offer for diskriminatiopn for et villigt TV2, der ikke formår at stille et eneste relevant spørgsmål. “Folk tror at det her det er virkelig…badetøjet det handler om. For mig handler det mest om, at min søn ikke fik lov til at være sammen med sin mor i en fridag” siger stakkels Ulfat Al-Sitt og ikke et øje er tørt. Men ingen nægtede sharia-aktivisten samvær med sønnen da det var Ulfat selv, der insisterede selv på religiøst badetøj.

Mesterinstruktøren Steven Spielberg advarede i en tale til nogle graduenter mod den stigende antisemitisme. Den var reel, fortalte han, selv om han selv var opvokset med en ide om at den var for aftagende efter destruktionen af Nazityskland. Også hadet mod homosexuelle var en stigende trussel. Spielberg er fantastisk bag et kameral, men han er også en centrum-venstrefløjser og i næste åndedræt advarede han imod den stigende islamofobi.

En dansk ægtefælle til en jøde funderer i Information over det sørgelige i at holde vagt i skudsikker vest foran sine børns skole.

Min datter på syv år peger stolt på mig.

»Se, min far er vagt i dag,« siger hun til sin veninde fra 1. klasse og banker på skjoldet i min skudsikre vest.

»Hvorfor har du egentlig den på?« spørger hun og kigger op på mig.

Spørgsmålet er stillet nysgerrigt, neutralt – ikke med angst eller frygt. Hun er jo kun syv år.

Hvad skal jeg svare hende? Jeg vælger den praktiske vinkel og forklarer hende, at en skudsikker vest gør, at jeg ikke dør, hvis jeg bliver skudt.

»Men hvem skulle da skyde dig?«

Jeg når at konstatere antydningen af frygt i hendes øjne, inden jeg svarer hende, at hvis der nu skulle komme en bandit med en skyder, så er det jo meget rart at vide, at jeg ikke kommer til skade. Hun lader til at være tilfreds med den forklaring, eller også er det bare venindens insisteren på at lege, der lader mig slippe for at komme med yderligere forklaring.

(…)

Vi ved ikke, hvornår angrebet kommer, og vi ved heller ikke, hvilken slags angreb det vil være – varme eller kolde våben, som det hedder. Vi ved det ikke, men vi har forberedt os på det meste. Vi har fået undervisning og uddannelse og øvelser gennemført af professionelle sikkerhedsfolk.

Man kan ikke sætte ord på. Det er bare en bandit, som vi ikke ved hvor kommer fra og i hvilke mængder. Nærmere beskrivelse er svær, hvis ikke man vil geråde sig ud i islamofobi. Så hans afsluttende retoriske spørgsmål “Hvem bliver de næste, der skal leve i frygt? De homoseksuelle?” fortjener ikke den forlorne undren. Vi ved, hvem der bliver de næsten, alle der kan krybe og gå, også de homosexuelle, som blev udsat for en mindre massakre i den amerikanske by Orlando.

50 mennesker er indtil videre tallet af dræbte med over hundrede sårede. Gerningsmanden er “amerikaner med afghansk baggrund” dristede DR tekst-TV sig til at sige og så vidste man jo, hvad klokken var slået og straks blev der fra officielt hold i Florida rakt ud til det muslimske samfund, som jo altid er de sande ofre når ikke-muslimer slagtes, og Facebook lukkede Pamela Gellers FB-side ned for at knytte islams lære til islams praksis med tilfældet bøssemassakren i Orlando. Alligevel taler amerikaneren med muslimsk baggrund Barak Husein Obama ikke om islam; “no definitive judgment on the precise motivations of the killer (…) ‘What is clear is that he was a person filled with hate”

‘The shooter targeted a nightclub where people came together to be with friends, to dance and to sing, and to live,’ Obama noted.

‘The place where they were attacked was more than a nightclub, it was a place of solidarity, of empowerment, where people have come together to raise awareness, to speak their minds and to advocate for their civil rights,’ he continued.

Og så konstaterede han aT “The shooter was apparently armed with a handgun and a powerful assault rifle“, hvorfor det var et spørgsmål om øget våbenkontrol. At der netop døde så mange bøsser fordi ingen af dem var bevæbnet med bøsser så de kunne forsvare sig selv og hinanden i ægte ‘empoweret’ solidaritet, i stedet for blot at blive slagtet i hinandens arme.

Obama mødes dog gerne med homofober, så længe de er muslimer, skriver Breitbart

President Barack Obama choose to publicly meet with an Islamic preacher in February who said the Koran declares gay sex “a despised act, it is haram, it is forbidden in Islam, completely, absolutely.”

The meeting in Baltimore came shortly after Breitbart publicized the Islamic cleric’s orthodox denigration of gays, which was posted on YouTube. It also came after Breitbart asked Obama’s gay political allies to comment on the Islamic cleric’s statements.

“You are a transgressing people,” said the cleric Imam Yaseen Shaikh, who sat on Obama’s left at the meeting. He is the man at the right hand side of the photo above, wearing a white hat. He is a senior leader of the Islamic Society of Baltimore, which Obama choose for the first presidential visit to a mosque in February 2016.

En bøsse-aktivist på Sky News, der som Obama beskrev bøsseklubber, som “places of solidarity”, kunne se at det var et “deliberate attack on LGBT people“, men nægtede at forholde sig til, hvilken åndelighed, der lå bag denne bandit, eller med hans ord, “dreg of humanity”. “Scum” kaldte han ham “That’s all he is!”. “Any Dreg of humanity can pick up a gun a murder people”,men forsigtigt forholdt simple realiteter om bandittens muslimske tanke og tale (selv bandittens arbejdskollegaer kunne se han var en tikkende bombe, men frygten for islamofobi-beskyldninger afholdt dem fra at reagere korrekt), blev den selvretfærdige prædiken utilstrækkelig og han stormede ud af studiet

For en god ordens skyld, så slog en Orlando imam ellers fast at døden kun er hvad bøsser fortjener.

I hvilken som helst by med eller uden en massakre kan man finde en imam der roligt har forklaret logikken bagved. Denne forklarer hvori islamisk barmhjertighed består, nemlig som en nedjustering af opskruede grusomheder. Daily Mail fortæller at en tyrkisk avis kalder ofrene ‘perverse’. Daily Mail anstrenger sig samtidig for at kalde den tyrkiske avis ”right wing” uden helt at fortælle om den er fortaler for minimalstat eller bare alment islamofobisk.

Newt Gingrich taler dog sober om sammenhængen mellem islam og vold mod først og fremmest minoriteter.

Fri Debats konference lørdag 6/2 stillede spørgsmålet, hvordan det er “kommet dertil, at blasfemi i dag betragtes som en sinister ideologi i kunst- og litteraturlivet, mens tavshed om den religiøse terror og tvang fremstår som progressiv blandt kunstnere og forfattere?” Til at besvare det spørgsmål havde man indbudt et panel bestående af færøske Heini i Skorini fra King’s College, Dennis Meyhoff Brink fra Københavns universitet og kunstnerne Lars Vilks fra Sverige og norske Thomas Knarvik til en næsten fyldt fællessal på Christiansborg.

I sin korte indledning sagde Henrik Dahl fra Liberal Alliance, at historien vil bedømme denne generation af politikere på hvor resolut de er i stand til at forsvare det liberale samfund. Som emnets alvor således blev placeret i historien var Niels Ivar Larsen manden for at motivere sin nylige afgang fra Lars Vilks Selskabet og positionere Fri Debat i “landskabet af ytringsfrihedsaktivister”. Fri debat var nemlig den mest principfaste forsvarer af ytringsfriheden uden ‘men’, blottet for ideologiske dagsordner og påstande om ytringsfrihed som noget kulturelt betinget.

Et principfast forsvar for ytringsfriheden kræver altså at man ikke lader sig præge af kulturalistiske dagsordner når man diskuterer blasfemi, censur og selvcensur blandt kunstnere. Men ikke nok med det, det kræver også et sikkerhedsapparat med snifferhunde og politifolk med maskinpistoler kunne man erfare og det er ikke fordi man frygter alle kulturelle repræsentanter lige meget. Mangel på proportioner giver åbenbart den bedste position i landskabet af ytringsfrihedsaktivister.

Dennis Meyhoff Brink, der er ekstern lektor ved institut for kunst og kulturvidenskab, foretog i sit oplæg en analogi mellem det kristne Europas udvikling fra Oplysningen og et tilsvarende perspektiv for den islamiske verden. Europa var kendetegnet ved at have den ubestrideligt højeste grad af religionskritik og satire i nogen civilisation og det var da også i Europa demokratiet opstod og trivedes. Årsagensforbindelsen var klar; Oplysningens blasfemiske satire udhulede, som dryp på en sten, med et Webersk udtryk, den fortryllede verden og tog frygten fra folk. Med frygtens fald fulgte også æresfrygten for præsten, der nu kunne latterliggøres, ikke blot som repræsentant for kirkens hykleri, men for religionen i sig selv.

Lars Vilks forklarede derefter hvorledes opfattelsen af geniet fordrede at kunstneren selv blev den skabende og gennemgik en række blasfemiske kunstværker; film af bl.a Lois Bunuel og Ken Russel og billeder som Piss Christ. Netop Piss Christ er trukket meget ind i debatten om religiøs krænkelse og islam for skønt nogle dybere lag i værket - at selve værket er et fotografi af en installation af et krucifiks nedsænket i glas urin - så blev der ikke taget hensyn til kristnes krænkede følelser, som man er vant til, når emnet er udfordring af islam.

Den norske kunstner Knarviks første forelæser på kunstakademiet var netop Lars Vilks. Knarvik viste endnu flere billeder end sin ‘læremester’ og mange han selv havde kreeret, som han fortalte om, hvorledes han var blevet engageret i kampen om ytringsfrihed og blasfemi, og hvorledes det havde påvirket hans kunstneriske retning. Knarvik er, som de øvrige panelister, ingen skimlet konservativ kulturkæmper. Han har f.eks blandt andet bygget et kulturcenter for massaikvinder og skabt en forfatterpersona, en muslimsk teenagepige under navnet Miss Supression Figther. For ham er mange muslimer de største ofre for de jihadister, der har taget deres religion som gidsel og gjort den største karikatur af Muhammed.

Men han har også overhørt skrigene fra en pige, der blev omskåret og bevidnet hvorledes kvinderne, der forestod omskæringen, kom ud af hytten og smed det omskårne ud til naturen. Og hans interesse for islam, som en trussel mod ytringsfriheden, blev vakt da han hørte den norske statsminister undskylde for alverden, at den norske avis Dagbladet havde trykt Muhammedtegninger.

Knarvik udgav på 10-årsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammedtegninger en mere end 100 sider lang samling af blasfemiske tegninger rettet mod alle religioner. Et norsk forlag havde i første omgang trykt den i 2.500 eksemplarer og den lå klar på en europalle, da forlaget blev ængsteligt ved udsigten til endnu en Muhammedkrise og makulerede hele oplaget. Bogen er i stedet udkommet på Kåre Bluitgens forlag.

Men det var den første oplægsholder, Heine i Skorini, der leverede det mest almeninteressante oplæg, da han perspektiverede den islamiske trussel historisk. Han fortalte først om en Muhammedkrise i 1925, der blev udløst da den engelske morgenavis The Star havde trykt en tegning, hvor den tids legendariske cricketspiller Jack Hobbs ragede op som en kæmpe blandt andre historiske skikkelser, som Julius Cæsar, Columbus og så selvfølgelig muslimernes profet Muhammed. Muslimske organisationer protesterede højlydt og der var demonstrationer i Calcutta. Ingen døde dog, men episoden demonstrerede at ideen om at en nyopfunden islamisme adskilt fra en ægte, om ikke tolerant, så afdæmpet, islam ikke holder.

i Skorini fortalte hvorledes OIC (organisationen af islamiske lande), gennem FN har arbejdet målrettet på at gøre blasfemi til en krænkelse af menneskerettighederne. OIC ser den islamiske verden være under pres både udefra, ikke mindst fra Vesten, og indefra. I Kairo deklarationen fra 1990 hedder det således at formålet bl.a er ”cleanse our societys of moral laxity deviation” og dens artikel 22 slår fast at ytringsfriheden (og alt andet i øvrigt) skal underlægges den muslimske sharia lovgivning.

Bastante religiøse krav til en sekulær organisation, som FN er ikke effektivt og i 1999 skiftede organisationen taktik til en sekulær argumentation. Nu brugte man i stedet FNs egne artikler, som artikel 29, der betoner ansvar over frihed og artikel 22 om hadtale, til at få ytringsfriheden underlagt sharia. For OIC var religionskrænkelse, som grundlæggende blot betød krænkelse af islam jvf sharia-kravet ovenfor, en krænkelse af menneskerettigheder på linje med racisme, intolerance, islamofobi og ekstremisme. OICs nye argumentation var derfor også på linje med den vestlige venstrefløjs tankegang og det skabte en naturlig alliance af parallelinteresser.

Netop det sidste punkt, at se blasfemi som ekstremisme, er forklaringen på, hvorfor muslimske landes fordømmelser af islamisk terror, som Saudiarabiens fordømmelse af angrebet på Charlie Hebdo, altid ledsages af fordømmelser af ekstremisme i al almindelighed. De myrdede, som redaktionen på Charlie Hebdo, er nemlig lige så ekstreme i deres brug af ytringsfriheden, som deres mordere. Og det er en retorik som man hører ikke blot fra venstrefløjen men fra vestlige ledere.

Det var en journalist fra information, der stillede det første spørgsmål til panelet, om forskellen på satirens antiklerikale, politiske angreb og kunstens ikonografiske behandling af det blasfemiske, førend to tilhørere ville vide, hvad Saudiarabiens betydning for FNs Råd for Menneskerettigheder og OICs fremtid som Saudiarabiens økonomiske situation ser drastisk anderledes ud med de faldende oliepriser. Saudiarabien sponserer OIC og organiserer dagsordenen på de indre linjer, mens det er Pakistan der tegner organisationen i FN.  Skorini svarede at det dels udstiller FN for hvad det er, en samling af de regimer og regeringer i verden, der nu engang er og at Saudiarabiens betydning for OIC ikke vil ændre sig de første mange år, dertil er rollerne for satte. Og så svarede Vilks og Knarvik meget pædagogisk at satire er meget bundet i en konkret debat i tid og sted, mens kunst ikke søger et konkret politisk budskab og kan værdsættes ud over tid.

Først herefter var der en tilhører, der ville have svar på konferencens spørgsmål, nemlig, hvorfor kunstnere, og alle os andre såmænd, var mere optaget af selvkritik end af religionskritik, selv når vi blev konfronteret med en trussel. Spørgsmålet kom næsten bag på panelet, der dog hver for sig svarede at det traditionelt var lettere og moralsk mere acceptabelt at levere angreb på værdier inden for egen kulturkreds end at kritisere, hvad man kunne opfatte som udsatte minoriteter med kulturelt betingede problemer. Det handlede, med udgangspunkt i eksemplet Carsten Jensens jævnlig tirader, om hvem der havde ret til at kritisere andre. Og det var en god pointe, for ingen vil jo mistænkes for at have en ideologisk dagsorden.

Og det var der også en tilhører der heller ikke ville og mindede Meyhoff Brink om at satire ikke kun var forbeholdt vesten og fortalte om en irakisk ateistisk bevægelse der bedrev en ganske giftig satire. Desværre blev denne bevægelse slået hårdt ned beklagede han og besvarede således sit eget spørgsmål, inden islameksperten Tina Magaard tog ordet og sagde at hun faktisk havde skrevet om blasfemisk satire i den muslimske verden ikke mindst Iran. Det var Magaards pointe at netop Muhammed satire var et inkluderende redskab i integrationen i vores selvkritiske kultur og at man skulle vise skolebørn muhammedtegninger fra den muslimske verden, der almindeligvis var langt grovere end de tegninger Jyllands-Posten udgav.

Og så var det, at det sidste spørgsmål kom fra en tilhører, der ville høre panelet, hvorledes det ville se ud med ytringsfriheden om føje tid i et stadigt mindre demokratisk Europa “og med en stadig mere islamisk indflydelse”. Det er svært at holde en hel konference om “religiøs terror og tvang” og “blasfemi” uden at komme ind på noget ‘kulturelt betinget’, ideologisk dagsorden eller ej. Inden det skulle besvares syntes Meyhoff Brink at det var på sin plads med et fejlcitat og sagde “Jeg synes også det er racistisk når Hedegaard siger at ‘alle muslimske mænd, onkler og fædre, voldtager deres døtre…”. Men ytringsfrihedens fremtidsudsigter i et mere et mindre demokratisk og mere islamificeret Europa var et svært spørgsmål at forholde sig til på falderebet af konferencen, sagde Ivar Larsen og gav ordet til i Skorini.

Forholdene i Danmark var ikke nær så dårlige som i England, forklarede i Skorini og sagde at han selv måtte forberede sig ganske anderledes når han holdt foredrag i London end i Danmark. Og det var ikke blot kønsopdelte arrangementer, men også sikkerhedsproblemer fordi så mange kunne blive stødt og emnets indhold. Men han mindede om at de islamistiske grupper udgjorde en meget lille og ikke repræsentativ minoritet blandt de muslimske studerende, men realiteterne var deusagtet at det var svært for ham at bevare en optisme. Og med den kedelige udsigt var konferencen slut.

Uagtet hvor urepræsentative og lille en minoritet islamister udgør på campus, kan man alligevel konkludere, hvad i Skorini og Fri Debat helst vil tøve med, at jo flere kulturelt betingede muslimer vi ser på campus og i vores land, jo mere vil det være islamisternes dagsorden vi vil leve under. Men dyster som fremtiden ser ud kan man glæde sig over at vi i Danmark har et levende landskab af ytringsfrihedsaktivister med hele tre virile selskaber i Fri Debat, Trykkefrihedsselskabet og Lars Vilks Komiteen. At det til tider bærer lidt præg af positionering og nok også en snert af intern personrivalisering er en lille detalje og måske blot et bidrag til at holde konkurrencen skarp og landskabet frodigt. Fri Debats arrangement var så velafholdt og oplysende, som man er kommet til at forvente det i Danmark - men desværre med et tilhørende sikkerhedsopbud, selv for de, der ikke vil vedkende sig en ideologisk dagsorden.

Artikel skrevet for Document.dk

Da uddannelsescenter Holstebro i 2010 stillede som betingelse, hvilket i medierne bliver til tvang, at ALLE ernæringseleverne selv skulle smage på den mad de tilberedte, mente en 24 årig muslimsk kvinde (”kom som spæd fra Libyen til Danmark”) at hun blev forskelsbehandlet fordi hendes religion forbød hende at spise svinekød. I 2015 vandt hun 40.000 kroner i erstatning. Det er ikke ligefrem amerikanske summer, men sammenlignet med at et voldtægtoffer får 60-70.000 kroner er det alligevel ikke helt ringe, traumets størrelse taget i betragtning. Og nu vi er ved muslimske mænds forhold til voldt… kvinder, så har Ligestillingsnævnet tildelt en muslimsk taxa-chauffør 10.000 kroner i erstatning, fordi han ikke ville give sin chef eller andre kvinder hånden. Der var også den arbejdsløse muslimske tandlæge, som de danske myndigheder ikke turde give autorisation, da han var uddannet fra et muslimsk land, der krævede erstatning ved Ligestillingsnævnet fordi “islam forbyder ham at arbejde med kvinder, svinekød, ikke-halalslagtet kød, spiritus og cigaretter”. Hvad blev der mon af ham?

Og hvad skal der mon blive af Ahmed fra Texas, der også gerne ville have erstatning. 105 mio. faktisk, men det er også i USA. Ahmed Mohamed er kandidat til årets erstatningssøgsmål. Ahmed Mohamed husker man jo nok, jeg er ikke den mest aktuelle blogger, men det var den opfindsomme og kreative dreng hvis selvbyggede digitalur, blev forvekslet med en bombe af den amerikanske islamofobi, der har internaliseret sig helt ind i skolesystemet. Således blev sagen beskrevet i danske medier, her Jyllands-Posten

Kravene kommer efter den 14-årige Ahmed Mohamed i september tog i den lokale skole MacArthur High School med sit medbragte videnskabsprojekt, et hjemmelavet digitalt ur, som hans lærer fejlagtigt troede var en hjemmelavet bombe.

Det hjemmelavede ur, som Ahmed Mohamed havde lavet i forbindelse med et videnskabsfag på sin skole.

Politiet blev derfor tilkaldt og Ahmed Mohamed blev lagt i håndjern, anholdt og ført væk.

»Jeg havde bygget uret for at imponere min lærer, men da jeg viste hende det, tog hun det som en trussel mod hende. Så det var virkelig sørgeligt at se, at hun opfattede det helt forkert,« sagde Ahmed Mohamed få dage efter episoden på et pressemøde, der blev afholdt foran familiens hus.

• 14-årig gik fra terrormistænkt til folkehelt på to dage

Efter Ahmed Mohamed var blevet løsladt, blev han suspenderet fra sin skole i tre dage for at have forårsaget uro på MacArthur High School.

Danske medier er blot en afglans af det centrum-venstredrejede politiske landskab og deres medier. Men historien var nu ikke den fortælling om amerikansk islamofobi uanset hvor meget den blev gentaget. Bill Whittle forklarer en del af sammenhængen bedre en de fleste

Ezra Levant fortæller mere om familien Mohamed og deres gænge med en godtroende presse. Og her kan man se et lille håb for en del af venstrefløjen ved den amerikanske talkshow vært og humorist Bill Mahar. Man skal ikke være bemærkelsesværdigt klog for at se at dette stunt er et fingeret angreb, man skal blot se Bean for at forstå logikken

Medierne danser i det herrens år 2015 gladeligt med på den muslimske offerfortælling og udhuler samfundets beredskab.

Der er intet som minoritetsrettigheder til at holde venstrefløjen på dupperne. Nye kommer altid til, nye kan altid defineres og alle er de undertrykte af nogen. Det er krænkelsens paradis. Men når alle er minoriteter støder de deres rettigheder på hinandens manchetter. ”I fredags inviterede Kvinderådet til debat om, hvordan kvindebevægelsen kan blive mere synlig og slagkraftig” skrev Dagbladet Arbejderen. 150 deltog med forskellige bud

Der er ny interesse for ligestillingskampen efter en årrække med stilstand. Nye initiativer dukker op, bevægelsen sprudler, og flere unge kvinder kommer til. Det er i høj grad ligestillingskonferencen Nordisk Forum i Malmø sidste sommer, der har været med til at give nyt liv til kvindebevægelsen.

- I Malmø oplevede vi en ny energi. Det hele boblede derovre, siger Hanne Fokdal fra Kvinderådets styrelse i sin velkomst på mødet.

Hun opfordrer alle til at bruge den lange række af konkrete krav, som blev vedtaget med slutdokumentet på Nordisk Forum, i deres arbejde. Kvinderådet har fået dokumentet optrykt i en lille bog i lommeformat, som bliver delt ud på mødet.

- Dokumentet er blevet overrakt til ligestillingsministrene i Norden. Men de gør ikke noget ved det, før vi skubber til dem. Vi skal blive mere synlige og styrke vores sammenhold, lyder opfordringen fra Hanne Fokdal.

Blandt ligeløn, barsel og kvindevold (det var alle stærkt imod) blev der også talt om “Negativ individualisme”, hvordan man opnår inklusion af flere, nødvendigheden af at få mænd med i ligestillingskampen og så bebrejdelser af ligestillingsministeren (der ellers netop har opnået ligestilling med os islamofober, som fjende af islam).

På Modkraft var man ligeledes interesseret i feminismefejringen og Nazila Kivi skriver

Der er mange måder at være feminist på. Man kan danse til Beyoncé, man kan kæmpe for flere poster i bestyrelser og for retten til at gå klædt som man vil – også for minoriteter.

Man kan kæmpe imod prostitution eller for sexarbejderes rettigheder. Man kan fokusere på individer, man kan kæmpe kollektivt, man tage sin krop tilbage eller sætte spørgsmålstegn ved, hvad en kvindekrop egentlig er.

Man kan være separatistisk, man kan være radikal eller man kan lære at stave til intersektionalitet og så tro, at det må være bevis nok på ens engagement.

Selv mener jeg ikke, at man kan have en feminisme, der ser bort fra kampen mod racisme, imperialisme og neoliberalisme.

Den feministiske metode handler netop om at udfordre gængse subjektpositioner, byde på alternative epistemologier og udfordre tvangsnormaliseringen af mennesker i patriarkatets og kapitalismens navn.

Racisme, kapitalisme og kolonialisme hierarkiserer individers og gruppers eksistens og legitimerer udnyttelse og udgrænsning af bestemte kroppe, der ikke indordner sig hierarkiet.

Vi har - med Dan Turells ord - længe været mandschauvinister, hvis vi lægger os en halv time på sofaen når vi kommer hjem fra arbejde.

Det lykkedes Dagbladet Arbejderens fotograf helt at undgå at fange etniske minoriteter, der går klædt som de vil blandt de 150 fredag der eftermiddag var mødt frem i LiteraturHaus på ellers ganske etnisk spraglede Nørrebro i København.

Hvis man skulle få den tanke at “den feministiske metode” er en grød selvmodsigende kværulanteri er man ikke helt ved siden af. Nick Cohen skriver at den politiske korrektheds metastaserende selvmodsigelser, hvorunder feminisme kun er en del trækker venstrefløjens tænkning ned i en endeløs udskamning af andres og hinandens ytringsfrihed

A generation ago, a faction within Western feminism campaigned to ban pornography. They believed it caused harm by inciting men to rape, but couldn’t prove it. Despite decades of research, no one has been able to show that pornography brutalises otherwise peaceful men. So they added the argument that sexual fantasy should be banned because it spread harmful stereotypes that polluted society. Unfortunately, for them, they could not substantiate that claim beyond reasonable doubt either.

“You have no identity, no personality, you are a collection of appealing body parts,” the American law professor Catharine MacKinnon told her followers in the 1980s. Pornography ensured women were assessed only by their looks. It “strips women of credibility, from our accounts of sexual assault to our everyday reality of sexual subordination. We are reduced and devalidated and silenced.”

For all its faults, America has the First Amendment, which protects free speech and freedom of the press. The US Supreme Court duly struck down an ordinance MacKinnon and Andrea Dworkin drafted for Indianapolis City Council in 1984 which would have allowed women who could say they were harmed by pornography to sue. It might have killed the law but it did not kill the movement. The impulse behind the original demands drives campaigns against sexist advertising and naked women in tabloids to this day.

Even if you think, as I do, that a wing of feminism degenerated into a puritanism not too far away from the God-given puritanism of the Christian Right, you should accept that debates about free speech are unavoidably ferocious because the urge to suppress is not some feminist peculiarity but a near universal desire.

(…)

I will go further and say that, regardless of colour or creed, most people who have suffered from insults have wanted their abuser silenced, even if what he said was true—especially if what he said was true.

The American legal philosopher Joel Feinberg attacked Mill by saying that we feel offence like a wound. You only have to think about the hurt from slights that have stayed with you longer than the pain from a broken bone to see the truth in his argument. Societies and individuals feel disgust, revulsion, shock, shame and embarrassment when they hear views that don’t physically harm them, Feinberg said in the 1980s. They can and should replace Mill’s “harm principle” with his “offence principle”—that the law can stop speech that causes serious offence.

Feinberg’s mild authoritarianism buttressed the illiberal version of liberalism that flourishes to this day. It supports the laws against “hate speech” which may not be so hateful it provokes its audience to violence, but is still grossly offensive. It provides the philosophical justification for the incessant Twitter storms and media fits about “gaffes”, “misspeaks”, or to use a modern phrase that reeks of the Victorian drawing-room, “inappropriate language”.

Go into the modern university and you won’t hear much about Mill or Milton or the millions around the world who have had to learn the hard way why freedom of speech matters. Instead, you will be fed philosophers far less rigorous than Feinberg. The New Zealander Jeremy Waldron, an Oxford professor from the American university system, which churns out authoritarian philosophers the way Ford churns out cars, suggests speech that attacks the dignity of others should be banned. Stanley Fish of New York dispenses with any pretence that we should respect universal human rights, and descends into power-worship and thuggery. “The only way to fight hate speech is to recognise it as the speech of your enemy,” he says. “And what you do in response to the speech of your enemy is not prescribe a medication for it but attempt to stamp it out.” Take a breath and think about his assumptions. This is the tyrannical language of an illiberal intelligentsia so lost in complacency it thinks it no longer needs the rights it once championed.We don’t care if we are being consistent, it says. We have the power to censor now and we will use it.

Few contemporary theorists grasp that people oppose censorship not because they respect the words of the speaker but because they fear the power of the censor. It is astonishing that professed liberals, of all people, could have torn up the old limits, when they couldn’t answer the obvious next question: who decides what is offensive?

If it is the representatives of a democracy, you have the tyranny of the majority to discriminate against “offensive” homosexuals, for instance. If it is a dictatorship, you have the whims of the ruling tyrant or party—which will inevitably find challenges to its rule and ideology offensive. If it is public or private institutions, they will decide that whistleblowers must be fired for damaging the bureaucracy, regardless of whether they told the truth in the public interest. If it is the military, they will suppress pictures of torture for fear of providing aid to the enemy. If it is the intelligence services they will say that leaks about illegal surveillance must be stopped because they might harm national security, just as pornography might harm women. Why should they have to prove it, when liberals have assured them that there is no need to demonstrate actual damage?

Den danske konsensus- og hyggekultur sikrer indtil videre at feminister kan kæmpe sammen om diamentralt modsatte målsætninger.

Drive by debunkning. Jeg ville egentlig bygge en lille artikel op omkring følgende udtalelse fra Braad Thomsen

“Projektiv identifikation betyder, at man flytter sine mest uheldige egenskaber over på andre. Fordelen er, at man bliver fri for et besværligt selvopgør og i stedet skaber en syndebuk, som man forsyner med de egenskaber, man ikke kan tåle hos sig selv.

Og så blot citere, hvad han kalder alle sine fjender - og han har mange. For Braad Thomsen er en mand uden ironi, hvilket hans kunst også bærer præg af. Han ser ikke hulheden i psykologiserende argumenter, som rammer det alment menneskelige at man ikke ser bjælken i sit eget øje. så Braad Thomsen mener at det er hans fjender, der er ofre for projeksiv identifikation, mens han udnævner denne og hin DF’er og af ham selv DF associeret til at være ikke stueren.

Men Thomsens mange absurditeter kaldte på en god gammeldags debunksningspost, som anale blogs som Monokultur altid fristes af.

Men Nyrup har jo ret, hvilket DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen, kom for skade at illustrere meget bogstaveligt, da han om Israels seneste massakre i Gaza skrev:

»Israel slår en prut, og verden skriger og boykotter.«

Det er en stinkbombe af dimensioner at kalde massakren på 2.000 palæstinensere for en prut. DF lugter fortsat fælt.

Det er en simpel løgn at kalde Israels fantastiske og elegante operation imod Hamas for en massakre. Faktisk var den med John Kerrys ord “et fantastisk stykke præcisionsarbejde”

Pia Kjærsgaard mener ikke, at danske frihedsværdier bør gælde for muslimer. De må ikke gå klædt, som de har lyst; de bør ikke tale deres modersmål offentligt, og de bør ikke have mulighed for et frit tv-valg, hvis det omfatter Al-Jazeera.

Muslimer er altså ikke danskere, også ifølge Braad Thomsen. Rart at få det på plads.

Muslimer, kristne og jøder har ofte levet udmærket sammen.

Muslimer har aldrig levet udmærket sammen med nogen. End ikke med sig selv jævnfør de muslimske masser der flygter fra deres muslimske hjemland grunden mængden af muslimer, der vil dem til livs. Raymond Ibrahim dokumenterer muslimers forfølgelse af kristne og skriver at det er en 1.400 år gammel tradition. 9 af de 10 værste lande for kristenforfølgelse er muslimske. Jøderne blev stort set udrenset fra mange arabiske lande efter Israels oprettelse, 800.000 eller cirka deromkring, får aldrig ret til hjemvendelse. Det arabisk-muslimske had til Israel fra dets fødsel og før vidner om sameksistenslyrikkens løgn.

Jesper Langballe beskriver i sin pjece Som mand og kvinde, hvordan homoseksualitet »accelererer epidemisk«, og håner de homoseksuelle for at rende myndigheder på dørene »for at blive erklæret for normale«. For normale bliver de aldrig.

Normalitet afgøres af flertallet og homosexuelle er hvad angår sexualitet i mindretal og derfor er de ikke normal. Og det er, hvad Langballe henviser til.

’Æresdrab’ er et begreb, man normalt klistrer på muslimer, skønt de fleste muslimer tager afstand fra denne bestialske skik. Men æresdrab findes jo også i Danmark under betegnelsen ’jalousidrab’.

Nej Braad Thomsen, det er direkte forkert. Æresdrab er kultur og/eller religions betinget. Det betyder at man begår et overlagt mord for at få genskabt sin eller familiens ære. Æresdrab er en norm i samfundet, hvor det netop er i forventning om at opnå omgivelsernes respekt at man myrder sin egen æt. Et jalousidrab derimod begås i affekt og i Danmark er det ugleset indtil det strafbare.

»På grund af sit jødiske blod var han [Harald Nielsen] uden pietet for, og samhørighed med, landets fortid.« Dermed gør Krarup sig til talsmand for en Blut und Boden-filosofi, som er en nazistisk og islamistisk specialitet – og har siden erstattet sin antisemitisme med islamofobi.

Det væsentlige er ikke at Braad Thomsen aldrig vil kunne føre et meningsfuldt argument for, hvad der adskiller islamisme fra islam, der begger bygger på de samme tolkninger af de samme tekster. Hvad der er væsentligt er at blut und boden intet har med islam at gøre og er et halvt århundrede før nazismen. Nazisterne var ikke blot glad for romantikernes og racialisternes blodets bånd til jorden, de var meget, meget glade for jorden i sin egen ret. Alligevel kalder Braad Thomsen ikke Liste Ø for nazister for at have overtaget det nazistiske syn på økologi.

Noget af det mest modbydelige, der er kommet ud af Pia Kjærs-gaards mund, er, at hun sammenligner Johanne Schmidt-Nielsen med massemorderen Pol Pot:

»Det nærmeste, man kommer Enhedslistens idealsamfund, er muligvis Cambodja/Kampuchea under massemorderen Pol Pot, hvis røde khmerer naturligvis også havde deres tilhængere på den danske venstrefløj, og som på kun fire år myrdede og torterede cirka 1,7 millioner mennesker i perioden 1975-1979.« (DF’s ugentlige nyhedsbrev 16. juni 2012)

Så efter endnu engang at have kaldt Krarup for nazist vånder Braad Thomsen sig over Pia Kjærsgaards oratoriske etikette. Og hvor har hun ret, den gode Pia Kjærsgaard. Men det ser Braad Thomsen ikke, som han hælder sit skidt ud over alle andre i sin evindelige tilstand af ‘projektiv identifikation’.

Tre studerende, et ungt ægtepar og den enes søster, er blevet myrdet, likvideret faktisk, i deres lejlighed i North Carolina. Her fra CNN

Was it a dispute over a parking space or something more sinister that prompted the shooting death of three students in an apartment near the University of North Carolina at Chapel Hill campus?

Police said “an ongoing neighbor dispute over parking” might have been a factor in the shootings Tuesday evening but said they weren’t dismissing the possibility of a hate crime.

The victims — a newlywed couple and the bride’s younger sister — were shot in the head, sources told CNN affiliate WRAL.

Their families say the gunman had threatened the victims before, and they believe the shootings were a hate crime.

Muligheden for en hate-crime ligger i at de tre myrdede studerende var muslimer. På Facebook profilen Muslim I Danmark tog man derfor hurtigt historien til sig som et tegn på islamofobi

Nemlig, det er i sandhed et historisk øjeblik, at en ikke-muslim her i Vesten myrder muslimer. Det burde præge nyhederne som havde en kongelig født to par siamesiske trillinger. Muslim I Danmark tog, som muslimerne i USA og resten af Vesten velsagtens (ja, det er blot en fordomsfuld antagelse) det for givet at mordene på de tre studerende var islamofobisk motiveret. Hvad ellers?

Og verden er et uforstående sted for de sande ofre mener flere muslimske læsere, der illustrerede deres følelser således

Ja, hvad ellers kan man myrde en muslim for, hvis ikke det er for at være muslim? For en muslim er kun muslim, kun underkastet islam og kan ikke have relationer til resten af verden uden gennem islam og vice verca. En muslim er altså åbenbart ikke et menneske, der kan blive myrdet af allehånde andre grunde, som vi andre kan. En muslim er en muslim er en muslim. For en muslim åbenbart.

Men vi andre lever i menneskenes, for muslimer åbenbart, “Disgusting” verden. Robert Spencer skriver på Jihad Watch

Did Craig Hicks murder three Muslims in Chapel Hill, North Carolina, because they were Muslim? Certainly that is what the Hamas-linked terror organization, the Council on American-Islamic Relations (CAIR), would have us believe. The problem with Hamas-linked CAIR’s narrative, however, is that from the looks of his Facebook page, Hicks is hardly the right-wing anti-Muslim Islamophobic redneck of their hysterical fantasies; instead, he is a hardcore Leftist and fan of Hamas-linked CAIR’s allies, the Huffington Post and the Southern Poverty Law Center.

On his Facebook page, Craig Hicks had a huge and revealing list of “Likes” that shows him much more preoccupied with Christianity than with Islam. He does post a chart likening “Radical Christians” to “Radical Muslims,” but that is about the extent of his mentioning of Islam at all. He likes the atheists Richard Dawkins, Sam Harris and Bill Maher, all of whom have criticized Islam, but his page includes none of their statements about Islam. He likes many anti-Christian groups but no groups that are critical of Islam, and he even likes a group praising Obama for supporting the Ground Zero Mosque.

Hvis nu alligevel motivet, eller en del af motivet, ligger i en modstand mod muslimer, bliver det interessant at se om medierne vil behandle denne sag på samme måde, som de behandler antisemitiske mord. Det første muslimer i danmark åbenbart tænker på er Israel At det selvfølgelig er frygteligt, men… Men med tanke på muslimsk forfølgelse af ikke-muslimer over hele verden og ISIS grusomheder, things like that, så er det ikke mærkeligt at en ateist slår igen. Og en ekspert eller blot menigt medlem af Enhedslisten der påpeger at denne islamofobiske vold stopper først når muslimerne kommer med ind i den moderne verden osv. Og i mellemtiden så kunne man lægge politisk pres på den muslimske verden ved at boykotte, hvad man nu kan boykotte af dadler og olie. Men jeg tvivler.

Kong Abdullah af Saudiarabien er død og verdens statsledere har udtalt deres sorg over den store mand. Her nogle reaktioner samlet af den venstreorienterede Think Progress

King Abdullah, 90, who died early Friday morning, is being hailed as a reformer, despite condoning human rights abuses and forwarding only very measured efforts to promote democracy in his oil-rich nation.

One of the most scrutinized aspects of the Saudi Arabia’s rights’ record is its so-called “male guardianship system,” women are not allowed to travel, obtain a passport, marry, or continue their education without the approval of a male relative.

The King’s own daughters are hardly an exception to the harsh rule. Four of his daughters claim that the are being forcibly held in a dilapidated palace with little in the way of food and water. “Our father said that we had no way out,” Sahar Al Saud, 42, wrote in an email to the British broadcast network Channel 4, “And that after his death our brothers will continue detaining us.”

“We are just an example of so many families, of what so many women, go through. Just a tiny, tiny example,” the princess who once enjoyed international skiing and shopping trips said.

(…)

President Barack Obama praised the king for having “the courage of his convictions,” and for promoting security in the region, but steered clear of commenting on Saudi Arabian social policies.

“In a very discreet way, he was a strong advocate of women,” Christine Lagarde the head of the International Monetary Fund said from the Davos Economic Forum in Switzerland.

Even news reports heralded King Abdullah’s track record on civil rights, though the laudatory language was often followed by only vague or contradictory examples from his 9-year tenure as the head of Saudi Arabia.

CNN called him “a cautious reformer” citing “steps toward broader freedoms” without giving clear examples. The New York Times Douglas Martin and Ben Hubbard referred to the autocratic ruler as a “force of moderation,” although the already tempered phrase was followed by examples in which the King failed to carry out the reforms he publicly vowed to carry out.

(…)

On Friday, Saudi authorities again postponed the flogging of the progressive blogger Raif Badawi. Although the British foreign secretary raised concerns about brutal sentence awaiting the blogger with the Saudi ambassador to Britain prime minister was among those praising King Abdullah’s commitment to his people.

“He will be remembered for his long years of service to the kingdom, for his commitment to peace and for strengthening understanding between faiths,” David Cameron said.

Flere og overlappende reaktioner her. Også tidligere præsident George Bush var ked af den store mands død, som han skrev på Facebook

“Laura and I are saddened by the death of a man I admire and with whom I was honored to work. I have very fond memories of my visits to the Kingdom of Saudi Arabia, and of the King’s visit to our ranch in Crawford. He was an important and able ally and a force for modernization in his country. King Abdullah served his nation honorably with strength and vision. We send our heartfelt condolences to the King’s family and all who will miss him.”

Islam opstod, som bekendt, på den arabiske halvø som en kodificering af arabisk kultur og moral. Som islam spredte sig udvikledes et væld af variationer, så man hurtigt ikke længere kunne tale om et islam. Seneste skud på stammen er islamisk stat, hvis forskelle og ligheder i forhold til den saudiske variant gør enhver islamofob til skamme. Washington Post stiller det pædagogisk op

Disses væsensforskellige forskel i samfundsindretning kommer af den fleksibilitet, der er i islams lære, her i sammenligning med koranen

Således udtalte den amerikanske president Obama fra FNs talerstol i 2012. Obama mente ved denne lejlighed, hvad han sagde da han allerede havde fået en Mark Basseley Youssef fængslet for at fornærme islam på Youtube. Den klimaængstelige Pave har erklæret at han er villig til vold, hvis nogen fornærmer hans mor som en analogi til hans mening om ytringsfrihed kontra religiøse følelser og Tyrkiets Erdogan vil have EU til at slå ned på islamofobi.

“Profen er blevet hævnet!” skreg de muslimske terrorister i Paris gader efter at have massakreret ansatte på Charlie Hebdo. Muslimer tager ikke let på islam og deres grundlægger Muhammed. Det arabiske forårs redningsmand i Ægypten, præsident Al-Sisi advarede i sin nytårstale opsigtsvækkende mod de farer islam indeholdt. “Vi frastøder hele verden” advarede han og kaldte på nødvendigheden for en ‘religiøs revolution’

That thinking—I am not saying “religion” but “thinking”—that corpus of texts and ideas that we have sacralized over the years, to the point that departing from them has become almost impossible, is antagonizing the entire world. It’s antagonizing the entire world! Is it possible that 1.6 billion people [Muslims] should want to kill the rest of the world’s inhabitants—that is 7 billion—so that they themselves may live? Impossible!

Det Al-Sisis Ægypten, “avantgarden inden for liberal islam”, som en ven spydigt kaldte det, hvor den seneste udgave af Charlie Hebdo vækker vrede, muslimernes eneste følelse, dømte få dage senere en mand 3 års fængsel for ateisme. Det er selvfølgelig en mildere straf end i Saudiarabien, hvor en tilsvarende forbrydelse er 10 år og 1000 piskeslag. Muslimer er glade for massakren eller i det mindste massakrens resultat, at man har slået et slag for islam. Både i Pakistan og på Filippinerne har der været demonstrationer.

Og det har medierne mærket og i stort tal og med en skræmmende selvfølgelig rettet sig efter. Først herhjemme var Jyllands-Posten, der i det mindste ikke hyklede og forståeligt nok frygtede for yderligere repressalier til at melde ud at de ikke agtede at trodse muslimerne.

»Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu,« siger ansvarshavende chefredaktør Jørn Mikkelsen.

(…)

Er det ikke netop nu journalistisk relevant at vise danskerne, hvilket blad Charlie Hebdo er ved at bringe nogle af bladets tegninger?

”Bestemt, det forklarer vores korrespondenter over en hel side i dagens avis.”

Men én ting er at forklare – noget andet er at vise læserne, hvad Charlie Hebdos tegnere har tegnet. Hvorfor trykker JP ikke den dokumentation?

”Det har vi i vores situation måttet fravælge.”

Udøver Jyllands-Posten selvcensur af hensyn til egen sikkerhed?

”Nej, vi praktiserer en nødvendig omtanke. Jyllands-Posten står i en helt særlig situation. Der gælder en særlig virkelighed for netop os. Vi er nødt til at udvise ekstra agtpågivenhed. Jeg fastholder retten som redaktør til at kunne trykke alle slags tegninger igen på et tidspunkt. Det bliver bare ikke lige nu. Den samme debat kører på nu 10. år, for eller imod tegninger med mere. Vi skal videre.”

Både Politiken, Berlingske og Information har vurderet, at det er journalistisk relevant at vise Hebdo-tegninger i dagens aviser. Hvad mener du om, at det netop er Jyllands-Posten, der ikke bringer tegningerne?

(…)

I 2006 stod Charlie Hebdo skulder ved skulder med Jyllands-Posten og bragte blandt andet de tolv Muhammed-tegninger. Svigter Jyllands-Posten nu sin ven?

”Vi føler meget stærkt for kollegerne på Charlie Hebdo og vore kolleger. De stod netop last og brast med os. Vi har valgt, hvad vi mener, er den rette løsning for os. Jyllands-Postens situation er helt speciel. Vi skal finde ud af at dække denne meget vigtige historie, samtidig med at vi stadig er en stor del af den. Det er ikke nemt,” svarer Jørn Mikkelsen.

Men andre ledende medier hykler, ikke mindste Danmarks Radio, der har det som en af sine public sevice opgaver at sikre ytringsfriheden, men som fik kolde fødder og valgte at aflyse DR2s ellers annoncerede dokumentar om Charlie Hebdo. “Vi vil gerne kigge på, om den bringer noget nyt eller et nyt perspektiv i forhold til der, hvor vi aktuelt står.” forklarede DR2s kanalchef, Michael Thouber. DR2 Deadline vært Adam Holm, skal til “kammeratlig samtale“med DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup for under et interview med Flemming Rose at have vist seerne Jyllands-Postens Muhammedtegninger. På Sky News var man hurtigere end Haagerup og afbrød et interview da tegningerne kom frem

Det største fallit kom dog fra New York Daily, der havde dette forræderi mod en kollegas kamp og eftermæle

Mange danske kiosker, eller måske rettere kiosker i danmark, undslog sig fra at sælge Charlie Hebdos første udgivelse efter massakren i Paris, skrev TV2. Torben Mark Petersen skriver klogt

Trykkefrihedsselskabet offentliggør tegningerne, men ingen medier vil mig bekendt følge opfordringen. Heller ikke Doxa. Så langt rakte modet alligevel ikke. Flere danske aviser vil i solidaritet med Charlie Hebdo offentliggøre Charlie Hebdo-forsiden – men ikke JP’ Muhammedtegninger.

Vi er godt på vej til at miste ytringsfriheden, når alle de store dagblade og begge de statsejede elektroniske medier bøjer sig for islams billedforbud af frygt.

På chefredaktionerne slår de krøller på sig selv og vrider sig for at undgå at indrømme, at de udøver selvcensur. Eller leger omvendt-leg ved at erklære, at ”Vi vil ikke lade os hverken true eller provokere til at trykke de gamle tegninger igen,…” når det præcis er dét, de gør – mens de gemmer sig bag forblommede ord om ”journalistisk relevans”.

Det er en direkte hån mod de dræbte fra Charlie Hebdo – og mod alle andre, der sætter liv (eller karriere) på spil i kampen for ytringsfriheden – at kalde det en provokation at offentliggøre JP’s Muhammedtegning. Det er ikke en provokation, men en frihedskamp, for hvis ikke ytringsfriheden praktiseres, når den kommer under angreb, så mister vi den. Så kommer sharialovens billedforbud til at gælde i Danmark, og vejen er åben for yderligere islamisering.

Borset fra Uriasposten, Snaphanen og Hodja har jeg de seneste år regnet de uafhængige politiske blogs for et endt kapitel. De etablerede medier har samlet masser af bloggere med skarpe penne og relevante og præcise indlæg til at presse debatten frem mod en erkendelse af vikeligheden. Men som redaktionerne på de forskellige etablerede medier reagerer stadigt mere ængsteligt og selvindbilsk er underskoven af uafhængige medier og aktivitet på sociale netværk nødvendig som sjældent før. Ytringsfrihed forsvares ikke med skåltaler eller fremmøde i Fri Debat og Trykkefrihedsselskabet. Den forsvares ved at blive brugt so vi finder det for godt.

Lederen af den frie verden lod sin talsmand erklære krig mod islamofobi i kølvandet på Charlie Hebdo massakren skriver Breitbart

There are some individuals that are using a peaceful religion and grossly distorting it, and trying to use its tenets to inspire people around the globe to carry out acts of violence. And we have enjoyed significant success in enlisting leaders in the Muslim community, like I said, both in the United States and around the world to condemn that kind of messaging, to condemn those efforts to radicalize individuals, and to be clear about what the tenets of Islam actually are.  And we’re going to redouble those efforts in the days and weeks ahead.

Islam er fredens religion og skam få den, der tænker ilde på baggrund af muslimers myrderier på Muhammeds utvetydige befalinger. Mod nord ligger USAs traditionelt feminine nabo Canada og her udtalte premierministeren sig således (irriterende lyd)

Hykleriet vil ingen ende tage i disse timer, hvor avis efter avis i et anfald af “Jeg er Spartacus” erklærer at de er Charlie Hebdo. Men de har alle, også Jyllands-Posten, for længst opgivet at trykke Muhammed tegninger. Charlie Hebdo har stået stort set alene. Derfor er det beskæmmende at læse Bo Lidegaard skrive at massakren på charlie Hebdo er “Et attentat på os alle“. For det er kun et attentat på de, der taler islam midt imod. Politiken har sagt undskyld og betalt erstatning. De andre holdt hovedet lavt som BT’s chefredaktør Olav Skaaning Andersen der i en debat i TV2s Presselogen med Pia Kjærsgaard argumenterede imod at genoptrykke Muhammedtegningerne

- Hvis man gik ind og genoptrykte de 12 Muhammed-tegninger fra 2005, kunne man tale om, at der var en provokation. Mange kunne tolke det som en provokation, hvor der ikke var en journalistisk grund til, at man gjorde det.

Nej, angrebet er ikke på os alle, som Martin Krasnik, der besøgte gamle minder på Facebook, kunne eksemplificere

“Spørgsmålet er, om vores ytringsfrihed dermed er truet? Her på avisen holder vi fast i, at det er den ikke.” Bo Lidegaard

“Men i Danmark findes folk, som altid er parat til opstandelse over de såkaldte krænkelser af ytringsfriheden”. Bjørn Bredal

“Der er ikke en særlig trussel mod ytringsfriheden”. Zenia Stampe

Overraskende er forfatteren Carsten Jensen, der til Jyllands-Posten forklarer at han har skiftet mening til truslen mod ytringsfriheden, men helt uden at fortryde sit tidligere standpunkt. Man er vel ikke moralsk overmenneske for ingenting

Carsten Jensen, der var imod Jyllands-Postens 12 tegninger, var aldrig ude med en sådan anbefaling. Så hvorfor nu?

”Her går man på total morderisk vis efter en hel avis. Det er en meget voldsommere reaktion,” siger han.

Dengang var der også mordtrusler mod ansatte på Jyllands-Posten?

”Ja, det ved jeg godt, men dengang i 2006 var der ingen attentatforsøg. Danske muslimer protesterede, men inden for lovens rammer. ”

Så der skal lig på bordet, før det er acceptabelt at genoptrykke nogle tegninger?

”Hvis en muslimsk terrorgruppe kort tid efter Muhammedtegningerne var styrtet ind på Jyllands-Postens redaktion og skudt vildt om sig, havde jeg også gået ind for en genoptrykning. Men det skete ikke, og i stedet havde du nogle stærkt manipulerende protester i Syrien, Libyen og Egypten, hvor tegningerne helt tydeligt blev brugt i et indenrigspolitisk spil, som mere handlede om, at de regimer altid har brug for nogle lynafledere. Jeg kan ikke komme det nærmere.”

Og så ser vi beruset af champagnen bort fra at der blev forhindret op til flere terrorforsøg på JP/Politiken og at urolighederne dengang kostede 150 mennesker livet.

Noget der præger reaktionerne i dag er ikke så meget truslen fra de der myrder løs for at knægte friheden, men hvad folk dog ikke vil tænke om det. Jyllands-Posten er bange for at det ville gå ud over muslimer

Muslimer i Paris frygter, at angrebet på satirebladet Charlie Hebdo kan føre til øget had imod muslimer.

- Byen er i chok. Jeg er selv muslim, har boet i Paris i 14 år, og jeg er bange. Dem, som har gjort dette, tilhører ikke islam, siger en taxichauffør til nyhedsbureauet NTB onsdag aften.

Chaufføren vil ikke opgive sit navn. Han siger, at han er bekymret for, at hvordan terrorangrebet kan påvirke folks holdninger til muslimer.

Skam få den, der tænker ilde om sine bødler. Kristeligt Dagblads Erik Bjergager mener at det egentlige problem er at det gavner “højredrejningen”

Det er ikke svært at forestille sig, at massakren på den franske magasin-redaktion kan få betydelige politiske konsekvenser og styrke højredrejningen i Europa.

Netop derfor påhviler der de muslimske samfund en særlig forpligtelse til at tage afstand fra den terrorhandling, som med al sandsynlighed er begået af muslimske ekstremister.

Det er også og ikke overraskende Arbejderens bekymring, der advarer om at de mørke kræfter ikke må vinde. De mørke kræfter er altså ikke muslimsk terrorisme

I Tyskland lykkes det højreradikale at samle tusindvis til skræmmende islamofobiske marcher, i Sverige har en byge af brandattentater ramt helt almindelige moskeer, og i Danmark lægger den danske aflægger af den tyske Pegida-bevægelse an til antimuslimske demonstrationer i flere byer.

Charlie Hebdo er et kontroversielt blad. I 2006 fik de store dele af de moderate muslimske organisationer i Frankrig imod sig, da de genoptrykte Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og offentliggjorde en erklæring mod “islamisk totalitarisme”.

Paradoksalt nok, men desværre også forudsigeligt, bliver angrebet på bladet nu brugt til netop at lægge an til en ny runde af hadefulde angreb og flere indgreb i vores demokratiske rettigheder.

Derfor er det rigtige svar på angrebet ikke mere had, ikke flere forhånelser, men at forsvare vores demokratiske rettigheder.

Reaktionære kræfter står på spring for at styrke deres dagsorden i skyggen af den brutale forbrydelse.

Ligene af de nedskudte journalister og tegnere var knap båret ud af redaktionen i Paris før Pia Kjærsgaard på sin Facebook brugte deres død til at varsle en “nødret”, som skal sætte loven ud af kraft, så vi som et “første naturligt skridt” kan gå igang med at lukke moskeer, fratage statsborgerskaber og udvise imamer - uden om domstolene, uden omretssystemets krav om beviser og retfærdig rettergang.

Modkraft havde samlet andre reaktioner fra venstrefløjen og angsten for højrefløjen var blandt floskerne større en islam

– Forfærdeligt hvad der er sket i Paris. Jeg håber at Frankrig vil vise sig lige så stærkt som Norge efter Anders Breiviks terrorangreb og holder fast i demokrati, tolerance og åbenhed. Fanatiske ekstremister skal mødes med en styrkelse af den ytringsfrihed og det demokrati, som de forsøger at bekæmpe, skriver Enhedslistens folketingsmedlem, Line Barfod, onsdag aften på sin facebook-profil.

Og så havde Modkraft valgt det måske mest perfide billede fra denne serie

Vi læste Politiken i mit lærerhjem og avisen har spillet sin positive rolle i udviklingen af min islamofobi og blinde had til den muslimske race. Og den er en sikker leverandør af godt blogstof, så jeg har meget at takke den for. Men jeg abonnerer ikke på den og med den stadigt mere nidkære brug af betalingsmure læser jeg den heller ikke så ofte som jeg burde. Men denne weekend førte det ene opinions indlæg til det næste og hensatte mig i nostalgi som måske var passende ved årets udgang.

For avisen er om ikke, hvad den har været, så i hvert fald hvad jeg husker. Marlene Wind mener at den russiske præsident Vladimir Putins “stærkeste og mest raffinerede våben” er den ‘radikale højrefløj’, der optræder som ‘nyttige idioter’ imod EU

De lader sig både fodre og føre af Putin som hånddukker i et dukketeater. Flere iagttagere mener ligefrem, at man kan takke Putins økonomiske generøsitet for, at en tredjedel af Europaparlamentet i dag består af EU-skeptiske partier.

Det er måske nok at trække den for langt, men der er ingen tvivl om, at moderate europæere endnu en gang har sovet i timen.

Et skinger raffineret våben altså, hvis forbindelse til Putin ikke kan dokumenteres, men alligevel nævnes. Russiske sympatier i Ungarns stærkt antisemitiske Jobbik parti rtodes sammen med alt for Lega Nord i syd til Nigel Farage i nord. For det siger sig selv at kritik af EU er kontinentforræderi ved at gå EUs fjenders ærinde og det er så godt som en konspiration. Winds forhold til demokratiet, hvor folket er problemet fordi politikerne “[i] kampen om vælgernes gunst føler [...] sig nu pressede til at føre en mere og mere skinger EU-kritisk linje” er helt på linie med Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden.

En studine var pålagt opgaven at udvide læserens horisont med et indlæg der erklæerer kernefamilien for død for længst “og det er ingen skam“.  Men selv om kernefamilien for længst er død, var der ikke tale om et historisk tilbageblik på kernefamiliens kadaver, som man kunne tro. Med hendes egne erfaringer fra opvæksten hos sin alenemor gav studinen en nutidsfortælling om omverdens undrende og uforstående reaktioner på hendes særlige familieforhold - et klassisk Politiken tema om at ingen ved hvordan jeg er minimalt anderledes end den stråmand af en sump af gennemsnitsdanskerne. Men netop ved at tage udgangspunkt i normalitetens manglende forståelse og sensibilitet vidner hendes historier om at kernefamilien stadig regerer.

Fortællingen er ellers ganske fin og banal om hvordan familie og venner er netop det, familie og venner. Og hvor faderen svigtede trådte de til og ikke et øje er tørt. Men mon ikke familie og venner havde været i hendes liv alligevel? Og så langt de er gået for at kompensere for faderens svigt så langt fortæller det om tabet af en far. Den slags selvmodsigelser fanger unge mennesker ikke fordi de gennem et alt for langt skoleforløb har fået indpodet at de er kritisk tænkende hvis de har demonstreret evnen til at reproducere et forventet sæt holdninger. Derfor kan en selvstændigt kritisk tænkende studerende, der står til at arve om ikke jorden så mine skattepenge, glemme at mennesker ikke er orme når hun skriver at ”det kræver kun én, at starte en familie på to.”

Men unge mennesker er på forhånd tilgivet. Noget andet med Politikens egen Bjørn Bredahl, der giver sin version af tidens religiøse debatter

Jesushistorien, som Ramsdal-debatten nu bliver en ny variant af, handler altid om, at en præst ikke tror bogstaveligt på, at Kristus stod op af graven og så videre. Det synes nogle fundamentalister er for galt.

Muhammedhistorien, som vi har haft vores ballade med i bladtegnerudgaven, handler altid om, at nogen hævdes at have krænket profeten. Det synes nogle andre fundamentalister er for galt.

Fælles for de to historier er, at de dybest set handler om, hvad nogle føler. Nogle mennesker, nogle kristne, nogle muslimer, nogle præster.

Jep, ligheden er noget om følelser som bringer de to historier i samme kasse som Hitlers jødhad, the blues, sejrrus og Lars von Trier. Forskellen, som Bjørn Bredal ikke nævner, er dog at Jesushistorien handler om hvad man kan forvente af en præst der har skrevet under på et ansættelsesforhold, mens Muhammedhistorien handler om, hvad muhammedanerne kræver af alle os andre, som regnes for underlegne og urene. Og det vil sige at mens der i Danmark spørges om de præster, der ikke tror på en skabende Gud og Jesus opstandelse fra de døde,  ikke burde finde et andet sted at suge på lappen, så handler Muhammedhistorien om at myrde løs på alle der ikke underkaster sig sharia. Things like that.

Jeg vil slutte med Brian Espesens spændende spørgsmål om man godt må “opfordre til vold så længe det bare går ud over muslimer“. Han indleder

Indenfor de seneste par dage er en moske blevet sat i brand i Sverige, og i Danmark blev et kærestepar overfaldet af to-tre gerningsmænd, som de efterfølgende beskrev som ‘brune/andengenerationsindvandrere’.

Selvom ofrene i det ene tilfælde var muslimer, og gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet indtil videre er ukendt, og således kan være hvad som helst, blev fokus og omdrejningspunktet for debatten meget hurtigt (anti-) islam/muslimer.

Unøjagtighed er ikke Espesens eneste problem, men noget skal alligevel på plads. Moskeen blev ikke tilsyneladende sat i brand, blot fordi medierne, politikerne, muslimerne og de pludrende klasser antog at der var tale om et attentat på basis af intet og derfor konkluderede at det drejede sig om islam/muslimerhad uden overhovedet at overveje det langt mere sandsynlige interne opgør. Så derfor kom den debat til at handle om islam/muslimer. Ligeledes kender man jo godt “gerningsmændenes etnicitet/religion i det andet”, kæresteparret der blev overfaldet med jernkæder, da de jo blev beskrevet som “ ’brune/andengenerationsindvandrere’”. Djævelen ligger i detaljen.

Ansporet at sin manglende viden spoler Espesen perspektiverende nogle uger tilbage

Mansour har så vidt vides ikke krøllet et hår på nogen og er alene dømt for ytringer, der tolkes som ansporende til had, vold og terror.

Lad mig her understrege følgende: Hvis man læser denne kommentar som et forsvar for radikale muslimers afsporede ytringer og/eller slet skjulte trusler, så tager man gruelig fejl.

Jeg lader Mads Brügger svare på den på sin Facebook profil

Men Brian Espensen glemmer dog, her ifølge EB, at Said Mansours synderegister tæller domme for blandt andet:

“Terroraktiviteter, tyveri, vold og våbenbesiddelse også en dom fra Østre Landsret i 2002, hvor Mansour blev fundet skyldig i at have forgrebet sig på en bare 12-årig pige, som han ifølge anklageren trak væk fra en legeplads og befølte på brysterne.

Boghandleren fra Brønshøj har ifølge anklageren også en ældre dom for at have opført sig voldsomt truende over for en tilfældig kvinde, som han truede med at slå ihjel.” (http://ekstrabladet.dk/…/anklager-mansour-forgreb-s…/5337958)

Så enten har Brian Espensen en meget alternativ opfattelse af hvad det vil sige at krumme et hår på nogen, eller også har han rent faktisk skrevet et forsvar for radikale muslimer.

Detaljen Brian, detaljen!