“Donald Trump er et røvhul” fortæller Jay Carson, en politisk konsulent på den populære TV serie House of Cards (den underlegne amerikanske version) til Information. Information er en verbos avis, så den har indlæg på indlæg om hvor stort et røvhul Donald Trump egentlig er, hvor kritikere kan lufte deres vrede uden at vi bliver klogere.

Det er Carsons opfattelse at medierne er medskyldige i at ingen forstår “at den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, er et forfærdeligt menneske og ude af stand til at lede et land” fordi samme medier overspillede deres kort, da de forsøgte at fortælle at Bill Clinton også var forfærdelig fordi han havde “haft en affære”.

»Der var ikke den fjerneste mulighed for, at en reality-tv-stjerne (Donald Trump var hovedpersonen i reality-programmet The Apprentice, red.) kunne blive præsidentkandidat i 2000 eller 2004 eller 2008. Det er gået den forkerte vej lige siden, og det er foruroligende og skræmmende.«

(…)

Hvor berømmelse og offentlig optræden betyder mere end ens hjerte og substans og ideer og overbevisninger. Det er derfor, at en fyr som Trump ender med at blive præsidentkandidat. Manden er et røvhul. Han er modbydelig, ubehagelig, korrumperet, han aner ikke, hvad han foretager sig, og han forstår ikke, hvordan den amerikanske regering fungerer – eller nogen som helst andre regeringer rundt om i verden. Han er den mest ukvalificerede kandidat til jobbet nogensinde, og han er et stort politisk partis kandidat. Det er bekymrende.«

Det handler om sex

Men hvordan er det dog gået så grueligt galt? Det har Jay Carson en teori om – det handler om sex – og den har han lånt fra bogen All the Truth Is Out: The Week Politics Went Tabloid, der er skrevet af hans gode ven og skrivemakker på flere filmprojekter, Matt Bai.

»Indtil valgkampen i 1988 havde man aldrig set en sexskandale i amerikansk politik,« siger Carson.

(…)

»Gennem historien er der mange eksempler på mennesker, der i krisetider har udnyttet folkets frygt. Nogle af verdenshistoriens værste mennesker brugte dårlige tider til at skabe frygt hos folk og udøve magt. Donald Trump befinder sig ikke langt fra det. Det er præcis, hvad han er i gang med.«

Dermed ikke være sagt, at man ikke skal forholde sig til de mange vrede og ulykkelige mennesker i USA. Mennesker, der har måttet gå fra hus og hjem og har mistet deres arbejde.

»Det er noget lort, og det er barsk, og det gør én vred,« siger Carson. Men der er to væsensforskellige måder at tage fat i den problemstilling på.

»Der er Donald Trump-måden, hvor man puster til ilden og prøver at skyde skylden på nogle andre, indvandrere eller sorte og brune mennesker eller ens nabo eller regeringen eller hvem som helst. Man taler til folks værste og mest basale instinkter.

Og så er der måden, som Bernie Sanders gjorde det på. Han sagde: ’Jeg hører jer. Jeg ved, at I er pissevrede. Jeg er også pissevred. Lad os ikke ødelægge ting eller tæve mennesker til politiske møder. Lad os tale om løsninger på det i stedet.’ Det er Hillary Clinton også god til. Hun har bare været i politik i så lang tid, at hendes kampagne ikke havde den samme vrede eller det samme momentum. Bernie var et frisk pust, og han virkede lige så pissesur som de mennesker, der er pissesure. Folk kunne se og høre det på ham. Han fortjener ros for ikke at omgøre det til frygt, had, xenofobi, racisme og homofobi og alle de andre fucked up-ting, som Donald Trump gør.«

Fucked-up, det er hvad Trump er.  Et røvhul, modbydelig, ubehagelig, korrumperet, der ikke aner hvad han foretager sig andet end had, xenofobi, racisme og homofobi. Og nu nærmer vi os en perfekt storm, hvor Hi(tler)storien lurer, med krise og et folk, der må gå fra hus og hjem har en reel frygt kan udnyttes. Der er grund til vrede, men ikke til at tæve mennekser til politiske møder… åh, vent lige lidt, jeg syntes jeg læste noget lidt andet hos Bretibart

Pierson told The Kelly File (via rushlimbaugh.com):

If you go back to the WikiLeaks release of the DNC emails, this is on the PowerPoint playbook on the messaging — slide number 6 — with the messaging theme number 1: Violence.  They were looking for an opportunity to pick up somewhere to continue this narrative that somehow Donald Trump is violent.

Here is the relevant slide, in full. Note the suggestion to tie Trump to “incidents of violence.”

The worst case of violence was outside a San Jose rally in early June, where Trump supporters were viciously beaten and chased through the streets by a left-wing mob. Despite the fact that the rioters carried out their brutality shamelessly, in full view of the mainstream media, some media outlets blamed Trump for the violence. One headline blared: “San Jose rally turns violent as Trump supporters clash with protesters.”

And for the left, that was precisely the point: creating violence is a no-lose strategy. If protesters can provoke Trump supporters to be violent, they embarrass Trump and cast him as a fascist. And if the protesters themselves are violent, voters will understand that a Trump victory will be met with violent mob resistance.

The left has recruited some Beltway Republicans — the NeverTrump faction — as a willing echo chamber for this meme. Mere hours before the San Jose riot, David French — then considering a third-party run for president to undermine Trump and give the election to Hillary Clinton — accused Trump of inciting violence.

Trump’s primary opponents, too, blamed Trump for the riot that closed down his Chicago rally in April — rather than blaming the organized left-wing groups that created the chaos.

All of that has helped the left establish the predicate for future spin, so that when Donald Trump cites the familiar refrain that gun owners will defend their rights, he is accused of wanting to assassinate Hillary Clinton, and large portions of the media — including conservative media — believe it.

Så, det er demokraterne der tæver politiske modstandere, ligesom brunskjorterne? Og den frygt og vrede, som amerikanerne er i deres gode ret til at have, er den ikke fremkommet efter 8 år med håb og forandring? Kunne journalisten ikke have undret sig blot en lille smule? Og hvad er det med sex der forhindrer gode politikere i at stille op? Ligger talentmassen blandt de promikuøse? Og is så fald, hvad siger det så om Trump, der har haft så mange at han praler med dem?

Amerikanerne elsker countrymisk og tilgiver altid en angrende synder. Sagen om Bill Clinton handlede ikke om at han havde haft en affære, men om at han som præsident bollede med praktikanter, mens han var præsident og derefter løj om det under ed, som han også forsøgte at hindre rettens gang. Skyldsspørgsmål blev afgjort ved afstemning i kongressen, og her havde demokraterne flertal.

Men det handler om sex for venstrefløjen, så Information har også talt med “forfatteren Frank Browning, hvis seneste bog om ’kønnenes skæbne’, The Fate of Gender, netop er udkommet”, der mener at Trumps succes er et udtryk for “en vrede og en nagfølelse”, der gennemsyrer de vestlige samfund på grund af “ændringer og forskydninger inden for autoritets- og magtforhold” og “kønsfluiditet”

Browning siger, at denne ’kønsrevolution’ leverer et afgørende bidrag til forklaringen på den genopblussede ??højreorienterede ekstremisme i Europa.

Og til forklaringen på, hvordan det kunne gå til, at en tidligere reality-tv-showmand og ejendomsmatador kunne mobilisere støtte til at blive republikansk præsidentkandidat i USA ved at fremsætte utallige racistiske, sexistiske og fremmedfjendske kommentarer.

»Vi kommer i de kommende år til at se flere af den slags bevægelser, som Trump har været eksponent for,« forudsiger Browning. »Og en stor del af forklaringen på dette skal søges i kønsspørgsmål.«

Browning pointerer, at der er sket en grundlæggende forskydning i retning af, at mænd i dag beklæder stadig færre magtpositioner i samfundet, hvilket slår om i både en vigende respekt over for mænd og i en såret selvfølelse hos mænd.

Samtidig har mennesker, der vil udforske og eksperimentere med deres kønsidentiteter, fået mulighed for at udfolde sig mere åbent – ikke mindst via de muligheder, som internettet giver for at skabe netværk og møde ligesindede.

Også Jonathan Hedegaard, ja, han er måske ikke amerikaner, men han er bosat i USA, og er digter, kunstner og debattør, giver sit besyv med i Information, i hvad han også kalder et cirkus og “et dårligt realityshow”. Også han taler om “indebrændte vrede amerikanere, som globaliseringen kun efterlod krummerne”, der derfor er til falds for “brød og cirkus”. Der er ingen egentlige argumenter, så her er kunstneriske højdepunkter om Trump og amerikanerne

Cirkusset bliver stadig mere absurd, som Trump gang på gang lufter sin utæmmede stupiditet og samtidig fremstår underligt urørlig.

(…) hans modbydelige udfald mod muslimer, mexicanere, handicappede, krigsveteraner, en død soldats efterladte, politiske modstandere og kvinder, til det forhold, at han har ført en politisk valgkamp, hvor reelle løsningsforslag har virket irrelevante – og det på et sprogligt niveau, der kunne ligne en 5.-klasse-elevs til forveksling.

(…)Efter opfordringen til vold mod sine politiske modstandere er Trump ganske vist kommet under pres.

(…)Trump spejler sin befolkning. (…) Hvis USA fortjener Trump, må der være tale om et samfund præget af historieløshed, overflade over substans, og et samfund, der er ved at miste evnen til at lytte og fordybe sig – værdier, der bliver væk i den endeløse strøm af information og underholdning og videoer af katte, der ter sig på morsomme måder.

Et samfund, hvor folk har for travlt med at fange Pokémons til for alvor at interessere sig for politik. Disse tendenser ser man i hele Vesten. Vores kulturer er plaget af historieløshed, præcis som Trump. Vi glemmer og tilgiver selv de værste udfald. (…) Kun et folk, der selv er historieløst, kan stemme for en mand, der flirter med ophævelsen af NATO’s musketered og åbent vil bryde internationale konventioner.

(…) Det er et sjovt eksperiment at vælge en gammel, forstyrret realitystjerne til præsident.

(…)Trump overhovedet kan slippe afsted med sin grænseoverskridende brutale retorik. En retorik, der bærer præg af det støjende, vulgære, brutale og hangen til konspiration.

Den slags retorik kan kun overleve i det politiske rum, fordi den er så langt ude, og i sin enfoldige forenklethed så mærkeligt let at relatere til. Den minder meget om værtshusretorik. Og selv om det er sjovt nok at høre på kværulanten på værtshuset i et par minutter, er der en grænse for, hvor længe man gider lægge øre til stædigt uvidende sludder af typen: Obama er ikke født i USA. Eller barnlige fingerknipsløsninger på seriøse udfordringer: Vi bygger en kæmpe mur. Eller militant sprog såsom: Spær den politiske modstander inde, eller skyd hende for forræderi (som en af Trumps støtter foreslog).

Analysen er altid simpel for venstrefløjen, blottet for indhold, fremstiller man sin fjende, som lidende af allehånde smålige følelser og mindreværdskomplekser og den skinbarlige virkelighed forsvinder. Den virkelighed at der bare er andre mennesker, som mener truslerne mod civilisationen, det fælles, friheden, er reelle. At der rent faktisk vælter allehånde mennesker, fra fejlslagne stater og kulturer over grænserne, som en mur med et effektiktivt grænsevæsen kunne holde ude. At Hillary rent faktisk har begået lovbrud der retfærdiggør en fængsling. At det var Hillarys kampagne, der fandt på at Obama ikke er amerikaner. Og Trump sætter ord på den reelle frygt de har, deres reelle vrede over et misregimente, ikke fra deres neuroser, men det de kan se.

Afsporing af alt reelt er selvfølgelig ikke noget Information har monopol på, det er blot venstrefløjen.

Se, han har en lille tissemand, og vi ved jo, hvorledes sådanne mennesker er, moral knytter sig til fysisk pragt.