Det er overvældende så mange mærkværdige reaktioner på Brexit, der fortjener en kommentar. Hvis EU var en almindelig sund konstruktion af samarbejde, ville unionens repræsentanter reagere med en form for vemodighed over at briterne ikke syntes det var godt nok. De ville sige tak for denne gang, bytte telefonnumre og sørge for at holde kontakten så meget som det nu synes at være til fælles bedste. Med et sundt og givtigt samarbejde ville de fortsætte den gode form, nu uden briterne, og se frem til den samme gyldne fremtid, som de hele tiden kunne. I stedet reagerer de med vrede, bitterhed og trusler om altings ende. Kurserne rasler ned og økonomierne er usikre, 3. Verdenkrig står måske for døren og klimaet, hvad med det?

I en glimrende argumentation op til valget, sagde Daniel Hannan vittigt at stemme for EU fordi man holdt af Europa var som at støtte FIFA fordi man kunne lide fodbold. Engelske Guardian forstår som typisk eksponent ikke den slags skelnen mellem skæg og snot og den forstår ikke at uenighed kan være ærlig og uden sinistre bagtanker. Dissens er bagstræberisk og den skriver harmdirrende om et intergenerationelt tyveri

This generational gap is among the many parallels between Brexit and climate change. A 2014 poll found that 74% of Americans under the age of 30 support government policies to cut carbon pollution, as compared to just 58% of respondents over the age of 40, and 52% over the age of 65.

Tilsvarende undersøgelser viser at kendskabet til holocaust er langt mere fremtrædende blandt ældre generationer end yngre (og helt grelt havde det set ud, hvis ikke Spielberg havde givet lidt substans til popkornene). Klimabenægtere, betegnes dissidenter fra den herskende ortodoksi og der henvises til for længst afviste undersøgelser, som de famøse 97% enighed blandt forskere (og embedsmænd og aktivister) der

Guardian tikker bokse af for hvor loyale mennesker er for vedtagne fortællinger og her er ungdommen blot bedre fordi den godtager fortællingen om EU som Europa og fredens projekt og fremskridt og fællesskab, som også fortællingen om menneskets katastrofale påvirkning af klimaet på en nederen måde. De ældre generationer roses modsat ikke for deres selvstændige tankegang og deres store modstandsevne mod en vedvarende strøm af ensidig mediedækning. De ældres erfaring og deres ræsonnementers kvalitet underkendes helt og aldeles som et moralsk og intellektuelt svigt.

The problem is of course that younger generations will have to live with the consequences of the decisions we make today for much longer than older generations. Older generations in developed countries prospered as a result of the burning of fossil fuels for seemingly cheap energy.

Ja, hvad har de gamle nogensinde gjort for de unge, bortset fra alt? Det er fri fantasi, og en ondsindet en af slagsen, at de ældre generationer handler mere egoistisk end de yngre. Enhver kan spørge sig selv om man regner sin egen dømmekraft, evne til at ræsonnere eller viden som stærkere end den var for år tilbage. Og de fleste der får børn og lærer at betale egne regninger, tenderer også til at se samfundet i en større helhed end den tåkrummende veksling mellem flyvske idealer og og militant egoisme, der præger den venstredrejede ungdom over det meste af den vestlige verden,

Guardian har samlet nogle videoreaktioner fra nogle unge mennesker der lufter deres frustrationer. De er ikke de mest opsigtsvækkende, men det er hvad Guardian mener er valide indvendinger fra en generation de forrige. Så vi giver flygtigt ordet til de unge mennesker, hvis liv allerede ligger i ruiner, berøvet som de er for enhver meningsfuld fremtid

“We are europeans! We’re citizens of the world.” indleder den anden pige med selvmodsigende selvretfærdighed. Enten er de europæere eller også er de verdensborgere. Hvis man kan anse sig som begge dele, kan man også se sig som brite og verdensborger. Og nej, det er rigtigt at de 16-17 årige ikke blev spurgt, som heller ikke de 5 årige. For det er som at høre børn mere end verdensborgere, når harmen får luft. Som fyren lige efter, der spørger, hvorfor andre generationer skal have indflydelse på hans fremtid. Eller den unge mand, der er bange for LGBT personers fremtid, eller hende der er sur over at universiteterne er blevet dyrere, eller hende der ser verden som en 24 årig kvinde eller hende hvis generation er DØMT til en usikker fremtid af 90 årige (der allerede havde bekæmpet Hitlers visioner for et samlet Europa) fordi verden er global (England kan nu lave handelsaftaler med BRIC landene) til den sidste fyr, der udlægger en pro-EU stemme som medfølelse og progression, hvilket implicit de gamle røvhuller har stemt imod, egoistiske og regressive som de er.

Der er dog en som kerer sig om sygehusvæsenet som nu vil blive underfinansieret som følge af alle de økonomiske ulykker som et Brexit vil trække med sig, men her kan man berolige med at markedet allerede har overstået sit umiddelbare hysteri.

Men hvornår blev det ansigtsløse bureaukrati af big business og big regulation og lukket heteronormativ hegemon EU, til alle ungdommens drømme og visioners moder? De plejede at være noget med regnbuer, tolerance, multikultur og indtil for nyligt opgør med big government og big business i allehånde eat the rich metastaser udskudt fra Occupy Wall Street. Så stor var vreden at selv når disse ansigtsløse fjender mødtes for at redde klimaet skulle byens smadres i afmægtig vrede over at blive taget alvorligt. Breitbart har været til en pro-EU demonstration, der tro mod venstrefløjens røde tråd var anti-altmuligt

They chanted: “EU, We Love You”, “EU Forever”, “Love Not Hate”, “Racists Out, Migrants In”, “Say it Loud, Say it Clear, Refugees are Welcome Here”, and, “Who’s Future? Our Future!”

EU er det nye sort.