Den engelske udenrigsminister Sir Edward Grey, der aldrig havde rejst udenfor England, skal have udtalt “The lamps are going out all over Europe, we shall not see them lit again in our life-time“, som Første Verdenskrig blev en realitet. Morten Urhskov Jensen mener at det gamle Europa står umiddelbart overfor en kommende katastrofe af samme omfang, hvor EU vil kollapse under vægten af dårlig økonomi og migrantinvasionen; eller vægten af egne indre modsigelser. Velfærdsstaterne vil ligeledes fordufte og det er Uhrskovs håb at statsmænd til den tid vil gribe chancen for at føre Europa bedre ind i det enogtyvende århundrede. Uhrskov siger det ikke, men alternativet er blod i gaderne.

Hvad beflitter man sig så med på Politiken? Ja, der går verden stadig sin lyse gang, hvor man kan bekymre sig om ikke-eksisterende problemer, blot de har et klædeligt navn. Mennesker reorganiserer sig konstant i samfundet, centraliserer og decentraliser. Det offentlige, virksomheder, arbejdet, familien, fritiden, løsere bekendtskab. Ser flere forskellige tv-kanaler men samles mere på Facebook, som er ekkokamre, mens store it-virksomheder overvåger os alle på kapitalens og den amerikanske præsidents vegne. Og man kan se tendens for alt, hele tiden. De dygtige akademikere kan navngive den slags strømninger så andre akademikere kan referere til dem og således kan alle retfærdiggøre deres ansættelse ved at reproducere sig selv og hinanden at besvare spørgsmål som; døde den sociale kontrakt med antenneforeningen?

Michael Paulsen og Morten Ziethen, der begge er lektorer i anvendt filosofi, Aalborg Universitet har kastet sig over af tidens begreber, nemlig konkurrencestaten, i en kronik i Politiken (et af de medier, der er nødt til at oppebære en hvis produktion og tiltrække en hvis læserskare for at retfærdiggøre mediestøtten). Kronikken ledsages af en tegning begået af Politikens førende hustegner Roald Als, som viser konkurrencestatens konsekvenser for det gode børneliv således

Roald Als billede fortæller ikke historien om konkurencestaten, men om ophævelsen af ejendomsret. Hvis ikke staten, her som businessmandorienteret pædagog, sikrer ejendomsretten bliver det de stærkes tyranni. Den ville passe sig bedre som hippiesatire, hvis der havde siddet i lilla ble og beskyldt det lille tudfjæs for at være asocial og småborgerlig. Dernæst tager Roald Als tegning fejl i den antagelse at der er ressourcerne har en fast begrænsning, her en mængde skovle, der ikke er nok af til dem alle sammen, og at den enes berigelse kun kan ske på den andens bekostning. Igen, en hippiesatire, ville være på sin plads i og med ingen gider bidrage med noget fornuftigt i kollektivet hvor vi deler alle smøgerne og køber aldrig nogen. I den virkelige verden ville en virksomhed søge at udfylde efterspørgslen for skovle.

Men kan to lektorer i anvendt filosofi gøre det bedre? Svaret er nej. Det er et sørgeligt vrøvlsammen for skattepengene. Akamika med andre ord. Konkurrence er noget værre noget, får vi at vide, for “Konkurrence går grundlæggende ud på at blive hurtigere, stærkere og dygtigere end andre” og ikke god til noget i sig selv eller efter en fast standard. Ja, livet er farligt udenfor skole- og universitetssystemets trygge rammer, hvor man blot skal tale efter mun… opfylde af andre fastsatte krav.

Men det er mere end farligt for hvis konkurrence “ikke kan vælges til og fra, altså gøres til et allestedsnærværende vilkår” så vi kun “sekundært danner os til at tænke på, hvad der er det fælles bedste” og istedet “fremelsker den på alle niveauer en bevidsthed, hvor man holder øje med sig selv og de andre, i forhold til hvordan man klarer sig i den permanente konkurrencesituation”. Og den bevidsthed er vel falsk. I hvert fald “skyldes historisk set udviklingen i verdenssamfundet efter Murens fald”.

Ja, Murens fald var traumatisk for nogle og de to lektorer mente at det “hed () sig, at vi var nået til historiens ende”, mens vi var andre, der måske mente, vi var på vej mod civilisationeners sammenstød - se Uhrskov ovenfor. Murens fald var faktisk psykologisk ødelæggende, ja de to lektorer “vil hævde, at en lang række aktuelle psykopatologier som stress, angst, depression o.l. kan fortolkes som konkurrencepatologier udløst af den omnipresente konkurrencesituation”. Men det er ikke alt, konkurrence er måske skyld i alt, ikke bare alle dine sorger, men alle sorger

Klimaforandringer, accelererende flygtningestrømme, multiresistente bakterier, stadig stigende forskel på rig og fattig etc. antyder, at de nuværende måder at gøre tingene på ikke er perfekte. Derfor: Hvad nu hvis det såkaldte krav om at tænke realpolitisk gør, at vi ikke kan se, hvad der også kunne lade sig gøre, og tænk nu, hvis fokus på de såkaldte realpolitiske fakta gjorde, at vi helt glemte, hvad politik handler om.

Således får man alle sine sorger blandet sammen. Men her er glæde at hente for alle so, der ikke anvender filosofi, men vores hjerne. Hvis vi leger med på antagelsen, at global opvarmning, som der reelt menes med det truistiske ord klimaforandringer, er virkelig og menneskeskabt/forstærket, som følge af stigende CO2, så indrømmer vi også stigende forbrug og produktion og derved altså stigende velstand. Man behøver ikke at være medlem af Liberal Alliance for at indse at når velstanden stiger hurtigere for nogle end for andre så øges forskellen mellem indkomster, her benævnt det følelsesladede ‘ulighed’. Hvis de ville se på den reelle rigdom i stedet for at skule misundeligt over til naboen, ville de se at fattige bliver mindre fattige og nogle endda rige, hvis de ser på faste standarder.

I samme logik kæmper vi med multiresistente bakterier fordi de nyrige ongo-bongo lande på den konto har fået råd til at behandle sygdomme med antibiotika, blot et af den vestlige verdens mange mirakuløse gaver til den halvbagte omverdens folkeslag. Men som de ongo-bongoer de er, har de ikke kunnet målrette deres forbrug efter hensigten og blot fyret antibiotika af som kur mod alt fra tandpine til mundkatar. men det ændrer ikke ved at de multiresistente bakterier er et symptom på at verdens generelle velstandstigning er nået urimeligt langt ud, helt derud, hvor vi fortryder den - hvis vi tænker på det fælles bedste altså.

Og så er der negrene og araberne. I en skønsom blanding af ikke at ville konkurrere, hverken mod sig selv, hinanden, os eller en fast standard, men hellere vil forsørges af den hvide mand, som de gode gamle kolonitider, lokkes disse barbariske mænd mod frihedens døllende overflod, mens arabiske mænd dels lokkes af udsigten til at islamificere den store satans gigtsvage bedstefar, dels flygter fra de grusomheder de andre arabiske mænd svælger i i den endeløse krig mellem 50 grader af islamisk mørke. Folkevandringerne mod Europa bunder kun i at man ikke har omsat en del af velstanden til pigtråd, minefelt, torpedobåde, kamphelikoptere og hårde mænd villige til at begå vold også på de transseksuelles vegne.

Åbenbart kan lektorer i anvendt filosofi være ganske blinde for mørket. Men jeg vil anbefale det engelske drama 37 Days, om tiden fra Princips mord på ærkehertug Franz Ferdinand til selve udbruddet af krig.

37 Days - One Month In Summer (Episode 1 of 3… by docs4all

37 Days - One Week In July (Episode 2 of 3… by docs4all

37 Days - One Long Weekend (Episode 3 of 3… by docs4all