Kontakten foregår på journalistens præmisser

Hvis man havde venstreintellektuelle tilbøjeligheder kunne man kalde det et eksempel på postfaktualitet, når Danmarks Radio i en overskrift skriver “Julepyntsdemonstrationer støder sammen i København“. Virkeligheden var at en lovlig og fredelig demonstration blev overfaldet af venstrefløjens… af venstrefløjen. Postfaktualitet er forbeholdt nyheder og fakta som den venstreorienterede offentlighed frygter at forholde sig til, og til sikring af at samme offentlighed kan købe sig lidt respit på meningsmonopolet, er fortrængningerne slemmet op med allehånde konspirationsteorier og falske historier fra venstre til højre. Man kaster løgn efter sandhed for at gøre alt til løgn. Søren Hviid Pedersen skriver i Berlingske Tidende

Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen og besvarelsen af det spørgsmål. Det er derfor, vi hylder demokratiet som den ramme, hvorfra vi diskuterer politik.

Med dette in mente bliver jeg ærlig talt bekymret over al den snak om det postfaktuelle og det af to årsager. For det første fordi politik ikke er en sandhedssøgen, for hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Det er nu ikke nok for venstrefløjen, der ikke kan forstå at man kan opfattes som en bølle når man opfører sig som en bølle. Politiken interviewede skuespiller Nynne Pedersen og dramatiker Rosalinde Mynster, der dyrker devisen “Vi skal holde op med at behandle ytringsfrihed som en grundpille i demokratiet, for det lader til at myndiggøre alle stemmer” og mener det “er problematisk, at det er antiracisterne, der virker som bøllerne” og “Desuden behandler politiet antiracisterne som voldelige, og det indgyder til vold, når personer bliver behandlet sådan.” Ja, det er svært når selv pressens sædvanlige moralske ækvivalens ikke er tilstrækkelig til propagandasejre.

Men selv om interviewet i Politiken er oplysende er prssens daglige beskrivelse af virkeligheden et udslag af deres egne venstreorienterede ideosynkrasier. Pernille Vermund har helt ret i at “manipulerende statsfinansierede medier giver voldelige venstreekstremister frit spil“. Det er en politisk sympatitilkendegivelse at man forstår den vesntreradikales voldelige angreb på politisk dissens og man enten ikke kan eller vil se demokratiet, som den kultur, hvor vi kan være uenige i mindelighed. Det gælder også når BT i en overskrift skriver “USA’s nye vicepræsident frygtes: ‘Han er langt farligere end Donald Trump’” tager de for givet at Trump er en meget farlig mand fordi, det gør medierne bare.

6 Kommentarer »

  1. Jeg er uenig med Søren Hviid Pedersen eller også synes jeg, at emnet bør præciseres:

    Beskrivelse af virkeligheden er en søgen efter Sandheden. Jeg mener, at der uanset hvad findes en sand kerne i virkeligheden (objektiv beskrivelse af handlinger, holdninger, statistik mv.), og det er det, det ukorrumperede sind søger efter. Det kan være, at nogle lægger vægt på visse delinformationer af denne kerne, mens andre lægger vægt på andre delinformationer, men det ændrer ikke på, at der en sand kerne et sted derude, som man kan søge efter. Eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk er velkomne til at åbne porten for virkeligheden i søgen efter Sandheden.

    Politik er derimod noget andet. Politik er, at man ud fra denne mere eller mindre dækkende viden om virkeligheden (med tilhørende sandheden) giver sit bud på, hvor man gerne vil hen politisk. Et politisk parti giver sit partindlæg på den ønskede udvikling, fordi der er noget i den identificerede virkelighed, som man ikke ønsker.

    Al den snak om det postfaktuelle er derimod et forsøg på at kompromittere selve virkeligheden og dermed gøre sandheden til løgn. Det vil gøre umuligt at føre en demokratisk samtale. Når DR er ude af stand til at beskrive en demonstration eller en hændelse, men udelader eller omskriver store dele med non-information eller direkte løgn, er det et forsøg på at kompromittere selve virkeligheden, enten fordi journalisterne af ideologiske grunde ikke bryder sig om den faktuelt skete virkelighed, eller fordi de er bange for at skildre den faktuelt skete virkelighed. De leverer således postfaktuelt journalistik.

    Det ulyksalige er så når politiske partier fører politik ud fra postfaktuelt journalistik. I kommunistiske lande var postfaktuelt journalistik normen af ideologiske grunde. Marxisme går ud på at lægge et politisk filter mellem virkeligheden og den politiske holdning til samfundet. Det førte til, at samfundet ikke kunne reagere adækvat på faktuelle udfordringer og derfor nødvendigvis måtte bryde sammen før eller siden. Når eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk tror, at de er kaldet til at lægge et politisk filter hen over virkeligheden, får man de problemer, som vi slås med.

    Det minder om, at når først en fejl har sneget sig ind i et leksikon eller en fagbog, sker der en ”forurening” af faglig eller faktuel viden, der opformerer sig og akkumulerer sig i fagområdet, og det kan tage årevis, før fejlen bliver fjernet igen fra hele fagområdet.

    Comment by traveler — December 7, 2016 @ 1:34 pm
  2. Helt uenig med traveler.
    Politik er holdninger ikke sandhed.
    Jeg kan simpelthen ikke holde det ud når politiker stiller sig op og siger “alle undersøgelser viser”.
    Det interesser mig ikke. Det der interesserer mig er politikerens holding og livsanskuelse.

    Sandheden er relativ.
    Videnskab er en metode til at anskue og organisere en kaotisk verden, på samme måde som religion har været det tidligere. Videnskaben er en omskiftelige størrelse og dermed ikke en sandhed. Videnskaben er et øjebliks billede frembragt med denne metode til forståelse og organisering af vores omgivelser alså , “lige nu”.
    Nye erkendelse/forskningsresultater fører til nye “sandheder”.

    Det betyder ikke at man som politiker ikke kan hente inspiration både fra religion, videnskab, historie m.m.
    Men det må aldrig blive sådan, at videnskab bliver det bærende i den demokratisk beslutning process, så er vi tilbage til inkvisitionstiden totalitarisme og dermed åndelig og materiel armod til ingens gavn. Oplysning, debat og politisk åbenhed er vejen frem.
    Man skal huske at der ikke findes et slut resultat, det eksisterer ikke. Det hele er …… Politisk, menneskeligt, videnskabeligt evolution altså en løbende udvikling.

    Comment by Jesper Springer — December 7, 2016 @ 2:29 pm
  3. Der er vi ikke enige, eller også gemmer nissen sig i manglende præcision.

    Hvis du læser, hvad jeg skriver, så skriver jeg ikke, at politik skal være sandhed, men politik må bygge på en basis, der hedder sandheden, og sandheden ligger i den bedst mulige beskrivelse af virkeligheden.

    Når man har begrebet ”den postfaktuelle virkelighed”, så ligger der implicit det præmis, at der et sted må gemme sig en faktuel virkelighed, som desværre for tiden er blevet forstyrret eller fortrængt.

    Når der af ideologisk grunde eller af frygt lægges et politisk filter hen over sandheden, bliver politik tilsvarende postfaktuel. Som eksempel har vi set, at den førte udlændingepolitik i årevis er blevet baseret på falske ideologisk påstande eller ønsketænkning om indvandringens økonomiske gevinst og indvandrerens berigelse af samfundet, indtil Morthen Uhrskov klippede hul i filteret og fiskede faktuel information om virkeligheden op fra statistikkerne. Ingen har kunnet modsige ham, da hans viden bygger på klippefast sandhed om de faktiske forhold. Derimod kan man politisk diskutere, hvad man så skal gøre ved de faktiske problemer.

    Hvis man derimod prøver at løse fiktive problemer baseret på løgnagtig ideologi og ønsketænkning, spilder man penge og kommer ingen vegne. De mange og dyre integrationspakker har været spildte penge, hvor man ingen vegne er kommet. Det peger baglæns tilbage på, at grundlaget må være baseret på løgnagtig ideologi og postfaktuel ønsketænkning og ikke på fakta.

    Når man i Finansministeriet kører økonomiske modeller, er det også et forsøg på at bruge - måske ikke ligefrem videnskab - men i det mindste rimeligt rationelle sammenhænge som grundlag for den demokratiske beslutning. Det rationelle grundlag, den så vidt muligt sanddruelige beskrivelse af virkeligheden, er i høj grad en forudsætning for et demokrati. Det betyder ikke, at der derfor er en bestemt politisk løsning – der kan sagtens være mange holdninger til, hvad man skal gøre ved de problemer, som er blevet beskrevet så sanddrueligt som muligt.

    Totalitarisme bygger derimod på, at løsningen er givet på forhånd af ideologiske grunde, og sandheden om virkeligheden derfor slet ikke er nødvendig. I et kommunistisk land er sandheden suspenderet til fordel for magthavernes ideologi.

    Når koryfæet Søren Krarup pryder denne blog som sejrherren, er det fordi han afdækkede nogle uigendrivelige sandheder. Modspillet var ikke at opstille nogle andre og bedre sandheder, der kunne modsige ham, da det er umuligt, men i stedet at angribe ham som person.

    Comment by traveler — December 7, 2016 @ 5:46 pm
  4. NB Generelt er det ikke nemt med den sandhed et sted derude. Ønsketænkning sniger sig nemlig ind overalt som en præmis i stedet for som et demokratisk debatemne: Man husker f.eks., at også Finansministeriet har i deres økonomiske modeller indblandet ønsketænkning, f.eks. om indvandreres og efterkommeres integration på arbejdsmarkedet:

    http://www.b.dk/nationalt/er-flygtninge-paa-laengere-sigt-en-byrde-eller-en-gevinst-for-dansk-oekonomi

    Comment by traveler — December 7, 2016 @ 6:07 pm
  5. Traveler, fedt du svarer.
    Men jeg vil nu mene at, hvad der er sandhed for dig er ikke nødvendigvis sandhed for mig, løgn eller ikke løgn udskift det så med manipulation osv.
    Hvis folk tror på indvandringens lyksaligheder så er det sandt for dem ikke dermed ment at det er rigtig for mig.
    Problemet er at den demokratiske process er blevet ødelagt. De er blevet ødelagt af f.eks partier vi troede var demokratisk orienteret. Se nu blot Venstre eller Konservative som jeg i mange troede var demokratiske… Nu viser det sig i mellemtiden at de går ind for centralisering, ensretning efter bedste kommunist stil, de følger EU’s anbefalinger om at lave en amerikansk udgave af Europa altså går de i mod grundloven som de ovenikøbet i gennem mange år strukturelt og helt bevist har undermineret. DF er ligeså skyldig samt storedele af folketinget.
    Statsministeren er blevet borgmester i byen Danmark.
    Det er den virkelighed vi befinder os i, ifølge mig.
    Krarup var den opposition som vi andre havde hungret efter. Hans sandheder er stadig ikke mine det gælder i øvrigt også hans virkelighed.
    Hvem der taler til min forståelse af sandhed ved jeg ikke. Jeg kan ikke finde ud af det. Derfor tillader jeg mig også at være forsigtig skræmt optimist overfor valget af Trump. Men herligt er det, fordi der nu bliver sparket til denne totalitære sandhedsopfattelser vi langsomt er blevet suget ind i efter murens fald og som er ved at slå os ihjel.

    Comment by Jesper Springer — December 7, 2016 @ 9:24 pm
  6. Fantastisk debat, tak for jeres kvalificerede indlæg. Og Traveler, det er en morsom betragtning at venstrefløjens omfavnelse af postfaktualitet er en afvisning af deres tidligere dyrkelse af relativismen :-)

    Comment by Drokles — December 10, 2016 @ 2:33 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress