Seeberg tilpasser sig Brexit

Gitte Seeberg er en af de emotionelle EU-tilhængere. Her, næsten to uger efter Brexit, er hun stadig i chokfasen og har svært ved at udtrykke en sammenhængende tanke.

Man kan vist med rette spørge sig selv, hvad i alverden det er for en verden, vi lever i i øjeblikket. Vælgerne i UK sagde ja til at forlade Unionen.

Ja, hvad i alverden er det for en verden, hvor nogle ikke vil være med i EU? Det er crazy. I samme ånd kaldes danskernes nej til at ophæve de retlige forbehold - de forbehold, der var betingelsen for at ændre vores nej til Unionen til et ja mindre end et år senere - for en “fuldstændig vanvittig disposition”. Men det er sammenbruddet i Seebergs logik, som fortjener lidt opmærksomhed

Camerons populisme har bragt landet ud i en dyb krise. Og dermed også EU.

Ved hun at hun skriver at det er UK, der dermed er den store i det forhold? Ikke det bedste forsvar, men selv om hun sikkert ikke vil indrømme det, er det den antagelse, der ligger bag hendes ræsonnement - og hendes emotioner. For hvorfor hidse sig op over at et land har kastet sig ud i en svær situation, hvis ikke man er den berørte part? “Egentlig kan man ind i mellem fristes til at give fanden i de englændere.” skriver Seeberg, før hun tvinges til at indrømme “Men desværre er UK jo rigtigt vigtig for os alle”.

UK er en stærk militær nation. Stort NATO land og vigtig spiller, ikke mindst i forhold til USA. USA og UK er mere enige end USA og Frankrig eller Tyskland. Den tætte relation gavner også os andre i EU ikke mindst, da både USA og UK gør det stærkt på terrorbekæmpelse.

Så Brexit er altså mest EUs tab. Mens englænderne har givet fanden i EU har Seeberg ikke samme luksus til at give fanden i englænderne. Og hvad er perspektivet?

For hvor går samarbejdet i EU hen, hvis vi får Marine Le Pen som ny fransk præsident i Frankrig? Ellers hvis en nationalist vinder omvalget i Østrig til præsidentposten? Måske lige suppleret af Donald Trump som præsident i USA. Ingen i Europa vil klappe af dette.

Måske nogen i Europa alligevel vil klappe. De såkaldt populistiske bevægelser er jo folkelige, og så meget de får magt, så mange klapper. Men som Seeberg blander sine sorger sammen, bliver den kommende amerikanske præsident til EUs problemer. Ak ja, et forsvar for en konstruktion, der hverken tåler dissens eller amerikanske præsidenter. Men der løber flere soger på i disse tider og de er hjemlige

På vores egen hjemmebane fører landets store aviser kampagne for at få Danmarks nye nynationalistiske parti i Folketinget. Partiet er mod skat, mod udlændinge og mod EU og sikkert rigtig meget mere. Taler til globaliseringsangste. Aldrig har så ukendte kandidater fået så meget spalteplads. Udfordringer er der nok af.

Seeberg har ret i, at medierne ikke giver Nye Borgerlige samme fjendtlige behandling, som var Dansk Folkepartis skæbne de første ti år. Her kunne man med jævne mellemrum se og høre diverse eksperter prøve at patologisere partiets vælgere, stille sig det spørgsmål, hvorfor nogen kunne finde på at stemme på dem. Allerede dengang vidste man ikke, hvad i alverden det var for en verden vi levede i. De samme spørgsmål stillede de undrende medier også til eksperter om EU-skeptikerne i 1992 og 93. De var sikkert bange for udviklingen, at det gik for stærkt, de havde ikke den fornødne uddannelse og det dertil hørende udsyn. Verden var global og det fordrede en snæver europæisk union, det kunne alle da forstå. Blot ikke i provinsen, hvor førtidspensionisten drikker bloktilskuddet op.

Jo, nye borgerlige er blevet behandlet med en hvis fascination og nysgerrighed af medier, der sanser at der sker noget i folkedybet, som det for nuværende kan være mere spændende at følge end bekrige. Men medierne har aldrig ført kampagne for et parti som de gjorde det for Ny Alliance. Ukritisk godtog de Seebergs nok-er-nok floskel og så det som et sandt folkeligt opgør med de pauvre masser, der havde stjålet sig en ufortjent opmærksomhed. Altså lige indtil partiet brændte sammen et par måneder efter under vægten af sine egne populistiske selvmodsigelser, personlige stridigheder og inkompetence. Men kendte, det var de.

Og intet ser ud til at have ændret sig i synet på folkedybet. Det er folk, der blot er imod sikkert rigtigt meget, globaliseringsangste og ukendte som de er. At de vil kunne danne flertal, vil ingen klappe ad, ingen værd at regne med i hvert fald. Seebergs tilpasningsreaktion kan meget vel overskride de 6 måneder.

2 Kommentarer »

  1. Tak. Jeg får ikke altid skrevet tak for indlæggene, men de er altid af substans. Mvh.

    Comment by Henrik True — July 6, 2016 @ 9:35 am
  2. Nåh, øhm, men tak for de ord hr True.

    Comment by Drokles — July 8, 2016 @ 6:33 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress