Mikael Jalving havde ikke mere at sige, om endnu et terrorangreb, det vi så i Paris, fortalte han sine læsere. Eller i hvert fald kunne han ikke sige, hvad han allerede har sagt bedre end han gjorde senest, da Charlie Hebdo og et jødisk supermarked var genstand for muslimernes vrede. Men Jalving er værd at genlæse og ellers kan man glæde sig over Snaphanens Steens fremragende skriv, med masser af links til andre gode skrifter.

For det er er svært at sige noget nyt om en verden der ser ud til at gentage sig selv når politikere, journalister og eksperter ikke tager ved lære. I Berlingske Tidende kunne man i kortform læse eksperterne demonstrere næsten hele paletten. 6-7 gengangerpunkter blev nævnt og kun et eneste var relevant for forståelsen af den terror der rammer os, for den flygtninge og migrationsstrøm på vej og årsagerne bagved. Da jeg aldrig har skrevet så godt som Jalving kan jeg godt tåle at gentage mig selv uden at risikere en antiklimaks. De radikaliserede islamisters bevæggrunde er som følger

»Der er en række spændinger mellem franskmændene og den muslimske befolkning, der føler, de bliver undertrykt. Det ser vi blandt andet i forhold til, at man har indført forbud mod at bære tørklæde i skoler, ligesom muslimerne ikke føler sig imødekommet i forhold til mulighederne for at undgå svinekød i offentlige køkkener og udøve deres religion på offentlige steder,« siger Henrik Prebensen.

1a) Tørklædeforbud. Det er egentligt et forbud mod religiøs beklædning og rammer alle religioner der hænger deres hat på tøjet.

1b) Mangel på svinekødsforbud. Denne anke mod øvrigheden hænger sammen med den første, da det er krav om islamisk levevis. Men her er det ikke som passiv muslim, men som den offentsive der har retten til at diktere vilkårene for kuffar. Muslimerne nægtes deres overhøjhed.

Parret med en generel skepsis blandt franskmændene over for den muslimske befolkning…

2) Franskmændene er dårlige, hvis ikke xenofobiske, værter.

…betyder det ifølge Henrik Prebensen, at en stor del af Frankrigs muslimske befolkning føler sig tilsidesat og forfulgt.

3) Generel tilstand af udenforskab.

Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen er enig i, at det ikke er tilfældigt, at radikaliserede islamister angriber Frankrig igen. Han peger på Frankrigs rolle i den amerikansk ledede koalition af lande, der bekæmper Islamisk Stat i Syrien og Irak. Desuden kæmper Frankrig mod islamistiske oprørere i det afrikanske land Mali.

4) Frankrigs rolle mod ISIS og at de forhindrede folkemord i Mali.

Ifølge Bonnichsen kan timingen af terrorangrebene i Paris hænge sammen med, at Islamisk Stat oplever modgang på slagmarken

5) Islamisk stat er trængte. Hvis de havde fremgang ville det være en anden sag må vi forstå.

Og så har man også nogle voldsomme sociale spændinger…

6) Ikke nok bistandshjælp.

…der kan understøtte det had, som eksisterer i forvejen, når vi taler om islam og den vestlige verden,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

7) Hovedet på sømmet! Og det går vi så ikke mere ind i, for det indebærer den smertelige erkendelse at ingen fred er mulig og at så længe man anerkender muslimernes ret til være en del af Frankrig, som af noget vestligt land, så længe vil man befinde sig i en tilstand af krig. Ja, man kunne udtrykke det som at bo i krigens hus.

Ovenfor lover X-Files artikel i Jyllandsposten klassikerne i endnu et mysterium for medier, politikere og eksperter. Hvorfor sprængte en muslim sig selv og en masse kuffar i luften? Og så en fredag aften? Og så var også han, som alle de andre en god og rolig fyr.

Obama og Kerrys svar er ord. That’s all thay have, words. De insisterer på at kalde ISIS for Daesh, fordi navnet er blevet forbudt i Islamisk Stat: “Part of the reason is because in Arabic the word “Daesh” can be taken as a play on words to mean something along the lines of “a bigot who imposes his view on others” or “to trample down and crush,” og ved at insistere på at minde terrorister fra Islamisk Stat om at de rent faktisk undertrykker andres tanker, så generer man dem måske på et personligt plan. Det har ikke den samme effekt som Assads tøndebomber, men det skulle til gengæld ikke gå ud over civile. Meeen formålet er nok snarere at forhindre at islam kommer sprogligt i forbindelse med islamisk aktivitet, en renvaskning er problemets stilling. Hmm, det kunne være man skulle kalde dem det, Islamisk Aktivitet? Det ville sikkert pisse en venstrefløjser af i ens omgangskreds.

NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, ja det er vel ækvivalensen til at Saudierne blev formænd for FNs råd for menneskerettigheder, mener det er på sin plads at nævne islam, selv om islam ikke har noget med noget at gøre, skriver Danmarks Radio

- Dette er ikke en kamp mellem den muslimske verden og den vestlige verden. Det er en kamp mellem ekstremister, kriminelle og mennesker, der tror på fundamentale værdier som frihed og respekt for menneskerettigheder, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

“It was instructive that the moment President Hollande grasped the awful reality his first instinct was to close France’s borders.” skriver Simon Heffer i Telegraph. Det er sigende at Hollande, trods en overordnet politik om åbne grænser og næsten stålsat vilje mod at ville indrømme krigens realiteter - indtil nu? - alligevel afslører en erkendelse af problemets rod; muslimer der vælter over grænserne.

Hvad fortæller det om Danmarks politiske elite når alternativet til Løkke var Christian Jensen, der straks han hørte om de muslimske myrderier, tweetede en appel til danskerne om at stemme ja til EU? Ja, hvad fortæller det om intelligentsiaen i Venstre når Justitsminister Søren Pind mener at manglende grænsekontrol og konventioner ikke havde noget at spille med terrortruslen. “Vi betaler nu en høj pris for den passivitet, som Vesten har udøvet i Syrien.” siger han og mener alligevel at vi skulle have entreret Søvndals syriske jungle. For erfaringerne fra de irakiske og libyske regnskove demonstrerer virkeligt at vores ageren er problemets rod. Inger Støjberg fortsætte sin hard-liner løgn ved at lange verbalt ud efter studiegruppen og islamoplyserne Hizb ut-Tahrir. En “syg organisation som ikke hører til her”, kaldte hun dem og som en anden Villy Søvndal “forstår egentlig ikke, hvad det er, der afholder dem fra at flytte”. Men hvis hun lyttede efter, så handler det ikke om at der er noget der afholder dem fra noget, sådan er det jo med frihed. Der er derimod noget de,, som så mange andre tilvandrende muslimer vil, nemlig lave Danmark om til et kalifat. De er her på en mission, som det politiske Danmark afholder sig fra at forhindre. I stedet diskes der op med ord, ord, ord.

Denne regering, den værste regering nogensinde i dansk historie, har ophøjet politisk impotens til et kategorisk imperativ, som folket blot er i vejen for. Og Dansk Folkeparti ser ud til at have købt Løkkes rope-a-dope taktik og betalt med deres identitet. Og det er vel en forandring.

En kedelig forandring var iøvrigt også Søren Espersen, der tilsyneladende tænkte, at hvis terroren i Paris kunne være udgangspunktet for en konstruktiv debat om islam, indvandring af muslimer og hævdelse af dansk overhøjhed på dansk jord, som venstrefløjen vanskeligt kunne undslå sig, så ville det være bedre med en debat for og imod Søren Espersen selv. Vel vidende at når man indleder en argumentation om at gå hårdere til Islamisk Stat med “…vi er så gentlemen-agtige, at vi aldrig bomber, der hvor der er civile - også kvinder og børn.” så er der ingen der læser resten og Espersen spildte sine støtters tid og ressourcer på “Det Søren siger og mener er…” mens venstrefløjen og medierne fik sig lidt luft med historien om den moralske ækvivalens mellem islam og dens kritikere.