Konfronteret med danske helte holder Politiken sig for næsen

Diverse, England, Frankrig, Historie, Kulturradikalisme, Kunst og kultur, Nazisme, Politiken, Pressen — Drokles on March 17, 2015 at 9:56 pm

Politiken er ikke ligefrem i svime over at der fandtes mænd der forsvarede deres land. Skjønne tanker var blevet født i København, der skulle skåne så mange som muligt, så meget som muligt. I en leder, ja en leder, om filmen 9. April hedder det bl.a

Politikerne forstod, modsat filmens officerer, at kampen var udsigtsløs og ville blive katastrofal.

Derfor sendte de ikke soldaterne i kamp, men holdt dem på kasernerne, til det var for sent.

Og politik er netop det muliges kunst. Så skjønt almuens sønners anstrengelser er rørende så er de grundlæggende i vejen for den nødvendige politik. Sådan er det jo - oftest.

Og heri ligger Politikens foragt for national selvopretholdelse. Når man har et dansk forsvar, så er det fordi Danmark skal forsvares. Selve forsvarets væsen ligger i at gribe til våben når grænserne er truet. Det er på en gang forsvarets eksplicitte formål og soldatens implicitte virke. Så hvad var ellers ideen med at holde dem på kasernerne “til det var for sent”, hvis ikke man regnede med at nogle ville gøre deres pligt? Og hvis ikke man regnede med at den pligt på een gang skulle vise tyskerne at man skam overgav sig villigt og de allierede at man havde forsvaret sig selv? Man spillede kynisk skak og ofrede nogle bønderkarle, der var dumme nok til at tage deres pligt alvorligt, fordi det troede at det var vigtigt for alle.

MEN! Dette er ikke pointen. 9. april handler ikke blot om sentimentalitet. Filmen er blevet beskyldt for ikke at sætte den lille gruppe soldater, som man følger, ind i en historisk ramme. Men det er netop, hvad filmen gør. Ud over at filmen antager et minimum af historisk viden hos sit publikum, så starter den med en lille tekst, hvor det bliver forklaret, hvorledes det danske forsvar gennem mange år, trods udviklingen i Europa og “Hitlers støvletrampende Europa”, som Røde udtrykte det, systematisk var blevet besparet ned til det latterlige. En telefonopringning fra overkommandoen i København efterlader den stedlige kommandant målløs, nærmest afmægtig og han genvinder først fatningen da han kan bide en oprørt indigneret officer af med at understrege betydningen af og identiteten i “ordrer”!

Ordre er en glidende overgang til pligt. Det er måden, hvormed pligten koordineres og udtrykkes i det lavpraktiske. Nogle ordrer er væsentligere end andre, og nogles ordrer er væsentlige end andres ordrer. Det er et tema, der afspejles i flere scener, hvor forskellige enheder følger forskellige ordrer, eller samme ordrer forskelligt som sparsomme oplysninger om slagmarkens omskiftelige virkelighed opsnappes mest ved tilfældigheder. Overgangen mellem pligt og ordre er flydende og militærets rene linier er ikke simplistiske.

Soldaterne får intet at vide, andet end de skal sove med støvlerne på. De får udleveret 40 patroner hver. 40 skud hver til at forsvare Danmark, har generalstaben tænkt ved det? Eller er det politikerne? De har deres ordre, der efterlader dem i tvivl, men de mister ikke deres fornemmelse af pligt.

Vi ved hvad det alt sammen betyder for vi kender slutningen, vi kender de store linjer og historiens forudsætninger og udfoldelse. Men filmens pointe er at soldaten ikke gør. At nogle ikke engang fik at vide at Danmark havde overgivet sig, hvorfor de kæmpede endnu nogle timer. De er sindbilledet på en politik, der svigtede virkeligheden, og svigtede os alle sammen. Dette er perspektivet og det er fremragende illustreret. Vel nærmest et skoleeksempel, som kritikerne altså dumper i. Og den redikale eftergivenhedspolitik udtrykt i Politikens vrængende leder.

Nej, det er ikke filmen 9. April der ikke sætter fortællingen ind i en historisk ramme. Det er kritikerne og her især Politikens leder. 9. April handler ikke blot om en skæbnesvanger dag. 9. April handler derimod om kulminationen på den politik, der havde undergravet Danmarks evne og følgende vilje til at forsvare sig selv. “Vi må indrette os således, at vi militært intet betyder. Da kan Tyskland ikke mistænke os for at ville slå følge med dets fjender” var den radikale udenrigsminister Peter Munchs devise op gennem 30′erne. Det var denne devise der led nederlag.

Så stort et nederlag led Danmarks neutralitetspolitik at det endda kom bag på de tyske enheder at der fandtes danske soldater, der var villige til at forsvare sig. De oprindelige tyske planer havde kun handlet om en besættelse af Nordjylland, fordi man skulle lufthavne til felttoget mod Norge, der var det egentlige mål. Det er en mageløs opfattelse af Danmark, som er sin egen pointe værdig. Man tager bare en bid af et suverænt land fordi det virker mindst omkostningsfuldt. En næsten sikker overbevisning om at resten af Danmark blot vil dukke nakken og at man derfor ikke behøver knække det en gang for alle ved en fuld besættelse. Det er et sprøgsmål om ressourcer. Men i sidste øjeblik ændrede tyskerne ved et skødesløst pennestrøg planerne og bestemte sig for the full monty.

Og Danmarks chancer for at forhindre tyskerne i at nå deres mål var ikke til stede. Man regner med at det danske forsvar kunne have holdt tyskerne hen en dag eller måske to. Og for hvilken pris, som Politiken hæfter sig ved fra deres moralske bastion. Men denne forsinkelse er med et udpint forsvar som forudsætning, et forsvar der skulle tage Danmark så servilt ud at tyskerne ville være os nådige. Som det vist sig tabte tyskerne blot al respekt. Selvfølgelig.

Hvis man i stedet havde taget truslen fra nazityskland alvorligt og oprustet, moderniseret og forberedt sig derefter, kunne man gøre megen skade på den tyske krigsmaskine. Jylland er et smalt sted og infrastrukturen let at sabotere. Minering af farvandene samt ubådskrigførelse ville troppetransporter med skib være yderst risikabelt. Nej, en sejr over Tyskland vil aldrig lade sig gøre, men afskrækkelsen skal sættes i relief.

Tysklands mål 9. april var Norge, som var forudsætningen for deres Atlantvold. Det var også forudsætningen for svensk jernmalm og kuglelejer til deres krigsmaskine, samt en afgørende del af deres ubådkrig i Atlanten. Og tyskernes næsten glidende overløbning af Danmark greb Norge helt uforberedte. De allierede forstærkninger nåede frem 5 dage senere, da det var for sent. Men, hvis Danmark kunne holde tyskerne hen ville engelske og franske styrker forstærke det norske forsvar og forhindre at Norge faldt i tyskernes hænder. Det havde givet de allierede kontrollen over hele den rute, hvortil militærhjælp blev afskibet til Sovjetunionen. Det var en enestående mulighed for at stoppe en del af den tyske fremmarch allerede i 1940. Og det ville have frataget tyskerne en væsentlig strategisk fordel, der forlængede 2. Verdenskrig med et til to år.

Vi kunne med andres ord have indrettet os således, at omkostningerne ved at konfrontere os militært oversteg gevindsten ved en sejr. Da kunne Tyskland mistænke os for at ville slå følge med dets fjende så meget de ville. Eller er det blot andedammen hjemlig hygge, der tæller på Politiken?

Åh ja, Politiken skriver videre om bifaldet til en af de kæmpende soldater:

Så rejste først en enkelt sig, så flere - og til sidst modtog den ældre herre taktfaste, stående ovationer med en iver, der afspejlede det værste i tidens dyrkelse af det heroiske og krigen.

Dette er ikke sandt, de stående ovationer var ikke taktfaste. Velfortjente, ja, men ikke taktfaste. Den løgnagtige brug af ordet “taktfast” til at insinuere blind militarisme, småfascisme og placere publikum i rollen, som de sande besættelsestyskere, en hårsbredde fra nazi-sympati afspejler, det værste i Politikens svigeri. En selvindbildsk ret til at bestemme over den objektive virkelighed.

Jeg var iøvrigt den anden der rejste mig op. Den første der rejste sig op, sad til højre i salen og hende genkendte jeg fra TV som Marianne Jelved. “Det er rigtigt, det jeg siger!”

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress