Danmark bør opgive friheden for at modtage indvandrere

Det synes Peter Wivel i hvert fald at mene i Politiken, hvor han forsvarer den svenske tilgang til fængsling af dissidenter. Om Dan Park sagen, hvor den svenske gadesatiriker Dan Park blev fængslet for at gøre sig morsom over den svenske multikulturalismes selvmodsigelser, fremkommer Wivel med denne kandidat til årets citat

Sagen rejser spørgsmålet om, hvor meget racisme vi kan tåle i et Europa, der presses af stadig større flygtningestrømme.

Friheden er indvandringens pris - og indvandringen kan ikke stoppes. Wivel fortsætter sit indlæg med at forsvare det svenske retssystem ved Malmø Tingsret og kommer med følgende opfordring til de danske udstillere Trykkefrihedsselskabet og Hornsleth & Friends

Hornsleth & Friends vil gøre debatten, for slet ikke at tale om ytringsfriheden, en stor tjeneste ved at bringe dommen i sin helhed og i dansk oversættelse i det katalog, der forhåbentlig følger med udstillingen. Fordomme er som bekendt domme, man fælder, før man ved besked med sagen.

Det er en god ide med dokumentation, men den vil ikke understøtte Wivels og Malmø Tingsrets pointe ifølge Jens Martin Eriksen i et interview med Information

[D]e præmisser, Malmø Tingret har lagt til grund for dommen, vidner om  rystende amatørarbejde. Selv inden for den svenske anti hatespeech-lovgivnings rammer«.

– Vil du uddybe den vurdering?

»I dommen bliver der konsekvent set bort fra det forhold, at Dan Parks billeder har karakter af karikatur. Beskrivelserne i dommen af værkerne udmaler nok deres ’fornedrende og hetzende’ indhold, men det sker på sært løsrevet måde. At gøre grin med de karikerede er hele naturens væsen, og de værker, jeg har set af Dan Park, indskriver sig alle i en aktuel kontekst. Karikaturgenren er per definition en kommentar til lokale politiske slagsmål. Og derfor kan man slet ikke læse en karikaturtegning, hvis man afkobler ethvert kendskab til dens kontekst«.

Det er nu ikke Wivels opfattelse og hans analyse af Parks udtryk er et spejlkabinet, der gør ofre til gerningsmænd, som allerede overskriften siger . Wivel står dog fast og giver det mest omtalte eksempel

I fjor protesterede Momodou over et overfald, udført af en flok muslimske mænd og kvinder i Kroksbäck i Malmø. Ofret, den dansk-gifte Yusupha Sallah, havde nær mistet livet. Hans lille søn led fysisk og psykisk overlast. Park udstillede ofret på en plakat, hvor Momodou og Sallah – sammen med en sort amerikaner – ses med løkker om halsen under teksten ’Hang-on Afrofobians’.

Park arbejder her med en satireform, der skal vise, at »mønten har to sider«. Han holder et spejl op for jøder og sorte. I det kan de se, at de selv optræder som racister over for det tolerante svenske samfund.

Med deres ømskindede beklagelser placerer de sig i en aggressiv offerrolle. De siger i virkeligheden: ’I vil gasse os’ og ’I vil lynche os som negerslaver’. Det, du siger, er du selv, lyder Parks alt andet end uskyldige budskab.

Dette er ikke helt sandt, som man kan læse i Berlingske Tidende, hvor Frederik Stjernfeldt beskriver omstændighederne i lidt mere

Det gælder fx. sagen om, hvordan en sort fader, Yusupha Sallah, og hans lille dreng blev brutalt overfaldet på en bro i Malmø af en gruppe på over ti personer, der bl.a. havde råbt: »Din jävla svarta man, jag vill döda dig och din son«. Sagen vakte stor opsigt i Sverige, med avisledere, demonstrationer imod racisme osv. - lige indtil det blev klart, at det racistiske overfald ikke var begået af etniske svenskere, men derimod af kurdiske indvandrere: så forstummede kritikken fuldstændig. Det var dén sag, der lå bag Parks collage »Hang on Afrofobians« (Bliv ved, afro-hadere) – der spiller på, at hvis gerningsmanden selv har minoritetsbaggrund, så kan man åbenbart bare fortsætte med racistiske overfald (af den halve snes deltagere i det livstruende overfald blev kun én dømt – til to års fængsel).

Den vigtige detalje med at antiracistiske protester kun gjaldt så langt man troede det var etniske svenskere har Peter Wivel altså løjet ud af sammenhængen, for at komme til en mere infam konklusion om Dan Parks værker. Jens Martin Eriksen helt enig med Stjernfeldt og han tilføjer

[Dan Park] siger Hang on Afrofobians, for det er den opfordring, han mener at høre til voldsmændene fra et politisk korrekt Sverige, der klapper i. Hvad han i realiteten gør, er at levere en spiddende kommentar til relativismen i den såkaldte antiracisme: At racisme og racistiske hadforbrydelser kun kan erkendes som sådan, hvis det er etniske europæere, der står som aggressor og alle andre etniciteter, der står som offer. Men har man aggressorer af anden etnisk herkomst, bliver deres overgreb afideologiseret. Så bliver episoden til en notits, en tilfældig begivenhed i døgnet, som ikke er værd at nævne på den politiske agenda og giver ikke anledning til mobilisering«.

– Hvorfor ikke?

»Motivforskning er en sumpet affære, men rimeligvis, fordi man har sagt: ’Åh nej, fokus på denne sag, risikerer kun at gavne Sverigesdemokraterne’. Episoden følger en bredere tendens, hvor man lukker sådanne sager fuldstændig ned.

Konsekvensen af dette er, at antiracisme i denne dominerende variant i dag har mistet al troværdighed, fordi den reelt promoverer og beskytter den racisme, der fx kommer fra muslimske arabere. Antiracisterne er simpelt hen ude af stand til at tænke i de baner, at der også kunne eksistere der racisme i alle kulturer, også i de indvandrerkulturer, der kommer til Europa. De har fået den idé, at racisme er et endogent fænomen i europæisk kultur. Det betyder, at de heller ikke kan erkende indvandrermiljøers voldsomme sanktioner mod indvandrerpiger, der har haft etniske europæiske fyre som kæreste – i værste fald æresdrab – som racistiske hadforbrydelser. Selv om den udstødelse, som bliver reaktionen på den slags kæresteforhold, er præcis så racistisk, som reaktionen over for nigger lovers i de amerikanske sydstater i gamle dage«.

Efter så megen tale om Dan Park sagen er Peter Wivels indlæg selv for Politikens standard rystende. Ikke nok med at Wivel så frejdigt foreslår ytringsfriheden (af ham betegnet racisme), og det er jo blot den første i rækken af stødende friheder for muslimer, fjernet, så lyver han formodentlig bevist for at lade karaktermordet på Dan Park bane vejen for en knægtelse af danskernes frihed. Hans kamp er tabt på forhånd selfølgelig, Danmark og Sverige bevæger sig nu i hver sin retningen og i Danmark er Sverige ved at blive skræmmebilledet på en udvikling, en svensk tilstand man skal vare sig for. Hvad Wivels absurditeter gør for menigheden på Politiken har vi endnu til gode at se.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress