Bo Lidegaard forfægter Politikens tradition

Ethvert synspunkt kan forfægtes” skriver Politikens chefredaktør Bo Lidegaard i sin PS Analyse: Demokratiet skal tale på Bornholm. Og det må man sige at han og hans avis har gjort en dyd af. Og denne seneste tour de force i selvmodsigelser og afsindigheder skuffer ikke. En sætning der indledes “Dem, som har sat sig for at gøre festen til et spørgsmål om dem eller os…” konkurrerer med udsagn som “Også demokratiets fjender har krav på samfundets skjold”. Emnet er selvfølgelig et af “konfrontationens europæiske ikoner” Geert Wilders - “rejsende i hadefuld retorik” - og hans deltagelse på Folkemødet i Allinge i juni måned. Og selvfølgelig mener Lidegaard at det er noget værre noget. For Folkemødet er forrygende, mens Wilders er den demokratiets fjende, der har krav på samfundets skjold.

I Allinge er demokratiet trådt i karakter som meget andet og mere end en formalitet – som et møde mellem mennesker, der kan finde ud af både at dele sig efter anskuelser, være rygende uenige, og at mødes over en fredelig hindbærbrus og hyggelig sammenstimlen på Gæstgiveren.

Men fredsommelig at dele sig efter rygende uenige anskuelser besværliggøres når der så faktisk deltager nogen man er rygende uenige med

Nu har dogmatikere på politiske yderfløje sat sig for at gøre festen forbi ved at påtvinge folkemødet deres sort-hvide politiske logik. De interesserer sig ikke for demokrati som kultur, men kun som princip.

(…)

Bag lysten til at bruge Folkemødets rummelighed til at kaste grus i gemytligheden står nogle af de grupper, der er mest fremmede for demokratiets væsen, og som skyer åben debat.

Det er en spændende tanke at rummelighed ikke kan indeholde sine fjender (disse fjender, har de krav på samfundets skjold?). Kunne man tænke sig at den logik gjaldt for hele Danmark, der nu oplever en islamisk invasion? Eller skal demokratiet kun træde i karakter et par hyggelige dage med hindbærbrus i Allinge?

Trykkefrihedsselskabet vil “ødelægge festen ved enten at vise, at Folkemødet ikke er rummeligt nok til at rumme også dem, eller ved at fremprovokere så meget opstandelse og risiko for voldelig terror, at hele mødet skal pakkes ind i sikkerhed

Sker det, er pointen vistnok at demonstrere, at demokratiet er truet af terror. Helt sikkert. Det kedelige er, at det er også truet af den vedholdende dumhed, hvormed fanatikere søger konfrontation og undviger debat.

Sådan skal det siges; selv ikke terrorangreb mod demokratiet netop dér hvor det træder i karakter er en trussel mod demokratiet. Ingen selvmordsbomber kan ødelægge den hyggelige sammenstimlen når blot, der er hindbærbrus, mere end de fanatikere, der uden brug af vold undviger debat ved i - må man nok indrømme - vedholdende dumhed, at afholde et debatarrangement med spørgsmål til Geert og Flemming. “Alle ville være velkomne i Allinge, inklusive dem, der hader og frygter netop Folkemødets åbne og direkte debat“.

Trykkefrihedsselskabet, der har det til fælles med sin politiske modpol, Hizb ut-Tahrir, at de udelukker politiske modstandere fra deres egne arrangementer, har inviteret den hollandske populist Geert Wilders, mens Danskernes Parti vil bidrage med en broget flok europæiske nyfascister.

Det er vel kun på Politiken, det kan være ufint at være politisk modpol til Hizb ut-Tahrir. Trykkefrihedsselskabet har så vidt jeg erindrer aldrig udelukket politiske modstandere fra sine arrangementer. Måske tænker Bo på at Trykkefrihedsselskabet udelukkede en fyr ved navn Jihad Taha, umiddelbart efter at en anden muslim havde forsøgt at myrde Trykkefrihedsselskabets daværende formand Lars Hedegaard? Jihad lagde sag an og krævede mere end 13.000 kroner i erstatning for de gyldne ord han ikke fik hørt live. Men ligesom som den anden muslim i sin jihad tabte pistolen, tabte Jihad søgsmålet, som man kunne læse bl.a i Politiken.

Til gengæld har Politiken ved daværende Chefredaktør Tøger Seidenfaden udvandret fra et møde i Trykkefrihedsselskabet. Han mente at medlemmerne havde “direkte afskyelige synspunkter på muslimer og islam” og kaldte dem bl.a

Mennesker, der skamrider den aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige syn på millioner af medmennesker.

(…)

…med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker og i særdeleshed på den forening, der står bag arrangementet i aften, en forening der her i aften promoverer sig selv og snylter og nasser på vores allesammens selvfølgelige solidaritet. Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet. Jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som f.eks. i ramme alvor mener, at de europæiske muslimer får børn eller ”formerer sig”, som de skriver, for med magt at overtage Europa indefra. Og jeg tænker på Kåre Bluitgen, der i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde koranen med menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer for at markere sin ekstreme foragt på vores største og mest pressede religiøse mindretal herhjemme.

Gamle Tøger var på Politikens vegne ikke gemyttet til det der med at “…finde ud af både at dele sig efter anskuelser, være rygende uenige, og at mødes over en fredelig hindbærbrus og hyggelig sammenstimlen“. Og hvem har også lyst til at sammenstimle med afskyelige mennesker? Det var det retoriske kneb Seidenfaden brugte, frem for argumenter. Han kaldte folk der tyede til vold for “moralske tabere” (en trøst de myrdede kan tage med i det hinsides) og tilsluttede sig det berømte Voltaire udsagn, som en “elementær norm”. Ved at storme ud af døren umiddelbart efter sin konfrontatoriske tirade undveg han at blive konfronteret med tomheden i at kalde voldsmanden en moralsk taber når han samtidig overlader ham vetoret.

01022010104_26-02-2_421505y2

Og dette er Politikens tradition, den tradition Bo forfægter. Man kan jo forfægte hvad som helst, eller i hvert fald, det som voldsmanden ikke har nedlagt veto imod. I øjeblikket er det mest tegninger. Og bøsser. Og jøder. Og kristne. Og ateister. Og hurtige damer. Og bloggere. Og så videre. Den komplette liste kan ses i koranen og haditogdutogdatterne. Så med den i ånden forfægter man derfor det synspunkt at kritikere af voldsmandens lange vetoliste er afskyelige, hadefulde, rabiate, paranoide, skingre. Bo har sine egne ord for “dette uskønne slæng”; “en håndfuld politiske plattenslagere”, “fanatikere og fundamentalister”, “yderligtgående”.

Og den slags menneskers argumenter imødegår man ikke med modargumenter så letpåvirkelige mennesker ikke lader sig vildlede. For det kan man ikke fordi man har taget fejl. Så man udvandrer, gør man. Ud til de letpåvirkelige læsere for at indpode dem at de ikke skal lytte til børn og fulde folk. At bringe terror på tale er at bringe terror på bane formaner man - ”modsat de kræfter, partier og bevægelser, der deltager i den danske politiske debat, skylder vi ikke disse personer særlig respekt – endsige interesse for deres synspunkter” er Bos appel til sine læsere. Hans egne 942 ord er opmærksomhed givet kvit og frit.

2 Kommentarer »

  1. Om bl.a. Bo Lidegaard, se: http://gallerisvinestien.dk/?p=16329

    Comment by Boel Tammes — May 19, 2015 @ 9:48 am
  2. Tak for linket Boel Tammes.

    Comment by Drokles — May 20, 2015 @ 8:46 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress