Det er blevet sagt mange gange, at organisationer som Læger Uden Grænser, er med til at lokke migranter fra Afrika til Europa ved deres humanitære arbejde med at redde folk fra druknedøden i Middelhavet. Hvad der selvfølgelig også er kendt, er den politik om Europa som et godt sted at migrere til ved sine solidariske velfærdsmodeller, som især venstrefløjen reklamerer med, mens den i den indenrigske debat betegner europærerne som racistiske folk. Ikke bare Lise Nørgaard (der kun blev 90), men også Bill Gates peger fingeren på Angela Merkels Tyskland og andre, der synger samme sang om Europa som en havn, der lokker migranterne til; “the more generous you are, the more word gets around about this — which in turn motivates more people to leave Africa“. Det hedder i amerikansk militærjargon “providing aid and comfort”.

Hvis det er rigtigt bliver sygeplejerske Kamma, fra Læger Unden Grænsers indlæg i Jyllands-Posten, til et anklageskrift mod hende selv.

Jeg glemmer aldrig den 5. oktober sidste år: Det er mørkt, og der er ret høje bølger, da de italienske myndigheder beder Læger uden Grænsers redningsskib om at redde båd nummer to inden for få timer. Da vi nærmer os, hører vi desperate råb og skrig og kan se, at de fleste nødstedte ligger i det kolde vand.

Vi redder omkring 120 mennesker om bord. De skriger, græder og hulker, og der er en gennemtrængende lugt af benzin. Vores læge kommer med en lille dreng i armene, flår drengens tøj af og placerer ham under en bruser. Drengen har kemiske brandsår på store dele af kroppen, efter at benzin fra den ødelagte gummibåd har blandet sig med det saltvand, som de har ligget i.

Vi står pludselig med det, man kalder en ”mass casualty incident”, hvor vi er nødt til at prioritere benhårdt.

Vi er kun tre medicinske medarbejdere til 120 personer, hvoraf rigtig mange har kemiske brandsår og er blevet farligt afkølede i vandet. Min hud på kinder og arme brænder mere og mere, fordi jeg også får blandingen af benzin og saltvand på huden.

En af de værst tilskadekomne er en gravid ung kvinde, der har haft hovedet under vandet og har fået benzin ned i lungerne. Det lykkes os at genoplive hende to gange, men vi har ikke mulighed for at give behandling med respirator på båden. Hun dør.

Snaphanen argumenterer logisk, at Læger Uden Grænsers…

…aktioner er kendt over den halve verden, og fordi [LUG] praktiserer denne selvtægt, vil den gigantiske folkevandring fortsætte. Hver uge vokser Afrikas befolkning med en million mennesker. [LUG] kan ikke regne med, at Italien fortsat vil acceptere [d]eres trafik. Der er allerede en halv million arabere og afrikanere i landet. Mindre end tre procent, der når Italien, har nogen asylgrund. De er ikke flygtninge i nogen juridisk forstand.

Og de bliver bakket op af Kardinal Peter Turkson fra Afrika, der mener at tiden er kommet til at man ‘lukker for hanen’, skriver Breitbart

“It is like water flowing from an open tap,” he said. “It’s not enough just to dry it, you have to turn off the faucet,” he added, noting that the vast majority of African countries are not war zones from which the populations must necessarily flee. “In my opinion, we can change things in order to keep young people where they are.”

(…)

“The big problem is addressing this issue at its source from the angle of development, to ensure that people stop arriving into Europe,” said the cardinal.

Turkson insisted that his hardline position is not contradictory to the Christian notion of acting as “good Samaritans” with people in difficulty, but addresses the reality of what countries can bear and what is ultimately causing the crisis.

Uriasposten linker til en New York times artikel, der viser, hvorledes redningsskibe samler afrikanske migranter op stadigt tættere på Afrikas kyst, i nogle tilfælde inde på Libyens farvand og spekulerer “at masseindvandringen til Europa, er, om ikke en formuleret parlamentarisk beslutning, så dog tydeligvis en NGO-orkestreret konsekvens”

Men Kamma forsvarer sig imod disse beskyldninger

Da EU’s redningsaktion Mare Nostrum blev indstillet i efteråret 2014, og der kun var ganske få redningsskibe på havet, blev mennesker ved med at flygte over havet. Og drukne. Da over 1.000 på et tidspunkt var druknet på mindre end en uge, satte EU sit redningsarbejde i gang igen.

Jeg tror heller ikke på, at mennesker holder op med at flygte over havet, hvis redningsaktionerne standser. Jeg har været vidne til de her menneskers desperation. Nogle af dem har ikke nødvendigvis haft Europa i sigte, da de flygtede fra deres hjemland. Men efter at have været udsat for slavelignende forhold eller tortur, trusler og voldtægter i Libyen ser de måske ingen anden udvej.

Andre er stålsatte på at komme væk. Som en bestemt familie jeg talte med. Faderen var fra Libyen, moderen fra Sudan. Blandede ægteskaber er ildeset i Libyen, og forældrene vidste, at deres fire børn var i fare.

I Libyen er der stor fare for, at børn af blandede ægteskaber bliver kidnappet. Betaler forældrene ikke løsesummen, oplever man, at børnenes afhuggede hoveder bliver leveret tilbage til forældrene i en plasticpose. Det er så brutalt, som noget kan blive.

Det er klart, at hjælpeindsatsen på Middelhavet kun er et plaster på et stort åbent sår. Hvis man virkelig vil gøre noget ved problemet, er det i de fattige og krigshærgede lande i Afrika og i Afghanistan og Syrien, at der skal ske noget.

Det er svært at tro, at mennesker ikke foretager en risikovurdering, førend de begiver sig mod et nyt liv. Kamma godskriver delvist den logik ved at påpege at situationen kunne afhjælpes, hvis forholdene bedres. Europa er heller ikke den eneste mulige destination, for desperate mennesker og som Turksom påpeger, er det meste af Afrika ikke det åbne sår af afgrundsdyb fattigdom og krig, der er forudsætningen for Kammas rationale.

Jeg har den største respekt for mennesker som Kamma og har selv mødt et par, hvor jeg har arbejdet. De har virkeligt ben i næsen, ligesom den ekstremt modige Inge Genefke, og er gode at have i sit ringhjørne. Kamma er sygeplejerske og reagerer på akut opståede problemer. Men jeg er bange for at hun misser den store pointe og hendes ressoucer bruges kontraproduktivt. Der er ufattelige mio. på vej, de er ikke flygtninge og de lader sig ikke integrere.

Men hvad skal Kamma, med alle sine ressourcer gøre ved det? Hun er sygeplejerske og skal redde liv og kan ikke bære den Vestlige civilisations overlevelse på sine skuldre. Det skal politikerne og embedsmændende derimod, som ikke blot lader stå til og ikke bare lokker migranter med den, nu i mere end en forstand, universelle velfærdsstats rigelige ydelser, men endda fragter dem det sidste stykke til Europa i samarbejde med venstre-ideologiske NGOer.

Kamma forsvarer Læger Uden Grænsers sirenesang i en kort video. Et par billeder herfra bakker ikke udelt Kammas virkelighed op

En hel båd fuld af mænd i den våbenføre alder.

Et enkelt spædbarn ses der.

Mænd i den våbenføre alder i en gummibåd fuld af vand. Så længe båden kan sejle er der ingen forpligtelse til at samle dens passagerer op, så bådene sænkes ved synet af europæiske skibe. Den er tilsyneladende udenfor brændingen, men hvor langt fra Libyens kyst, førend gummibåden pludseligt tog vand ind?

Italienerne mener sig som offer for en befolkningsudskiftning og det er let at forstå.