Nogle meningsmålinger fra det amerikanske præsidentvalg viser en overlegen føring til Hillary Clinton, mens andre viser dødt løb. Skal man stole på de etablerede medier, der er et med det sidende politiske konsensus, eller skal man stole på de mange alternative medier, der er drevet af entusiasme og som er ganske nye?

Det er målinger overfor anekdoter og jeg tror anekdoterne har fat i den lange ende. Der er registreret flere problemer med udarbejdelsen af målingerne, i måderne man har vægtet forskellige befolksningsgrupper på og hvad man har anset som væsentligt og hvorledes man egentlig afgør en mulig vælger og om den mulige vælger overhovedet vælger at besvære sig.

Og så er der folks svar, som vi kender det herhjemme. Folk går naturligvis stille med sympatier, der bliver dæmoniseret i det offentlige rum og Hillary Clintons kampagne har ikke blot legitimeret vold, men aktivt deltaget i mødeterror mod Trumps tilhængere til Trumps vælgermøder. Og disse voldshandlinger har diffunderet som en legitim præsedens, hvor folk, der åbent skilter med deres støtte til Trump, bliver ofre for hærværk, chikane, trusler og vold.

Med sig har Trump anekdoterne, der især består i det store fremmøde ved hans valgmøder og den intense begejstring. Og man kan kun gætte på om det blot er en stor fanbase uden hold i den store afgørende midte af amerikanske vælgere, eller om han virkeligt har fat i det tavse flertal. Filmpropagandisten Michael Moore giver en glimrende anekdotisk beskrivelse af perspektivet for den almindelige arbejdende amerikaner.

Fortællingen om den succes er nemlig vigtig, for den har stor indflydelse på om den mulige vælger overhovedet kan se sig selv besværet for en tabt sag. De voldsomme meningsmålinger, der viser at Hillary, der knap kan skrabe tilhængere sammen uden at give dem penge, er storfavorit til posten, tjener i høj grad det formål at demoralisere Trumps tilhængere til at blive hjemme.