Søren Krarup vs Systemet Politiken

Diverse — Drokles on January 13, 2011 at 2:53 am

Et eksempel på forskellen mellem det nationale udsyn, som advokeret af Søren Krarup overfor det ideale advokeret af Politiken. Søren Krarup skriver i Jyllands-Posten

Folketinget har ikke ”ret” til at løbe fra pligten. Ministeren har ikke ”ret” til at dele dansk indfødsret ud til dem, som FN vil forære den. Både Folketinget og regeringen er bundet af grundlovens klare og tydelige tekst.

I øjeblikket sidder jeg og læser i gamle numre af Folketingets forhandlinger 1849-50. Jeg søger en klar og tydelig fortolkning af den første grundlovs § 54, som sagde: »Ingen udlænding kan herefter erholde indfødsret uden ved lov.« Jeg finder ordene tydelige og umisforståelige, men da jeg er løbet ind i en bitter strid med både integrationsministeren og mine kolleger i indfødsretsudvalget og Folketinget, vil jeg gerne have klar besked.

Jeg har i en tidligere kronik 10/12 her i bladet gjort rede for, hvad striden drejer sig om. Den har at gøre med, at en FN-konvention om begrænsning af statsløshed, stammende fra 1961 og vedtaget af det danske Folketing i 1977, har sat 35 palæstinensere på det seneste lovforslag om indfødsret, som blev vedtaget ved tredje behandling 16/12. Men de 35 palæstinensere har ikke dokumenteret, at de kan tale ordentlig dansk, har ikke bestået den krævede indfødsretsprøve, har ikke dokumenteret en ren straffeattest, har ikke været selvforsørgende og økonomisk uafhængige - har kort sagt slet ikke bestået de prøver eller opfyldt de krav, som Folketinget har opstillet som gældende for dem, der skal kunne få dansk indfødsret.

Hvorfor får de den så alligevel? Svar: Fordi FN-konventionen kræver det. Fordi FN-konventionens krav om begrænsning af statsløshed fører til, at disse 35 statsløse palæstinensere skal blive danske statsborgere.

Nej, siger jeg. Den første grundlovs § 54, den nuværende grundlovs § 44, siger klart og tydeligt, at »ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov«, og dette betyder, at det alene er det danske folk, repræsenteret af det danske folketing, der kan tildele udlændinge indfødsret. FN har ikke adkomst til det. Og at Folketinget i 1977 underskrev konventionen om begrænsning af statsløshed, kan ikke og skal ikke betyde, at det danske folk eller det danske folketing mister eneretten til at tildele udlændinge dansk indfødsret.

Der er efter min mening ikke noget at rafle om. Dette handler om dansk suverænitet. Dette har at gøre med, at alene det danske folks vilje skal gælde i spørgsmålet om, hvem der kan blive dansk, og hvad det er at være dansk. Nej, siger jeg til FN-konventionen. Nej, har jeg og Dansk Folkeparti sagt til ministeren og det folketingsflertal, der sætter de 35 palæstinensere på L 38, indfødsretsloven. Men ministeren og flertallet siger ja, og med stigende stemmestyrke har vi drøftet forholdet under folketingsforhandlingerne af loven.

(…)

Paragraffens ordlyd tvinger Folketinget til at vedkende sig suveræniteten og således at sige nej til FN-konventionens forsøg på at overtage den. Folketinget har i bogstaveligste forstand ikke ret til at løbe fra sit ansvar. Folketingets flertal kan ikke relativere grundloven, for § 44 har i halvandet hundrede år understreget Folketingets absolutte pligt til at håndhæve den danske suverænitet eller selvstændighed.

Folketinget har ikke ”ret” til at løbe fra pligten. Ministeren har ikke ”ret” til at dele dansk indfødsret ud til dem, som FN vil forære den. Både Folketinget og regeringen er bundet af grundlovens klare og tydelige tekst.

(…)

Vi skal op til i dag for at opleve, at dansk indfødsret bliver overtaget af en FN-konvention, der reducerer Folketinget til et ekspeditionskontor.

Politiken ser i deres leder på en anden sag, som dog er åndeligt forbundet, nemlig sagsanlægget mod statsministeren (i dag tilfældigvis Lars Løkke Rasmussen) om ulovligt at have overdraget dansk suverænitet til EU uden at spørge Folket da man vedtog at underskrive Lissabontraktaten

Højesteret vurderer, at Lissabontraktaten har en »generel og indgribende betydning« i danskernes hverdagsliv, skønt ændringerne reelt handler om de institutionelle arbejdsgange i Bruxelles – på samme måde har procedurerne også tidligere været ændret uden afholdelse af folkeafstemninger, f.eks. med indførelsen af de direkte valg til Europaparlamentet i 1979 og med Nicetraktaten i 2001, hvor Europaparlamentet fik større medbestemmelse.

Det centrale spørgsmål i den nye sag handler dog om, hvorvidt Danmark har overført ny suverænitet.

Og her står sagsøgernes påstande svagt: Et komfortabelt flertal i Folketinget er enigt om, at traktaten ikke overlader nye beføjelser til EU. Danmarks suverænitet er uantastet.

 

Politiken mener altså at Folketinget har ret til selv at afgøre om man bryder loven. Og Politiken konkluderer frejdigt

Men forhåbentlig kan grundlovssagen sætte gang i en ny debat om mangler i Danmarks Riges Grundlov, herunder den ringe beskyttelse af frihedsrettighederne – og dermed fremrykke en omfattende forfatningsrevision.

Grundloven fremstår efterhånden både svagere og mere utidssvarende end den alt andet end perfekte Lissabontraktat.

Det er selvfølgelig et skønt om hvad man regner som tidssvarende, men hvis det ideale er at gøre Folketinget til at ekspeditionskontor har Politiken da ret. Eller, som Seidenfaden engang formulerede det “Det er altså Folket, der er problemet!”

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress