De blå lejesvende?

Diverse — Drokles on October 2, 2010 at 10:08 am

Fra forskelligt hold bliver det prøvet at forsvare, forklare og forklejne de røde lejesvende efter at man har været så uopdragen at gense deres udsendelser. Stig Hartvig Nielsen gør i Radio Nyt et forsøg på at bringe lidt symmetri ind i debatten og spørger efter De Blå Lejesvende.

Med til baggrunden hører, at Jacob Rosenkrands’ to chefer i DR begge kommer fra højrefløjen.

DR2 chef Arne Notkin er mangeårig redaktør for den konservative ugeavis, Weekendavisen, og iflg. Information kendt som ’Danmarks kommunistjæger nummer ét’. Allerede i 1994 startede Notkin – sammen med vennen Bent Blüdnikow - et opgør med venstrefløjen og angreb en række navngivne personer i DR.

DRs kulturredaktør, Morten Hesseldahl, er medstifter af den ultra-liberale tænketank CEPOS.

Sandhedsvidnerne i DR2-programserien, der ikke får kritiske spørgsmål fra værten - men kun kommenterer, er Bent Blüdnikow, der også er medstifter af CEPOS og DF-koldkrigsprofessoren, den injuriedømte Bent Jensen.

Forslaget til programmet ’De røde lejesvende’ kommer oprindeligt fra Bent Blüdnikow, og er altså godkendt af vennen Arne Notkin.

DR2 har valgt kun at være kritiske overfor DR-medarbejdere, der er - eller har været - venstreorienterede. Men der var og er også et par stykker, der kommer fra den højre side af det politiske spektrum. Her er et par stykker af dem. Så må det vise sig, om DR vil sætte dem på anklagebænken for at være ’blå lejesvende’ og gennemføre samme sindelagskontrol, som det nu sker mod en række af DRs ’røde’ medarbejdere.

Der var bl.a.:

- Tidligere studievært på TV-Avisen Paula Laurrain, folketingskandidat for Konservative.
- Journalist og korrespondent Claus Toksvig, senere medlem af Europa-parlamentet for Konservative.
- Korrespondent Frode Kristoffersen og senere medlem af Europa-parlamentet for Konservative.
- Niels Krause Kjær, vært på P1 programmet ’Krause på Tværs’, erklæret konservativ og tidligere spindoktor for Konservative.
- Tidligere studievært på Deadline og chef for Radioavisen, Connie Hedegaard. Gik direkte fra jobbet i DR til at være konservativ miljøminister.

- Underholdningsvært Suzanne Bjerrehus forsøgte at komme i folketinget som medlem af Konservative.
- TV-avisoplæseren Bent Bertramsen stillede også op for de Konservative.

- Mangeårig DR-vært Ole Andreasen, der i 1975 meldte sig ind i Venstre. Senere medlem af hovedbestyrelsen for Venstre og Europaparlamentet for partiet.
- Henning Schmaltz Jørgensen var i årevis chef for TV-Avisens valgdækning - og samtidig valgstrateg for Venstre.
- Studievært på TV-Avisen Kaj V. Andreasen – medlem af Venstre og medlem af Folketinget.
- Studievært på TV-Avisen Morten Løkkegaard - meldte sig ind i Venstre og blev medlem af Europaparlamentet.
- TV-Avis journalist Uffe Ellemann-Jensen - formand for Venstre og udenrigsminister.
- TV-Avis studievært Bjørn Elmquist meldte sig ind i Venstre og blev medlem af Folketinget; senere medlem af Det Radikale Venstre.
- Moskva korrespondent Poul F. Hansen stillede efter tiden i DR op for Venstre.
- Fast kommentator og ’uvildig’ EU-ekspert Lykke Friis - minister i VK-regeringen og medlem af Venstre.
- Mangeårig Christiansborg-journalist Bent Stuckert er Venstre-mand.
- Hans Morten Rubin var i mange år både chef for TV-Avisen og en del af inderkredsen i Venstres bestyrelse, hvor han var med til at tilrettelægge Venstres politik og mediestrategi.
- Tidligere chef for Radioavisen Jørgen Schleimann – Venstre-mand.
- Hans Bischoff - studievært og økonomisk medarbejder på TV-Avisen – kendt som støtte af Venstre.
- Medarbejder på TV-Avisen Kai V. Andersen - også valgt for Venstre.
- Karen Jespersen, tidligere TV-avis journalist, nu medlem af Folketinget for Venstre.

- Tidligere mediedirektør i DR, Mette Bock. Nu folketingskandidat for Liberal Alliance.
- DRs nuværende kulturredaktør, Morten Hesseldahl, er medstifter af den ultra-liberale tænketank CEPOS.

Og så er der en række andre erklærede borgerlige medarbejdere – lige fra tidligere sportschef Gunnar ‘Nu’ Hansen og DRs mangeårige korrespondent i Moskva Leif Davidsen - til DRs nuværende nyhedschef Ulrik Haagerup, DR2 chef Arne Notkin og Deadline-vært Adam Holm.

Dette er en fejlslutning, som jeg vil lade Henrik Gade Jensen rette. Fra Jyllands-Posten

For nok var der borgerlige journalister i Danmark Radio, men ville Uffe Ellemann-Jensen nogensinde kunne sige det modsatte: man kan ikke være andet end liberalist! Ville Per Stig Møller erklære konservatismen for at være eneste mulige standpunkt? Ville Jørgen Schleimann være uforstående overfor holdninger til højre og venstre for ham?

Borgerlighed er at kunne sætte parentes om sin politiske holdning. Det er at arbejde og virke uden at have holdningerne uden på tøjet. Borgerlighed er ikke en politisk identitet, men en ramme om ansvarlighed, integritet og respekt for andre. For en god borgerlig er alt ikke politik, men politik er forskellige anskuelser om fællesskabets indretning, som vi kan dele os efter i det offentlige rum.

Men ”de røde lejesvende” er netop karakteriseret ved, at for dem blev den rette politik en livssag, et åndedræt, et projekt. Venstreorienterede var begravet i identitetspolitik, hvad Sperlings ord ["Hvordan kan man være andet?" (end rød)] viser, og derfor blev det så lukket, klamt og stammeagtigt, hvor man med signaler og attityder kunne og skulle signalere at man hørte med i flokken.

Kritikerne undgår i øvrigt  alle som en at forholde sig dokumentationen, som man kun ser stemningsuddrag af og vidnernes egne udsagn, der enten, som i Bjørn Eriksens tilfælde benægter det beviselige (at han holdt kommunistseminarer i DDR) eller mener at man kan tillade sig det man ikke vil tillade andre når ens mening er så rigtige, som de jo er. De forholder sig heller ikke til sandhedsvidnerne, hvor Leif Davidsen kunne fortælle at et indslag han havde produceret om tandbørstemanglen i Moskva blev anset for problematisk af kollegaer på redaktionen da den stillede spørgsmålstegn ved “den virkeliggjorte socialisme”. Davidsens stille anekdote fortæller mere end rigeligt om “hvordan de tænkte dengang”.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress