Præst læser teksten for palæstinenserne
Hvorfor er det så vigtigt for Israel at blive anerkendt?
Svaret er givet i FN’s resolution 181 af 29. november 1947, hvor der på det tidspunkt var 57 medlemslande. Her stemte kun 13 lande imod, mens 33 lande stemte for, og 11 lande undlod at stemme. Resolutionen påbød såvel palæstinensere som jøder at oprette hver sin selvstændige, demokratiske stat, som gensidigt skulle anerkende den anden part og således leve i fredelig “sameksistens”.
Palæstinenserne har aldrig villet anerkende denne FN-resolution, og det er årsagen til, at der ikke findes en såkaldt palæstinensisk stat i dag. Hvis de havde rettet sig efter FN’s resolution 181, kunne de have haft det land, der er tildelt dem, og det kan de også i dag, men det vil de ikke, fordi de ikke ønsker, at der skal være en jødisk stat!
Israel anerkendte resolutionen, selvom den syntes uretfærdig og meget vanskelig at gennemføre. For det første var allerede 77 procent af mandatet: “Det hellige Land” givet som et emirat til Abdullah Hussein, og det blev senere til Transjordanien (på den anden side af Jordan) og nu kongeriget Jordan, så her har de såkaldte palæstinensere et af deres i alt 14 hjemlande.
Herligt og resten kan anbefales.
2 Kommentarer »
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI
Lidt om uretfærdighed, palæ- og andre semitter plus os andre.
Araberne og deriblandt palæstinenserne har som muslimer hjemme overalt på kloden. Deres hovedproblem er, at vi vantro deriblandt jøderne uretmæssigt og uretfærdigvis befinder os på Allahs enemærker, den Jord, vi alle betræder. Det er grundlæggende forkert, en fejl, som sande muslimer hele tiden prøver at lave om på. Derfor udfolder de en hellig og berettiget territorial jihad om vor lille klode mellem de rigtige og de forkerte, som går ud på at få alle forkerte vest for Jordanfloden, nord for middelhavet + dem i Rusland og Kina og Indien og Australien til at forsvinde. 1.2 milliarder kan ikke tage fejl.
Med venlig hilsen.
Deri er jeg helt enig. Da muslimerne blev smidt ud af Spanien blev det for Corsarerne en hellig pligt at tage kristne fanger en regulær Jihad, som hævn for det tabte land. De næste par hundrede år blev europæiske kyster hærget og plyndret for slaver især omkring Middelhavet, men også England, Frankrig og endda Island. Man regner med et antal i omegnen af 1,5 mio europærere endte deres dage, som slaver for muslimske herrer.