Sortering

Diverse — Drokles on June 23, 2009 at 3:00 am

Aftenposten fortæller om, hvorfor en pakistaner skifter det ellers generøse Norge ud med England

–Her kan kvinner tross alt gå med slør uten å bli trakassert. Bak disken i Oak Lane smiler ingen rødhåret kone med permanentkrøller, forkle og tøfler, men en ung mann med svart skjegg og en liten lue på hodet. Som så mange andre med innvandrerbakgrunn i Bradford driver Hafiz Abdur-Rahman (22) og familien butikk i lokalene hvor hvite briter i generasjoner drev bakeri, pub, kolonial og slakteri med stort utvalg av skinker, biffer og bacon. Nå er de hvite flyttet til andre bydeler.

Og som hun ikke vil trakasseres på grund af sit tørklæde fortrækker mange civiliserede kvinder sikkert også at blive fri for at trakasseres for ikke at gå med tørklæde. Det er klart på et helt banalt plan, at det ikke svarer sig for et samfund at gøde jorden for de islamiske udtryk, der i sin essens ikke udtrykker andet end undertrykkelse og dominans - altså foragt overfor og afvisning af demokrati og folkelighed.

Det er ligeledes en banal, men også delvist accepteret sandhed at folk helst vil bo blandt deres egne og derfor søger sorteringen/segregeringen. Når den kun er delvist accepteret er det fordi venstrefløjen udmærket forstår de mange eksotiske etniske gruppers ønsker om at leve blandt deres egne og hente ægtefæller i hjemlandet, hvor lignende danske eller “hvide” tendenser ville være direkte racistiske. Men tilbage til sporet så er det altså ikke et spørgsmål om segregering, men kun på hvilket plan - lokalt, regionalt eller nationalt. Aftenposten fortæller videre

Bradford er en av Englands største multikulturelle byer. Og som i Norge, kommer de fleste fra landsbygda i Pakistan. Men motsetningene mellom de ulike etniske kulturene er store og er drevet av frykt for hverandre. Folk lever adskilt i egne bydeler for hvite briter, pakistanere, tamiler, indere, afrikanere. De omgås ikke hverandre hvis de ikke må på jobb eller skole. Selv om familier med asiatisk bakgrunn har bodd her i generasjoner, er det mange som ikke behersker verdensspråket engelsk.

(…)

–Jeg skal gifte meg med en kvinne fra mine besteforeldres hjemland. Der er kvinner vant til å varte opp menn. Jenter som er oppvokst her, gjør ingenting for deg, sier han liketil før han spør: Men dere er fra Norge? Jeg var islamlærer for en familie fra Norge, de bor i strøket her.

(…)

Byen strever med fattigdom, kriminalitet, arbeidsledighet, dårlige skoleresultater og frustrert ungdom. En omfattende statusrapport fra 2001 slår fast at byens befolkning sliter med å snakke åpent og ærlig om gjengkulturer, tvangsekteskap, kvinner som nektes adgang til skolegang, narkohandel, åpne konflikter på og rundt skoler mellom barn med ulike kulturer og religioner – av frykt for å bli kalt rasister.

Bradford er et billede på alle store byer i Europa, hvis udviklingen fremskrives. Men det kan også være et bille på Europa, hvor visse lande er bukket under og andre lande har klaret frisag. Derfor glæder det mig altid, skønt jeg har svært ved at tro alvoren når såkaldt veluddannede unge muslimer i de sekteriske medier (Politiken, Information, DR) proklamerer deres snarlige afrejse på grund af debatklimaet og danskernes “muslimer-på-hjernen” holdning. Uanset, hvad ender vi alle med at bo blandt ligesindede, men om det kun er en bydel eller et helt land gør en stor forskel - især når, der skal vedtages nye love.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress