Ekstrabladet snubler i kamp mod Den Korte Avis
I maj skrev Kommunikationsforum at Den Korte Avis undergraver dansk journalistik og 14/11 fulgte selveste Jyllands-Posten efter med spørgsmålet “Kan Den Korte Avis bestå sin egen test?“. Den Korte Avis dækning af forskellige sager blev bragt op, som også de velkendte sager, hvor den korte Avis har stjålet både artikler og billeder fra de etablerede medier. Allerede dagen efter var Ralf Pittelkow klar med et svar til Jyllands-Posten. 22/11 fulgte Mads Kastrup op på Jyllandspostens kritik og mente at det største problem var at “Ralf Pittelkow ved tilsyneladende lige så meget om journalistik, som en Paradise Hotel-deltager ved om kvantefysik.”. Fordi journalistik er at sammenligne med kvantefysik for Mads Kastrup.
Selv er jeg heller ingen fan af Den Korte Avis. Dens største problem er de mange ubehjælpsomme artikler (flere og værre end denne blog) og deres manglende kilder. Ofte er der tale om næsten rene oversættelser af udenlandske artikler, typisk fra Daily Mail, som giver et mistænkeligt skær af at skribenterne vil smykke sig med lånte fjer. Også den påklistrede forargelse, der kun demonstrerer ringe tiltro til avisens læsere, virker generende. Ja, det er for galt med uretfærdighed og det er noget værre noget. Men Den Korte Avis er til gengæld relevant. Den udbreder de sager som blogge som Uriasposten og Snaphanen ellers har været næsten ene om til et større publikum. Den afkriminaliserer delvist virkeligheden og giver mange mennesker en følelse at de ikke sidder alene med deres “menneskesyn”, men med et klarsyn sammen med mange andre.
Selvom de etablerede medier er professionelle i deres udtryk så begår de mange af de samme synder i lige så rigt mål bag deres polerede overflade. Læs Uriasposten f.eks eller Snaphanen, hvor man ser at de svenske medier er hensunket som et rent propagandaapparat for et indgroet konsensus. Læs en næsten hvilken som helst beskrivelse af vold i Jyllands-Posten, Politiken eller Berlingske Tidende og se på alle de passive sætninger, som journalisten besmykker sig med ud fra en ide om, hvad der lyder fint, men som kun tjener til at sløre sandheden ind til det direkte løgnagtige. En gruppe kan overfalde en enkelt person eller et par og gennembanke dem til ukendelighed, mens de dydige journalister taler om at der opstod uenighed hvorefter der blev uddelt spark og slag hvor den enkelte er parret altså fik brækket arme og ben og mistede tænderne og en god del af deres blod. Læserne har vænnet sig til at journalisterne bruger formuleringer, der lægger sig op ad diplomatsprog - hvor det gælder om ikke at støde følelser fordi man er sikker i sin tro til sproget fineste nuancer opfattes af modtageren - uden at de mestre det. Vi er også vant til at journalisterne ikke stiller de relevante spørgsmål men kun de vante. Hvem har spurgt til, hvor meget indvandringen koster? Hvor mange vi derfor har råd til? Hvorfor nogen tror på det multikulturelle når folk flygter fra sekterisk vold? Hvad islam egentlig handler om osv.
Det gør man ikke. Hvad man gør er at følge efter hinanden indtil alle går i ring. Ekstra Bladet fulgte op på Jyllands-Postens opfølgning på Kommunikationsforums artikel om Den Korte Avis ved at vinkle the human interest og havde Nasse-Karen på forsiden af deres søndagsudgave.
Her kunne man læse, hvor lidt politisk arbejde Karen Jespersen egentlig lavede som Folketingsmedlem for Venstre. “Dømt politisk doven“, mens hun for sin fede hyre “Får ministre og embedsmænd til at hoppe og springe for sin private netavis” og andre nøgterne formuleringer.
Siden Den Korte Avis blev søsat i 2012 har hun nemlig brugt sin ret til at stille spørgsmål til ministrene og researche historier og dermed fylde spalterne i sin netavis.
Ud af 77 spørgsmål, som hun har stillet i perioden, har mindst 58 fungeret som research, baseret direkte på historier bragt i Den Korte Aviseller haft tæt tilknytning til artikler og sågar personer, Som Den Korte Avis har skrevet om. Det viser en gennemgang som Ekstra Bladet har foretaget.
Karen Jespersen får dermed ikke blot offentlige mediestøttekroner til Den Korte Avis. Hun bruger sit folketingsmandat og -løn på at udnytte den politiske processtil at skaffe oplysninger til artikler ved at afkræve ministre en lang stribe udvalgssvar og opererer dermed på en helt anden bane end andre journalister, der må spørge, men ikke nødvendigvis kan få et svar.
Ja, det er sure rønnebær for små journalister. Men er problemet så ikke at ministre og embedsmænd ikke svarer den offentlighed de er sat til at betjene? Er historien ikke at Karen Jespersens rugbrødsarbejde snildt kan passes af andre folketingsmedlemmer fra Venstre store gruppe, mens Jespersen bringer folket ind i Folketinget og Folketinget ud til folket? Den slags spørgsmål stiller man ikke når man ikke har andet end sin forargelsesskabelon; at nogen gør noget andre ikke gør og det kan vel ikke være rimeligt, som snart sagt enhver historie på det hensygnende Ekstra Bladet er bukket over. Af samme grund skal man heller ikke chokeres over at socialdemokraten Mogens Lykketoft i sin egenskab af formand for Folketinget citeres for at sige at det “…er en meget uheldig og mærkværdig praksis” og at “Hvis det kommer op til præsidiet, så må vi behandle det der“. Uha, anmodningen er hermed givet videre.
Det kan være Ekstra Bladet og Jyllands-Posten er kede af at de ikke har adgang til offentlige oplysninger som ministre og embedsmænd nidkært hæger over, frem for at betjene offentligheden, som de er sat til - det de sigende kalder ‘at hoppe og springe’. Men er det så Karen Jespersen der er problemet eller symptomet?
Research kan man i hvert fald godt lave når man ikke dækker hemmelighedernes Folketingskammer for pludselig kunne man endelig læse en rigtig gengivelse af begivenhederne i den amerikanske by Ferguson i en dansk avis, nemlig i BT
For det første havde Michael Brown og én af hans kammerater lige stjålet varer fra en lokal butik, hvor den to meter høje Michael Brown også havde truet og skubbet en kvindelig ansat.
Da Darren Wilson få minutter senere bad de to unge om at gå på fortorvet i stedet for gaden, svarede Michael Brown, at han var ’skide ligeglad’ med Wilsons mening.
Da Wilson kort efter genkender Brown fra politiradioens beskrivelse af de to mistænkte i butikstyveriet, opstod der knytnæveslagsmål imellem Michel Brown og politimanden, som sad i sin bil. Og ifølge Wilson forsøgte Brown at få fat i hans tjenesterevolver.
Efter et skud, der passerede igennem Michael Browns højre hånd, løb teenagere væk fra politibilen. Men efter godt 20 meter vendte han pludselig om og løb igen hen imod Darren Wilson.
Politibetjenten advarede gentagne gange: ’Læg dig ned eller jeg skyder’.
Dét gjorde Michael Brown ikke. Darren Wilson gjorde alvor af sine trusler. Og kort tid efter lå den sorte teenager død på gaden i Ferguson.
Nu kunne denne version af begivenhederne selvfølgelig blot være skabt af den hvide ordensmagt - for at rense politimanden.
Men ikke alene er samtlige citerede øjenvidner sorte borgere, der 9. august så alt fra deres altaner eller fra fortorvet. De bekræfter énslydende både knytnævekamp igennem politibilens åbne vindue, Michael Browns flugt og siden løb tilbage imod Darren Wilson og endelig politimandens højlydte advarsler, før skuddene faldt.
Det var sjovt tænkte jeg, for i netop samme Ekstra Bladet søndag, som havde skoset Jespersens arbejde for sin avis, havde ugens hovedperson været Michael Brown.
I en hagiografis fortælling får vi at vide at Michael Brown blev kaldt “velopdragen” og “elskede at smile“.”Gentle giant“, “teddybamsen“, “Mike Mike“, “Big Mike“, blev han blandt andet kaldt, et kært barn altså. Brown var ”en typisk sort fyr, der er blevet et produkt af sit miljø” og det miljø var de sidste to år af sit liv Normandy High School, hvor vold, handel med stoffer, våbenbesiddelse, tyveri og slåskampe var hverdag. Brown elskede rap og drømte om en musikkarriere hvorfor han sagde nej til fætterens jobtilbud. Men, skriver Ekstrabladet, hans eftermæle blev givet af betjenten, der dræbte ham; “at Mike også havde en mørk side; en ung sort og kriminel overfaldsmand, der nægtede at rette sig efter ordensmagten med en ‘dæmonisk vrede, der fik ham til at ligne Hulk Hogan’“. Den skiderik, godt Time Magazine offentliggjorde hans adresse til pøblen efter de første dødstrusler løb ind.
En faktaboks der forklarer hvorfor Darren Wilson gik fri. Ifølge Ekstra Bladet gik Darren Wilson altså fri fordi myndighederne lod Michael Browns lig ligge i sommervarmen og fordi et fakkeltog endte i optøjer og fordi Wilson blev identificeret i offentligheden og fordi nationalgarden blev sat ind. Nej, Darren Wilson gik fri fordi de tekniske beviser og de saglige vidner støttede hans udlægning, som man kan læse ovenfor.
Og Ekstra Bladet spørger ikke Mads Fuglede, som de selv har valgt til ekspert, hvad han egentlig mener med at ‘afroamerikanerne’ “...ville opnå større fremskridt, hvis de sikrede sig et bedre lederskab“. Er afroamerikanere ikke borgere i USA med de samme ledere som hvide og mexi’er? Og hvem er så i så fald de hvides ledere? Eller er Obama en kokosnød? Ekstra Bladets journalistiske research formår kun at hyle med gadens parlament for et pøbelvælde.
5 Kommentarer »
RSS feed for comments on this post. TrackBack URI
Meget velskrevet artikel med mange gode pointer!
Ja, faktaboksen er et billede på oplysning i dag. Sandhed er ingenting og løgn er den foretrukne religion… Jeg væmmes.
Tak for rosen Balder.
Ja, Fairness, de kunne i det mindste omdøbe den til “nogle highligts” eller noget.
[...] på grund af de hvide. Darren Wilson var den betjent, der i selvforsvar skød og dræbte Michael Brown også kaldet The Gentle Giant. Der fulgte krav om genopbygning, for ellers… Samme ånd gik [...]