Sæson for jødehad

Venstrefløjens importerede stormtropper gik til angreb på en synagoge i Paris. Dræb jøderne, Allahu Akbar blev der råbt, meget i tidens ånd. Antisemitismen eskalerer i disse år.

Når palæstinensiske terrorister myrder tre israelske teenagere bryder antisemitismen frem. Noget slet skjult bag det enestående begreb ‘Israel-kritik’. Israel er enestående da det vel er det eneste land der lægger navn til en kritik. Syrien, Kina, Nordkorea, Cuba, Saudiarabien, Pakistan har ikke sådanne begreber. Noget af det af solidaritet med hvad folk kalder Palæstina, som de ikke ved hvad er, andet end at de synes at jød,,,, israelerne beboer det uretmæssigt. Helst fremføres det i sympati for palæstinenserne, et folkeslag der regnes for det oprindelige selv om begrebet palæstinenser ikke er mere end hundrede år gammelt og først kom i brug blandt araberne efter 1967, hvor ægypteren Yassir Arrafat positionerede sig som deres leder gennem myrderier.

Den islamiske terrororganisation angriber den jødiske retsstat med raketter rettet mod civilbefolkning med det formål at sprede så meget død og ødelæggelse som muligt. “Alle israelere er vores mål” erklærer terrororganisationen befriende ærligt. “Vi elsker døden som jøderne elsker livet” analyserer de skarpt for alle at forstå. “Vi gør døden til vores industri” slår de fast. Israels udslettelse er deres erklærede formål, deres forhandlingsposition. Israel forventes at forhandle om deres egen undergang.

Ingen hær i verdenshistorien går så langt for at mindske tabet af civile liv som den israelske mens den islamiske terrororganisation i deres industrielle kærlighed til døden ikke blot dækker sig bag børn, skoler, moskeer, men beordrer civile ud foran de israelske præcisionsbombardementer. Så selvfølgelig kan man læse en nuff’said artikel i Information om at den israelske hær er styret af bosættere.

Så selvfølgelig går kendisser og biskopper i aktion og anklager Israel for den islamiske terrororganisations mis- og terrorregimente. Ingen arabere i Mellemøsten har de israelske arabere frihed, velstand, sundhed, gennemsnitslevealder og rettigheder som de iraelske så selvfølgelig kalder Noam Chomsky Israel for en apartheidstat i Information. Selvfølgelig massepsykologiserer Gideon Levy ligeledes i Information israelernes modvilje mod deres palæstinensiske samtalepartnere, de der vil Israels udslettelse, som en internalisering af afvisningspolitik, “dybt indlejret i nationens dna og blodbane”.

Så selvfølgelig skriver en Morten Bønke på Information, ja den er ram på den avis, at “Israels største sejr er hverken 1948 eller 1967, men derimod at denne myte om den umulige fred har fået lov at slå rødder”. For sådan er han jo, jøden. Han er den der bringe kiv, den der næres og trives ved ondskab og ufred. Den der trækker i trådene så verden går sin skæve gang. Det ligger i DNA’et, i blodet.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress