Torben Mark Petersen blev i går frikendt for racisme med dommerstemmerne 2-1 for for i sit liberale angreb på racismeparagraffen 266b at have skrevet følgende på 180 Grader

Der er danske fædre, der voldtager deres døtre. Selvfølgelig skulle jeg ikke have sagt, at der er danske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel - og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt.

Petersen brugte sætningen som en talefigur han gentog med allehånde mandlige grupper; asiater, ateister, australnegre osv. for at understrege at der blandt alle grupper (af mænd) findes rådne æbler. En vel konstrueret sætning, nærmest en truisme, der ikke generaliserer, men taler om delmængder - “for alle der kan læse dansk”, som Petersen selv formulerede det under afhøringen. Det kunne tilhørerne der fortrinsvis var fra Trykkefrihedsselskabet og Tidehverv, der alle var mødt op for at støtte Petersen. Ingen liberale. Nåh ja, heller ingen fra venstrefløjen, men det giver sig selv.

Men anklagemyndigheden kunne ikke læse dansk, ellers havde de aldrig rejst anklage, og havde i deres anklageskrift gengivet Petersens ord i misforstået kortform. Her blev der lagt vægt på at jøder og katolikker kunne blive stødt. Nemeth startede retsmødet med et juridisk slag om anklageskriftet, hvor han ville have sin klient frifundet alene fordi det var så useriøst at det ikke opfyldte retsplejelovens §834. Det blev efter nogle minutters votering afvist, hvorefter Nemeth påkærede afgørelsen med opsættende virkning, igen votering og afvisning.

Némeths pointe var ikke en tom øvelse i juristeri, men skar til benet af den konkrete retssag, nemlig anklagemyndighedens manglende evne eller vilje til at læse en tekst og alligevel spilde rettens og Petersens tid og ressourcer. Anklagemyndigheden kunne dog ikke have formeleret anklageskriftet meget anderledes, hvis der skulle rejses en sag mod Petersen - hvilket der åbenbart skulle. Hvis Petersens tekst var gengivet loyalt eller i sin helhed ville det være tydeligt at de mange satiriske, men ikke-racistiske udsagn tilsammen negerede nogen mulighed for en racistisk tolkning. Hvis anklageskriftet derimod kun havde taget et eller få eksempler frem uden et svævende “osv”, der gav et diffust indtryk af en rablende mængde racistiske udsagn, ville de have afgjort at nogle grupper måtte krænkes mindre end andre og indrømmet Petersens oprindelige pointe. Så derfor blev Petersen løseligt citeret så retten skulle få det indtryk at det blot var en lang række racistiske udsagn.

Det useriøse anklageskrift blev afspejlet i anklagerens proces, der var præget af konkrete fejl, som at tillægge Petersen andres udtalelser og et forvirrende forsøg på at fremstille Petersen som en del af et større §266b happening ring som man var ved at få optrevlet. Anklagemyndigheden erkendte med den manøvre klart at Petersen ikke havde til forsæt at krænke nogen, hvilket i sig selv underminerede en del af anklagen. Morsomt blev det ligefrem da anklageren kom til at bede Petersen motivere sine handlinger og således overgav retslokalet til Petersens velformulerede og præcise anke imod §266b og for ytrings- og tankefrihed. Petersen punkterede egenhændigt anklagerens sag og havde i princippet ikke brug for nogen advokat andet end til at gnide salt i såret på den usikre anklager. Nemeth tilbød nådigt og nærmest til anklagerens lettelse, at tage sig af dokumentation og fik derfor definitionsretten over sagens sammenhæng. Og således kunne Németh strukturere og sammenfatte endnu før de afsluttende bemærkninger anklagemyndighedens mange fejl og den pinligt lange proces.

Der burde ikke have været rejst nogen sag og der burde slet ikke være tvivl om udfaldet. Men alligevel var der dissens og dermed tvivl blandt dommerne. Og det understregede den principielle pointe som Petersen havde hævdet i sit oprindelige indlæg og som han i sin afsluttende bemærkning slog fast; at racismeparagraffen er et politisk værktøj der ikke gør Justitia blind, men taler til et ideologisk sentiment. Petersen afsluttede sin kommentar med “at love skal være forudsigelige, så enhver intelligent borger kan læse en lov og med nogenlunde sikkerhed forudsige, om man har overtrådt den eller ej.”. Anklagemyndighedens sigtelse mod Petersen, den absurde proces og domsmandsrettens dissens understregede at §266b ikke blot ikke kan forstås af borgere eller det juridiske system, men tillige at det juridiske system heller ikke kan forstå sine borgere. Og det gør den sårbar for politisk udnyttelse fordi ikke alle kan eller vil læse dansk.

Indlægget er skrevet til Snaphanen.