Kampen om Breikvik

Diverse — Drokles on July 29, 2011 at 8:05 am

Straks der tegnede sig et billede af at gerningsmanden til massakren i Oslo var en etnisk nordmand eksploderede debatten med masser af konklusioner om debattonen og DFs skyld og medskyld og højrefløjens ideologiske gods. Anstændigvis burde man måske have ventet lidt længere før man trak sine kæpheste frem af stalden. Så havde man også flere fakta, til at gøre sine konklusioner mere brugbare. Men allerede dengang var der grund til ikke at fare frem med de tåbelige analyser baseret på opsparet frustration i en debat, der stort set er tabt.

Breivik var alene om sin udåd. Hans koldblodighed både i planlægning og gennemførelse kombineret med det 1.500 sider lange manifest han mente skulle være af anden interesse end at se en af naturens freaks indefra skreg tidligt efter en særlig psykologisk profil. Terrorforskere har advaret om at netop den ensomme ulv ikke lader sig så let dæmme op for da vedkommende ikke tilhører et miljø, som kan overvåges, ligesom de efterhånden mange nær ved og næsten sager, der har taget sit udgangspunkt i moskemiljøet. Breivik var altså ikke en del af et miljø og kunne derfor i fred for alt planlægge sine uhyrligheder isoleret i selskab med sit eget vanvid. Det var tidligt ganske klart. Alligevel ledte mange umiddelbart efter en årsag uden for Breiviks formørkede indre og lyset blev ligeså automatisk rettet mod højrefløjen, som det før man vidste at det var en nordmand blev rettet mod Al-Qaida. Forskellen er dog at islamisk terrorisme har et langt cv til at retfærdiggøre en automatkonklusion.

Det man traditionelt i denne forbindelse betragter, som højrefløjen (sådan nogle som mig, blot generelt slankere) har på ingen måde udtrykt hverken sympati eller forståelse for den norske massakre. Der har heller ikke været nogle som helst opfordringer fra højrefløjen til terror af nogen slags. Omvendt tog en islamisk gruppe straks “æren” for udåden, men trak senere i land i mangle af beviser. Det for tæller en del. Da Breivik derfor var alene om massakren i Norge er det absurd at gøre hans handlinger til højrefløjens modus operandi. Men er det alligevel en utilsigtet konsekvens at tanker, politik eller udtryk?

Berlingske Tidende udtrykker blandt mange andre denne holdning og mener at “Vanviddet havde idelogisk rod i højreekstreme bevægelser og højreekstreme synspunkter.” og at “…handlinger, de være sig nok så ekstreme, ikke opstår ud af ingenting. ” og binder alt sammen i den store ekstremistteori

Islamisk terror har, hvad enten man bryder sig om tanken eller ej, ideologiske rødder i islam. Kristne fanatikere er inspireret af kristendommen. Separatistisk terror som den, vi har set i Baskerlandet, er en afart af nationalismen. Venstreorienteret terror af den type, der hærgede Vesteuropa i 1970erne, ville være utænkelig uden inspiration fra marxismen. Skal man forhindre, eller i hvert fald forsøge at forhindre, terror, må man tage højde for, at terror altid relaterer sig til noget, der ikke i selv er terroristisk, men som, radikaliseret til det yderste, kan forvandle sig til terrorisme. Ser man bort fra det faktum, svækker man muligheden for at tage de forholdsregler, der kan forhindre katastrofen i at gentage sig.

Teoriens forsøg på at alt, der ikke ligger i midtnormalen er lige farligt sløres af vage formuleringer. Islamisk terror (som bliver nævnt befriende klart for en gangs skyld en Berlingskeleder) er ganske konkret forkert, mens det er mere uklart, hvad der er galt med “kristne fanatikere”. Sidestillingen handling med holdning er uforståelig, som også holdningerne mellem muslimer og kristne er forskellige (det er islamisk terror nemlig et clue til at indse). Og seperatisme er ikke så ideologisk, som det er konkret og kan derfor heller ikke sammenstilles med ideologisk terror fra muslimer og marxister. Sløringen skal dække over at meninger udenfor mainstream er farlige selvom de ikke er ulovlige.

Også Information går ned af den sti bevæbnet med den yderste venstrefløjs eksperter

»Breiviks manifest viser meget klart, at han er en del af denne idéverden. Derfor er det fuldstændig forkert at beskrive ham som en ensom galning. Det betyder ikke, at de mennesker, hvis politiske opfattelser han deler, sympatiserer med hans handlinger, men det betyder, at den form for politisk miljø, som de skaber, kan inspirere mennesker som Breivik,« siger Daniel Poohl, chefredaktør for det svenske tidsskrift Expo, der kortlægger højreekstremistiske tendenser.

Men, hvis en ensom galning ikke er en ensom galning når blot vedkommende er en del af en ideverden, hvor efterlader det så alle muslimer? Hvor efterlader det venstrefløjen, der deler fjendebilleder med nazismen og islam (Israel/jøder, USA, demokrati, marked)? Når Breivik handlede alene, som det ser ud til at han gjorde, falder allehånde ”bevægelser” netop ud af ligningen. Der findes givet mange bevægelser, der deler dele af Breiviks meninger, men Breivik har ikke kunnet få en eneste til at hjælpe sig med sit forehavende. Modsat islamisk terror, hvor man tilsyneladende blot behøver at råbe død og jøderne eller knus korsfarerne før der er kø af frivillige entusiaster, så har ingen højrefløjsere villet støtte Breivik det mindste. Kun Breivik har set en logik i at myrde løs på ubevæbnede teenagere, som del af en samfundskritik. Forklaringen på den kolde lodning skal altså ikke findes i det ideologiske gods, men i Breiviks hoved.

Hvis der endelig skulle være tale om ydre miljøer der har påvirket Breivik burde man måske først spørge Breivik selv. Så langt som vi kan stole på hans egen forklaring i de skriverier der er blevet offentliggjort - og det er ikke sikkert vi kan det - stammer hans kritik af samfundsudviklingen fra hans barndom, hvor han voksede op blandt stadig flere indvandrere, fortrinsvis pakistanere og deres æresbegreber. Dem havde han det i større omfang svært med og oplevede at det politiske paradigme ignorerede den virkelighed han følte på sin krop til fordel for et ideologisk skønmaleri. Det umiddelbare miljø, som har skabt Breiviks had er altså først og fremmest det samfund, som socialdemokraterne har skabt for ham at vokse op i. Og derfor skulle socialdemokrater dø i hobetal. Det er altså samfundet og ikke debatten om samfundet som er roden til Breiviks had. Ingen andre end Breivik deler dog den analyse, hvorfor ham i modsætning til Informations ekspert er en ensom galning.

En anden godt repræsenteret kortslutning der hurtigt blev luftet er tonen i debatten. Ifølge det konsensus, der hidtil har hersket om tonen i debatten betyder tonen i debatten at grupper såvel som individder tvinges ud i ekstreme handlinger af verbalt at blive trampet på, nedgjort, forhånet og udgrænset. Det er derfor at Kurt Westergaard i ondskabsfuldt samspil med Flemming Rose er skyld i at Danmark skal opretholde det høje terrorberedskab, som de også er skyld i det eventuelle islamiske terrorangreb, der lurer konstant. Også Dansk Folkepartis retorik er skyld i dette og ikke mindst integrationsproblemer, asymmetrisk voldsstatistik og dårlig ånde. Ifølge den gængse tonelogik vil Breivik altså i fald han er et produkt af tonen i debatten være et produkt af venstrefløjens shaming af alle, de ser som racister. Man skal altså tale pænt til vores ideverden ellers er man skyld i at vi går amok. Heller ikke den konklusion giver mening. Breivik er en ensom galning uanset, hvad venstrefløjen og utålelige liberale vil bruge ham som rambuk til.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress