Jeg kunne lide bombningen af Libyen

Diverse — Drokles on October 25, 2011 at 4:45 am

Uriasposten er man forstemt over NATO’s rolle i Gadaffis endeligt.

Tænk over det: Libyen var under Qaddafi den eneste mellemøstlige terrorstat der undskyldte og betalte erstatning (for Lockerbie). Den eneste mellemøstlige stat der lukkede sit program for masseødelæggelsesvåben ned, afleverede det, og lukkede op for reelle inspektioner udefra. I tilgift indgik Libyen under Qaddafi i et tæt samarbejde med vesten omkring bekæmpelse af den folkemorderiske terrorisme al Qaeda står for. Det blev i sidste ende belønnet med et halvt års bomberegn fra NATO-fly, derunder danske.

Sammenlign med Iran: landet står bag hundredevis af terrorangreb, er direkte forbundet til mordene på amerikanske soldater i 2007, gidseltagning af britiske marinesoldater samme år, støtter al Qaeda, træner, bevæbner og betaler Taliban for at slå amerikanske soldater ihjel i Afghanistan, bevæbner og fiansierer Hezbollah og Hamas, har et aktivt program til at producere atomvåben inden for få år, og nu er de endda igang med planer om bombeattentater INDE I USA….og det absolut værste de har været udsat for er en computer-virus. En irriterende en af slagsen, javel, men milevidt fra den bomberegn Libyen har været ude for.

Jeg var nu ellers kommet til at holde helt af bombningen af Libyen. Selvfølgelig var det ærgeligt at man kun hørte om, hvor meget det kostede i skattekroner uden at få at vide, hvor meget man smadrede og hvor mange man dræbte - det var jo det der var formålet og man skal vel have mest for sine penge. Nogen fortæller at omkring 40.000 mennesker sammenlagt er blevet dræbt i kampene, men hvor stort har det danske bidrag været?

Bombningen af Libyen startede i en rus af at ville deltage i det arabiske forår og ved at kaste sig ind i en krig med Gadaffi kunne venstrefløjen rense lidt af sin egen historie. Væk var pludselig den beundring man havde for socialisten og modernisatoren og visionæren og feministen, der turde byde USA trods. Alle de principielle standpunkter fra Irak og Afghanistan blev forladt, svigtet og forrådt til fordel for en hovedkuls krigsengagement uden mål og med og endda uden at sikre sig tilstrækkelig opbakning til at påkalde sig verdenssamfundets legitimitet. Pludseligt var et FN-spor ligegyldigt fordi man endelig indså at der i FN sidder lande, der simpelthen ikke er moralske nok til SF’s smag. Nu kunne man alligevel bombe sig til det demokrati, man tager for givet vil være udkommet af de libyske råb om frihed iblandet Allahu Akbar. Venstrefløjen faldt fra den høje moralske hest helt ned i mudderet selvom ingen endnu har erkendt det. Men det ligger i banken til næste gang, sammen med resultet af denne “overgang”.

Det har også været skægt at betragte et konsensus manglende vilje til at erkende problemer. Venstrefløjen fik blod sine hænder og olien blev end ikke nævnt med et ord. Sådan er det jo med konsensus, man ender alle som ja-sigere til hinanden. Vi ved, hvem vi har bombet fra magten, men ikke hvem vi har bombet til magten.  Det har altid været spændende at se, hvad der mon kom til at ske, men ikke spændende nok til en politisk debat eller nogen reflektion. Det kan vel ikke blive værre har logikken lydt. Men mon ikke arabere er de rette til at tage den udfordring op?

Og ingen krævede i det store konsensus at NATO’s bomber skulle rettes mod oprørerne da “Sirte blev beskudt med raketter og artilleri” skønt det ikke ligefrem var præcisionsbombning oprørerne præsterede.

ok_sirte_aptopix_mi_301708e

Det var morsomt at se venstrefløjen så ivrigt støtte Nobelfredsprismodtageren Obamas bombetogt mod fredens religion. Javist var han tøvende, men det var mest fordi han ikke anede sine levende råd nu da verden ikke artede sig, som hans teleprompter bad den om og det kan jo tage pippet fra enhver. Modtageren af Nobels Fredspris pr. efterkrav kan tillade sig mere end de fleste så mens det gippede i venstrefløjen da Bush deklarerede at bringe “Osama before justice or justice to Osama” tog man det roligt da det endelig blev Barak Husseeeeiiiiin Obama der bragte retfærdighed til Osama frem for at bringe Osama til retfærdigheden.

Men det blev ikke Obama, der bragte retfærdighed til Gadaffi så hans død fik et meget arabisk udtryk. Ikke blot den kaotiske stemning hvor Gadaffi i almindeligt arabisk kådhed blev banket og siden skudt, men også den mærkelige sekvens, hvor en mand prøver at presse en kæp op i røven på Gadaffi gennem diktatorens bukser. Om sodomisten (en salafistfucker?) selv råbte Allah er stor (større) ved man ikke, men råbt blev det.

billede-10

Men hvorledes får man egentlig den indskydelse at presse en kæp op i røven på en anden mand? Her fanger man endelig den grusomme diktator, retfærdigheden kan ske fyldest, civiliseret i et retsopgør eller lynching på stedet, man kan kontrollere sin vrede eller lade sig rive med - og så er det første man tænker at han skal da have noget op i røven. Eller var hele situationen bare en kærkommen lejlighed til at presse genstande op i andre, hvem som helst, i al almindelighed? Som når unge herboende mandlige muslimer råber “Jeg knepper dig, man!”? - og her var chancen. Spørgsmålet må dirigeres videre til dansk-arabisk dialoginstitut og integrationskonsulenter og andre sådanne eksperter.

Trods den uciviliserede opførsel ser Politiken optimistisk på den kommende tid og citerer frejdigt “lederen af Libyens oprørsråd, Mustafa Abdel Jalil, der ved en ceremoni i Benghazi - hvor oprøret begyndte for otte måneder siden - har proklameret, at landet og folket atter er frit.

»Jeg opfordrer alle til at demonstrere tilgivelse, tolerance og forsoning. Vi må fjerne had og misundelse fra vore sind. Det er nødvendigt for revolutionens succes og for fremtidens Libyen«, mener han.

»Jeg opfordrer alle libyere til at efterleve loven, intet andet end loven og til ikke at tilrane sig ret med magt«, fortsætter oprørslederen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Vi vil stræbe efter at organisere national sikkerhed og en hær, der kan beskytte grænserne og nationen«, fastslår Jalil.

Mens man i Jyllands-Posten hørte samme leder tegne en mere konkret vision for  frihedens, tilgivelsens, tolerancens og forsoningens form

”Som en muslimsk nation vil vi bruge den islamiske sharialov som kilde til vores lovning. Derfor vil enhver lov, der strider mod principperne for islam være juridisk ugyldig,” sagde Mustafa Abdel Jalil ifølge nyhedsbureauet Reuters.

(…)

”Alle martyrerne, de civile og hæren har ventet på det her øjeblik. Men nu er de det bedste sted, man kan være…i den evige himmel,” sagde han.

Og så takkede Mustafa Abdel Jalil ellers “den Afrikanske Union, FN og EU for at have bakket op om oprøret, der i torsdags førte til Muammar Gaddafis død.” Men åbenbart ikke NATO. Thanks for nothing. I første omgang er eksperterne ifølge Jyllands-Posten ikke afskrækkede over den udsigt til sharia, som Mustafa Abdel Jalil tegner

Morten Valbjørn, ph.d. og adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, hæfter sig ligeledes ved, at Egypten siden begyndelsen af 1970′erne har haft indskrevet i sin forfatning, at en af kilderne til lovgivningen skal være islamisk lov.

Paragraffen blev siden skærpet, så den primære kilde skal være islamisk lov, fortæller han.

“Men når man ser på de facto-lovgivningen under Mubarak, er det ikke, fordi der er blevet kigget i Koranen, når der skulle lovgives,” konstaterer han.

Det kan gå helt galt, men tag det roligt for den afsatte Mubarak så stort på sharia og så er der håb om at shariatilhængere vil følge hans eksempel.

“Selve [Mustafa Abdel Jalil] udsagnet kan tolkes på flere måder, så man kan mene sharialov, som det er blevet tolket i Tunesien og Egypten, men sharia kan også tolkes strammere som i Iran, og så bliver det en anden sag,” siger Helle Lykke Nielsen.

Og det er jo lige det, som Per Stig Møller også prøver at skelne mellem ifølge Berlingske Tidende

- Hvis man indfører en shariastat er der ikke meget råderum for demokratiet, så det er selvfølgelig ikke godt, siger han til Berlingske.

Han opfordrer dog til at slå koldt vand i blodet og se, hvordan sharia-lovgivningen helt konkret udmønter sig.

- Hvis det bliver et demokrati, som bare er baseret på koranen, ligesom det danske er baseret på kristendommen, så kan det sagtens fungere, siger han.

Sharia er systematiseringen af koranen og de medfølgende skrifter. En shariastat er således en stat baseret på Koranen hvilket betyder at en stat baseret på koranen vil være en shariastat. En lille væsentlig detalje er at sharia er Allahs lov, som man ikke kan stemme om endsige udtrykke uenighed med. Det er hele pakken, der menes, som Jalil da også utvetydigt forklarer det: “enhver lov, der strider mod principperne for islam være juridisk ugyldig“.

En anden lille væsentlig detalje er at den kristne gud, Gud, frigiver mennesket til deres eget ansvar og deres eget liv fordi han elsker dem, hver og en lige højt, som de unikke individer de er. Dæmonguden Allah, derimod, hader den masse af muslimer, som han selv har skabt og hvis synder han selv har bestemt og dømmer i kollektiv trældom, hvor de få skal tyrannisere de mange indtil nogen prøver at mase en kæp op i røven på dem. Hvis man derfor baserer sit demokrati på koranen, ligesom man baserer sit demokrati på kristendommen får man altså ikke et demokrati men en shariastat. Og det er værre end en kæp i røven.

Og libertineren Henrik Kofoed tror at vi alle er socialdemokrater

“Jeg er altid bekymret, når nogen bruger ordet sharia i forbindelse med lovgivning. Men lad os slå koldt vand i blodet. Vi skal ikke dømme dem på, hvad forskellige personer siger, men hvad der rent faktisk bliver gennemført,” siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, til Ritzau.

Desværre er islamister en del mere troværdige end socialdemokrater.

2 Kommentarer »

  1. “Vi skal ikke dømme dem på, hvad forskellige personer siger, men hvad der rent faktisk bliver gennemført” siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod.

    Er det også hans opsummering af den socialdemokratiske valgkampagne og alle løftebruddene?

    Comment by Sobieski — October 25, 2011 @ 9:17 am
  2. Hæhæ! Hvor absurd!

    Comment by Stirner — October 27, 2011 @ 3:07 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress