Konsensus min bare røv II

Diverse — Drokles on March 30, 2010 at 7:50 am

Da Phil Jones under sit interview med BBC bl.a indrømmede at der var delte meninger om den middelalderlige varmeperiode og at denne usikkerhed skyldtes at man manglede data fra den sydlige halvkule til at afgøre om det var et globalt fænomen (hvilket i sig selv er en indrømmelse på at Manns ishockeystok graf var manipuleret) var det samtidig et farvel til myten om ‘konsensus’ blandt klimaforskere, så langt som den skulle ligge i tråd med det korrumperede IPCC. Teorien om den menneskeskabte opvarmning hviler på at klimaets udvikling er ekstraordinær og det ekstraordinære er derfor ikke naturlig, men menneskeskabt og som menneskeskabt ikke en del af naturens balance, hvilket gør den potentielt katastrofal. Med middelalderens varmeperiode genindsat forsvinder det ekstraordinære og argumentet for at opvarmning må skyldes mennesker bliver sværere at løfte. Så hvorfor denne tale om konsensus?

“Consensus,” according to Merriam-Webster, means both “general agreement” and “group solidarity in sentiment and belief.” That pretty much sums up the dilemma. We want to know whether a scientific consensus is based on solid evidence and sound reasoning, or social pressure and groupthink.

Anyone who has studied the history of science knows that scientists are not immune to the non-rational dynamics of the herd. Many false ideas enjoyed consensus opinion at one time. Indeed, the “power of the paradigm” often shapes the thinking of scientists so strongly that they become unable to accurately summarize, let alone evaluate, radical alternatives. Question the paradigm, and some respond with dogmatic fanaticism.

Ifølge American Thinker, der derefter opridser en række punkter. Jeg vil lige dvæle ved et af dem

(7) When consensus is declared hurriedly or before it even exists.

A well-rooted scientific consensus, like a mature oak, usually needs time to emerge. Scientists around the world have to do research, publish articles, read about other research, repeat experiments (where possible), have open debates, make their data and methods available, evaluate arguments, look at the trends, and so forth, before they eventually come to agreement. When scientists rush to declare a consensus, particularly when they claim a consensus that has yet to form, this should give any reasonable person pause.

In 1992, former Vice President Al Gore reassured his listeners, “Only an insignificant fraction of scientists deny the global warming crisis. The time for debate is over. The science is settled.” In the real 1992, however, Gallup “reported that 53% of scientists actively involved in global climate research did not believe global warming had occurred; 30% weren’t sure; and only 17% believed global warming had begun. Even a Greenpeace poll showed 47% of climatologists didn’t think a runaway greenhouse effect was imminent; only 36% thought it possible and a mere 13% thought it probable.” Seventeen years later, in 2009, Gore apparently determined that he needed to revise his own revisionist history, asserting that the scientific debate over human-induced climate change had raged until as late as 1999, but now there was true consensus. Of course, 2009 is when Climategate broke, reminding us that what had smelled funny before might indeed be a little rotten.

Det er godt at klynge sig til selviscenesat konsensus, ikke bare for Al Gore, som Resilient Earth fortæller

…Avatar director next focused his wrath on those who don’t accept global warming as fact. “That’s right,” Cameron said. “I want to call those deniers out into the street at high noon and shoot it out with those boneheads.” All we can say is “name the time and place.”

“Anybody that is a global warming denier at this point in time has got their head so deeply up their ass I’m not sure they could hear me,” Cameron added for good measure (do we detect a bit of anal fixation here?).

Konsensus om et dynamisk system er da også noget nær en umulighed, men tjener altså glimrende til moralsk besværgelse. Så meget mere pinligt var BBCs stort opsatte program i tre dele The Climate Wars, der fremstillede skeptikere overfor videnskabsmænd. Her er afsnit 2 om skeptikerne, der bl.a indeholder et interview med den dengang endnu uplettede Michael Mann, der senere skulle skandaliseres for videnskabeligt svindel sammen med sin chef Phil Jones, der som sagt til BBC har forkastet Manns forskning, som præsenteres i dette lidt ældre BBC program.

Udover den præ-climategate skråsikkerhed og den til tider næsten religiøse videnskabsmand og programvært skævvrides programmet af forbavsende underlødighed. Et par eksempler seriens postulat om at de gammeldags termometre, hvis værdi er sat under alvorlig tvivl grundet deres uafklarede plaseringer, de ansvarlige forskeres udvælgelse og de statiske korrektioner skulle være satellitmålinger overlegne. Stewart kasserer satelitterne fordi man efter et par år havde glemt at tage højde for deres fald og dermed forandrede bane om og højde over Jorden. Denne fejl blev derefter rettet og satelitter er det eneste pålidelige indstrument, da de kan måle Jordens udstråling i hele flader. Et andet eksempel er angrebet på den privatproducerede film om klimaet og den omgivne virak Great Global Warming Swindle’s afskæring af grafer, der viser et sammenfald af Solens aktivitet og den globale temperatur indtil et sted i halvfemserne. Det tvangsfinansierede BBC program støtter sig i stedet til grafer mellem temperaturstigning og CO2 udledning uagtet at disse kun følges ad i omkring 30% af tiden uden at forklare hvorfor. Og selvfølgelig uden at nævne, hvad alle godt vidste dengang, men ingen sagde højt, at temperaturen ikke er steget i mindst 10 år. Afsnit 1 og 3 kan ses her, hvis man vil forvisse sig om, hvor hurtigt tiden egentligt er gået.

2 Kommentarer »

  1. Der ligger noget i spamfilteret.

    Comment by Drokles — March 30, 2010 @ 1:49 pm
  2. Det var en gruppe aktivister blandt klimaforskere i USA, der skabte hele hysteriet. Etableringen af skyldfølelse og dommedagsstemning var tilstrækkeligt til, at det hele gik i selvsving. Men det er alligevel besynderligt, at der ikke er en eneste af vore politikere, der tør udfordre dette bluf.

    Comment by cykelsmeden — March 30, 2010 @ 2:20 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress