Det talte ord gælder for Klaus Rothstein

Diverse — Drokles on March 15, 2010 at 7:50 am

Jeg har undret mig over Klaus Rothsteins medlemskab af det eksklusive Fri Debat. På den humoristiske side fordi han er antitesen til intellektuel eksklusivitet, på en mere polemisk side fordi han kommer fra dansk PEN, ikke bare som menigt medlem, men som tidligere formand, hvilket giver han lod og del i den kurs, som han nu synes er afgørende forkert. Jesper Vind Jensen gav i Weekendavisen i en artikel om netop Fri Debat denne beskrivelse af PENs udvikling

Dansk PEN blev dannet i 1930erne og havde en storhedstid, da det (i Niels Barfoeds formandsperiode i 1990erne) kompromisløst forsvarede den fatwa-ramte, dødsdømte britiske forfatter Salman Rushdie.

Men Dansk PEN blev efterhånden så optaget af at bekæmpe forskellige former for »krænkende ytringer« over for især muslimer, at foreningens forsvar for ytringsfriheden ifølge både interne og eksterne kritikere druknede i politisk korrekthed.

Efterhånden” er tiden, hvor Klaus Rothstein bl.a var formand og under hvis formandsskab balladen om Lars Hedegaards eventuelle medlemskab brød ud, en ballade, som resulterede i Hedegaards og andres stiftelse af Trykkefrihedsselskabet.

At Rothstein ikke har tænkt så synderligt dybt over implikationerne i ytringsfrihedsdebatten, som hans medlemskaber og formandsposter ellers lægger op til blev understreget da Ole Birk Olesen kort efter Fri Debats stiftelsesannoncering spurgte diverse medlemmer her i blandt Rothstein om deres syn på kommerciel ytringsfrihed

[OBO; Drokles] Der står i jeres teser, at ”forsvaret for ytringsfriheden må aldrig ofres for eller kapres af politiske eller ideologiske hensyn, men skal forsvares, uanset hvis rettigheder der krænkes, og hvem der krænker dem”. Men hvis man har noget imod kommercielle interesser, så må man altså gerne angribe ytringsfriheden?

[Klaus Rothstein; Drokles] -Du skal ikke lægge mig ord i munden. Jeg siger til dig, at jeg har aldrig skænket den kommercielle ytringsfrihed særlig meget opmærksomhed, og det er heller ikke det, der optager netværket,,,,

(…)

[OBO; Drokles] Er ytringsfrihed ikke ytringsfrihed, uanset hvem der benytter sig af den? Og du beskæftiger dig vel med ytringsfrihed, når du skriver sådan en kronik?

[Klaus Rothstein; Drokles]”Ytringsfrihed er ytringsfrihed, det er fuldstændig rigtigt, men man kan godt have lov til at være mere optaget af et aspekt end af et andet,,,

Morsomt i sig selv Fri Debats elitære opbygning taget i betragtning og Zonka pointerede da gså dengang sylespidst til Rothsteins »Ytringsfrihed er ytringsfrihed, det er fuldstændig rigtigt, men man kan godt have lov til at være mere optaget af et aspekt end af et andet…«

Jamen, Herre Jemini, var det netop ikke Kardinalanklagepunktet mod Trykkefrihedsselskabet, at de netop var mere optaget af et Aspekt end af andre?

Men man må undre sig lidt dybere over Rothsteins svar især i lyset af hans “det talte ord gælder“ regel. Den tidligere formand for PEN har altså aldrig skænket den kommercielle ytringsfrihed særlig megen opmærksomhed. Åbenbart heller ikke da han forrige år på vegne af Weekendavisen interviewede ingen ringere end professor Henning Koch (som siden har doceret den professoralt rette forståelse af ytringsfriheden overfor b.la. Jacob McHamgama ved Fri Debats første symposium, så meget så McHamgama så helt flegmatisk* ud ifølge Weekendavisens Jesper Vind Jensen) under den belærende overskrift “Nu er det jura, min herre“, et interview Rothstein var stolt nok af til ikke at lade ligge hengemt i Weekendavisens garderobe, men tog med hjem og hængte det berammet op på sin personlige blog. Underoverskriften på artiklen slog en umiskendeligt selvindlysende tone an

Juraprofessor Henning Koch undrer sig over, hvorfor man gerne må trykke tegninger af Muhammed med en bombe i turbanen, når man ikke må trykke reklamer med halvnøgne sygeplejersker, der snuser til underbukser.

Men tydeligvis har det ikke undret Rothstein synderligt, der overraskende ellers troligt og maskinelt referede fra professorens forelæsning

Henning Koch har netop deltaget i bedømmelsen af Caroline Heide-Jørgensens disputats om den kommercielle ytringsfrihed. Hun forsvarede sin afhandling succesfuldt samtidig med, at Forbrugerombudsmanden afsagde en dom imod de omdiskuterede reklamer for JBS-underbukser, hvor letpåklædte kvinder, bl.a. i sygeplejerskeuniform, snuser erotisk til herreunderbukser. Men hvorfor må man ikke lave seksualiserende reklamer, når vi netop har lært, at ”hån, spot og latterliggørelse” er en vigtig del af ytringsfriheden? Hvad siger det om den kommercielle ytringsfriheds status i Danmark?

”Man ved jo ærligt talt ikke, om man skal le eller græde, når dominante repræsentanter for den 4. statsmagt kan belære muslimerne om igen, igen, at vi skam i Danmark har fuld ytringsfrihed samtidig med at Forbrugerombudsmanden bestemmer, at JBS-reklamerne af hensyn til kvinderne er i strid med “almene samfundsinteresser”. Jeg tog disse billeder op som 1. opponent og bedømmelsesformand ved forsvaret af Caroline Heide-Jørgensens afhandling om kommerciel ytringsfrihed. Mon vi nu vil se Jyllands-Posten gå i brechen for nedsættende og ringeagtende ytringer over for kvinder – eller er kvinderne for mange eller for økonomisk betydningsfulde? Da debatten om reklamerne brød ud sidste efterår, valgte JBS en frivillig tilbagetræden, men nu er der tale om en officiel statslig markering af, at disse reklamer udsætter kvinder for hån, spot og latterliggørelse, hvilket kvinderne ikke kan tåle efter Forbrugerombudsmandens mening. Det er jo faktisk først nu, at sagen bliver interessant fra en principiel synsvinkel. I efteråret var der alene tale om selvdømme og moral. Nu er det jura, min herre!,” siger Henning Koch.

Den europæiske menneskerettighedsdomstol har, inspireret af tysk forfatningsret, for længst truffet afgørelser, der principielt sidestiller den kommercielle ytringsfrihed med den traditionelle, almindelige politiske ytringsfrihed, selvom Domstolen ikke giver reklamer helt den samme beskyttelse, bl.a. fordi den overlader et vidt skøn til de nationale medlemsstaters myndigheder til at fastsætte det præcise behov og niveau af beskyttelsen.

”I Danmark har vi ingen domstolsafgørelser, der principielt set tager stilling til spørgsmålet, som eller er væsentligt rent forfatningsretligt. Men vi har en omfattende praksis fra Forbrugerombudsmanden via Markedsføringsloven og fra TV- og Radionævnet via et EF-direktiv i Reklamebekendtgørelsen, der bl.a. rask væk forbyder krænkende reklame af hensyn til køn, race og religion. Hvis reklamer er forfatningsmæssigt beskyttede ytringer, hvilket de må være på grund af vores tilslutning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, må det klart konstateres, at den kommercielle ytringsfrihed ikke er absolut. Her eksisterer altså en ytringsfrihed efterfulgt af et ”men” – og selvcensur. Af hensyn til ”almene samfundsinteresser” begrænses firmaer i at sælge produkter, fordi kvinderne, og altså ikke en minoritet, skal beskyttes.” siger Henning Koch, der oven i købet noterer, at Forbrugerombudsmandens vejledning ikke kræver, at en konkret kvinde skal føle sig krænket, og derfor stiller han spørgsmålet:

”Hvorfor er statslig beskyttelse af en kønslig majoritet i orden, når en statslig beskyttelse af religiøse minoriteter mod hån, spot og latterliggørelse ikke er?”

Her har den tidligere formand for PEN, en forening til forsvar for ytringsfriheden og senere medlem af en anden og eksklusiv klub ligeledes til forsvar for ytringsfriheden Rothstein altså siddet bænket til en enetime med en af landets førende juridiske eksperter om filosofien bag ytringsfrihed specielt med henblik på den kommercielle del og taget noter og stillet spørgsmål og sammenskrevet og kogt ned og redigeret uden at skænke det  særlig opmærksomhed. Altså, hvis man kan have hovedet oppe i røven så er det virkeligt lykkedes Klaus Rothstein i fin stil.

———————————————————————————

Posteringen er efter anmodning fra Jesper Vind Jensen rettet idet han ikke har skrevet at McHamgama så perpleks ud, som jeg oprindeligt havde skrevet men flegmatisk. Jeg undskylder over for hr Jensen og den eventuelle læser.

5 Kommentarer »

  1. “Men hvorfor må man ikke lave seksualiserende reklamer, når vi netop har lært, at ”hån, spot og latterliggørelse” er en vigtig del af ytringsfriheden? Hvad siger det om den kommercielle ytringsfriheds status i Danmark?”

    Er det overhovedet et relevant spørgsmål hr. Rothstein?

    Comment by Sobieski — March 15, 2010 @ 5:02 pm
  2. Korrektion til ovennævnte:
    Jeg skrev ikke i Weekendavisen, at Jacob Mchangama “så helt perpleks ud”, mens Kochs professorale kritik lød.
    Jeg skrev, at “Mchangama så helt flegmatisk ud”.

    Comment by Jesper Vind Jensen — March 15, 2010 @ 6:22 pm
  3. Herligt indlæg.

    Man må da håbe at nogen vil følge op, og spørge Rothstein hvordan sagen hænger sammen. Det burde være oplagt for Jesper Vind Jensen - de er jo kollegaer på Weekendavisen så det kan vel gøres ganske let. Eller stiller man ikke spørgsmål til kollegaers hykleri og løgne ??

    Eller lade Ole Birk Olesen ringe ham op igen til et opfølgende interview.

    Comment by Superman — March 15, 2010 @ 6:41 pm
  4. Tak Supermand, men nu jeg kigger det igennem så forstyrrer det faktisk lidt meningen at McHamgama så flegmatisk ud, fremfor perpleks, som jeg først havde skrevet. Hm, ce la vie.

    Comment by Drokles — March 18, 2010 @ 8:10 am
  5. Det eneste, der giver mening, er naturligvis den komplette og totalt hæmningsløse ytringsfrihed.
    At mene andet er udtryk for en kombination af demokratisk analfabetisme og historieløshed.
    Hver gang nogle tilfældige tosser af politisk korrekthed, ideologi, nypuritanisme eller åbentlyst totalitære sympatier, blander sig i hvad andre må mene, sige, skrive, tænke osv., ender det altid i tyranni og åndeligt armod.

    Comment by Gert Petersen — March 26, 2010 @ 11:45 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress