Jyllands-Posten og andre om Politiken

Diverse — Drokles on February 28, 2010 at 8:26 pm

Jyllands-Postens leder slår fast

For tiden er vore bladhuse under skærpet bevogtning, fordi forbrydere ifølge Politiets Efterretningstjeneste arbejder med konkrete planer om terroranslag mod avisen og dens medarbejdere. Tidligere har i tusindvis af galninge råbt op om, hvilke pinsler der skulle møde os i helvede og i tiden inden.

På den baggrund kan det næsten forekomme civiliseret, at en saudiarabisk advokat i efteråret 2009 truede en række danske aviser med sagsanlæg, hvis ikke de ville undskylde, at de halvandet år før havde offentliggjort en tegning udført af bladtegner Kurt Westergaard. Det var sket i forbindelse med afsløringen af konkrete mordplaner mod tegneren.

Trusselsbrevet fra den saudiarabiske advokat blev selvfølgelig mødt med den kølige afvisning, som en sådan uforskammethed fortjener. Advokaten gjorde sig ikke den ulejlighed at oplyse, hvor avisens chefredaktør i givet fald skulle møde for at stå til regnskab. Ifølge almindelig ret skal en rettergang ske der, hvor sagsøgte bor, altså ved en dansk ret.

Her er det imidlertid i hele fire juridiske instanser afgjort, at tegningerne i Jyllands-Posten hverken var blasfemiske eller injurierende, men i fuld overensstemmelse med dansk ret, dansk presseetik og dansk avistradition.

Da dette er lidt tamt går vi i stedet til Henrik Gade Jensen der sætter Politiken i relief gennem sin egen historie

Hvis man læser de tre bind Viggo Hørup i Skrift og Tale, som blev udgivet lige efter hans død i 1902, kan man næsten ikke fatte den vrede, som måtte komme op i Hørup, hvis han skulle opleve Politiken i dag. I kulturkampen gælder det om at flå pelsen af fårene, skrev Hørup, for ellers mærker danskerne ikke forandringen: ”Naar Pelsen ikke flaas af dem, saa de mærker det, er det Hele ganske forgæves. Hvad det kommer an paa er Brudet, Omslaget, Vendingens Brathed”. På mange måder Hørups kulturradikale credo, hvor det gælder om at chokere, forarge og sætte brand i sjælene.

Nu har Politiken undskyldt en tegning i bladet for flere år siden, fordi den kunne krænke religiøse følelser. Politiken bør også vise rettidig omhu og undskylde, at Edvard Brandes, den anden af Politikens grundlæggere, skrev et skuespil om profeten Muhammed med titlen Muhammed - skuespil i tre akter i 1895, som ville afstedkomme en ny Muhammedkrise med ambassadeafbrændinger, hvis det blev citeret eller opført i dag.

Samme historiske ånd præger Jesper Beinovs indlæg

Hele frihedens forudsætning tænker vi ikke på i det daglige, men jeg fik en påmindelse om denne arv for få uger siden, hvor jeg tilbragte en solbeskinnet lørdag på Huntington Library, udenfor Los Angeles.

Her lå nemlig på rad og række den amerikanske og europæiske friheds forudsætninger i form af originale bøger, manuskripter og deklarationer, der hver især har formet de frie samfund; skrevet af kloge mænd i 1600- og primært 1700-tallet. Her tænkte de dybt over, hvordan man etablerede fred, frihed og magtdeling, uden at man skulle ty til at rive hovederne af hinanden.

Når der er en sammenhæng til den aktuelle sag, er det den indlysende, at en stor del af den islamiske verden aldrig har været igennem en oplysningstid, der gør det naturligt, at tanken er fri og kritik en indlysende del af samfundets orden. I stedet abonnerer mørke kræfter på, at religion og politik pinedød skal rodes sammen, så religionskritik er forbudt.

Vi kommer først fri af disse vanskelige debatter, hvis vi gør os klart, at vi ikke kan løse dele af den islamiske kulturs fundamentale problem med at eksistere i en moderne, globaliseret verden. Vi gør det slet ikke ved at undskylde, hvem vi er, og hvad vi står for. Derved giver vi kun ammunition til dem, der ønsker at bremse den modernisering, mange i den muslimske verden faktisk ønsker.

Naser Khader udtrykker ægte journalitisk foragt

Jeg vil gerne spørge Politikens journalister: Siger I også undskyld til profetens 94.923 efterkommere - hvem de så end er? Bøjer I jer også for trusler, intimidering og fanatisme, sådan som jeres chef gør?

Hvis svaret er ja, så mener jeg, at Politiken i dag har solgt ud ved overhovedet at forhandle med nogen, hvis eneste ønske er at begrænse ytringsfriheden. De har solgt ud overfor deres kolleger på de øvrige redaktioner, som vil opleve et stigende pres for at gøre det samme – hvad jeg dog håber, at de ikke gør. Men vigtigst af alt, har Politiken solgt ud overfor for dem, som netop Politiken burde have som sit fornemmeste mål at lægge spalter til, at forsvare og at bakke op om: Politiken af alle har valgt at svigte den islamiske verdens frihedskæmpere, som kæmper en daglig kamp med livet som indsats, for at få lov til at kritisere religionen og religionens dogmer.

180 Grader udtrykker ægte journalistisk foragt med lidt større finesse

Politiken er en avis. En avis formidler - i ord og billeder - verdens væsentligste begivenheder. Politiken har også udført dette arbejde i dækningen af den Muhammed-krise, som ramte Danmark i 2005 og 2006, og i dækningen af krisens efterdønninger i årene efter.

For det undskylder Politiken nu.

Længere er den ikke. Politiken undskylder, at den er en avis og gør en avis’ arbejde, som bl.a. er at vise de karikaturtegninger af muslimernes profet, Muhammed, som efter deres offentliggørelse i Jyllands-Posten blev efterfulgt af ambassadeafbrændinger, terrortrusler og en af dansk udenrigspolitiks største kriser siden Anden Verdenskrig. Tegningerne var krisens genstand. Tegningerne skulle derfor i avisen.

Det er også faldet Mikael Jalving for brystet og han spørger

Men hvad er Politiken så?

Et PR-bureau? Nej, sådan nogle er ikke bange for at provokere, krænke eller latterliggøre, hvis bare beløbet er stort nok.

Et navneskifte til Dansk Kirketidende kan heller ikke anbefales. Sådan et blad findes allerede i Grundtvigs ånd, og da Grundtvig selv var en solid forsvarer for trykkefrihed og idømt livsvarig censur i 1826, så går det slet ikke an for Politiken.

Vent et øjeblik, jeg får en idé. Politikens chefredaktør vil gerne signalere internationalt niveau, ikke sandt? Men samtidig skal det ikke gøre for ondt, jeg mener, der skal tages hensyn til folk, eller rettere, visse folk. Det handler som bekendt om dialog.

Hvad så med Apolotiken?

Og med sådan et navn er det logisk at slutte, som Kristian Ditlev Jensen at Politiken har valgt…

.…at fra nu af har alle sårede læsere af avisen krav på en undskyldning. Også selv om de pågældende slet ikke læser dansk eller rutinemæssigt detager i den danske debat.

Og så følger ellers en undskyldning på alverdens sprog. I samme ånd analyserer Troels Heeger og Søren Villemoes

Når Politiken anerkender, at deres søgsmål er berettiget, og at det er på sin plads at undskylde, så har avisen anerkendt det saudiske styre og dets grove undertrykkelse af alt, hvad der ikke følger islamisk lov.

Til OL i 2008 solgte Politiken plakater, hvor citater fra menneskerettighederne stod skrevet på kinesisk. Budskabet var vist, at Politiken bekymrede sig om menneskerettigheder og var kritiske overfor totalitære regimer. Det budskab må siges at være rimelig kompromitteret efter dette pinlige knæfald for det saudiske kongevælde.

Man kan spørge sig selv, om avisen overhovedet har overvejet, hvad denne indrømmelse implicerer? Er det f.eks. avisens fremtidige politik, at enhver, der føler sig krænket, bare skal skabe tilstrækkeligt med tumult og skrige højt nok, for at avisen skal anerkende krænkelsen? Det må være det eneste, man logisk kan udlede. For havde Politiken undskyldt krænkelsen, hvis der ikke havde været det internationale pres mod Danmark, de mange terrortrusler, de omfattende demonstrationer, de mange dødstrusler og overfald? Det forekommer usandsynligt. Dagens undskyldning er et knæfald for det irrationelle. Det er en anerkendelse af, at muslimer åbenbart er så tossede, at deres religiøse følelser er ude af kontrol.

Har man iøvrigt tænkt over, hvilket usolidarisk signal det sender til andre aviser? Politiken siger jo direkte, at alle andre aviser også har krænket muslimers påståede følelser, og at de følgeligt også burde undskylde. Man hævder, at man ikke har afskrevet muligheden for i fremtiden at trykke tegninger af Muhammed. Men det forekommer at være noget usandsynligt. For hvordan i alverden skal man dog forsvare, at man trykker noget, som man anerkender som en direkte krænkelse?

Hvis man vil have de strategiske vinkler på historien er Ralf Pittelkow ikke overraskende manden man skal læse

Kernen i Muhammed-konflikten var, at islamiske kræfter ville gennemtvinge en fundamental ændring: Hidtil havde islamiske regler kun været gældende for muslimer og muslimske lande. Men nu skulle Vestens ikke-muslimer tilpasse sig de islamiske regler for ytringsfriheden.

Disse regler indebærer, at man ikke må ytre sig kritisk om islam. En barber i Saudi-Arabien blev for nylig idømt dødsstraf for at have sagt noget grimt om profeten Muhammed.

Efter Muhammed-konflikten har de muslimske lande til fulde demonstreret, at de mener deres krav alvorligt. Især gennem FN har de presset voldsomt på for at få vestlige lande til at indføre lovgivning, der vil gøre det svært eller umuligt at kritisere islam. Nogle vestlige lande giver efter.

En saudi-arabisk advokat fulgte den islamiske offensiv op ved at true med en retssag mod de danske aviser, der i 2008 genoptrykte Kurt Westergaards tegning. Nu skulle danske aviser slæbes for retten i et muslimsk land!

Man må gå ud fra, at advokat Faisal Yamani har vidst, at dette ikke kunne lade sig gøre. En retssag kunne kun finde sted i Danmark, og her havde han ingen udsigt til at vinde. Men han ville bruge truslen om en retssag som et propagandanummer. Og så har han måske haft et lille håb om, at en dansk avis kunne være tåbelig nok til at bide på.

Det håb har Politiken nu opfyldt. Bladet har indgået et »forlig«, siger chefredaktør Tøger Seidenfaden. Men når man accepterer tanken om en retssag i et muslimsk land og vælger at bøje sig for tomme trusler, så har det da intet med et forlig at gøre. Det er frivilligt knæfald.

Opstandelsen gælder i øvrigt denne tegning

bombe-i-en-turban1

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress