Sejrherren Hedegaard

Diverse — Drokles on January 18, 2010 at 8:06 am

“De elsker deres børn” sagde Ole Birk Olesen i Deadline og vedholdt sin misforståelse om problemet islam. Ja Hedegaard havde i det værtshusstemte interview ikke været omhyggelig med sit ordvalg, men det var nu ganske klart at Hedegaards analyse ikke beroede sig på en form for biologism, men på simple konstruktioner, at mennesket lærer, hvordan det skal tolke og forholde sig i verden. Det er der skam en lang tradition for at gøre, hvor det autoritære menneske (smag på det begreb) blev pålagt skylden for Tysklands galloperen ind i to verdenskrige og den protestantiske arbejds- og seksualmoral, som motor for kapitalismen eller de velafbalancerede Thailændere, hvis gode humør, gæstfrihed og afslappede forhold til sex ses i deres buddisme. Hedegaard drager en konsekvens af en religion, der i sit altomfattende krav mere end nogen anden æder sig gennem fædrene kultur og kræver suverænitet over de samfund og miljøer, hvori den trives. Og han drager sammenligning mellem hvad man må forvente at se ud fra de hellige forskrifter og en overvældende emperi.

Men de elsker jo deres børn som vi, insisterer Olensen. Ti! - tåbe; det er i denne sammenhæng komplet ligegyldig. Det handler om det, som islam lærer mennesker - også gode og kærlige. Det handler om, hvad islam bestemmer er vigtigt, hvad islam bestemmer er tilladt og forbudt, hvem islam ophøjer, hvem islam nedgør, hvilke instrumenter, der gives til hvem i sikringen af god moral og således opretholdelsen af den sociale orden, der binder menneskene sammen, i familien og til samfundet. Men i Politiken af alle steder har man set på problemet, men den seksuelle tabuisering, kvinden som bærer af familiens ære, ansvarsfordelingen og den kollektive udstødelse af den skyldige

»Det er vigtigt at dokumentere og dermed synliggøre problemet. Problemet er
ikkeeksisterende uden dokumentation«. Også for danske kvinder har
voldtægtstallet altid været et mørketal, fordi der foregår flere, end der
bliver anmeldt. Men når der er tale om en målgruppe, som aldrig går til
politiet, som har svært ved at henvende sig, som ikke vil have, at familien
får at vide, hvad der ser sket, så kan man antage, at det mørketal er
større, end vi kan se, mener Kristina Abu-Khader Aamand, der har skrevet den
roste bog ‘ Mødom på mode’ og modtog HK’s integrationspris i 2008.

»Jeg siger ikke, at der er flere muslimske kvinder, der bliver voldtaget end
danske kvinder, og jeg vil ikke sige, at voldtægt er mere udbredt blandt
muslimer.

Men der er en ting, jeg må sige, og det er, at voldtægt trives i miljøer,
hvor der er mange hemmeligheder, og hvor man ikke taler ordentligt sammen«,
siger Kristina Abu-Khader Aamand, der mener, at det værste næsten er, at
pigerne er helt alene med den forbrydelse, der er begået mod dem.

Forbeholdet først og sandheden siden. Vi ved ikke noget, men logikken siger at de lukkede miljøer er værre end de åbne og vi påpeger problemet fordi vi mener det bemærkelsesværdigt

»Da jeg arbejdede på Center for Voldtægtsofre, var det sådan, at når der kom
en dansk kvinde, kunne hun rejse ressourcer og få hjælp fra familien. Men
blandt kvinderne med anden etnisk baggrund var familierne den største
trussel.

Jeg siger ikke, at familien er en reel trussel, for familier er forskellige.
Men meget af det handler om, at kvinderne frygter reaktionerne.

At konsekvenserne er værre end selve overgrebet«, siger Kristina Abu-Khader
Aamund, der i dag rådgiver unge piger.

Logikken om skyld og straf, som så mange imamer har udtrykt den er “…når man kører i en bil med en mand om aftenen, så er det ens egen skyld..” at man bliver voldtaget. Eller fra forleden, hvor en ung muslimsk mand hoverende skrev til mig “Opdrager jeres piger til at smide bukserne hver gang de ser en perker…I det mindste, så beskyt jeres piger, så de kan holde sig til jeres klamme drenge…“. De islamiske samfund, ikke mindst Saudiarabien lægger jo netop regler for offentlig færdsel for de forskellige køn af samme grund, samme logik og se engang, samme bog. Den islamiske verden om det er i de forskellige lande eller i minoritetssamfund i Europa og andre steder karateriseres af de samme problemer og menneskelig nedværdigelse, det er klart for enhver.

Så hvad er det der er så svært ved at forstå for venstefløjen, de radikale og anstændige borgerlige tanter, der dåner under chokerende udtryk, men er døv overfor indholdet? Selv rotter kan foretage en simpel emperi gennem bitre erfaringer og lære at gå uden om de steder, hvor deres venner er døde af forgiftning.

For som en muslimsk pige, der blev voldtaget af sin onkel, siger til Politiken: »Lige
så snart det har noget med sex at gøre, så er det aldrig mandens skyld. Det
er altid kvinden, det går ud over i vores kultur«.

(…)

I en artikel i tidsskriftet Sappho fra december under overskriften »Udsigt
fra sumpen« henviser han til gamle rapporter fra USA, men også til
resultater fra den engelske tænketank Centre For Social Cohesion.

I 2008 udsendte dette selskab en omfattende rapport, der blandt andet
konkluderede, at æresdrab, vold i hjemmet, tvangsægteskaber og
kønslemlæstelse af kvinder i muslimske familier ikke er isolerede fænomener,
men snarere led i et selvreproducerende socialt system bygget på ideer om
ære og kulturel, etnisk og religiøs overlegenhed.

»Som resultat af disse ideer bliver kvinder rundt om i Storbritannien hver
dag truet med fysisk vold, voldtægt, død, lemlæstelse, bortførelse,
bedøvelse med stoffer, fængsling på opdigtet grundlag, forbud mod at tage en
uddannelse og tvangsægteskab - af deres egne familier«.

(…) 

…pigerne er spundet ind i løgne, fordi de lever
parallelle liv, og det gør, at de et eller andet sted er overladt til
ulvene«, siger Kristina Aamund.

Snaphanen har også meget aktuelt historien om en algiersk kunstner, arbejdende i Frankrig, som blev overfaldet

Den algeriske skuespiller RAYHANA blev angrebet på gaden Pariskvarteret Belleville, oversprøjtet med benzin og svinet til med kvindefjendske fornærmelser og islamistiske slagord. To mænd holdt hende fast bagfra, fortæller hun. RAYHANA beskæftiger sig i sit arbejde med undertrykkelse af kvinder i muslimske samfund. Angriberne forsøgte at antænde benzinen med en cigaret.

Undertrykkelse af kvinder i de muslimske samfund, kvendefjendske fornærmelser og islamiske slagord og et forsøg på et grusomt mord. Næh her er ingen sammenhæng, det er måske sociale problemer? Hedegaards grove generaliseringer har han måttet trække tilbage og så langt kan tanterne da godt hævde en delsejr. Men her ser vi blot, hvorledes ytringsfriheden gavner. Hvis ikke Lars Hedegaard havde skabt en sådant postyr ville hans ord ikke have åbnet for denne debat. Hedegaard fremstår som en helt der nedbrød berøringsangsten med med realiteterne, manden der knuste de kulturbefamlende danske tanter, der i lutter benovelse over fremmede livsformer skubber de stakkels piger tilbage i ghettoen, så de kan leve i overensstemmelse med deres natur, som et evig modbillede på os selv. Men nu står de vanærede og Hedegaard står rank. Pind, Khader, Lilleør, Olesen, de må have en flov smag i munden efter nogle års ihærdigt arbejde med at lægge afstand til den gode tone for så første gang de er til eksamen at dumpe fælt. Tillykke til Hedegaard.

6 Kommentarer »

  1. Ja, tillykke til Hedegaard overdrivelse fremmer forståelsen, når de første pludder-høns larmen har lagt sig, over grammatiske flertals fejl, jaså, lader det til, at budskabet trods alt er gledet ind.
    Selvfølgelig skal de højtråbende “fromme” muslimer stilles til ansvar overfor deres mishandling af kvinder ligesom os vantro, at der så i tilbagestående islam praktiserende lande viser sig et større misbrug af kvinder, så det da virkelig på tide vi får gjort noget ved den kvindeundertrykkende idelogi i slam.
    Det ikke et sek. for tidligt

    Comment by li — January 18, 2010 @ 4:54 pm
  2. Jeg har tilladt mig at sakse fra Mads Kastrups blog på tante Berlinger af pædagogiske grunde. Hans postering er god at få forstand af. Lad mig starte med ordene: ‘…Læg mærke til forbeholdene. De tilsigter ikke blot redelighed, men ligner også en politisk korrekt angst…’, for selv om det ikke lige er sådan her, jeg formulerer mig, kan formuleringen i citationstegn med lidt god vilje godt bruges - og nu til Mads Kastrup og angsten:

    - - - - - - - - - - - - -

    ‘…Denne blog er ikke skrevet for at vende tilbage til debatten om Trykkefrihedsselskabet og formand Hedegaards lødighed eller mangel på samme.

    Den diskussion er forlængst udskreget i et omfang, der er omvendt proportional med selskabets betydning i almindelighed og dets begrænsede folkelige udbredelse i særdeleshed. Jeg har dertil altid fundet Lars Hedegaard monoman. Min blogkollega Jacob Mchangama har ret i sin kritik af Trykkefrihedsselskabets næsten patologiske optagethed af islam og muslimer…’
    ‘…Der var formentlig også monomanien, der fik Hedegaard til at tale på følgende måde:

    “De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far.”

    Dette er naturligvis løgn.

    Den grove generalisering (”De”, “hele tiden” osv) ramte som bekendt også Lars Hedegaard i eget ansigt. Som affyrede han et gevær, hvis løb viste sig at være beskidt i en grad, så rekylen tvang skuddet ned i egen fod. Han modererede siden sine udtalelser. Haltende og med krudtslam fra egen bredside i hovedet.

    Det manglede bare…’

    - - - - - - - - - - -

    Først efter alle disse buffere og sikkerhedsventiler er vi fremme ved det, Mads Kastrup ikke ville turde røre ved i åbenlys rædsel for ellers at blive misforstået om hensigten og tilhørsforholdet i de rette kredse, dem han for alt i verden vil identificere sig med - REFERENSGRUPPEN - uden hvilken man er på røven. Læg så mærke til, hvad han skriver:

    - - - - - - - - - - -

    ‘…Nu viser det sig imidlertid, at Hedegaard har delvist ret. Eller mere præcist: Lars Hedegaard har mere ret, end vi bryder os om.

    Rådgiver for unge piger, Kristina Abu-Khader Aamund, udtaler sig på en sigende facon i Politikens artikel. Læg mærke til forbeholdene. LÆG MÆRKE TIL FORBEHOLDENE. DE TILSIGTER IKKE BLOT REDELIGHED, MEN LIGNER OGSÅ EN POLITISK KORREKT ANGST (fremhævelse med store bogstaver af mig. Derefter citerer han Abu m.a.):

    »Jeg siger ikke, at der er flere muslimske kvinder, der bliver voldtaget end danske kvinder, og jeg vil ikke sige, at voldtægt er mere udbredt blandt muslimer. Men der er en ting, jeg må sige, og det er, at voldtægt trives i miljøer, hvor der er mange hemmeligheder, og hvor man ikke taler ordentligt sammen«.

    Kristina Abu-Khader Aamand “siger det ikke”, nej.

    Og så gør hun det alligevel. Både inddirekte i ovenstående, men også da hun citeres videre: »Jeg har gennem en årrække forsøgt at rejse de her spørgsmål på en måde, hvor man ikke bliver taget som gidsel i de andre politiske debatter. Men man skal jo ikke underkende, at de kvinder, der bliver udsat for overgreb, opfatter det som et problem. De har ikke samme adgang til hjælp, som danske kvinder generelt har«.

    Det skal siges, at Politken ikke kommer med dokumentation i form af statistisk materiale. Der findes ikke tal. Men det mere end antydes, at mørketallene for seksuelle overgreb internt i muslimske familier er større end i danske i forhold til andel af befolkning. Selvom det antydes med største forsigtighed, er det af de folk, der skal hjælpe ofrene…’

    - - - - - - - - - - -

    Det er interessant at kigge segmentet i kortene. Mads Kastrup kender metoden, han afdækker, og som Abu anvender, og han er god til at beskrive den, for han bruger den jo selv og af de samme grunde!

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — January 18, 2010 @ 10:06 pm
  3. Ha, ja det er rigtigt. Jeg har det svært med Kastrup, som kan levere gode pointer, men dybest set har en drøm om at blive kalif i stedet for kaliffen. Han kan godt underminere og angribe den gode bloks tone i debatten, men han opretholder den selv, som du viser. Det vil sige at han grundlæggende tilhører dem, men er villig til at slække lidt på kravene til den offentlige debat, hvis blot han kan være overdommer.

    Comment by Drokles — January 19, 2010 @ 1:29 pm
  4. Der er ingen tvivl.
    Mads Kastrup synes, LH er for meget, Mchangama synes, LH er for meget, Lilleør, Pind og Khader - samt hele det såkaldt kreative segment, der har Verden som legeplads, synes at LH er for meget… Men Karen Thisted tager prisen som den, der direkte væmmes over Kurt Westergaard og hans ‘åndssvage tegning’. De citerer hende med skarpretterpræcision for det forfærdelige hun skrev, som jeg ikke bare husker, men som jeg aldrig glemmer hende for. Det radikalt uskyldige omvendthedscitat kommer her:

    ‘Jeg er så irriteret over, at vi danskere skal blive ved med at lide under, at Kurt Westergaard ikke kan få nok af sine fem minutters berømmelse,’. Ja, har man kendt mage. KW, den medieliderlige hankat kan øjensynligt ikke få nok. Selv ikke to spektakulære mordforsøg stiller den mand tilfreds.

    Søren K. Villemoes og Gunnar Andreasen dissekerer i en sønderlemmende analyse, hvad de kalder ‘Den radikale væmmelse’. Læs den i weekendavisen/opinion side 12.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — January 19, 2010 @ 8:03 pm
  5. Jeg læste desværre Den radikale væmmelse og måtte skrotte min egen, der grundlæggende havde samme pointe, blot ikke så klar. Thisted ville uden tvivl have fået barnebarnet dræbt, havde hun kastet sig over det i Westergaards sted, som hun påstod at ville gøre for da havde øksemanden fundet dem begge sammen og givet givet sig til at hakke løs og havde næppe hakket Westergaard fri af den lille pige, men hakket dem sammen.

    Comment by Drokles — January 19, 2010 @ 9:03 pm
  6. Hun ville ville være blevet både hakket, stukket, skåret hængt og brændt og voldtaget sammen med sin lille pige, men jeg tror dybest set ikke, det er hendes ærinde. Hun ville betakke sig i situatinen og stole på PET.

    Hendes sælsomme Ærinde er nærmere et forsøg på at fremme den rette tro og adfærd, radikal ideologi, når den er værst. Hvis det er sandt, bruger hun kun KW som en brik, et ultimativt skræmmebillede, der skal holde alle andre uromagere væk fra sådan noget åndssvagt noget, som kan ophidse, og som KW sidder og finder på. Det pæne og perfektionerede er lige hende, det antiseptiske, kedelige, formelt rigtige - dressurlivet, er hendes ærinde. Hun er vel bare en radikal meningsterrorist, som vi har 12 af på dusinet. Dydens vogter. Vi skal tale pænt til hinanden. Og hvad gør hun for at opnå det ideal?

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — January 20, 2010 @ 2:07 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress