De anti-intellektuelle tanter

Diverse — Drokles on December 23, 2009 at 7:11 pm

Alle ideologiske grupperinger føler sig aldrig hørt nok - ja hvem kan jo nogensinde få nok af sandheden - og udfolder til tider direkte skruppelløse anstrengelser på “at trænge igennem den offentlige debat”, som det vist hedder mediesk. Marxisterne og klimatisterne med deres terrorgrupper og sorte masser, der vil smadre os til vores egen frelse ligner islamisterne, der dog vil smadre os til deres egen frelse og nazisterne, der bare vil smadre os. Liberalisterne, hvis sandhed heldigvis ikke bygger på noget med rigtig eller falsk bevidsthed, men blot er en selvindlysende fiks ide kunne aldrig drømme om den slags - skal vi kalde det “proaktivitet”? De lever, som de prædiker, fredeligt på deres ord. Stort set. For blandt deres tilhængere, er der en særlig trang til karaktermord i den offentlige debat. Tilhængere er måske forkert snarere medløbere, som lokkes af hvad de ser, som en vindende position - eller mere præcist, som en position, det er let at forsvare intellektuelt eller rettere, let at forsvare med en noget rudimentær intellektuel kapacitet rippet for dannelse.

Men at positionere sig, som liberal stiller desværre også en selv til ansvar, hvilket jo ikke er meningen og derfor slører man tilhørsforholdet med et lille “social” foran. Social - et magisk ord, der signalerer at man har hjertet på rette sted uanset, hvilket kommunistisk diktatur man måtte støtte. Det virkede så glimrende for venstrefløjen så hvorfor skulle det ikke også virke for de socialliberale? Social ophæver på magisk en egentlig posistion, som den diffuse del af venstrefløjen der kvier sig under at abonnere på et egentligt ståsted når man nu kun vil dømme i og over debatten - og det vil de socialliberale rigtig, rigtig gerne. De er for frihed ind til det nihilistiske når den sidste rest af offentlig sædelighed og etikette skal hånes ihjel og lader andre udstille sig, som antiprogressive relikvier. Men De bekymrer sig skam om også om de svage, det sociale når nogle skal fordømmes og det skal nogen ofte for den måde de taler. Thi frihed skal ikke forvaltes - af andre end dem.

Eva Selsing gennemgår så glimrende dyrkelsen af formen over indholdet på 180 Grader at jeg slettede et par A-4 siders galde og vil i stedet blot anbefalde at læse hende. Ballade i den borgerlige er guf for Politiken, der med undertrykt fryd refererer de saftigste bidder kokkereret hjemme i Hedegaards køkken af had - og dårlig smag, som er den egentlige anke

»De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far«, siger han og beskriver voldtægt som accepteret i islam.

»Når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det. Det er en del af slaveriet«, siger han.

Hvem er det Hedegaard egentlig omgås siden han hele tiden hører den slags? tænker de gode mennesker med indforståede blikke til hinanden. Tjaeh BBC måske, der igår havde en overskrift der lød “Man urged son to rape cousin, 12“. Gæt selv, hvad og om hvem den handlede om. Så hvorfor forargelsen? Fordi det for moralens vogtere, ikke handler om essensen i udsagnet, men den gode tone. Hurrah Hedegaard ser ud til at have begået en fodfejl og så skal han den ondelynme trækkes ned i det søle marxisterne ikke nåede at drukne ham i da han forlod Information.

Og på Snaphanen, som Mads Brügger meget fint kader “den borgerlige blog”, hvilket må siges at være det ultimative sværdslag fra en medarbejder på Danmarks Radio kan man se konfrontationen mellem den stygge Lars Hedegaard og offentlig forvalter af takt og tone Ole Birk Olesen i Deadline. Her kan man høre Olesen med det blødende hjerte han måske synes, der for sjældent kommer rigtigt til udtryk i den offentlige debat når han harcelerer over bistandsklienter og andre døgenigte udtrykke at muslimer jo elsker deres børn lige så højt, som alle os andre. Det befamlende udsagn ignorerer tro mod formen essensen, nemlig at ens kærlighed udtrykkes i forhold til de værdier ens kultur og tro lægger. Det er klassisk konstruktivisme eller marxistisk analyse, som Hedegaard kalder det. Et par eksempler på velmenende muslimske mødre og den omgivende normalitet

Men det betyder ikke at mødrene ikke reflekterer

Og børnene?

Både Khader, der altid medbringer sin egen svingdør og Katrine Lilleør truer med at melde sig ud, hvis ikke den skrækkelige Hedegaard undskylder eller takker af som formand. Og man forstår dem så godt. Her har de beriget et succesfuldt selskab med en deres moralske stempel og så skal de høre at selskabet til forsvar for ytringsfriheden besudles af en formand, der siger sin ærlige mening? Forkasteligt! Meninger, der ikke er renskurede er ikke værd at forsvare. Undskyld, men der eksisterer allerede et selskab til forsvar for renskurede meninger - det hedder PEN, der i år formåede at være ligeså ligegyldige, som de plejer. Eller må jeg foreslå Stjernfelt og McHamgamas vision om en forening til uangribelige ytringer set fra oven? De har i hvert fald fået en gylden mulighed for en god start med det intellektuelle parnas, der pludselig føler sig husvilde.

3 Kommentarer »

  1. Right again and seldom wrong. Kan du have en rigtig god jul og et godt nytår :-)

    Comment by Ulla Nørtoft Thomsen — December 23, 2009 @ 11:21 pm
  2. Tak i lige måde.

    Comment by Drokles — December 24, 2009 @ 10:26 am
  3. Tillod mig at bruge inspirationen fra Drokles ord på:

    http://www.berlingske.dk/debat/hvad-synes-du-om-tonen-i-den-danske-debat

    Din mening: Hvad synes du om tonen i den danske debat?

    God jul.

    Comment by Peter Buch — December 25, 2009 @ 11:38 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress