Det er en velkendt historie at da vi hørte om det globale klima og menneskets forurening gik vi imod en ny istid da forurening og faldene temperaturer var omvendt sammenfaldene og da temperaturen begyndte at stige var det så også sammenfaldende med vores forurening. Man skulle tro at de trodsede en Gud med sans for ironi. For da de rigtig fik sat kul på den globale opvarmning stoppede den og da de så omdøbte den til klimaforandringer lagde temperaturen sig trodsigt stabilt i ti år, hvilket ikke sker så tit igen. I en nær fremtid vil det sikkert gælde om at bryde klimaets reaktionaære status quo der berøver de undertrykte i den 3. verden den omfordeling af kloimaet, som de har krav på.

I disse klimatider, hvor klimaet er i faretruende status quo skal man høre, læse og se meget vrøvl. Selv den ellers begavede Peter Nedergaard vrøvler på sin blog på Jyllands-Posten, hvor han tror han kan lande sin tvivl om verdens egentlige tilstand med et kompromis

Denne lille klumme er et argument for midterpositionen i klimadebatten, der er lige langt fra såvel klimaskeptikerne som fra klimahysterikerne.

Klimaskeptikerne på den ene yderfløj betvivler langt hen ad vejen den brede naturvidenskabelige sagkundskab. Den er dermed udtryk for en faglig irrationalitet og videnskabsfjendtlighed.

En midteposition i en videnskabelig debat om, hvad der er op og ned i denne verden? En læser punkterer ham pinagtigt

“Klimaskeptikerne på den ene yderfløj betvivler langt hen ad vejen den brede naturvidenskabelige sagkundskab. Den er dermed udtryk for en faglig irrationalitet og videnskabsfjendtlighed.”

Følgeslutningen af at man er faglig irrationel og fjendtlig overfor videnskab kan ikke udledes af at være i mindretal. Videnskab har intet med meninger at gøre, men med fakta og derfor spiller det ingen rolle, hvor mange der mener hvad. Einstein stod også i opposition til det herskende paradigme, men dermed var han vel hverken irrationel eller fjendtlig overfor videnskaben.

Jurister…