Jamen altså…

Multikultur, Pressen, islam — Drokles on November 21, 2009 at 10:24 am

Weekendavisen er noget af det absolut mest læsværdige i Danmark. Selv på en dårlig dag er der noget godt at læse. Men man undres nogle gange over de mennesker de sætter til at anmelde bøger (Klaus Rothstein!). I denne uge anmelder på den ene side Peter Tudvad Jens Engbergs bog om Frederik IV “Den Standhaftige Tinsoldat” velsagtens fordi han ved noget om emnet.

Alt i alt tør Engberg konkludere, at Frederik VI var “en elendig konge, som blev Danmarks ulykke”. Det er der bare ikke så meget nyt i, da mange før ham har konkluderet det samme, selvom Engberg sikkert gør det mere kategorisk end nogen anden. Og det er der heller ikke noget nyt i, for at sætte Engberg til at skrive Frederik VI’s biografi er ikke stort bedre end at sætte Frank Aaen til at anmelde en biografi om Pia Kjærsgaard Eller Søren Krarup en om Hal Koch.

Og så går Tudvad på en vel rigelig sarkastisk facon (man aner desværre akademisk rivalisering eller ringeagt) i gang med at problematisere Engbergs udlægninger af Kongens skriveforbud mod A.S. Ørsted, ræsonet bag helstaten, Kongens magtbegrænsninger i forhold til højesteret og minder om Kongens beskyttelsen af de i nogle kredse ikke alt for populære jøder. Og han vender sig imod Engbergs domme over historien set med nutidens briller, som han endda citerer samtidige vidners opfattelse af Kongens lovgivning, som modsvar til Engbergs konklusioner. Om det forholder sig sådan med Engbergs værk som Tudvad beskriver kan vi jo kun tage hans ord for - sådan er anmeldelser - men det er ubetvivleligt en fagmand, der anmelder.

På den anden side anmelder Louise Windfeld-Høebarg Duncan McCargos “Tearing Apart the Land” om de muslimske seperatister i Thailand.

Det er efterhånden blevet en fasttømret opfattelse i Vesten, at når muslimer gør oprør eller begår terrorhandlinger, så er de fundamentalister, der vil dræbe de vantro og indføre et verdensomspændende kalifat. Men sådan forholder det sig naturligvis ikke. Det er den forholdsvis ukendte konflikt i det sydlige Thailand et lysende eksempel på.

Hurra, lad propperne springe for de lysende eksempler på ikke-fundamentalister, der helt velforvaret skærer hovederne af skolepiger eller brænder mennesker levende.

Man kan dvæle meget ved formuleringer, som “en fasttømret opfattelse i Vesten“, der afmonterer virkeligheden, muslimer der “gør oprør“, der legitimerer mere end det kan bære og det i den forbindelse sigende “handlinger” koblet på terror, der i denne sammenhæng har en lille, men distinkt relativerende effekt. Men det gør jeg ikke.

I stedet er det den midterste sætning “sådan forholder det sig naturligvis ikke“, der er kernen. Hvis ikke der er tale om et stråmandsargument ved at vi er nogle, der påstår at enhver konflikt indeholdene en muslim er et udtryk for Jihad så er der vel tale om en påstand om at det lysende eksempel i Thailand er udtryk for, hvad man kan betegne som en tendens i terror begået af muslimer. Hvorfor forholder det sig ikke sådan? Hvad ved hun om det? Og hvorfor er det naturligvis Koranens krigs-, erobrings- og  voldbud taget i betragtning? Intet demonstrerer hun til underbygning af det udsagn. HVis hun havde haft mere viden ville hun vide, hvor begrænset hendes viden var og nøjedes med at sige noget i stil med at konflikten i Thailand ifølge denne bog har sin kerne i politik frem for religion.

I tilfældet Thailand, skriver Windfeld-Høeberg,

…er der ikke tale om hellig krig. Muslimer mod buddhister. Nej, skriver McCargo, det handler om identitet og diskrimination og derfor er konflikten politisk. (…) Islam er det der samler oprørene.

Jeg er lidt af en fan af at man kan aflyse en årsag med henvisning til en anden. Hans dårlige helbred havde ikke noget med hans rygning at gøre, hvis han også spiste fed mad. Påvisningen af andre komplekser i en konkret konflikt betyder ikke at der en kerne. Beviset for påstanden om at det ikke handler om islam i Windfelt-Høebergs anmeldelse er at de muslimske oprørere ikke er en del af Al Qaeda og at de ikke har angrebet feriemålet Phuket. Kan vi så konkludere at der er tale om Jihad, hvis Phuket en dag skulle blive målet for en større terrorhandling? Men den lakmusprøve skal ikke bruges til andet end at slynge ud med største selvfølgelighed; “Det giver god mening...”. Man kunne jo indvende at der kunne være taktiske overvejelser om, hvis vrede “oprørerne” ville vække med et angreb på udenlandske turister i Phuket eller på hvilket niveau de ville holde konflikten. Og der kunne være modstridende opfattelser og interesser mellem de lokale “oprørere” og Al Qaeda der hindrede et samarbejde. Både Stalin og Mao drømte om den verdensomspændende kommunisme, men venner blev de aldrig. Handlede kommunismen så ikke længere om imperialisme og diktatur?

Netop Louises opfattelse af få mening grebet ud i den blå luft afslører at hun ikke har sat sig ind i hverken islamister, terrorisme, Thailands historie eller andet relevant. Hun fortæller os intet andet end at hun er blevet besnæret af en tilsyneladende velargumenteret bog, men er derfor helt på bar bund i at forhold sig kritisk til dens indhold. Hendes anmeldelse er spild af min tid (nåeh lidt sjov har den jo givet mig) for man aner ikke om bogen er saglig eller apologetisk.

Hvis man hører til dem, der mener at Jyllands-Postens Muhammedtegning og Dansk Folkepartis tone i debatten radikaliserer muslimer er perspektivet mere end skræmmende, som artiklen konkluderer; “Muslimer kan godt gøre oprør uden at være fundamentalister“. Så hvor slemt kan det så blive, hvis det endnu blot handler om utilfredshed? Islam er det der samler oprørene så….

1 Kommentar »

  1. Man kunne spørge: Hvornår gør muslimer ikke oprør? Mod hvem gør de ikke oprør? Hvad gør de oprør imod? - Hvorfor gør de oprør - I Paris, London, Berlin, Amsterdam, Malmø, København, Odense og Århus? Hvorfor har de samlet sig i Ghettoer. Er det utilfredshed med at bo der, hvor de har valgt at bo, som gør, at de stener, brænder bål i gaderne og skyder til højre og venstre? Er det deres oprør, fordi de føler sig undertrykte og udenfor? Næh, det kan det ikike være, for de bor der jo, fordi de kan lide at være anderledes, hvad vi helt klart så ikke må være. Er de bare sure på os? Eller er det en del af deres kulturelle habitus at gøre oprør - hører det bare med til at være en god muslimsk mand, at han skal have lov til at leve sin jihad ud, når trangen kommer over ham. Hvordan skelner man den enes utilfredshed med de vantro fra de andres utilfredshed? Det er sandelig svært at skelne den ene episode fra den anden. Jihad klæber til Islam.
    Morale:
    Den muslim bliver ren, som kaster den første sten!

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — November 24, 2009 @ 4:05 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress