Klimaindustrien

Diverse — Drokles on October 28, 2009 at 5:06 pm

Christopher Booker gennemgår i en ny bog The real global warming disaster historien bag teorien om den globale opvarmning. Fra Telegraph

In 1988, a handful of the scientists who passionately believed in this theory won authorisation from the UN to set up the body known as the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC). This was the year when the scare over global warming really exploded into the headlines, thanks above all to the carefully staged testimony given to a US Senate Committee by Dr James Hansen, head of NASA’s Goddard Institute for Space Studies (GISS), also already an advocate for the theory that CO? was causing potentially catastrophic warming.The disaster-movie scenario that rising levels of CO? could lead to droughts, hurricanes, heatwaves and, above all, that melting of the polar ice caps, which would flood half the world’s major cities, struck a rich chord. The media loved it. The environmentalists loved it. More and more politicians, led by Al Gore in the United States, jumped on the bandwagon. But easily their most influential allies were the scientists running the new IPCC, led by a Swedish meteorologist Bert Bolin and Dr John Houghton, head of the UK Met Office.

The IPCC, through its series of weighty reports, was now to become the central player in the whole story. But rarely has the true nature of any international body been more widely misrepresented. It is commonly believed that the IPCC consists of “1,500 of the world’s top climate scientists”, charged with weighing all the scientific evidence for and against “human-induced climate change” in order to arrive at a “consensus”.

In fact, the IPCC was never intended to be anything of the kind. The vast majority of its contributors have never been climate scientists. Many are not scientists at all. And from the start, the purpose of the IPCC was not to test the theory, but to provide the most plausible case for promoting it. This was why the computer models it relied on as its chief source of evidence were all programmed to show that, as CO? levels continued to rise, so temperatures must inevitably follow.

One of the more startling features of the IPCC is just how few scientists have been centrally involved in guiding its findings. They have mainly been British and American, led for a long time by Dr Houghton (knighted in 1991) as chairman of its scientific working group, who in 1990 founded the Met Office’s Hadley Centre for research into climate change. The centre has continued to play a central role in selecting the IPCC’s contributors to this day, and along with the Climate Research Unit run by Professor Philip Jones at the University of East Anglia, controls HadCrut, one of the four official sources of global temperature data (another of the four, GIStemp, is run by the equally committed Dr Hansen and his British-born right-hand man, Dr Gavin Schmidt).

With remarkable speed, from the time of its first report in 1990, the IPCC and its computer models won over many of the world’s politicians, led by those of the European Union. In 1992, the UN staged its extraordinary Earth Summit in Rio, attended by 108 prime ministers and heads of state, which agreed the UN Framework Convention on Climate Change; and this led in 1997 to the famous Kyoto Protocol, committing the world’s governments to specific targets for reducing CO?.

I torsdag handlede 180 Graders klumme af Steen Leth Jeppesen om klimahalløjet og de økonomiske byrder der følger. En der kaldte sig Frihed opstillede i kommentarfeltet meget præcist den klare og gennemskuelige forskel på konspirationer og interessesammenfald

Til spørgsmålet om, hvorfor nogen skulle være interesserede i at føre en falsk kampagne for, at CO2/mennesker er skyld i en global opvarmning. Først vil jeg slå fast, der er naturligvis ikke tale om en konspiration. Men der er en lang række stærke interesser der samlet giver en selvforstærkende effekt.

Der er så mange politiske interesser der ser store muligheder for at få gennemført sine politiske mål. Klimateorien bruges som løftestang for en lang række politiske holdninger - holdninger som dem som fremfører dem også havde før nogen talte ?klima?.

Eksempler:
- Vi har en række politikere der altid har været imod privatbilisme. Nu argumenterer de mod privatbilisme med ?klimaet? som helligt argument.

- Nogle politikere har hele tiden været mod varehuse. Nu argumenterer de, at vi ikke skal have varehuse, fordi det belaster klimaet pga. folk kører i bil dertil.

- Mange politikere synes, at der er uretfærdighed i verden og vil have mere ?lighed? - at vi skal være fattigere og de fattige skal være rigere. Nu kan de bruge klimareligionen som løftestang for den agenda - og moralsk argumentere for, at vi er skyld i deres fattigdom (se DRs ligheds/klimapropaganda).

- Mange politikere hader USA. USA kan - og bliver - malet som det store problem - den store CO2-satan. Meget belejligt for USA-hadere.

- Folk som synes vi er alt for kapitalistiske og som er mod ?forbrugerisme? kan bruge klimaet som en trumf mod det. De har altid været imod materialisme - men nu kan de hænge de på en moralsk uangribelig religion - klimareligionen.

- Folk der synes pengene har det bedst ved at blive distribueret af politikere fremfor individer ser store muligheder i klimareligionen som beskatningsgrundlag. Få tør argumentere mod skatter når det ?går til? noget helligt som ?miljøet? eller ?klimaet?.

- Nu hvor de kommunistiske samfundssystemer brød sammen er det vidunderligt (igen) at kunne føle sig moralsk hævet over de kapitalistiske samfundssystemer, som man nu kan hævde ?ødelægger jorden?.

- Den efterhånden gigantiske indistri som kan påstå at være en del af ?løsningen? på ?klimaproblemet? ønsker naturligvis også at klimareligionen har medvind. Der er hele industrier som udelukkende eksisterer på baggrund af statstilskud - altså at staten også tror på klimareligionen. Solceller kan kun betale sig i Tyskland fordi man giver 0,50? pr. kwh. i tilskud. Et tilskud som er mange gange højere end normalproduktionsprisen på en kwh. At Al Gore står til at blive klima-milliardær, hvis CO2-handelssystemerne bliver til en realitet som foreslået er nok ikke helt ligegyldigt for Al Gores prædiken.

- Forskere får midler, hvis de søger om midler og argumenterer for en sammenhæng med ?klimaet?. Hvis de søger at tilbagevise klimareligionen får de IKKE midler - men bliver outcasts som folk som LHA & Co. forsøger at shame til stilhed.

- I en tid hvor folk i mindre grad har noget at tro på - en religion - er klimareligionen en glimrende erstatningsreligion for mange, som prædiker deres egen godhed overfor alle de kan komme til. De føler at de gør noget godt for verden, og det giver en varm følelse indeni og får dem til at føle sig som bedre mennesker end klimasynderne.

- De fattige lande ser store muligheder i klimareligionen. De kan bruge klimareligionen til at påstå, at deres problemer ikke skyldes selvforskyldte dårligdomme - kulturproblemer, befolkningseksplosion, dårlig regeringsførelse. De kan nu skyde skylden på os andre. Ikke ulig på den måde coloniseringen blev brugt som undskyldning for al dårskab i udviklingslandene. De kan bruge klimareligionen til at afpresse endnu flere penge fra os i stedet for at arbejde med at løse egne selvforskyldte problemer.

Men derfor kan de jo godt have ret. Det er jo svært at spå….

3 Kommentarer »

  1. - Og hvem er det så, der har noget imod privatbilismen, amerika, forbrugerisme, industri, den frie verdens velstande etc.?
    Og hvem er det der i ramme alvor tror at man hjælper den tredje verden ved at give dem penge for IKKE at producere noget/ikke forbruge energi ?

    Det er selvfølgelig socialisterne. Det er således ikke rigtig et interessefælleskab der er tale om. Det virker mere som om man har valgt at lade EEN løgnehistorie retfædiggøre dem alle. En meget velvalgt løgnehistorie, iøvrigt som udnytter bestemte svagheder i meteorologien, og den usikkerhed, der altid er forbundet i det at “gisne om vejret”.

    Den snedighed, der her ligger begravet er tydeligvis et produkt af god gammeldags KGB-disinformation. De er de eneste, der har haft motivationen, ekspertisen, midlerne og personalet til at følge den historie helt til dørs.

    I min bog er det således ikke et tilfælde at global opvarmning først blev et problem efter murens fald. Der var ganske enkelt omkring 30.000 “active measures” agenter, der lige pludselig skulle finde en ny måde at gøre sig nyttige på.

    Jeg har klippet nogle bidder sammen fra KGBs succesfulde “Global Cooling” disinformations kampagne fra 70´erne. Denne Cooling kampagne er yderst illustrativ, og forsøges iøvrigt nu tvangcensureret fra “not evil just wrong”- filmen

    http://www.youtube.com/watch?v=vlaS5A0KLoA

    Comment by frank — October 28, 2009 @ 6:12 pm
  2. En interessant analyse. At der er noget om snakken, fremgår også af, at Connie Hedegaard nu synes at bekymre sig mere om de store tab, dansk industri vil lide, hvis der ikke kommer en bindende klimaaftale på plads til december, end hun i realiteten bekymrer sig om klimaet. Det er selvfølgeligt naturlligt, at en konservativ minister arbejder for erhvervslivets interesser.

    Comment by Cykelsmeden — October 29, 2009 @ 9:28 am
  3. Tak til smeden

    Jeg synes den væsentligste forskel mellem konspirationsteorier er en klar skelnen mellem

    1. teorier om konspirationer
    2. teorier om hvad grupper, der beviseligt konspirerer, nu er ude på.

    Islam og international socialisme hører til i gruppe 2.

    Comment by frank — October 29, 2009 @ 11:05 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress