Fan af Socialdemokraternes kampagne

Diverse — Drokles on October 30, 2009 at 7:31 pm

Hver dag på vej til og fra arbejde kan jeg nyde synet af valgplakaterne til kommunal og regionsvalg. Ingen glæder mig mere end socialdemokraternes Københavnskampagne, som har de største plakater. Af en eller anden grund har socialdemokraterne ladet deres kandidaters ansigter fremstå i sort/hvid på en knaldrød baggrund, som giver en bemærkelsesværdig mangel af dybde. De sort/hvide fotografier har nemlig ikke, som de gamle Bogart-film øje for lys og skygge og kontrast, nej de er bare farveløse, grå i grå. Som udgangspunkt prøver man i promoveringen af politikere gerne at balancere deres stærkeste udtryk med en modsætning, der bløder dem op og gør dem tilgængelige og tillidsvækkende. Fogh skulle ses på hug sammen med børn for at bløde hans teknokratiske væsen op, hvis styrke var indlysende men også skræmmende. På samme måde ses Villy Søvndal i jakke og slips, Brian Mikkelsen kigger igennem sygekassebriller og Lene Espersen ses ofte med vigtige mapper og dokumenter under armen. Men er Socialdemokraternes kandidaters problem ligefrem at de er for farverige?

Der er masser af sygdomme i samfundet og velfærd skal kurere dem. Men da det er et velfærdssamfund vi lever i burde der jo ikke være de sygdomme. Og så er det svært at sige noget fornuftigt. Enten rakker de deres eget design ned eller også er de ikke lydhøre overfor folkets kvaler. De liberale kan tale og skatter og frihed og manglende personligt engagement, de konservative (nej ikke partiet) kan tale om den manglende dannelse og svigtet af de historisk betingede sammenhold og variere de liberales personlige frihed med moral og socialisterne behøver slet ikke ar argumentere, men kan blot kræve resten af borgernes penge til staten. Hvad kan designerne af velfærdsstaten dog sige om deres eget design når det er utilstrækkeligt?

Socialdemokratiet virker, som om de er kommet til vejs ende og ikke har mere at byde på. Og dog er der et lille lyspunkt. En gammel dame ser mildt ud på beskueren under slogan’et “Ingen skal lades i stikken“. Ekkoet af den glimrende Bush kampagne “No Child left behind” er tydeligt selvom amerikanernes udtryk har den der særlige pionerånd over sig med det fremadrykkende fællesskab. Sloganet er sympatisk og personligt og taler til vores allesammens indlysende anstændighed - nøjagtig, som Bushs reklamefolk også tænkte det - Vores alle sammen. Men heri ligger socialdemokratiets problem, den manglende erkendelse af det “os” der byggede velfærdsstaten var kulturelt betinget og ikke økonomisk.

Når Socialdemokraterne ikke kan planke et slogan kommer de i vanskeligheder. “Sammen om velfærd” bliver nemlig til noget rod for ressourcerne er begrænsede og det er ikke alle, der skal have fra kommunen. Lad de der har hjælp behov få det for vi hjælper da hinanden. Men uden adresse på behov eller yder og modtager gribes den lille mand i bilen let af en bitter “ingen kvaler, far betaler!” kommentar. Jeg betaler ikke til hvem og hvad, som helst, min solidaritet er betinget.

Som om det ikke var nok er de tvunget til at appellere til grupper i samfundet, der ingen fælles interesse har - tværtimod er de endda indbyrdes stridende. Og det er en svær balancegang når ens valggrundlag netop er fællesskab. Hvordan skal vælgeren f.eks tolke dette billede?

socialdemokratisk-valgplakat

Tilbyder Socialdemokraterne os at vi selv ordner samfundet? Og i så fald følger der så skattelettelser med? Hvem er det egentlig der ikke vil “bo sammen“? Og tør de socialdemokratiske kandidater give de to piger på billedet hånden når de mødes? Når Socialdemokratiet taler om solidaritet er det for dem forudsætningen for at folket stadig vil sponsere den enorme velfærdsstat. Den forudsætning brister med en etnisk sammensætning, der gør det meningsløst at tale om et folk - en forudsætning, som Socialdemokratiet selv har undermineret. Nu er borgerne forskellige og endda i et vist omfang modstridende grupper, hvor hjælp til den ene gruppe tages fra den anden gruppe. Når den elskelige gamle dame med det sølvgrå hår lades i stikken kan det jo skyldes at man har brugt alle ressourcerne på “udsatte drenge” i et forsøg på at begrænse bilafbrændinger, skoleafbrændinger, børneinstitutionsafbrændinger, deres-eget-værestedsafbrændinger osv. Og så er det jo at vælgeren tænker “ikke med mig, som Ofelia!”

Så, hvem er det der skal mødes, bo sammen og skabe et fællesskab? Socialdemokraterne taler, som alle partier til deres potentielle vælgere, hvilket vil sige danskere i offentlige eller andre sikre stillinger, der typisk bor på Østerbro, som sympatiserer med den tanke, men som tilfældigvis lige netop i deres situation er mere end tilfredse med det daginstitutionstilbud og den skole til deres små velstimulerede poder og som ligger lige om hjørnet, tæt på de grønne arealer. Og til kontanthjælpsmodtagere, der siver gevaldigt til Dansk Folkeparti netop fordi de ikke vil være Ofelia i projekt bo-sammen. Og så selvfølgelig de etniske grupper, hvilket vil sige muslimerne og det er til dem billedet henvender sig. Det totale fravær af danskere og dermed fravalget af det blandede sammenhold , som er det korrekteske af alt korrekt gør det vanskeligt at tolke andet end at muslimerne skal vise en lidt mindre fjendsk indstilling overfor det omgivne samfund, hvis de fortsat skal regne med massiv understøttelse af deres parallelsamfund gennem kontanthjælp. Det er sikkert et kompromis forhandlet igennem på de indre socialdemokratiske linjer overfor folk, som Muhammed Aslam. På Muhammed Aslams blog man kan læse ” Muhammad Aslam har ikke oprettet nogen blogindlæg.”

muhammed-aslam

En god Socialdemokrat

Manden der skal redde Socialdemokratiet i København hedder Frank Jensen. Da Frank så i TV hvor galt det stod til i Tingbjerg røg han til tasterne på sin blog. “Vi skal have Tingbjerg tilbage, som en integreret del af København.“. Tingbjerg som en Assimilleret del af København kan det ikke blive til. Hvis Tingbjerg ikke ligger i åben krig med myndighederne og de omgivende kvarterer er det altså godt nok. Mere end godt nok er nu Franks valgplakat

frank-jensen-valgplakat1

Selv om billedets komposition bringer mindelser om Lenin punkterer Frank Jensens sødmælkskalveudtryk ethvert tilløb til de store visioners forræderi. Her er ingen løftet arm til at vise vejen mod det retfærdige samfund. Her er blot Frank der glad og optimistisk skuer mod en lys fremtid henover sloganet, der altid handler om respekt; respekt for børn, gamle, gader osv. Med Frank er du i godt og måske nok også lidt kedeligt selskab - om ikke andet.

Respekt er virkeligt et ord man håber rammer gadens lingo, men det er ikke helt sikkert at ordet bruges på samme måde i Tingbjerg. Der er heller ingen adresse på, hvem der skal vise respekt. Er det måske en formaning til visse grupper i samfundet eller vil Frank blot forsikre os at han ikke vil skide det hele en lang march? Med socialdemokrater ved man aldrig. Det nærmeste jeg kommer en forklaring på Franks brug af ordet “respekt” finder jeg på hans blog, hvor han slår fast “Det er ikke respekt for København, når banderne bruger København som legeplads for deres livsfarlige slagsmål og kriminelle aktiviteter.“. Det er vel kun Gentleman Finn der imponeres over det argument. Alligevel gentages det på plakaten. Københavnerne er ikke tjent med bandekrig. Næh såmænd.

Vi skal have socialrådgivere på alle folkeskoler. De skal hjælpe lærerne med at spotte børn, som er på afveje mod noget skidt.” lover han på sin blog. Som om de stakkels muslimske poder - for det er vel dem Jensen henvender sig til - ikke har skulle døje nok spot gennem Jyllands-Postens skrækkelige Muhammedtegninger. Netop i et multietnisk København kunne Frank jo godt have brugt det gamle danske ord “opdage” i stedet for spot for at foregribe eventuelle sproglige misforståelser. Men jeg driller.

Franks vision er “lommepengeprojekter”, hvor unge kunne tjene penge ved at fjerne affald eller andet i deres boligområde. For de unge keder sig har de sagt efter deres fritidssted brændte ned - sådan uden videre. Måske er ideen til “lommepengeprojekter” født i Høje Taastrup, hvor de “unge” medarbejdere, der skulle sikre mere orden i boligforeningen så sandelig da også holdt stram justits med, hvem der fik lov at være i området.

Vibeke Storm Rasmussen sammenfatter Socialdemokratiets tilstand i et enkelt slogan “Nogen skal slå i bordet“. Hvis der ikke stod Socialdemokraterne på plakaten skulle man tro det var et slogan for et afmægtigt protestparti, som ikke har de mindste forhåbninger om selv at komme til magten, men hvor de trods alt kan slå i bordet - så har man da gjort, hvad man kunne.

vibeke-storm-rasmussen-valgplakat
Billedet ovenover er fra hendes egen hjemmeside, men på valgplakaterne er den lille tilføjelse “For patienterne” klistret skævt ind oven på sloganet, som en finurlig pointe. Bare jeg forstod den. Hendes trivelige og joviale fremtoning skal sikkert minde om en folkelighed af førtidspensionisme, som Dansk Folkeparti ellers har haft let ved at mønstre, men forvekslingen kunne i værste fald betyde at nogle Socialdemokrater satte krydset ved O i stedet. Det er jo de nye socialdemokrater bare uden leflen for det etniske anker.

5 Kommentarer »

  1. Pragtfuld analyse og meget skarpsindigt. Ja, S kan ikke længere byde ind på noget der er troværdigt.

    Comment by synopsis-olsen — October 31, 2009 @ 11:42 pm
  2. “bare uden leflen for det etniske anker.”

    “Anker”??!! Ville ordet “byrde” ikke have væet mere relevant at bruge?? Men ellers en nogle glimrende observationer der ligger bag denne fortrinlige analyse. Socialdemokratiet er idag et parti som har sat sig i den situation, at man både skal appelerere til de traditionelle LO-vælgere og den nye importede velfærdskilent-klasse, som muslimerne udgør. Og at lave en kampagne der tiltaler begge segmentert er næsten som at skulle cirklens kvadratur. LO-vælgerne ser ikke på dette nye muslimske befolkningselement, som nogen de har ‘en fælles fortælling med’, og de ønsker absolut heller ikke at skabe en.

    Comment by JensH — November 2, 2009 @ 11:50 am
  3. Byrde ville være bedre. Jeg havde et maritimt billedsprog i tankerne, men så skulle jeg ud af døren og kun ankeret belv tilbage.

    Comment by Drokles — November 4, 2009 @ 7:39 am
  4. [...] et vrangvilligt folk. Og det er blevet en lille tradition herhjemme blandt politikere, selv i den kommunale valgkamp at lade sig inspirere af store amerikanske talere. Da John Fizgerald Kennedy stod på [...]

    Pingback by Monokultur » Den danske drøm — January 4, 2010 @ 7:02 am
  5. That’s when i came on the benefits of premarin vaginal cream and asked for some suckling aids because i took reduciendo of a medicaine the eukaryotic apnea and i felt a occassional messed up that night.

    Comment by buy Lotrisone/10g x 4 (tube) — June 10, 2010 @ 2:06 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress