Hedegaard vinder debatten

Diverse — Drokles on October 23, 2009 at 7:19 am

Forleden havde jeg en diskussion med gode venner om virkningen af Lars Hedegaards artikel på Sappho om situationen i Tingbjerg, hvor Hedegaard argumenterede for at der var tale om etableringen af et Kalifat. Vi var alle enige med Hedegaards argument, men nogle mente at brugen af ordet kalifat omend korrekt ville virke kontraproduktivt i den offentlige debat fordi det åbnede døren for de sædvanlige modangreb om hysteri, muslimer-på-hjernen-Hedegaard, oppisken af stemninger uden basis osv og at Hedegaard derved kunne drukne den egentlige debat i en debat om ham selv og hans ligesindede. En mente at man altid skulle kalde en spade for en spade. Og nogle mente heriblandt jeg, at virkelighedens overvældende eksempler kaldte på at sætte de rette ord på de fænomener vi er vidne til - at Hedegaard siger det, som alle tænker og efterhånden også erkender.

Vi var alle enige om at relativisterne, godhederne, fornægterne selvfølgelig ville råbe op, som sædvanlig uanset hvad, men afgørende blev mellemgruppen af debatørerne - de smagfulde islamkritikere, som f.eks. Stjernfeldt - som har et godt hold i det offentlige udtryk, hvad ville de sige? They will retaliate - of course - and be defeated for our purposes. Men det vil vi ikke få afklaret med udgangspunkt i Hedegaards artikel på Sappho da den ikke når et større publikum - desværre. Men jeg tror at sproget og erkendelsen er kommet langt og min påstand om at tiden er inde til at kalde en spade for en spade ikke er uden grund i virkeligheden.

Jeg har ikke kunnet finde en leder, signatur eller analyse på Politiken, der handler om Tingbjerg. De har tilsyneladende ikke travlt med at tage handsken op, men måske har jeg overset det? Jyllands-Posten er derimod præcise i deres leder Frygtens kvarter, hvilket er en eufemisme for kalifat

Det er underligt, som en række centralt placerede personer har travlt med at påpege, at chikanen mod pastor Ulrich Vogel i den københavnske forstad Tingbjerg i hvert fald ikke har noget med religion at gøre.

Det har heller ikke noget med bøllernes etniske baggrund at gøre, og det har i hvert fald slet ikke noget at gøre med, at det drejer sig om bøller med indvandrerbaggrund. Nej, var vor mund, det drejer sig om ganske almindelig kriminalitet.

Det er især underligt i betragtning af, at det for alle andre end direkte centralt placerede og ansvarlige personer lige præcis er, hvad det drejer sig om.

(…)

Således kan vi konstatere, at en bande med muslimsk baggrund har taget magten i Tingbjerg.

Tingbjerg er indlysende et område underlagt en bevidst dominans af muslimsk tilsnit. OK det er Jyllands-fascisten ville nogle mene og måske se et håb i Kristeligt Dagblads vege formuleringer

Det er muligt, at eksperterne har ret, når de siger, at det, der er sket, ikke skyldes de unges overvejende muslimske baggrund. Men det er kun en ringe trøst for præsten og alle de andre ramte fra området. For dem er problemerne nemlig både reelle og virkelige, uanset hvad årsagen er. I sagen om irakerne fra Brorsons Kirke efterlyste flere respekt for kirkens rum. I sagen fra Tingbjerg efterlyses nu ægte respekt for mennesker. For Danmark bør ikke acceptere subkulturer, der med vold og trusler uden respekt for andre mennesker gør sig selv til ulovlige, lokale autoriteter.

Men også her lurer sandheden under neden med tvivl om ekspertenes besværgelser og da man i samme afsnit gjort klart at det er muslimers terrorisering er det let at oversætte ordet “subkultur” til det reelle. Det ligner mest af alt en afmægtig bøn om et tegn, et hvilket som helst tegn fra det øverste væsen om at virkeligheden ikke er, som den tager sig ud - åh Gud hør os i vores nød! Kristeligt Dagblad venter blot på det endelige skub, som debattens sejrherrer vil give. Berlingske Tidendes leder om de politiserende præster fra de klimabimlende til Brorsons broderskab til forfægtelse af hellige rum trækker glimrende deres og alle de andre korrektes hykleri op når det kommer til deres larmende tavshed, hvad angår præsten i Tingbjerg

Men meget få, om overhovedet nogen, har fundet det værd at støtte den præst, som er blevet fordrevet af unge muslimske mænd fra sin bolig i Tingbjerg-ghettoen i København. Det er, hvis politidirektøren skulle have overset det, en del af storbyen, hvor dansk lov ikke håndhæves, og hvor offentligt ansatte som hjemmehjælpere, brandfolk, politifolk og altså præster ikke kan vise sig eller bare bo uden at risikere liv og helbred. Man må undre sig over fraværet af folkekirkeligt engagement i fordrivelsen i Tingbjerg.

Ordene er fordrivelse/fordrivelsen i Tingbjerg, muslimske mænd, Tingbjerg-ghettoen og hvor dansk lov ikke håndhæves. Hvad er tanken bag dette afsnit, hvis ikke det handler om etableringen af et muslimsk område under muslimske styre - et Kalifat? Jo få vil indrømme det, som den første, men alle ved det

Prøv at google ordet “fordrevet” og der vil være henvisninger til allehånde etniske udrensninger fra hele verden og af grønlænderne fra Vollsmose. Ingen socialteknokratiske analyser kan overbevise nogen om noget som helst, der har med fordrivelse at gøre. Fordrivelse handler om relgiøse/kulturelle/etniske konflikter og det er sagens kerne både i realiteten og de ord, der allerede er sat på. Om de unge er målbevidste i et forsøg på et Kalifat eller om de blot agerer, som en naturlig konsekvens af deres kulturs værdier er en rent akademisk diskussion, der mest tjener til beskrivelse af “lømlerne” egen skyld og kortlægning af imamernes strategiske virkemåde. Resultatet kommer ud på et. De mere eller mindre uvidende stormtropper renser etnisk og religiøst ud i et område for at herske efter deres egne værdier og alle andre end socialteknokraterne kan forudse, hvorledes muslimske piger, der ikke vil bære tørklæde i det offentlige rum vil blive behandlet. Der er ingen tvivl om den almindelige betydning af ordet og mange journalister bruger det i flæng endda også når Mette Frederiksens besværgelse beskrives

Det er kommunens ansvar at beskytte den fordrevne præst fra Tingbjerg, mener socialdemokraten Mette Frederiksen, der advarer mod at blande religion ind i sagen.

Det er ikke religion sagde Frederiksen om fordrivelsen. Det er nonsens. Modstilling af virkeligheden og den åbenlyse fornægtelse. Og så endda i Information! Hendes partifælde og tidligere justitsminister og overborgmester-kandidat i København Frank Jensen skriver ifølge Sappho på sin Facebook-profil mere ud af hjertet

“Det har jo været intet mindre end rystende at se, hvordan den seneste tids udvikling i Tingbjerg er løbet helt af sporet. Præsten er blevet fordrevet fra området, og TV2’s journalister fik smadret deres bil.

Der skal gøres noget nu! Vi skal have Tingbjerg tilbage, som en integreret del af København.”

Læserbreve, blogindlæg og kommentarer taler sammen med “manden på gaden” sit tydelige sprog og igår satte Hedegaard så trumf på ved at bringe sin Sapphoartikel i omskrevet form som kronik i Jyllands-Posten

Islam er og forbliver en erobrerideologi. Det er muslimens pligt med sin person at bidrage til at undertvinge hele verden, indtil “Allahs religion hersker overalt”, og indtil ethvert menneske på Jorden bøjer sig for den muslimske nations (umma’ens) overherredømme og accepterer shariaen som eneste lov. Den muslim, der ikke hjælper til, er fortabt og vil ende i helvede, hvis pinsler er udpenslet med sadistisk lyst i de hellige skrifter. Det afgørende for den hellige krig er ikke midlerne eller kampformen, strategien eller taktikken, men målet: Allahs verdensherredømme.

Resultatet kan ses i alle de muslimske diktaturstater, og islam marcherer - også i kraft af befolkningseksplosionen.

Her har vi også forklaringen på, at integrationen af muslimer ikke virker, uanset hvor mange milliarder, vi poster i dette udsigtsløse projekt, og uanset hvor mange nye integrationskonsulenter, dialogformidlerere og mentorer, vi ansætter. Og det er jo underligt, når det går så godt med at integrere stort set alle andre, der er kommet til Vesten fra fjerne egne. Hvor mange er egentlig beskæftiget med at integrere hinduer, buddhister, sikher, kristne, tibetanere, kinesere eller latinamerikanere? Sammenlignet med de uoverskuelige skarer, der tjener til deres udkomme ved ikke at integrere muslimer, er det uhyre få, for alle de andre integrerer stort set sig selv. De kommer nemlig ikke til Danmark med en dagsorden om at ville omstyrte vores grundlov og indføre et teokratisk diktatur.

De danske myndigheders og den meningsdannede klasses reaktion på de nyligt opståede forhold i kongeriget har været en tro kopi af deres reaktion på den tyske besættelse som udtrykt i regeringserklæringen 9. april 1940: »Det er Befolkningens Pligt at afholde sig fra enhver Modstand. … [vi] opfordrer derfor Befolkningen til rolig og behersket Holdning over for de Forhold, som nu er opstået. Ro og Orden må præge Landet, og loyal Optræden må udvises over for alle, som har en Myndighed at udøve.«

I Tingbjerg, i Gellerup, i Vollsmose, på det indre Nørrebro og mange andre steder i Danmark og Europa har vi fået nye besættere, der mener at have en “myndighed at udøve”. Regeringen vil, at vi skal udvise en “loyal optræden” over for dem. Ligesom myndighederne i 1930′erne nægtede at udpege nazismen som problemet, slår de i dag syv kors for sig, når nogen udpeger islam som den egentlige årsag til de begivenheder, der udspiller sig i de muslimske lande og nu i Europa.

Kalifatet bliver ikke nævnt, så måske har Hedegaard set det samme, som mine venner, men jeg holder fast. Den automatiske forsagelsen af religion, som faktor er i sig selv, som Hedegaard og andre langer ud after er en indirekte, men tydelig indrømmelse af at det er religion vi taler om - i stil med at udbryde “Det var ikke mig, der myrdede baronessen klokken halv et i nat, med en saks jeg senere gemte i køkkenet” første gang man ser Hercule Poirot. Alle husker den hurtige udmelding om at 11 september skam ikke var noget civilisatorisk sammenstød - nej da.

Sandheden er uimodståelig og læren fra de mange ganske vist langsomme og gradvise nederlag til fornægterne og de der svigter deres egen dømmekraft er at det gælder om enten at holde sig tavse eller at være med på vognen i det tempo den kører. Dette er sandheden og ingen relativisme eller akademisk fnidder kan ændre ved det. Der rives og flåes i demokratiet og det nationale sammenhold fra mange sider, islamister, kommunister og selvgodhedens armeer og liberalister giver frit spillerum ved at insistere på ikke at fatte en brik. Alarmerende ser det ud i disse tider, men værd at hæfte sig ved er at vi, der holder igen rent faktisk står overraskende samlet om de rationelle betingelser for et samfund og vinder i styrke henover andre politiske skel. Hver især kan antidemokraterne ikke bruge hinanden til andet en at hade det fælles, men samlet forsvarer vi os i flertal mod den enkelte gruppe der, som debatten skrider frem må lide den tort at blive associeret til hinanden og således få deres position undergravet.

Hedegaard har sandelig spændt sin argumentation hårdt for med relevante begreber og det kan nok lokke et par bedrevidende debattører på banen, der skal fortælle alverden om den rette nuance og smagfuld islamkritik. Det vil kun betyde en ting at Hedegaard kommer på banen igen og får tid til at gentage og uddybe sine pointer. De vattede relativister kan ikke byde på en forståelsesramme til at tolke den virkelighed, der er så tydelig for os alle at se og kan ikke vaske sig ren af rationalet som da Birthe Røhn Hornbech tog afstand fra Søren Krarups sammenstilling af tøklæder, swastika og hammer og segl, som værende totalitære symboler med følgende begrundelse: “Jeg vil sådan set godt lægge dyb afstand til hr. Søren Krarup’s bemærkninger, men det gør jeg fordi jeg jo godt ved, hvordan de kan blive modtaget blandt andet hos muslimer.” Birthe Røhns lattervækkende krysten udenom den sandhed hun selv erkender holdt kun igennem for hende selv fordi det druknede i en langt større overordnet debat, men det vil blive gennemhullet som bærende argument. Det vil længere og velformulerede variationer også blive uanset, hvor mange dyre ord man opfinder og debattører, der alligevel prøver sætter hele deres renome på spil ved at forsvare en position, der kun kender til forsmåede nederlag. Hvem tør, hvis de tænker sig om?.

Man kan altså ikke længere skyde debatten ud ved at opfinde afsinde påstande om danskernes racisme eller pege på tonen i debatten eller jonglere med konstruerede akademiske begreber, som kulturalister. Det er alt sammen slidt op over en bred karm. Det er længe siden at reklamebranchens one-up-man-ship kulminerede med at vaske ultra rent og derefter forsvandt fra skærmen. Som de enkelte floskler har en begrænset levetid kan man også kun tale i floskler i en bestemt periode. Man kan lyve for folket noget af tiden…

—————————————————————————-

Rettelse: I teksten fremgår det at Lars Hedegaard har kaldt dannelsen af muslimsk dominerede enklaver for Kalifater. Dette er ikke korrekt. Hedegaard bruger udtrykket emirat. Jeg beklager forvekslingen og takker Ra-Ra-Rasmussen for at gøre opmærksom på fejlen. Drokles.

6 Kommentarer »

  1. Jeg har flere gange på forskellige blogge og tråde, her bl.a., prøvet at udfordre den danske fremmedfjendtlighed - til min glæde uden held. Ingen har på noget tidspunkt reageret på min påstand om, at Danmark siden tresserne har modtaget MINDST 1.1 mio. fremmede - Danmarks Statistiks egne tal, og som vi pr. universel venstrefløjsdefinition skulle være fjendtlige over for. Men bloggere kommer først op i det røde felt, når den del af indvandrerne, som er muslimer, kommer på tale. Så er der straks fortalere og modstandere. Der og kun dér ligger altså problemet - hos de mellem to- til firehundredetusinde muslimer. På grund af debattens heftighed, siger det sig selv, at alle ved, at muslimerne skiller sig ud. Fortalerne prøver af al magt at putte muslimerne tilbage og ned i den store pose, hvor de andre 1.1 mio. befinder sig, og hvorfra vi har fisket dem op. Men visse muslimer hører slet ikke hjemme nede hos alle de rare indvandrere. For når muslimer forlanger at være muslimer for enhver pris, uintegrerbart og uassimilerbart er de ikke indstillet på at være rare.

    Vokabulariet, som (uden forudfattethed) præciserer, hvad det er, muslimer herhjemme og over hele verden gør ens i modsætning til alle andre, er tiltrængt, men lader vente på sig. Kasper Støvring har meget rammende brugt udtrykket molekylær borgerkrig, om det, der sker i de store byers ghettoer - - hvis altså vi da kan betragte stenkastere, ildspåsættere og bilafbrændere for borgere i vort samfund, fjender, som de er af Danmark og danskere, af vort politi, retsvæsen, brandvæsen, præster og hjemmehjælpere. Medborgere er disse utilpassede unge fjender i hvert fald ikke. Så snarere modborgere. Eller muslimsk byguerilla, territoriekrigere, terrorpraktikanter, bydelsherskere eller muslimske gadepartisaner, men ikke medborgere.

    Muslimer kan ikke både afvise os og det land som gæstfrit modtog deres forældre og samtidig påstå, at de er danskere, bare fordi de er født her. En gøgeunge bliver aldrig til en sangfugl, blot fordi den har ligget i en sangfugls rede.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 23, 2009 @ 5:01 pm
  2. Den muslimske samfundsulydighed går sådan set på to ben i øjeblikket. Det ene ben er det kriminelle muslimske bandeuvæsen, der ligger i krig med det danske kriminelle rockeruvæsen. Det andet ben er terrorpraktikanternes krig mod det danske samfund og de vantro danskere i Tingbjerg, på Nørrebro, i Odense, Århus og Ålborg. Stilfærdige muslimer iagttager med garanti opmærksomt, hvordan det spænder af.

    Hvad det kriminelle opgør angår, indrømmede en af politiets topfolk her til aften i TV, at skulle man have styr på udviklingen i det kriminelle miljø, var det nu sidste udkald, og han appellerede faktisk til hele samfundet om assistance, fordi politiindsats alene ikke gør det.
    Det har han selvfølgelig helt ret i. På begge sider i det kriminelle miljø optrappes imidlertid konflikten og begge steder rekrutterer man nye medlemmer i et tempo, så situationen er ved at komme helt ud af kontrol.
    En sent udtalt erkendelse, må man sige.

    Oppositionen har ikke været sen til at melde ud og påstå, at Task Force East er sidste skud i bøssen, og at det hverken gør fra eller til. Også det er bemærkelsesværdigt. Det er ikke et år siden at samme venstrefløj i multikulturalismens navn bortforklarede alt og nedkæmpede al kritik og beskyldte alle advarsler med fremmedfjendskhed, brugte eder og forbandelser og dæmoniserede alle, der vovede at pege på Islam eller kritisere udviklingen i ghettoerne. Integrationen gik godt og alle var glade bortset fra de fremmedfjendske danskere.

    Fejlene har været mange. Politiet burde for længst være gledet ubemærket ind i område efter område, som observatører og meddelere og infiltratorer 24 timer i døgnet, så ingen tog notits af deres tilstedeværelse, fordi de var blevet en naturlig del af miljøet. Det er åbenbart ikke sket. Det kan næppe gøres nu, hvor Task Force East annonceres med brask og bram. Man burde også med energi have etableret små lokale politstationer - outposts. Bellahøj er for langt væk.

    Et opgør mellem DEM og OS på det kriminelle plan har været længe undervejs og signalerne har været tydelige gennem lang tid. Etableringen af AK81 og storebrors rekruttering af lillebror er en ekstremt farlig udvikling, som ikke begrænser sig til det kriminelle miljø, men kan have vidtrækkende konsekvenser på lidt længere sigt.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 23, 2009 @ 10:36 pm
  3. Var ordet Hedegaard brugte ikke “emirat”!?

    En emir er en lokal guvernør og kommandant, hvor kaliffen er noget højere på strå som Muhammeds efterfølger og de troendes/ummah´ens samlende overhoved.

    Et andet udtryk for disse krigsførende enklaver er “Thugur”(stavet efter hukommelsen)hvilket på arabisk betyder tænder. Disse ligger altid på grænsen imellem Dar al islam og Dar al harb og er ofte magnet for tilrejsende ghazier/jihadister.

    Disse “tænder” lå igamle dage opimod Byzans og de kristne kongeriger i Spanien, i en tilstand af evig krig.

    Idag ligger de spredt udover hele Europa, herhjemme bla. i Tingbjerg.

    Comment by Ra-Ra-Rasmussen — October 24, 2009 @ 2:28 pm
  4. Til Ra-Ra-Rasmussen.
    Mange tak for din viden, både ordet, Thugur, som i parentes bemærket er rigtigt stavet og for dets betydningsindhold. Meget værdifuldt, da jeg hverken taler eller skriver arabisk. Disse ‘tænder’ forklarer ‘plain and simple’, hvorfor integrationen af muslimer har trange kår.

    Jeg tror dig. Sådan, som du beskriver det, foregår trafikken garanteret stadigvæk. Det er derfor en af myndighedernes opgaver at spore disse ghazier/jihadister og skille sig af med dem eller neutralisere dem, hvis integrationen skal have en chance.

    På dine oplysninger er jeg stødt på et word-dokument på internettet (som downloades automatisk, når man vil åbne ’siden’), som måske kunne interessere dig, ligesom det har interesseret mig.

    http://cas.uchicago.edu/workshops/mehat/past_conferences/XIXth_MEHAT_papers/AL-ZAID.doc

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — October 24, 2009 @ 4:49 pm
  5. Det er svært at opstøve racisme og racister i Danmark Emeritus og det er helt rigt og godt udtrykt at hovedanken mod muslimer er at de opfører sig som mod-borgere. Den må jeg bruge ved lejlighed og den skal desværre nok byde sig.

    Jeg har længe villet opstille de forskellige partiers og politikeres skiftende udmeldinger om disse “udfordringer” for at udstille deres mangel på erkendelse men har ikke haft tid. For her ligger en indrømmelse af deres tiotale blændværk - i de fleste tilfælde har de også blændet sig selv.

    Jo Ra-Ra-Rasmussen han brugte faktisk ordet Emirat. Jeg må lære at læse op på kilden istedet for at tage udgangspunkt i min hukommelse fra en diskussion. Emirat er endnu mere præcist og underbygger Hedegaards argument og min om Hedegaard samtidig med at det underminerer min posterings troværdighed.

    Comment by Drokles — October 24, 2009 @ 7:27 pm
  6. ..”underminerer min posterings troværdighed.”

    Ah ja, det er måske nok en lovlig voldsom konklusion! :)

    Emeritus:Et rigtigt godt link!
    Nu vi er igang med at smide akademiske tekster efter hinanden, så nævnes der i artiklen et værk ved navn “Siyar”, som jeg går udfra er Ash Shaybanis “Siyar”.
    Den er oversat og udgivet af John Hopkins universitet under titlen “The islamic law of nations” og er en lov eller formelsamling på hvordan netop grænsekrigen føres halal.
    Det er som sædvanligt med Islam artige sager. Mon ikke det kongelige har den til udlån iøvrigt!?

    Comment by Ra-Ra-Rasmussen — October 25, 2009 @ 4:28 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress