Molekylære borgerkrig tillæg

Diverse, Forbrydelse og straf, Multikultur, islam — Drokles on September 28, 2009 at 5:15 am

At islamisterne længe har været i krig med danskerne ser man tydeligt ved de mange terrorsager, som politiet har forhindret og at muslimerne længe har været i gang med at vælge side ser man tydeligt når HuB samler tusind mennesker på Nørrebro (rekruteret lokalt!) Så sent som i går demonstrerer Mikael Jalving på sin blog at Islamisk Trossamfund stadig holder ved deres opfordring til at muslimer ægger deres drengebørn til den kommende krig mod danskerne.

En anden side af den krig beskrev Kasper Støvring meget præcist i sin kronik i Jyllands-Posten, hvor vinklen mest var på det, som Wilders ville kalde Fitna, nemlig muslimske bølleoptøjer og kriminalitet.

Alting skrider, og det betyder, at alting eskalerer, og at kulturkonflikter som ovenstående når som helst kan bryde ud igen. De er latente konflikter, og den næste konflikt bliver værre end den foregående. Urolighederne i vinterferien sidste år med de mange brandstiftelser blev overgået af bandekrigen.

For der er netop kommet et etnisk element ind i konflikten. Sondringen mellem ”dem” og ”os” blev helt tydelig, og grupper begyndte at hverve ud fra disse kriterier. Rockerne skrev deres berygtede, men velartikulerede ”Sjakalmanifest” med stor sans for konfliktens kulturelle karakter. Det handler også her om identitet.

Manifestet spiller på, at bestemte indvandrere længe har hadet ”os”, danskernes livsstil og land. ”Dem mod os” har altså været kendt længe. Men det alvorlige ved konflikten er, at mange nu vælger side, fordi de kan identificere sig etnisk og kulturelt med en af grupperne. Vi risikerer derfor at få en ”os mod dem”-konflikt, som politiet med rette frygter. Det vil nemlig blive en kamp mellem majoriteten og minoriteten.

Selv om man ikke i sig selv kan lodde folkestemningen i gangstereksempler er bandekrigen et skræmmende godt eksempel fordi etniske stridigheder som regel tager sin begyndelse i gangsterverdenen. Det er nemlig her fortrolighed, det at kunne stole på hinanden i ekstreme tilfælde, som gangstervirksomhed jo er, er ekstremt afgørende for at mindske den naturlige paranoia overfor alt, der kan true ens udsatte position. Og det er her hvor vold er en naturlig del af det gængse vokabular. Sammenholdt med dagens Danmark, som Støvring præcist beskriver er der ingen tvivl om at bandekrigen er et symptom.

I en lidt anden sammenhæng citerede Claes Castholm den gamle retsfilosof Alf Ross for hvorledes civilsamfundet hænger sammen

Fra morgen til aften, skriver Alf Ross, »forløber vort liv normalt i overensstemmelse med et mangfoldigt forgrenet sæt af handlemønstre, der er fælles for samfundets medlemmer, fordi de har deres rod i en fælles retsorden. De bestemmer vort handleberedskab og vore forventninger til andres handlemåde og udtrykkes i forestillinger om pligter, krav, rettigheder, myndighed, kompetencer m. v. De er den nødvendige forudsætning for ethvert fredeligt samliv, for uden dem ville man aldrig vide, hvad man kunne forvente fra sine medmenneskers side. Tilværelsen ville blive en kaotisk følge af overraskelser og chok, en stadig kamp af alle mod alle«.

Castholm bruger det til et angreb på Tøger Seidenfadens tendens til at stille sig over loven i sin egen forståelse af, hvad der er rigtigt. Men definitionen af civilsamfundet viser også, hvor meget vi hænger den gensidige tillid op på i vores hverdag og hvor lidt der skal til for at underminere den. Samfundet eksisterer i en fælles forståelse, overenskomst og interesse. Brydes dennne kæde er der kaos.

Vi står i en gryende erkendelse af at frihed og sammenhold ikke er noget man bare trækker veksler på, men er noget vi hele tiden skal bygge op og forsvare nidkært. Hvor almindelig den erkendelse efterhånden er udtrykkes f.eks klart i at de relevante myndigheder og dertil hørende eksperter benægter at bandekrigen har et race-element (race deres gamle og løgnagtige vaneudtryk for etnicitet og kultur) netop af frygt for at man tvinger folket til at vælge side, som Støvring advarer om.

Mange er nu allerede begyndt at vælge side og det er ikke bare det at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har åbnet øjnene på klem og har luftet tanken om repatriering. Ikke bare det at debatterne har ændret sig i læserbreve og kommentarspor og ikke bare det vi vel alle har oplevet nemlig at vi selv og vores nærmeste anskuer tingene lidt anderledes og taler lidt anderledes dag for dag. Men der sker også noget reelt. Jeg begyndte for et års tid siden at fornemme og det har andre sikkert også gjort, at flere i det stille flirtede med tanken om bevæbning, som noget uundgåeligt. For nogle skræmmende for andre konstarende og andre igen, som nærmest befriende. Og Politiet optrevler stadigt flere store våbensager. Men hvor mange sager er der ikke optrævlet? Almindelige danskeres hemmelige bevæbning er vel sværere at holde øje med end lukkede islamiske miljøers afgrænset, som de er og centreret omkring moskeer.

Jeg læste for et par år siden et interview med en amerikansk kommentator (sørens om jeg kan huske hvem), der kun havde hån tilovers for tanken om Eurabia. Han mindede om at det var Europa, der havde underlagt sig hele verden i kolonitiden med en selvfølgelig overlegen styrke og at det var Europa, der havde industrialiseret massemordet. På den lange bane er Europa (og selvfølgelig Japan) en voldsom styrke, der kastede Verden ud i to enorme krige, hvis afvikling ingen andre havde den ringeste indflydelse på og hvor man bekrigede hinanden på de kontinenter, hvor man så det for godt uagtet den lokale mening. Disse kriges omfang gav Europa et chok og en identitetskrise, som vi stadig lider under og den umiddelbare reaktion var selvkritik og selvhad, som banede vejen for en abnorm dyrkelse af objektive idealer vi pålagde os selv at bære for hele verden. Men den reaktion er kun på den korte bane for den opstod i generationerne, der havde oplevet krigen og blev videregivet i en forkvaklet form til deres børn, der trak på en forfejlet opfattelse af kristen tradion at martre sig selv ud af synden. For de senere generationer er krigene blot en del af en meget lang og rig historie at forholde sig nøgternt til. Og byrden af selvmartingen begynder at vise sig umulig og uretfærdig at bære. Fornægtelsen af nationen og kulturen har på ingen måde fået dem til at gå væk. Og hans opfattelse var at de muslimske miljøer ikke skulle undervurdere Europas faktiske styre og konsekvens i deres sædvanlige misforståelse af høflighed for svaghed. Enden kunne meget vel blive at myndighederne til slut så sig nødsaget til at bruge alle sine ressourcer på at evakuere de muslimske befolkninger hjem i sikkerhed fra det europæiske kontinent.

Der var flere, der bed mærke i reaktionen mod en flok muslimers protest mod en parade i Luton i marts for hjemvendte soldater fra Irak og så det, som et tegn på at noget er ved at ændre sig.

En mand i blå jakke giver muslimerne “fingeren” 0:51  og nogle af de forbipasserende standser op. En ældre mand går i raskt tempo direkte over til muslimerne, som om han vil slå, men nøjes med en sikkert fordømmende bemærkning og en passende gestikulation, som politiet viser ham væk. Andre og yngre mennesker har også noget de vil fortælle muslimerne på nært hold, men de skal nu holdes og skubbes væk af politiet og en af de passerende trækker endda en anden væk (i sikkerhed) fra politiet på samme måde, som man ser det ved demonstrationer og ballade foran værtshuse blandt venner, der ser efter hinandens interesser. Mange har efterhånden standset op og de muslimske råb bliver overdøvet af de engelske, hvor “Go home!” høres ofte. 1:28 viser en politibetjent muslimerne vejen med sin pegefinger.

Det tog altså 37 sekunder fra den første protestreaktion overfor muslimerne til myndighederne ikke længere kunne beskytte dem mod folket og valgte at evakuere dem - om ikke hjem så ned af en sidegade. Her kunne de så stå betuttede, nogle duknakkede med hænderne i lommen i ly af to politikæder adskildt af en længere bufferzone og høre “We pay your benefits!” og fodboldsange om “En-geland!“. Og Politiet måtte lægge øre til beskyldninger om at være på den forkerte side af et folk, der trods alt respekterede deres arbejde.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress