Klimareligion

Diverse — Drokles on September 15, 2009 at 8:23 pm

SÅ er det officielt. Troen på menneskeskabt klimaforandring er en religion. Fra Guardian

A controversial tribunal decision that some company practices can discriminate against employees with strongly held views on climate change will be challenged in the courts.

Senior executive Tim Nicholson claimed he was unfairly dismissed by a property investment company because his views on the environment conflicted with other managers’ “contempt for the need to cut carbon emissions”.

In the first case of its kind, an employment tribunal decided that Nicholson, 41, had views amounting to a “philosophical belief in climate change”, allowing him the same legal protection against discrimination as religious beliefs.

(…)

“[My belief] affects how I live my life including my choice of home, how I travel, what I buy, what I eat and drink, what I do with my waste, and my hopes and fears,” he said. “For example, I no longer travel by plane, I have eco-renovated my home, I compost my food waste and encourage others to reduce their carbon emissions.”

Judge David Sneath said at the employment tribunal: “[Nicholson] has certain views about climate change and acts upon those views in the way in which he leads his life. In my judgment his belief goes beyond a mere opinion.”

(…)

Under the new law “philosophical belief” is protected by the law alongside religious belief if it passes a legal test requiring it to be cogent, serious and “worthy of respect in a democratic society”.

Om det er en sand religion er en anden sag, men en religion er det. Pernille Stensgaard har i Weekendavisen en artikel om netop dette fænomen med udgangspunkt i en red-verden kogebog, hvor man skal indtænke klimaet i sin daglige kost. Hurtigt kan det koges (undskyld platheden) ned til, at man kun må spise grøntsager produceret i gå-afstand fra din bolig.

Kogebogen bringer opskrifter med indtænkt klimabevidsthed og mådehold - »til denne ret vil lidt tyndskåret skinke eller friskrevet parmesanost være dejligt, hvis du altså vil slække lidt på CO2-transport-tanken.« Eller »avocados er også dejlige, men transporteres langvejs fra - så overvej om du vil det.« Eller »karry er naturligvis transporteret fra fjerne himmelstrøg og kan erstattes eller udelades.«

Klimasynderen karry har flere hundrede år på bagen i Danmark. Hvad med te og kaffe? Hvad med kinesisk, indisk, italiensk mad ? Hvad med olivenolie og ananas?

Her ofres noget. Og instansen, man ofrer sig for, er større end én selv og lagt uden for én selv. Skeptikere kalder det en gudelignende instans med tilhørende aflad, syndige gerninger, hellighed, tvivl og skyld. I den nye religion er der allerede mennesker (kættere), der kaldes klimafornægtere, og for klimaets skyld introduceres et kød-tabu på linje med jødernes og muslimernes. Det støttes af FNs klimachef Rajendra Pachauri, formand for Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), der opfordrer folk til at spise mindre kød, fordi kødproduktion inklusive rydning af skove til græsning, produktion og transport af gødning, fossile brændstoffer brugt på gården og køernes bøvsen og prutten står bag 18 procent af verdens drivhusgasudslip. Til sammenligning udgør det ekstremt synlige og erkendte problem transport kun 13 procent.

Red verden-kogebogen lægger sig i halen på en stribe amerikanske bøger, hvis kerne er at ofre sig for sagen og se, hvad der sker. Den seneste er populærhistorikeren Colin Beavans bestseller og snart filmatiserede dagbog om et år i lejligheden på 9. sal i Greenwich Village, hvor han bestræber sig på ikke at efterlade aftryk overhovedet. Intet CO2-udslip, intet affald, ingen forurening, intet gift i vandet, ingen stjålne naturressourcer: No Impact Man: The Adventures of a Guilty Liberal Who Attempts to Save the Planet and the Discoveries He Makes About Himself and Our Way of Life in the Process. Ud ryger kleenex, konens tamponer, datterens engangsbleer, opvarmning af lejligheden, kaffe, flyrejser, elevatorer, toiletpapir. Halvt inde i eksperimentet slæber den lille familie sig op ad trapperne til lejligheden, hvor de spiser råkost i mørke.

I Farm City (2009) går prøvelsen ud på kun at spise grøntsager dyrket i en baggård i storbyen i en måned, i Greasy Rider (2008) krydses landet i et køretøj, drevet fremad af madolie, i Farewell My Subaru (2008) erstattes bilen helt og aldeles med geder, i Plenty: Eating Locally on the 100 Mile Diet (2007) spises kun mad dyrket i en afgrænset radius, hvilket udelukker salt, og i den danske Feldthaus skruer ned (2008) regner livsstilseksperten Christine Feldthaus ud, at hendes forslag om sex i mørke alligevel ikke er det værd. Prisen for at elske i lyset fra en 40-watts pære tre gange om ugen à 15 minutter bliver to kroner om året og udleder kun 430 gram CO2. Hun har elendig samvittighed over turen til Thailand.

Apropos beskyldninger om kætteri så har FN-klimachefen Rajendra Pachauri sammenlignet Bjørn Lomborg med Hitler. Hvis det ikke er sobert….. Weekendavisen havde også en længere kritisk artikel om IPCC og her hedder det bl.a.

Ret hurtigt går det op for Paul Reiter, at der også foregår noget andet i IPCC. Panelets krav til forskningen ligner ikke noget, han har set andre steder i den akademiske verden. I udkastet til den store rapport, som IPCC skal udgive i 2001, står der ganske vist en masse om klimaforandringernes betydning for udbredelsen af malaria, men konklusionerne repræsenterer slet ikke bredden i det videnskabelige felt.

»De var skrevet af de samme syv mennesker,« siger Reiter i dag. »Nogle gange var forfatterne byttet rundt, men budskabet var det samme. De skriver igen og igen, at det bliver rigtig slemt med malaria, at hele Sydeuropa vil blive invaderet og så videre.«

(…)

Videnskab er aldrig objektiv, minder de om. Det er fyldt med valg og fravalg og værdiladede beslutninger. Videnskaberne har hver sin vinkel på klimaet, hver sit sæt af problemer og forslag til løsninger. Så når en lille gruppe forskere får så stor indflydelse på et område, der favner så bredt - og påvirker så meget af vores politik - bliver idealerne om objektivitet og uafhængighed sat på spil. »Der er en klar uoverensstemmelse mellem den måde, panelet definerer sin rolle udadtil, og hvordan det fungerer i praksis,« siger Andreas Bjurström.

I bogen Why we Disagree about Climate Change, der udkom sidste år, når den fremtrædende engelske klimaforsker Mike Hulme frem til en lignende konklusion.

Offentligheden har blind tillid til videnskabens neutralitet, mener Hulme. Alt for ofte holder politikere og miljøaktivister rapporter frem for sig, som var de kørselsanvisninger. Men videnskaben kan kun fortælle os, hvordan verden hænger sammen, den kan ikke fælde domme over, hvordan vi bør indrette den. Netop dér går grænsen mellem videnskab og politik.

»Når IPCC for eksempel skal vurdere, hvornår klimaforandringer bliver farlige, så skal de fælde en dom, der medtager værdier, tro og politik, og som derfor ligger uden for videnskabens rækkevidde,« siger Hulme.

»Det er meget svært for IPCC at trække en grænse for, hvor videnskab ender, og politisk involvering begynder.«

Klimapanelets opgave var at bygge en bro mellem to kampzoner: den videnskabelige, hvor man diskuterer, hvordan tingene er, og den politiske, hvor man diskuterer, hvordan de bør være. Men trafikken over broen er ensrettet. Politikere har indtaget den klimavidenskabelige arena.

Mike Hulme leverer her en fremragende uddybning af den pointe

2 Kommentarer »

  1. Den uafhængige videnskabsmand, Svensmark fremfører som forsker den selvindlysende påstand, at Solen påvirker Jordens klima. Ingen vil høre på ham, fordi påstanden ikke er politisk korrekt. For hvordan skulle Solen dog kunne gøre det?

    Men man kunne jo foretage det tankeeksperiment, at nogen for skægs skyld gik hen og slukkede for Solen. Hvad ville der så ske?

    Man kunne oven ikøbet følge op på eksperimentet og søge spørgsmålet besvaret ved at forhøre sig hos de politisk korrekte endnu engang, om de stadig tror, at Solen mon alligevel ikke har en vis indflydelse på Jordens klima og dermed for alt liv på Jorden. - Og svaret? Ja-h, jo-h, men sådan kan man altså ikke stille det op, og det er jo slet ikke i nærheden af den måde, vi snakker om det på. Så det er jo helt tydeligt, at Svensmark prøver at afspore debatten eller overhovedet ikke har forstået, hvad klimadebatten egentligt drejer sig om, og hvor meget, der står på spil.

    I *Mon Oncle’ (af Tati-1958) eksperimenterer monsieur Hulot i en kort, henrivende sekvens med en kanariefugl på en altan, etagen under hans. Fuglen giver sig til at kvidre glad, hver gang han åbner sit vindue så meget, at Solens stråler som et genskin fra ruden fylder kanariefuglens bur med lys.

    En fin lille, poetisk kommentar fra fortiden til nutidens klimadebat og til, hvordan verden BØR være indrettet til forskel fra den virkelighed, som ingen vil se.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — September 16, 2009 @ 11:34 am
  2. Eftersætning.

    Der er naturligvis en verden til forskel på klimaets mange årsager, og det uantagelige, ustyrlige og menneskeskabte svineri - den misère, der fører til den samlede globale forurening, som vi i stigende grad er vidne til, ikke kan blive ved at leve med, og som allerede nordmanden, Thor Heyerdahl advarede imod. Politisk må nogen nødvendigvis gøre noget. Problemet er, at videnskaben er blevet fedtet uheldigt ind i processen, som Hume meget tørt og eksakt redegør for.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — September 16, 2009 @ 12:04 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress