Debatten på Politiken

Diverse — Drokles on September 14, 2009 at 3:55 am

Mads Kastrup anmelder i Berlingske Tidende Bjørn Bredals bog ‘Politiken mod Politiken’ om Dagbladet Politiken.

Politiken handler ikke om journalistik. Bladet handler om meninger. På »organet for den højeste oplysning« har udgangspunktet til alle tider været grundlægger Viggo Hørups »Vi skal erobre den offentlige mening.« Journalistikken, der tilvejebringer grundlaget for at kloge sig, er nederst i bladets rangorden. Som skribenten Morten Sabroe har sagt om bladets nuværende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, bør han gå med gult armbind, når det gælder journalistik (dog ikke nævnt i bogen).

(…)

Bladet er, firkantet udledt af Bredals beretning, i dag blevet en kulturreligiøs bevægelse.

(…)

 Sociologen Henrik Dahl skrev for nylig i en anmeldelse af Politiken som avis anno 2009: »Politiken prioriterer klart, hvem der taler, over hvad der siges. Og det fuldkommen enestående er, at avisen opfatter denne usaglighedens apoteose som den højeste oplysning«.

 Politiken lod tirsdag 8/9 historikeren Bo Lidegaard anmelde Bredals bog om Politiken og han var forståeligt nok anderledes forsonende og hæftede sig ved Bredals gode formidling af et kompliceret stof. Men modsætningen mellem nyheder og meninger havde han også blik for.

Som Bredal ser det, er kulturradikalismen gået i stå. Dens koryfæer er gamle, selvfede mænd, der skriver bagud og gentager fortidens slagord med en vedholdenhed, der kun glæder det flertal, der siden 2001 effektivt har gjort selve den måde, de kulturradikale »skriger op« på, til »værdikampens« foretrukne fjendebillede.

(…)

Det er ikke tilfældigt, at Politiken hedder, som den gør: Det handler om politik, og Viggo Hørup gjorde det allerede for 125 år siden klart, at det ikke er synspunktet, men samfundet, det drejer sig om: »Vi skal ikke føre krig mod den offentlige mening – det er let nok – men vi skal erobre den offentlige mening og gøre os til dens ordførere«.

Det er, som om avisen ikke helt har besindet sig på, hvor hurtigt konteksten er skiftet, og hvor dramatisk Politikens position har rykket sig i det politiske spektrum gennem det sidste årti.

Vel at mærke ikke, fordi avisen i dag repræsenterer andre holdninger, end den gjorde i det forrige århundrede, men netop, fordi den ikke gør det.

Holdningsskredet forandrer den måde, vi er samfund og nation på, og det ændrer Politikens grundlæggende livsvilkår, selve den jordbund, bladet suger næring fra.

Dermed forandres også opfattelsen af, hvad Politiken er. Der er fanden til forskel på at tage teten – og at stritte imod forandringen.

 Lidegaards anmeldelse af Bredals bog havde passende fået forsiden af Kultur-sektionen, der også indeholder debatsiderne, som jeg efterfølgende bladrede hen til for at se om, der mon var nogle indlæg, som jeg kunne hyggehade. Med Lidegaards og Kastrups beskrivelser af Politiken, som et menighedsblad in mente fandt jeg det, som en lille pointe i sig selv, at ikke et eneste debatindlæg var regeringsvenligt. Og selvfølgelig var den hårde kerne af værdidebatten, som handler om islam i denne tid eksemplificeret med moske-byggeri og afviste irakere kun rørende enighed.

Inger fra København ville have Birthe Rønn til at forklare, hvorfor man sender den torterede Abdel Jabbar tilbage til det Irak, der torterede ham (ganske vist da Saddam Hussein var ved magten, men det er detaljer). Leon fra Rokilde foreslog at skjule Peter Skaarup med det “formørkede sinde“ og sin “lov og ordenfundamentalisme“. Christian fra Lille Skendsved så en mulighed for at erobre danskheden tilbage fra Dansk Folkeparti i rooliganbevægelsens genfødsel. Gunner fra Dragør og Henrik fra København var begge oprørte over BTs behandling af Per Ramsdal og Henrik sammenlignede ham endda med de danskere, der skjulte jøder under krigen. Knud fra Kastrup nævnte den barmhjertige samaritaner i et uklart indlæg og Niels I. Meyer kritiserede nogle svenske præster for at rose kristendommen for dens bidrag til vestlig udvikling når sandheden nu var, at den “kristne kirke systematisk har modarbejdet videnskabelig og rationel udvikling i verden“.

På sidste debatside, der er forbeholdt længere læserbreve afviste Osama Hamza, der er muslim og fast moskegænger på Vibevej, at donorerne til stormoskeen skulle være indflueret af den iranske stat og han langede hårdt ud efter integrationsborgmester Jacob Hougaards fordomme om foreningen Ahlul Bait.

Torben Lund mente at retsstaten er “sat over styr” og at politiet optræder, som villige “lakajer” for regeringen og Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Så fik hans gamle parti den forsmåedes sidste hilsen. Lund sammenlignede stilen tro, før han beskyldte politiet for grov magtanvendelse og lemfældig omgang med sandheden, situationen i Brorsons Kirke med 30′ernes Tyskland. Delegationen fra det irakiske indenrigsministerium svarede til Gestapo skrev han.

Journalist og forfatter Gretelise Holm mente at BT optræder, som agent provocateur i sagen om Per Ramsdal og mindede om de idealer for journalistik hun er skolet i. Måske var det lettere dengang samfundet endnu var monokulturelt tænkte jeg og læste at Politiken dagen forinden havde modtaget 152 debatindlæg og læserbreve, hvoraf de 59 handlede om de afviste irakere (som Politiken kalder de “irakiske flygtninge”). Men sådan svinger dagene jo og det var nok en tilfældig enighed, der morsomt faldt sammen med netop den anklage for bagstræberiskhed på forsiden af Kultur-sektionen og Kastrups påstand om, at det er et menighedsblad. Dagen efter skulle det nemlig vise sig at være anderledes.

I hvert fald tog Thor fra Brønshøj nemlig afstand fra sammenligninger med 2. Verdenskrig i irakerdebatten da Danmark jo ikke er besat, men et frit demokrati. Et sådan chok for Politikenlæsere kunne da også lade sig gøre fordi man samme dag havde en hel kronik af Bashy Quraishy - der mente meget om undermineringen af det danske demokrati og forfølgelse af minoriteter - til at berolige nerverne med.

Ellers var alt som den foregående dag med ord, som kynisme og barmhjertighed drysset ud med sikker og forudsigelig hånd. Palle Kjærulff-Schmidt mente desuden, at man ligeså kunne afskaffe kristendommen, hvis man greb ind overfor de præster, der skjuler efterlyste mennesker og Pernille Frahm og Fatih El Abed gik i hver deres indlæg til angreb på Israel i anledning af Breaking the Silence udstillingen. Lidt oikofobi by proxy.

Torsdag takkede Viktor fra Lemvig socialdemokraternes Anne Vang for i en saglig kronik at slå fast, hvorfor København skal have en stormoske og han mindede os om at det var vores forfædre, der “stod bag korstogene” for i “Jesu navn” at få del i den “indbringende Middelhavshandel“. Og da jeg slog videre til sidste side i debatten, hvor de lange læserbreve befandt sig der minsandten 3 læserbreve om moskeen.

Danmarks Radios forhenværende TV-direktør Jørgen Ramskov advarede om de ”islamiske trusselsbilleder” og tillagde danskerne en overraskende evne til at differentiere i fordomme da det ikke bare er fordi ”..de er muslimer - værre: shiamuslimer“. Den var trods alt ny. Og jeg, som troede at fordommene trivedes i et manglende kendskab.

Måske var det denne distinktion, der fik integrationsborgmester Jacob Hougaard til at forholde sig lidt skeptisk til moskeen på Vibevej. Men til gengæld ville han hellere ”fortsætte arbejdet for en bredt favnende stormoske på Amager“. “København skal have sin moske” hed hans overskrift - det er på tide får vi at vide. Læs det igen; København skal have sin moske. Utroligt nok undrede den socialdemokratiske integrationsborgmester sig over at “muslimerne stadig må dyrke deres religion i ydmyge baglokaler” i det København, der har haft rødt flertal i hundrede år. Selvfølgelig må de det, det er jo et frit land tænkte jeg. At kontanthjælpen ikke rækker til en større pengeindsamling herhjemme, hvorfor udenlandske donorer kommer på banen er en anden sag og den ydmyge indretning kunne jo ændres, hvis de gad shine stedet lidt op. Men København skal have sin moske. Det vil bedre tonen i debatten, der er skyld i at flere muslimske kvinder tager tørklædet på og flere unge muslimer søger over i radikal islam argumenterede Hougaard og slog fast, at mange danskere går rundt med “mistro (…) mod alle Københavns pragmatiske muslimer“.

Anderledes var det nu alligevel med en arkitekt ved navn Tom Danielsen, som under den sigende overskrift “Stormoske i tiden” lidt fimset mindede os om at “Europæisk/vestlig arkitektur og islamisk arkitektur har beriget hinanden i et spind af tråde, der fører begge veje“. Men “Eftersom der ikke findes entydig moskearkitektur, må nye moskeer heller ikke blive pastiche“, men skal passe ind i en “dansk kontekst” “præcist, relevant og uden etnocentrisk sidespring“. Det nærmeste man kommer kritik af moskebyggeriet når man læser Politiken er altså en æstetisk skepsis.

Lørdag, hvor debatten har en hel sektion for sig selv var der intet af interesse for denne tråd og jeg stoppede min uvidenskabelige læsning. Men om fredagen kunne man udover Kai fra Ulfsborgs vånden sig over flagdagen læse Jesper fra Silkeborgs sigende frustrationer hos dette særegne segment; ”På trods af….[lang liste af utålelige forhold]…er der ifølge diverse meningsmålinger stadig et flertal, der støtter denne regering og dens formørkede støtteparti” og som en af de eneste i spalterne gav han derved en begrundelse for sit syn på det “forstemmende” i dagens Danmark. Ellers har der været talt til de indviede. Men han forstod det ikke og det blev meget sigende for Politikens univers udtrykt bedst af Per fra Korsør i sin undren over at verden ikke længrere hænger sammen

Besynderligt at læse de mange protestbreve mod regeringens asyl- og indvandrerpolitik, når man sammenligner med Folketingets sammensætning. For dér er det jo kun de radikale og Enhedslisten, som helhjertet er imod.

Og samme undren har Helge fra København, som slutter sit indlæg af med “Vi har set både præster, læger, forfattere, unge og bedsteforældre sige fra. Hvornår hører vi fra et ansvarligt politisk flertal?“. Besynderligt at der er en verden udenfor Politikens univers med væsentligt flere fag- og aldersgrupper. Måske skulle de bare læse noget andet?

2 Kommentarer »

  1. Jacob Hougaards formulering “mistro (…) mod alle Københavns pragmatiske muslimer“ vidner om en dannelsesmæssig tristesse der præger hans generation (noget samtlige skribenter på Monokultur kan tale med om). Spørgmålet der trænger sig på, som en ilde tilberedt kiksekage morgenen efter er; i hvilken forstand er nogle muslimer upragmatiske, og hvilke dele af deres religion udgør den upragmatiske essens?
    Jeg synes at Jacob Hougaard skylder at stå frem med sine indsigter snarere end bare at antyde dem.

    Comment by Sobieski — September 14, 2009 @ 11:41 am
  2. Til Sobieski.

    Den værdipotente Jacob Hougaard er så opsvulmet naiv, at stenkast mod ham i Tingbjerg og skudsalver i København forvandler ham til et fuldkomment fæ.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — September 14, 2009 @ 4:52 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress