Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 520

Deprecated: Function set_magic_quotes_runtime() is deprecated in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-settings.php on line 18

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_Page::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1199

Strict Standards: Declaration of Walker_PageDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1244

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_Category::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1391

Strict Standards: Declaration of Walker_CategoryDropdown::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/classes.php on line 1442

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class wpdb in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/wp-db.php on line 306

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Object_Cache in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/cache.php on line 431

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_lvl() should be compatible with Walker::start_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_lvl() should be compatible with Walker::end_lvl(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::start_el() should be compatible with Walker::start_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Declaration of Walker_Comment::end_el() should be compatible with Walker::end_el(&$output) in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/comment-template.php on line 1266

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Dependencies in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/class.wp-dependencies.php on line 31

Strict Standards: Redefining already defined constructor for class WP_Http in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-includes/http.php on line 61

Warning: explode() expects parameter 2 to be string, array given in /var/www/monokultur.dk/public_html/wp-content/plugins/bannage.php on line 15
Monokultur » Tre af selvgodhedens ryttere


Tre af selvgodhedens ryttere

Forbrydelse og straf, Godheds-industrien, Multikultur, Pressen, venstrefløjen — Drokles on August 17, 2009 at 5:03 am

Selvgodhedens apostle har forrådt de afviste asylansøgere og brugt dem, som en emmotionel rambuk i et kynisk politisk spil. Alle de negative oplevelser, som irakerne er blevet påført i Danmark fra uvished, lange ophold på centre, uselvstændighed til dejavue med fængsler, som de kun kender fra arabisk kultur og voldsomme episoder ved Kirken, som de selvgode råber højt om i alle landets medier er altsammen noget de selvgode apostle er skyld i. Det er de selvgode, der har løjet overfor afviste asylansøgere og sagt at man bare skulle vente og køre sager i langdrag til systemet blev træt - en absurd tanke - eller at de politiske vinde ville vende eller at FN eller EU ville intervenere. De selvgode har forspildt de mange år for asylansøgerne og gjort dem afhængige af behandling og befamling og mest grotesk derefter brugt den nedbrydning af deres selvopretholdelsesdrift, som endnu et argument til asyl. Men når sselvgodhedens ryttere sadler op er det ikke for en stille tur i parken.

Eventuelle læsere bedes have en spand parat, for vi lægger ud med “Præsten i Brorsons Kirke Taler ud” i Politiken som i deres papirudgave har den fantastiske overskrift “De stod der som en slags nutidige korsfæstede

[Irakisk TV] spurgte om kirkens holdning i sagen og til Danmarks syn på muslimer generelt. Man skal jo ikke puste til nogen ild overhovedet, så jeg glattede ud og sagde, at vi er et fredeligt og tolerant land, der gerne vil hjælpe vores medmennesker. Det er måske ikke helt det, jeg oplever. Men det er sådan, jeg gerne ville have, Danmark var.

Jeg spiste aftensmad med mine forældre. De gik tidligt i seng, men jeg sad på Facebook til sent, og jeg havde endnu ikke slukket lyset, da politiet ringede på klokken 01.20. Jeg kendte risikoen, men jeg havde sådan håbet, at jeg ikke skulle være hjemme den dag, de kom. For jeg vidste, at politiet formentlig ville bede mig om at lukke op over til kirken, og der var ikke noget, jeg havde mindre lyst til end at åbne døren sammen med politiet og stå og kigge ind på de her irakere, der bliver rædselsslagne over det. Det ville gøre mig til en meget konkret brik i deres aktion, og det er jeg helst foruden. Så jeg lukkede ikke op, men gemte mig under dynen, mens de gik rundt om huset og lyste ind ad vinduerne.

Til sidst ringede de så insisterende på, at min logerende gik ned og åbnede for dem. Heldigvis ville de ikke have mig med over i kirken, de ville blot orientere mig om, at de var i gang med en »lille aktion«, som de sagde. Fra min have kunne jeg se en masse hjelme og mærkelige bevægelser gennem kirkens vinduer, og jeg kunne høre høje skrig derovre fra. Til sidst var min nysgerrighed så stor, så jeg besluttede at gå over og lure, hvad der skete.

Jeg gik ind ad bagvejen og fortrød straks, for det var meget, meget ubehageligt at se den scene, der udspillede sig i kirkerummet. Alle irakerne havde samlet sig oppe ved alteret med deres børn og babyer. Under billedet af den lidende Jesus, der blev tortureret og hængt på korset trods sin uskyld, stod de rædselsslagne mennesker. Som en slags nutidige korsfæstede. Fuldstændig i klemme i alle systemer og med 50 kampklædte betjente i en rundkreds omkring sig. Med våben, knipler, visir og hjelme. Noget, jeg aldrig i min vildeste fantasi havde forestillet mig at skulle se i en kirke.

Rystet og chokeret måtte jeg gå hjem igen og følge med fra køkkenvinduet.

Således gemmer det godeste af mennesker sig under dynen i stedet for at spille en eller andren form for medierende rolle så meget, meget ubehagelige scener kunne undgåes. Og således vil hans venner fra Kirkeasyl hellere ville bruge 30.000,- om ugen på at trække de afviste asylsøgeres sager i langdrag istedet for at erkende nederlaget når det er klart og bruge de mange ressoucer og den gode energi på at hjælpe irakerne i deres videre færd.

Det skulle ellers være herligt at have et fredhelligt rum, hvor ens politiske venner kan opholde sig uden for lukketid i fred for ordensmagten for hvis man bestyrer et fredhelligt rum kan man følgeligt tale på Guds vegne. Ellers er der jo ikke meget prestige ved at læse teologi. Var det ikke præcis Jesu ord? Gå ud og ansæt et præsteskab, der skal regere Herren min Faders love i hans sted og sandelig siger jeg eder, den der består eksamen og svarer rigtigt på mange spørgsmål og ellers har en fin orden han er Guds ven og skal bestemme og arve, mens den der opretholder loven ikke skal bære frugter, men skammen.

Tøger skriver i sit Signatur i Politiken

Det kafkaske i irakernes situation består i, at de fleste af dem er flygtet fra Saddam Husseins Irak, der ikke længere eksisterer. Om de oprindeligt havde et asylgrundlag er derfor irrelevant.

Årsagerne til, at de vil være forfulgt og truede i dag, vil være nogle helt andre.

Altså. Man søger asyl fordi man ikke kan bo i Saddams Irak og da Saddam hænges og man vedtager og stemmer om at indføre et demokrati og man stemmer om en Grundlov og man afholder et parlamentsvalg og endnu et parlamentsvalg så er der stadig et asylgrundlag!

…..volden, usikkerheden og især de politiske og sekterisk-religiøse konflikter i Irak er langt voldsommere end i de sidste år af Saddam Husseins regeringstid.

Saddams styre var præget af orden! De sidste år af Saddams regeringstid var nemlig ikke præget af hans sønner Udai og Qusais terrorvælde efterhånden, som deres mentale tilstand blev stadig mere paranoidt. Og hvem hænger sig også i at mellem 100.000 og 200.000 mennesker forsvandt med det hemmelige politi og at Saddam gassede i ti-tusindvis kurdere og at frygten for Saddam var så stor at man selv i Amman og Damaskus ikke turde tale frit. For ikke at tale om at Saddam startede 3 krige. For efter alle uromagerne var døde var der tryghed og ro på drengen.

Når Flygtningenævnet nægter at gå ind på, at her er et reelt asylgrundlag, svarer det til, hvis man i 1930’erne krævede af en tysk jøde, at vedkommende skulle fremlægge en arrestordre fra Gestapo, og valgte at ignorere de massive vidnesbyrd om generelle jødeforfølgelser.

En mere passende sammenligning ville måske være hjemsendelsen af de tyske flygtninge efter 2. Verdenskrig. Nu var krigen slut, diktatoren død, mareridtet endt og en ny tid med demokrati begyndt. Auf Wiedersehen. Og så skal spanden tømmes for nu kommer Carsten Jensen. Tilbage i fin form, frisk og vel udhvilet skriver han med stor patos i Information at Danmark har brug for en samvittighedskrise.

Mænd i uniformer beskyttet bag visir og skjold brød ind i en kirke fyldt med sovende familier. Børn så deres fædre og storebrødre blive lagt i håndjern og ført bort. Børn har ingen lang hukommelse, og de irakiske børn har aldrig kendt andet end trådnettet om asyllejren og lejrlivets sløvende rutiner. Derfor ved de ikke, hvad det betyder, når far bliver ført bort om natten af skulderbrede mænd. Deres mødre har en længere hukommelse, så de ved det. Sådan var det også i det Irak, de flygtede fra, og det var derfor, de flygtede.

I dag spørger de irakiske børn: »Hvad har far gjort?«

Og mødrene svarer: »Far har gjort sig skyldig i den mest forfærdelige forbrydelse, man kan begå i Danmark: Han har bedt andre mennesker om hjælp.«

Vi forstår pointen, men helt sandt er det nu ikke. Betjentene var faktisk i almindelig uniform og trak først nogle hjelme over hovedet da, der blev kastet forskellige genstande mod dem. En ganske fornuftig og ukontroversiel anordning, som de fleste cyklister kender til. Og de afviste asylansøgeres forbrydelse bestod ikke i at bede om hjælp, som man har taget stilling til 3 gange, men i ikke at rejse hjem eller et andet sted hen da de blev bedt om det fordi man ikke fandt deres historier vægtige eller troværdige.

Måske spørger børnene derfor istedet ”Hvorfor fanden tog far ikke imod pengne for at rejse hjem til det demokratiske Irak da han blev tilbudt dem istedet for at vi skulle sidde i flere måneder i den dødkedelige kirke og blive begloet af selvfede danske narrøve, der savner et indhold i deres liv, som en hamster bedre kunne udfylde? Er far da fuldkommen blöndt?” De fleste mennesker er i øvrigt skulderbrede, selv den klejne Carsten Jensen, der ved, hvad alle siger og tænker og således også integrationsministeren

Vi har forsøgt med det gode, siger integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i dag i TV2 News. Vi har været langmodige, siger hun med denne klæbrige sprogbrug, der lugter af misbrug af hendes så ofte påberåbte kristendom. Hun vil sende irakerne tilbage i ro og orden, tilføjer hun. Jo, hun vil have ro og orden på dødsgangen, ingen klynken, ingen rusken i tremmerne - hjem til bomberne med jer!

Den skulderbrede verdensborger Carsten Jensen anser interessant nok alt udenfor Danmark, som en dødsgang. Hvilket lidt mærkeligt leder ham til ikke at vide, hvorfor han skal kalde sig dansker. Må jeg så foreslå jammerkommode?

De kom om natten og hentede de irakiske asylansøgere. Men de kom også på et andet, mere iøjnefaldende tidspunkt: De kom lige præcist, da skoleferien sluttede, og børnene begyndte i skolen igen. Første skoledag. Og hvilket syn byder vi vores unge arvtagere som velkomst, når de vender hjem fra sommerens glade ansvarsløshed: fortvivlede, forfulgte mennesker, der arresteres, fordi de har bedt om vores hjælp. Er det det samfund, vi vil introducere børnene til?

»Jamen far, jeg troede, vi var så rige i Danmark?«

»Det er vi også, men det er kun, fordi vi ikke deler med andre.«

The Night time is the right time, som salig Ray Charles sang. Ikke bare var man fri for trafik, men det er også det tidspunkt, hvor Ungdomshusmiljøet er allermest skæve. Og rigdommen kommer nu nok af produktivitet. Det kan i hvert fald forklare hvorfor Kina stormer frem og at hjæpen til Afrika ikke er opfordringer til at skrue ned for altruismen.

Da Georg Metz endnu ikke har kommenteret rydningen af Brorsons Kirke, men istedet har brugt sommeren på at læse udenlandske aviser “der berørte Danmark på pinlig facon” (det tror jeg gerne, men det er næppe det Metz mener) vil jeg til slut give ordet til en dosis sund fornuft fra Troels Heeger og Søren Villemoes, der skriver klogt om moralisme på deres JP-blog

Mange forargede danskere lufter i disse dage deres frustration over udvisningen. Og blandt dem er der tilsyneladende en del, der føler det nødvendigt offentligt at proklamere deres skam. Skam synes endnu engang at være den umiddelbare reaktion på den danske flygtningepolitik fra en bred skare af den venstredrejede kulturelle middelklasse. Man skammer sig på egne vegne, man skammer sig på andres vegne, man skammer sig over at være dansker, over Danmark, sine landsmænd, regeringen og ikke mindst Dansk Folkeparti, der endnu engang fremstilles som den primære årsag til aktionen i Brorsons Kirke.

Det er et generelt problem blandt venstrefløjens kritikere af den nuværende flygtningepolitik, at man ofte insisterer på at reducere problemet til et rent moralsk spørgsmål. Det handler om at forsvare ‘medmenneskelighed’ og ‘anstændighed’, mens man skal bekæmpe den ‘indre svinehund’, racismen, fremmedfrygten og selvtilstrækkeligheden. Det er meget sjældent, at de mere mørkere sider af en liberal flygtningepolitik får nogen som helst anerkendelse af denne fløj i kulturkampen. Dette rene moralistiske syn på den politiske kamp, der foregår i disse år, er særdeles hæmmende for den offentlige debat, den hindrer en dybere forståelse af, hvad der rent faktisk har ført frem til vores nuværende situation, den hindrer en seriøs udvikling af brugbare alternativer, og den er særligt skadelig for venstrefløjen.

Meget symbolsk kunne vores tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, som det genfærd fra 1990?erne han nu engang er, fremføre essensen af denne rene moralske position i værdikampen. Nyrup fandt aktionen mod Brorsons Kirke ‘uanstændig’ og kunne kun tage afstand. Han var ‘rystet’. Da han blev spurgt til, hvad hans alternativ var, blev det afvist. Han ville ikke gå ind i juraen. Hvad var det så egentlig, at den tidligere statsminister havde bidraget med til debatten, kunne man spørge. Intet andet end at pudse sin egen glorie i den bedste sendetid, ser ud til at være det eneste rigtige svar.

Men nu er de gode jo altså de gode og det kræver ingen videre forklaring.

10 Kommentarer »

  1. Måske relevant for dig at blogge om?

    Link slettet af Drokles

    Comment by Anonym — August 17, 2009 @ 6:58 am
  2. Ja det er en grim affære. Snaphanen er anonym, som jeg og jeg vil derfor ikke deltage i at gøre væsen af disse personangreb. Der sker en stadig forråelse, hvor især den yderste og militante venstrefløj ser ud til at samle allehånde data om deres politiske modstandere dels for at svine dem til dels og det er mere skræmmende for at kunne “få fat i dem”. Helt ublu intimidering. I øvrigt kan jeg jo ikke vide at billedet af den ældre herre er Snaphanens bagmand. Men tak for linket.

    Comment by Drokles — August 17, 2009 @ 4:05 pm
  3. Alle disse ondsindede påstande om kirkeasylbanden kan de jo så let som ingenting modbevise ved straks at begive sig til Irak og støtte de udviste på samme måde som i kirken, nu blot med at skabe sig en ny tilværelse dernede.

    For de har da vel ikke tænkt sig at svigte de afviste asylsøgere nu, blot fordi de ikke længere kan bruges i en politisk kamp her?

    Comment by Jens Hansen — August 17, 2009 @ 9:25 pm
  4. Nå, ja, hvis Carsten Jensen ikke har en indre svinehund så har han da ihvertfald en ydre!

    Comment by Jens Hansen — August 17, 2009 @ 9:59 pm
  5. Om Carsten Jensen, de venstresnoede og Brorsons Kirke-fænomenet.

    Venstrefløjens, præstens og Carsten Jensens alternativ til en retsstat og demokrati kan kun føre til den MORALSKE stat, hvor det er den sejrende MORAL, der kommer til at gælde. Tesen må være, at vi inderst inde godt selv ved - ligesom CJ, hvad der rigtigt og forkert. Vi mangler kun at få at vide, på hvilken MÅDE vi ved det. Det kan Carsten Jensen og præsten blandt andet belære os om, hvis de får magt, som de har agt.

    Ser vi os om i Verden kan vi finde mange moralske stater, skabt på imperativer som CJ’s. Vi kan efterligne sådan et forbilledligt sammenfund. Iran for at nævne et enkelt eksempel.

    Taleban kæmper den samme kamp for hjertets renhed som Carsten Jensen og de stakkels irakeres forsvarere.

    De moralske surrogater i medierne har intet med en sekulær retsstat at gøre - uanset pondus, og hvem der fremfører dem.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — August 18, 2009 @ 8:36 am
  6. Om den moralske stat (5) som politisk instrument:

    Man kan sige, at hertillands blev den lange rejse mod en moralsk stat uden nationale kendetegn og på bekostning af vor retsstat på nationalt grundlag indledt i 1983. Fra det år tog rejsen fart for alvor.

    Politisk tog man fra da af ikke længere hensyn til, om man lukkede 500 stakler fra tredjelande ind i det danske samfund, eller om det kom til at dreje sig om 1.1 million. Man spekulerede som folkevalgt ikke på at forhøre sig om den folkelige opbakning hertil. Om den politiske legitimitet således var i orden eller ej var for så vidt ligegyldigt, så længe man kunne holde hemmeligt i hvilket tempo, de fremmede strømmede ind - og at selvbstemmelsen tilsvarende strømmede ud af landet og ind i EU.

    Da man udmærket godt vidste, at man ikke fulgte spilleregler, som alle kunne følge med i, men tværtimod spilleregler, som kunne true stabiliteten i landet og føre til borgerkrigslignende tilstande, måtte man ud fra en velbegrundet frygt indføre nye spilleregler i det offentlige rum, som kunne foregribe uro. Man afkoblede derfor ytringsfriheden, indførte MORALEN og fremførte GODHEDEN med en særlig form for marxistisk inspireret logik udviklet i tresserne af et intellektuelt kleresi, der nu i årtier har optrådt som tankepoliti. Da teknikken allerede var på plads efter studenteroprøret i 1968, kunne denne kulturelite ret tidligt begynde at uddele verbale tærsk til det folk, de længe havde følt sig hævet over, og som ikke var gode nok i deres øjne. Anderledes tænkende kunne rent logisk ikke også være gode og blev uden skånsel lukket ned.

    Man fulgte med flid andre spilleregler end de objektive, fordi objektivitet pr definition ikke er mulig.

    Så længe ingen uden for Christiansborg vidste, hvad der virkelig foregik bag kulisserne, men de gode trods alt kunne ane omridset af utopia var alt OK, fordi man på det repræsentative politiske plan selvfølgelig forfulgte højere moralske og politiske mål, selv om de ikke hele vejen harmonerede med det, man gik til valg på. Man havde absolut ingen kontraktlige forpligtelser over for folket og foretog sig i egen selvforståelse intet, der var så moralsk forkasteligt, at det ikke på et højere niveau end det nationale kunne forsvares internationalt.

    Det moralske politiske mantra blandt unge har siden udviklet sig diffust til, at man ØNSKER at gøre en forskel. Jeg tror, det er, hvad Ida Auken moralsk uangribeligt også ØNSKER. At gøre EN FORSKEL. Den personlige moral sat politisk i højsædet må det vel betyde. Lige som familien har gjort. Margrethe og store Svend. Hvad det er for en forskel, forlyder der ikke noget sikkert om, rager vel dybest set ingen andre end personen. Det er jo en moralsk fordring, en personligt forpligtende sag, denne forskel, bidraget. Fingeraftrykket. Denne forskel vil først vise sig senere - formentlig helst når det er for sent at fjerne aftrykket igen.

    Men kan vi nu være sikre på, at forskellen vil være til gavn for demokratiet, at forskellen er ment ægte folkeligt?
    Eller er fordringen elitær og utopisk som under Nyrup og Svend?
    Eller er forskellen uafhængig af, hvad personen synes,
    eller rettet mod, hvad der tjener helheden?
    Hvilken helhed?

    Man fortiede i hvert fald fra starten i 1983, hvad folkeflytningsprojektet gik ud på - i den gode sags tjeneste (utopia) forstås og slog i egen selvforståelse flere gode fluer med et smæk. Befolkningstallet steg mens fertiliteten sank. Man gjorde lutter gode gerninger i det skjulte og opdrog befolkningen i det åbne til ikke at være rascister og fremmedfjendske. Folket kunne næppe genkende sig selv, så udansk var det pludselig blevet.

    Demokrati, sammenhængskraft, retsstat og national samhørighed havde den moralske sabelraslen i virkeligheden ikke meget at gøre med. Den politiske moraliseren omkring folkeflytningen kortsluttede tværtimod den demokratiske dialog mellem folket og de folkevalgte. Dialogen blev i mange år erstattet af envejskommunikation formidlet af et politisk præstestyre, som i stærkt moralske vendinger bebrejdede folket, at det var mindreværdigt, provinsielt, rascistisk og fremmedfjendsk. Nationen blev bortforklaret og danskhed ikke-eksisterende. Folket anede ikke noget om, at det forholdt sig sådan, kunne ikke genkende sig selv og forstod heller ikke, hvorfor det blev skældt ud. Grundlaget herfor var omhyggeligt skjult. Selv i den offentlige sladrehank, Danmarks Statistik, fortabte sandheden sig i uigennemskuelige tabeller og statistiske fiks-fakserier.
    Hvor kom al den selvretfærdighed og krav om moralsk ansvarlighed fra? - Man må have følt, at man var gået alt for vidt og sad på en krudttønde.
    Man har frygtet folkets dom. Fælder historien en dom, bør den være hård.

    Danmark har været på nippet til at blive en moralsk stat uden reel ytringsfrihed og uden reel tilknytning til retssamfundet eller demokratiets simpleste folkelige spilleregler - heriblandt ytringsfriheden, som blev totalt overdøvet og kulet ned af uvederhæftig moraliseren og absolutte anvisninger på, hvad det ville være politisk korrekt at mene.

    Brorsons kirke uroen er et typisk ekko fra de bestandige bestræbelser på at hævde en moralsk stat på bekostning af retsstaten og det, der følger heraf - tabet af ytringsfriheden. Hvad skal vi dog med ytringsfriheden, den dag vi har moralen som ledetråd.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — August 18, 2009 @ 1:02 pm
  7. Hvis nogen skulle være i tvivl om hvad følesesporno er, så er der et meget godt eksempel, nærmest kvalmende i sin totale virkelighedsfornægtelse.

    http://jp.dk/opinion/breve/article1786088.ece

    Comment by PeterBr. — August 19, 2009 @ 8:59 am
  8. Til PeterBr.

    Vi er ikke i tvivl.
    Dit fund er et nærmest klassisk eksempel.

    Carsten Jensen er på sin egen selvsmagende og affekterede måde lige så kvalmende som Marie Louise Bro.

    Det gamle, rustne TV-skrot, Georg Metz er desværre endt som en hul skal af uunderbyggede påstande, hvorfra al indre substans er filtreret bort.
    Georg gik desværre planken ud for år tilbage. Han er endt som et dybt uvederhæftigt mediedyr.

    Marie Louises store fortjeneste er dog, at hun skriver, hvad hun mener, forbilledligt kort.
    Hun spilder ikke vor tid unødigt. Resten, alt det, hun kunne have skrevet mere, kender vi alligevel i forvejen fra andre. Tak for det. Det havde såmænd heller ikke gjort den store forskel, om hun var standset midt i en sætning.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — August 20, 2009 @ 10:11 am
  9. Hvor er jeg enig Emeritus.

    Comment by Drokles — August 27, 2009 @ 5:21 am
  10. [...] det gør man jo gerne for nu at hugge en pointe fra Ole Hyltoft. Mens det aldrende kleresi var grebet af Brorsons-sygen var Georg Metz i udlandet, hvor han i de udenlandske medier læste [...]

    Pingback by Monokultur » Åh, jeg har helt glemt Georg Metz — September 9, 2009 @ 8:29 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress