Ingen orange revolution

Diverse — Drokles on June 23, 2009 at 7:35 am

Ali Alfoneh konkluderer dystert i Weekendavisen om situationen i Iran

Den igangværende krise kommer særdeles belejligt for Revolutionsgarden, hvis Center for Strategiske Studier gennem flere år har udviklet metoder til bekæmpelse af en fløjlsrevolution. Den nuværende chef for Revolutionsgarden grundlagde det strategiske center og har siden haft stor indflydelse på Khamenei. Det vil næppe kræve særlig stor indsats fra Revolutionsgardens teoretikere at overbevise Khamenei om, at den milde Mousavi ikke er reformist, men revolutionær.

I det mest dystre scenario kan Revolutionsgarden få en religiøs tilladelse fra Khamenei til at nedkæmpe ikke kun demonstranter, men store dele af den hidtidige politiske klasse i Iran. Det vil, hvis det lykkes, forvandle Iran fra et autoritært teokrati til et militærdiktatur. Og Khamenei til et gidsel hos sin egen prætorianergarde.

Hvis ikke opstanden i Iran repræsenterer flertallet af befolkningen er den ikke bare chanceløs. De regimetro civile, der har deltaget i gennemtævningen af de demonstrerende, som man allerede har set flere eksempler på fratager i folkets øjne opstanden dens legitimitet, som den nedkæmpes. Bliver det en del af historien vil regimet ikke bare overleve, men befæste sin position både i det efterfølgende opgør med reformisterne og i sin status i den folkelige myte, som forsvarere af fælleskabet.

Det er heller ikke helt klart, hvad opstanden i Iran egentlig går ud på andet end en modstand mod den hidtidige linie lagt af Ahmedinejad og en stor og forståelig vrede over at blive holdt for nar gennem valgfusk. Hvor stor er afstanden mellem det siddende system og den opstandne masse? Hvor mange vil blot have Ahmedinejad væk eller at deres stemme skal repræsenteres i forhold til de, der grundlæggende ikke kan leve i det islamiske teokrati længere? Da folket gik på gaderne i Østblokkens sidste dage var det ikke marxistiske paroler og kommunistiske slagord man hørte eller fromme ønsker om justeringer - det er værd at lægge mærke til når der blandt demonstranterne i Teheran råbes Allahu Akbar under grønne faner. De intellektuelles og sekulæres valg af kampfæller i Iran har ikke været overbevisende før i tiden og det kan være meget svært at erkende et problem så dybt, som hele nationens religiøse forståelse.

I P1 Morgen 3. Time 22/6 gik Jens Nauntofte skridtet videre og tilskrev det klodsede og let gennemskue valgfusk et signal til oppositionen om at der ikke skal være tvivl om, hvem der har magten. Ophidselsen hos de unge og den politiske klasse var således fremprovokeret til en sidste vals og Ayatollah Khamenei havde symbolsk båret Revolutionsgarden tørklæde under fredagsbønnen og har slået fast at valgresultat er et guddommeligt mirakel. For Nauntofte var der ikke megen tvivl om, hvorfor gaderne nu er rolige i Teheran.

Det islamiske styres brutale fremfærd overfor de sekulære, hvor der endda har været forlydender om at demonstranter er blevet overhældt med syre fra helikoptere (ikke noget man gør mod dem, man anser for medborgere eller medmennesker) er et sindbillede på konflikten mellem islam og civilisationen. Så når man på Youtube kan se billeder af civile iranere i religiøse gevandter slå løs på demonstranterne fortæller det ikke blot historien om, hvor vigtigt det er at have folket på sin side i en revolution, hvis ikke man har del i magtapparatet, men også om det civiliserede samfunds umulige ægteskab med islam. De religiøse slår ikke løs på, hvad de opfatter, som fredforstyrerer eller politiske modstandere - de slår løs på blasfemikere, der som fjender af Allah er trådt ud af menneskeracen. Det er ikke en simpel politisk konflikt med en mulig løsning, men en eksistentiel, hvor det ene må lade livet for at det andet kan leve.

Hvis Ali Alfoneh og Jens Nauntoftes spådom holder og præstestyret får eller har fået nedkæmpet den gamle politiske klasse, ser vi måske ikke blot enden for den persiske kultur, der nu ikke længere vil have en elite til at repræsentere sin kulturelle særegenhed når det islamiske mørke først har domineret i et par generationer - og at civilisation ikke kan leve endsige overleve ved siden af islam. Vi ser også en udvikling, hvor store lande, fra Pakistan henover Afghanistan til Iran synke længere ned i islam. Og selv om Tyrkiet er langt bagefter i den udvikling er de dog trådt ind på samme spor, ligesom situationen i Egypten er stadigt mere ustabil. Hvis der nogensinde har været tale om en dominoeffekt er det hvad vi ser i disse år i den islamiske verden.

Den naive del af venstrefløjen (ikke at forveksle med den ondsindede) har bildt sig ind at man ved at udstrække sin tolerance over islams groteske skikke garanterede en gensidighed og har gjort sig blind for det tankesæt, der netop udelukker friheden for alle andre. At selve vores eksistens er en forhånelse af deres guds vilje og konflikten i Teheran er en logisk konsekvens af islamisk manifestation. Konflikten i Teheran og andre iranske byer er også vores.

1 Kommentar »

  1. [...] Alfoneh var under protesterne mod det iranske præstestyre hurtigt ude og skyde håbet om en orange revolution i sænk. Information Det var slemt, men værre var det heller ikke. I ugerne op til det iranske [...]

    Pingback by Monokultur » Ingen orange revolution II — October 25, 2009 @ 5:27 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress