Vennen - Argentineren

Historie, Kunst og kultur, venstrefløjen — Drokles on May 9, 2009 at 10:09 am

Per Juul Carlsen anmelder for Danmarks Radio (hvis milliard-budget alle medieejere finansierer) Steven Soderbergs Che Guevara film ‘Che - Argentineren’. Allerede første afsnit afslører revisionismen når det handler om marxistiske forbrydere

Det er en mærkelig film, ‘Che - Argentineren’. Umiddelbart forekommer det indlysende at fortolke den gamle cubanske revolutionshelt, Ernesto ‘Che’ Rafael Guevara de la Serna - at bore i ham, pille myten om ham fra hinanden og sætte den sammen igen, føre ham op til nutiden, diskutere hans betydning, diskutere hans ikon-status eller diskutere forholdet Cuba og USA i en tid, hvor kommunismen slet ikke er så farlig for USA, som den har været.

Djævlen ligger i detaljen. “diskutere hans betydning” ville man nok sige, hvis det drejede sig om Darwin, men vel ikke Hitler? Og at kommunismen kun har været “farlig for USA” signalerer at det er USAs holdning til kommunismen, der er problemet. At 100.000.000 mennesker døde af kommunisme på under hundrede år rangerer ellers kommunismen blandt de helt store pandemier.

Vi får at vide at Soderberg har “….skabt en meget straight, meget underdramatiseret beretning om Che Guevaras udvikling ” som “… forsøger at give et sobert og nøgternt billede af Che Guevara, som hvis Guevara tørt og uden store armbevægelser selv havde genfortalt sine oplevelser. Der er en sober, jordnær seriøsitet over hele filmen” og hvorfor skulle en film om Che ikke have det når nu “Han holder sig til den medmenneskelige filosofi, han hele tiden har prædiket. Uden at bruge ordene prædiker han værdighed, ærlighed og moral, “?

Vi ser Guevara møde Fidel Castro til en lille komsammen i Havana, hvor de taler om perspektiverne ved en revolution, der giver jorden og landet til folket og fjerner den spanske og amerikanske imperialisme. Vi ser Castro og Guevara kæmpe med at stable en guerillabevægelse på benene i de fattige landdistrikter. Vi ser hvordan Guevara må kæmpe for at vinde Castros tillid som officer - formentlig fordi Guevara var argentiner og ikke cubaner. Og vi ser ham vokse som hærleder efterhånden som oprørerne nærmer sig Havana.

En billede FrontPage Magazine uddyber

Upon arriving in Havana Jan of 1959 after an utterly bogus guerrilla war, (The New York Times breathlessly reported of “thousands dead in single battles!” The official tally compiled by the U.S embassy after two years of ferocious “civil war” was 184 dead on BOTH sides, half New Orleans’ annual murder tally)–at any rate, upon entering the Cuban capitol, the gallant Che Guevara immediately recognized the moat around Havana’s La Cabana fortress as a handy-dandy execution pit. At Babi-Yar Hitler’s SS had to dig one. Here Che Guevara had one ready made.

Så når “Der bliver præsenteret kampscener og flotte slag, men uden på nogen måde at pumpe dramaet op.“, er vi så hensat til halvtredserne? for…

A ferocious guerrilla war certainly raged in Cuba. But it’s not the one you read about in the New York Times, college textbooks, biographies of Fidel and Che or see in History Channel Documentaries on Cuba. And you sure wont see it in the two Che biopics starring Benicio Del Toro as Che and directed by Oscar winning director Steven Soderbergh due out next year.

This war raged from 1960-66 and was waged by ten times the number of guerrillas who “fought” Batista. Soviet anti-insurgency as practiced from Hungary to Afghanistan to Chechnya crushed Cuba’s (genuine) guerrillas mercilessly. Che Guevara was second in Command of the Cuban regime and had an advisory role in this sickening slaughter of desperate freedom- fighters.

Per Juul Carlsen er begejstret for mine licenspenge

Vi ser Che Guevara føre en interimistisk retssag mod tre guerillasoldater, der er deserteret og har stjålet og voldtaget i Fidel Castros navn. Vi ser Guevara stå for henrettelsen af desertørerne. Og vi ser ham uddybe sine tanker og idéer, da han drager til New York efter revolutionen for at blive interviewet til amerikansk tv og tale ved FN.

Hvilket ikke er så lidt fra

The man who declared, “a revolutionary must become a cold killing machine motivated by pure hate,” (and set a spirited example,) who boasted that he executed from “revolutionary conviction” rather than from any “archaic bourgeois details” like judicial evidence, and who urged “atomic extermination” as the final solution for those American “hyenas,” (and came hearth-thumpingly close with Nuclear missiles in October 1962)…

Og

“My nostrils dilate while savoring the acrid odor of gunpowder and blood. Crazy with fury I will stain my rifle red while slaughtering any enemy that falls in my hands! With the deaths of my enemies I prepare my being for the sacred fight and join the triumphant proletariat with a bestial howl!”

(…)

“I have no home, no woman, no father, no mother, no brothers. My friends are friends only when they think as I do ideologically.”

og for, hvem

“hatred” was a constant in his writings: “Hatred as an element of struggle”; “hatred that is intransigent;” “hatred so violent that it propels a human being beyond his natural limitations, making him violent and cold- blooded killing machine.”

Det betyder dog ikke noget så længe det er”…sobert skruet sammen,” så Che fremstår som “…en soldat og politiker af en særlig moralsk støbning,” så Steven Soderbergs film står “fuldstændig åben for fortolkning“. Alligevel “er det meget nemt at se en politisk kommentar i filmene” når nu Che “…er sympatisk præsenteret af Soderbergh“, der “… forsøger at give et sobert og nøgternt billede af Che Guevara, som hvis Guevara tørt og uden store armbevægelser selv havde genfortalt sine oplevelser.” Ja, hvad er egentlig mere sobert og nøgternt end Che om Che?

2 Kommentarer »

  1. Hvorfor er journalister så utrolig bange for Che Guevara, når han nu har været død så længe? Det minder om proskunesis, med ærefrygt lægger bladsmøreren sig på knæ for sin overmand.

    Comment by Sobieski — May 9, 2009 @ 1:06 pm
  2. Per Juul Carlsen er nu ikke den værste kommentator til film, han plejer at være meget afbalanceret, men det kan jo kikse.
    Her følger nogle uddrag fra artikler skrevet af Humberto Fontova som virkelig har været i dybden ed Che, Castro og Cubas tragiske skæbne i over 5o år. Citaterne er fra oversatte artikler og skildrer Che psykopatiske træk og kujoneri. Interesserede kan læse dem her:
    http://synopsis-olsen.blogspot.com/search?q=humberto+fontova

    “Negeren er doven og bruger sine penge på frivoliteter, hvorimod europæerne ser fremad, er organiserede og intelligente…Vi skal udrette nøjagtig det samme for de sorte som de sorte gjorde for den Cubanske revolution. Hvilket er det samme som: INGENTING!”
    -Ernesto Che Guevara.

    “Hvis missilerne var blevet hos os,” betroede Castro’s nære ven Che Guevara til London Daily Worker i 1962, idet han henviste til Cuba Missil Krisen, “da ville vi have benyttet dem direkte mod selve hjertet i USA, herunder New York.”

    “Vi vil vandre på sejrens sti selvom det vil koste millioner af ofre for atombomben…vi skal bevare vort had og få det til at komme til udbrud i et heftigt angreb.”

    Langt mere end hans brutalitet, storhedsvanvid eller selv hans episke dumhed da er det der er mest afslørende om Ernesto “Che” Guevara hans foragtelige kujonagtige opførsel. Dagen før sin død i Bolivia kom Che, for første gang i sit liv, til at stå overfor noget der med rette kan beskrives som et slag. Derfor beordrede han sine guerillas til at kæmpe uden nåde, til deres sidste åndedrag og til deres sidste kugle. Nogle få timere senere kom selve manifestationen af hans “utæmmelige modstandsvilje,” af hans “gåen linen ud uden betænkning” og af hans “Che var ikke nogen hykler.” Mens hans mænd gjorde nøjagtig som han gav ordre til (døde og kæmpede til sidste patron) sneg en lettere såret Che sig væk fra kamplinjen og overgav sig med et fyldt magasin i sin pistol mens hans ynkeligt bønfaldt de der tog ham til fange: “Skyd ikke! Jeg er Che. Jeg er mere værd for jer i live end død!”
    De bolivianske soldater kunne se forskellen.

    Dog betragtes det samme ansigt som et højdepunkt af stil på alt fra skjorter, ure og snowboards til undertøj med lædersnore og et hemmeligt sted på Angelina Jolie’s hud. Jolie har forresten vundet, her fornylig, FN’s “Pris for global humanitær hjælp” for hendes arbejde med flygtninge.
    Madonna hylder Che selvom denne bekæmpede bøsser med stor nidkærhed og sendte dem i opdragelseslejre. Ja, man kan blive ved desværre.

    Comment by synopsis-olsen — May 9, 2009 @ 7:14 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress