Kulturradikaleren Stig Dalager

Diverse, Multikultur, islam — Sobieski on February 18, 2009 at 9:13 pm

Frederik Stjernfelt og Jens Martin Eriksen har skrevet bogen ”Adskillelsens politik” vis udgangspunkt og konklusioner falder Dalager for brystet:

”Problemet med både forfatternes trefløjede model og deres tolkning af den »venstrekulturalistiske« kritik af for eksempel Jyllands-Postens tegningsaktion er, at den ganske enkelt ikke kan rumme en position, hvorudfra man både kan votere for ytringsfriheden og samtidig forholde sig kritisk til aktioner i det offentlige rum, der er anlagt på at forhåne eller stemple eller udstille en minoritets religiøse symboler ved at fremstille disse - som i dette konkrete tilfælde - i lyset af en ekstremt voldelig ideologi.”

Sandhedsværdien som disse ”aktioner i det offentlige rum” kunne rumme har i sandhed ingen interesse for kulturradikaleren Dalager.
Selv har jeg ikke læst Stjernfelt og Eriksens bog, men det er også lige meget, da det er Dalagers tankegang der fascinerer. Jeg slår ned i et enkelt, men afslørende punkt i Dalagers lange kommentar.

Her følger et eksempel på det, man bør betegne som den moderne kulturradikale patologi:

”Når forfatterne vælger en sekulær universalisme med eksklusivt nedslag i individets autonomi som deres udgangspunkt, betyder det - i deres tilfælde - at den religiøse dimension ikke alene ikke spiller nogen rolle for dem selv, men også at de er tilbøjelige til - ligesom marxismen - at se på det religiøse som ideologi. Af samme grund er der for dem heller ikke langt imellem islam og islamisme. Dermed taber de nogle helt afgørende indsigter på gulvet.”

Lad mig slå fast med det samme, at det står en frit for at anse religion som en ideologi – faktisk er det et interessent udgangspunkt for en analyse. Det åbner for muligheden for at se på religionens betydning for samfundet og individets forhold til dette samfund. Det er ikke spor odiøst at anlægge denne synsvinkel, ligesom det heller ikke er spor odiøst at lægge en marxistisk klasseanalyse ned over det svenske socialdemokratiske samhälle i det 20. århundrede. Resultatet er bare en anden belysning af emnet, i dette tilfælde islam, end man ville få ved en rent religionsvidenskabelig eller teologisk undersøgelse.
Hvad Stig Dalager frygter allermest ved en ”sekulær universalistisk tilgang med eksklusivt nedslag i individets autonomi” (en ordentlig mundfuld, hva’ !) er resultatet af den tilgang. Når resultatet af en sådan undersøgelse – selvfølgelig forudsat at den er saglig – undergraver Dalagers kulturradikale dagsorden, må selve undersøgelsens udgangspunkt afvises; altså hvis man ikke kan lide budskabet, må man hellere skyde budbringeren.
Hvor jeg kommer fra har argumentet:

”Man kan da ikke bare sige [indsæt selv udsagn] …”

- ingen gyldig værdi, fordi det er et pseudoargument uden indhold. Jeg spørger Dalager, hvilke afgørende indsigter er det Stjernfelt og Eriksen taber på gulvet? Og hvorfor nævner du, Dalager, ingen af de indsigter? Kære læser, de vil ikke få noget svar, fordi det kulturradikale menneske ikke længere har viljen til at bearbejde den indsigt, som konservative har haft længe, nemlig at ondskaben knytter sig til mennesket, og derved også til de produkter mennesket avler, så som kultur og religion. Og med ond kultur og ond religion mener jeg islam og islam.

dalager.gif
Er det Tøgers smukke lillebror?

Læs mere om ”Adskillelsens politik” her:
www.lindhardtogringhof.dk

og her:
kpn.dk/boger/

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress