Abdul er ikke ekstremist

Multikultur, Politik, islam, venstrefløjen — Drokles on February 11, 2009 at 4:03 pm

Det er sikkert ikke undsluppet manges opmærksomhed at velfærdsminister Karen Jespersen har været ude med riven overfor Københavns Kommunes brug i integrationsspørgsmål og udfærdigelse af undervisningsmaterialer af det hun betegner som ekstremister. Jespersen siger ifølge Jyllands-Posten

»Folk som Abdul Wahid Pedersen har i mine øjne ekstremistiske holdninger. Det betyder ikke, at jeg ikke vil tale med ham og så sørge for, at hans ekstremistiske holdninger kommer frem, men vi skal ikke give hans holdninger anerkendelse,«

Til det svarer integrationsborgmester i Københavns Kommune Jakob Hougaard

»Vi har taget det upfront med ham, og det svar han gav os, gav ikke anledning til bekymringer. Derfor ser vi ingen grund til ikke at inddrage Muslimernes Fællesråd i vores arbejde. Vi kan ikke blive ved med at tro, at alle taler med to tunger, og at vi bare bliver manipuleret med, sådan som nogen går rundt og siger hele tiden. Jeg har den opfattelse, at den brede gruppe skal have lov at være her, og at den ikke hele tiden skal forfølges af Karen Jespersen og Dansk Folkeparti,«

At bekæmpe islamisk dogmatik med mere islam, som er Københavns Kommunes taktik er venstrefløjens logik i fin form. Politiken har selvfølgelig fundet en professor, der skoser regeringen for at dens meninger skader der overordnede projekt nemlig integrationen. Eksperten dømmer nemlig Jespersens betegnelse af Wahid ude med følgende argumenter

»Ministerens hetz mod muslimer marginaliserer en hel gruppe af mennesker, og skubber dem over i armene på ekstreme grupper. Hendes udsagn risikerer at blive en selvopfyldende profeti«, siger islamforsker Jørgen Schøler Nielsen.

Han er professor ved Teologisk Institut på Københavns Universitet, leder af Center for Europæisk Islamisk Tænkning og er en international kapacitet inden for forskning i islam og religionsmøde i Europa.

(…)

»Ministerens kritik rammer helt ved siden af. Ud fra en helt nøgtern og videnskabelig definition af islam kan jeg konstatere, at hverken imam Abdul Wahid Pedersen eller fællesrådets formand, Zubair Butt Hussain, er ekstremister«.

Heller ikke Muslimernes Fællesråd er ekstreme, vurderer professor Jørgen Schøler Nielsen.

»Muslimernes Fællesråd repræsenterer 14 forskellige grupper af muslimer. At udråbe dem alle til ekstremister er helt forkert. Hvis man vil opnå integration og forhindre radikalisering, skal man tale med mange forskellige grupper af muslimer, hvilket Integrationsministeriet netop har fastslået i flere rapporter.«

(…)

»Sharia er alle mulige forskellige ting og er ikke nødvendigvis afhugning af hænder og stening. Det er kun en et lille ekstremt mindretal af muslimer i Europa, som går ind for den slags, og det har imam Abdul Wahid Pedersen taget afstand fra flere gange. Men desværre vælger Karen Jespersens fløj at blive ved med at beskylde muslimer for ekstremisme, selv om det ikke har hold i virkeligheden«.

Man skulle tro, at der også fandtes professorer, der er enige med regeringen. I så fald kunne man jo sætte professorernes argumenter op imod hinanden og få en mere interessant artikel med flere lærde argumenter overfor hinanden. Så ville man samtidig undgå den utilsigtede konsekvens at man forledes til at tro at, der på Politiken opereres med ideen om et objektivt synspunkt, hvorefter alt kan måles og at Politiken med fuldt overløg skulle kunne finde på at postulere at regeringens holdninger skulle være direkte videnskabeligt forkerte.

Men alligevel har professoren ret i at Wahid Petersen ikke er ekstremist og som Hougaard rigtigt siger taler Petersen heller ikke med to tunger - hvilket ingen i øvrigt har påstået, men sådan tjener stråmændene de røde. Abdul taler lige ud af posen men i mnodsætning til Karen Jespersens opfattelse repræsenterer han en meget moderat islam. Abdul har faktisk bøjet sine holdninger ud over rimelighedens grænser, som et af de famøse citater viser fra Kristeligt Dagblad

Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme.

De ting, som er givet i Koranen eller af Profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik, vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer, og ville dermed have stillet os selv udenfor Islam.

Det får du naturligvis ikke nogen muslim til at gøre.

Når Allah har foreskrevet en så voldsom og uhyggelig straf, skal det forstås på rette måde. For det første er det meningen, at folk ikke skal begå hor, og Allah har derfor stillet en straf i udsigt, som kan få de fleste til at holde sig fra det.

Du skriver, at denne handling almindeligvis ikke opfattes som en forbrydelse. Det er for så vidt rigtigt nok, set ud fra en moderne vestlig tankegang, hvor selv det kristne forbud mod hor bliver ignoreret blandt kristne.

Men det er sandelig ikke rigtigt set i en global sammenhæng. Og i Islam forbliver hor og utugt forbudt, uagtet hvilken vej vinden blæser.

(…)

Så hvor forfærdelig strafformen end er, så er den givet af Gud selv, og det er derfor ikke op til mennesker at ændre den.

Det er klar tale og en meget præcis indføring i islamisk tankegang, som jeg vil opfordre alle apologeter til at læse og især islamforsker Jørgen Schøler Nielsen. Abdul er nærmest skræmt over Allahs påbud og prøver endda at nedtone konsekvenserne så det ikke skal blive virkelighed, hvilket strider noget imod meningen for hvis Gud har sagt det kan det vel ikke være så farligt?

Wahids monolitiske udlægning er banal islamisk historie og logik. Da shariaen blev skrevet færdig efter de første århundreder af islams grundlæggelse blev det fra de lærde ganske logisk sagt at fortolkningens porte var lukket. Der er nemlig ikke så meget at diskutere når den almægtige selv har formuleret sig og tiden er intet for den Evige og det er, hvad Wahid pointerer på sin underdrevne jyske facon. Sharia er, som han rystet bemærker grusom og uhyggelig og forfærdelig og ikke til diskussion, hvor formen er utvetydig (man kan undre sig over at Skaberen taler tvetydigt. Var han fuld eller er det i realiteten Ham, der taler med to tunger?). Wahid Petersen leverer en sober analyse af islamisk tænkning der underkender Schøler Nielsens forskning og han er selvfølgelig tilhænger af sharia fordi man ikke kan andet, som muslim.

Hvorfor Hougaard ikke har problemer med Wahid Petersens syn på grusomme og uhyggelige straffe over kvinder der praktiserer deres ret til egen krop og seksualitet står hen i det uvisse. Men at Hougaard dermed betragter Wahids tilslutning til stening og grusomme og uhyggelige straffe, som noget der er repræsentativt for den brede gruppe burde han tage upfront med Schøler Nielsen, der jo mener, at den shariatænkning Wahid repræsenterer kun genkendes hos “et lille ekstremt mindretal“.

Den megen forvirring mellem politikerne og eksperterne bunder i det ubehagelige faktum at islam er en ekstrem religion i sig selv, hvorfor Wahid Petersen ikke kan betegnes som en ekstrem muslim blot han påpeger de mest banale trossætninger. Man kan heller ikke underkende hans holdninger i forhold til ekstremisme da man ville udelukke alle imamer og størstedelen af de muslimske borgere, hvilket jo ville være meningsløst, hvis man ville have dem i tale. Forskellen på Wahid Petersens islam og de unge brushoveders han ifølge Hougaard skulle opdrage på er at Petersen vil gennemføre grusomme, uhyggelige og forfærlige straffe for at være menneske og især kvinde - i god ro og orden! Det logiske er selvfølgelig at underkende islam som trossamfund i Danmark og behandle tankegodset på linie med nazismen fra Folkeskolen til Danmarks Radio, hvor programmer, som Hitlers Henchmen blev vist sammen med Muhammeds Madmen med protrætter af en 1400 år lang serie af mullaher, sheiker, imamer osv. i båndsløjfe.
Det skal i øvrigt lige med til Wahid Petersens udlægning af kristendommen at kristendommen kun har to bud; at elske henholdsvis Herren og Næsten og at forvaltningen af disse bud er op til den enkeltes samvittighed. Begrebet næstekærlighed kan måske endda indflettes i en eller anden lummergøjs scorereplikker, skønt Gud ser ind i hjertet på den enkelte. Men hor er altså ikke en del af et lovkompleks. Noget andet er at hor repræsenterer et svigt af ægtefællen og dermed et svigt af næsten, men her er der tale om sex ved siden af ægteskabet og ikke sex udenfor ægteskabet. Wahid blander tingene sammen, men det er nok fordi at han er lidt smådum.

2 Kommentarer »

  1. Læg mærke til at Jørgen Schøler Nielsen eksplicit siger at man kan komme med en “nøgtern videnskabelig definition af islam” (hvor ved han står i modsætning til mange af sine kolleger) - så må der selvfølgelig også være en definition af sharia: Og den kommer fesser selv med, godt nok noget nølende “»Sharia er alle mulige forskellige ting og er ikke nødvendigvis afhugning af hænder og stening…

    “Ikke nødvendigvis” er bestemt ikke nogen afvisning af disse modbydelige straffe, som vi på baggrund af fessers udsagn må konkludere ligger inden for en nøgtern videnskabelig definition af islam.

    Comment by Sobieski — February 12, 2009 @ 12:06 pm
  2. Hov, hov, stening er jo ikke noget man sådan bare gør.
    Hr. Petersen har flere gange understreget, at der skal være indtil flere muslimske lærde, der er enige om straffen for at den kan finde sted.
    Og det er jo stærkt beroligende…………..

    Comment by Gert Petersn — February 14, 2009 @ 11:15 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress