Søren Espersen blæser til 2. Halvleg af kulturkampen

Diverse — Drokles on December 29, 2008 at 3:00 am

Dansk Folkepartis medstifter og 2. næstformand og tillige medlem af Præsidiet langer i et læserbrev i Jyllands-Posten voldsomt ud efter Socialistisk Folkepartis gruppeformand og ordfører galore Ole Sohn, som han direkte sammenligner med den kendte danske nazist Fritz Clausen. Et så hårdt angreb på en politiker fra andet geled af en politiker ligeledes fra andet geled er meget bemærkelsesværdigt.

De sidste danske afdelinger af nazistpartiet, DNSAP, og kommunistpartiet, DKP, blev anført af henholdsvis dyrlæge Frits Clausen og af skolelærer Ole Sohn. Deres skæbner skulle blive så vidt forskellige, om end de to havde så meget til fælles, både hvad angår tankegods og ideologi:

Kunne drille hinanden
Begge veluddannede, velformulerede, præsentable, og begge i 30′erne, da de overtog lederskabet af de danske afdelinger af udryddelses-ideologierne; Frits Clausen som 39-årig i 1933 og Ole Sohn som 34-årig i 1987, efter at han havde siddet med i DKP’s Centralkomité siden 1981.

Havde Frits Clausen og Ole Sohn levet på samme tid, kunne de måske nok i venskabelighed have drillet hinanden lidt med, hvilket af deres partier, der nåede at få udryddet flest mennesker - og Ole Sohn havde vistnok vundet denne lille kappestrid. Men ellers bør der ikke have været den store uenighed mellem Clausen og Sohn, for de ideologiske forskelle mellem DNASP og DKP kan jeg ikke få øje på.

Men skæbnerne blev altså vidt forskellige.

Da nazistyret var nedkæmpet i 1945, var det samtidig slut med naziføreren Frits Clausen. Fornedret, hadet og hånet blev han smidt i Vestre Fængsel, hvor han - velfortjent i øvrigt - afgik ved døden to år senere. Han holdt til sit sidste åndedræt fast ved sin perverse udryddelses-ideologi.

Det samme kan ikke siges om kommunistføreren Ole Sohn.

Aldrig så snart kommuniststyret var nedkæmpet i begyndelsen af 1990′erne, surfede han cool og elegant fra DKP og over i det en anelse mere stuerene SF. Og ikke nok med det: Han begyndte i samme sekund at bekæmpe og jage kommunister.

Kulturkampen er således blæst i gang igen efter en 1. halvleg, hvor det kulturkonservative manifesterede sig selv og vandt evnen at formulere virkeligheden. Tillige blev nazikortet, der indtil da havde tilhørt venstrefløjen nu spillet begge veje. Men hvor venstrefløjen brugte det ofte og i flæng om alt og alle vedrørerende Dansk Folkeparti og andet indvandringskritisk var den kulturkonservative brug grundlæggende teoretiske sammenligninger mellem ideologier.

Søren Espersens angreb på Ole Sohn er et nyt kapitel, hvor nazismen - det symbolske og folkelige ord for det lettere diffuse og sværere tilgængelige ord totalitarisme - søges placeret entydigt hos venstrefløjen, men denne gang og langt mere effektivt, som en “menneskelig historie”, der i sin essens kræver et responsum. Det er et spil om aben og Espersen har effektivt blæst til angreb. Vi ser frem til fortsættelsen.

1 Kommentar »

  1. Her har S.E. fat i den lange ende. Venstrefløjens årelange, letsindige og til tider nederdrægtige dæmonisering af anderledes tænkende var og er en farlig boomerang, som har været længe undervejs.

    Som du netop sætter fingeren på, Drokles, tænker tilhængere af idealstaten - utopister, nazister, kommunister, islamister og mange politiske idealister/naivister (på venstrefløjen især) i princippet ganske ens. Når de får magt, som de har agt, helliger deres mål altid deres midler. Forklædningerne er tilsyneladende uskyldige, mangfoldige og fantasifulde, men endemålet om totalitarisme og ensretning bag piruetter og krumspring er identisk. Symbolerne hammer og segl, hagekors - Mein Kampf, Koranen, tusindårsrigerne, Det tredie Rige og Kalifatet eller folkeforførerne Stalin, Hitler og Muhamed kan i den sammenhæng uden videre sidestilles, for det hele er et fedt.

    Man kan også se, at netop blandt de personer i den hjemlige heksekedel, der har skræppet højest og mest ondskabsfuldt, befinder tilhængerne af den totale kontrol sig. Ole Sohn er pænheden selv, men hans briller skjuler ingenting. Også Gromyko og Beria var glatbarberede og begge bar en tilsvarende form for brilleglas.

    Så længe tilhængerne er langt fra målet, bruger de andre midler. De fjerner omhyggeligt opmærksomheden fra det, de har i sinde, ved at pege på dem, de anser for deres fjender, dæmonisere dem og beskylde dem for alt det, de frygter hos sig selv. Tyv tror, hvermand stjæler, som man siger.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — December 29, 2008 @ 2:30 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress