Glimrende beskrivelse af Jesus og kristendommen

Diverse — Drokles on December 23, 2008 at 4:10 pm

Fra Jylland-Posten

Men frihed og ytringsfrihed og religionsfrihed er ikke en naturgiven ting. Det minder Durban II os om. Vil vi fortsat nyde julens gode gaver i form af frihed og respekt for det enkelte menneske, håb og mod på tilværelsen, så skal evangeliet lyde. Så skal budskabet ikke ud i en relativistisk discountudgave, men som et glædeligt budskab om at være vejen og sandheden til frihed for hele folket.

Julen kan ikke nedskrives til stemning. Evangeliet har givet det enkelte menneske en frihed og et håb, som ingen menneskelig institution formår. Kvinden var på Jesu tid mandens ejendom og uden ret til skilsmisse - og som ugift faderens ejendom. Hendes rettigheder var begrænsede. Hun kunne ikke som manden kræve skilsmisse. Men hos Jesus er hun ikke blot en satellit til manden, men et selvstændigt menneske. Tilsvarende med barnet.

Sabbatten, helligdagens overholdelse vogtede farisæerne over, fordi den var til for sin egen skyld, for Guds skyld, ikke for menneskene, ikke for at imødekomme deres behov. Farisæernes gudsforhold var båret af ærefrygt og ubetinget lydighed. Jesus gjorde radikalt op: mennesket blev ikke skabt for sabbattens skyld, men sabbatten for menneskets. Og på samme måde blev kvinden helbredt uden at skele til ugedag, for hele hans liv var båret af et opgør med den religiøse og samfundsmæssige lov som var et og det samme, når den forhindrede medfølelsen i at udtrykke sig.

Og han sagde: »Hør og forstå: Ikke det, som går ind i munden, gør mennesket urent, men det, der går ud ad munden, gør mennesket urent.« Og han uddybede det med at alt, hvad der kommer ind i munden, går ned i maven og føres ud på det dertil bestemte sted? men dét, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og dét gør mennesket urent. Thi fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser. Det er den slags ting, som gør mennesket urent, men at spise med uvaskede hænder gør ikke mennesket urent.

Og da farisæerne havde truffet beslutning om at fange ham i ord og kælent spørger: »Hvad synes du, har man lov til at give kejseren skat eller ej?« Og Jesus mærkede deres ondskab og vidste at det var en fælde og svarede: »Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er«.

Og de kom med kvinden, som var grebet i hor. Forarget ville de gribe til den kollektive straf og stene hende. Men Jesus satte den kollektive straf ud af spil og sagde: Den af jer som er syndfri kaster den første sten. Og stenene blev liggende. Det var lidt sværere at have et personligt ansvar end at dække sig ind under kollektivets lov. Det er lettere at handle ud fra en religiøs lov og ideologi end selv at stå til ansvar, at handle med sin samvittighed.

De jødiske skriftlærde regnede med 613 bud. Jesus afviste det hele og henviste i stedet til det dobbelte kærlighedsbud - du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv - som det største af alle, hvorved alle de andre er dybt overflødige. At leve er at elske her og nu.

Jesus kendte godt til samtaler. Han sagde jeres tale skal være »ja, ja eller nej, nej«. Ganske vist kendte han ikke begrebet ”dialog”, men samtalen med farisæerne var ikke så meget om, hvad de var enige om, men om hvor vandene skiltes.

Det skortede ikke på andre religioner, for tiden var synkretistisk. Jesus opfordrede ikke til ”dialog”, men til mission: »Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple.« Han lyttede til barnet og kvinden, den søgende og spørgende, den glade og sørgende. Og han gik ind i en samtale, hvor ord forløste og skabte frihed og håb. Ofte fik samtalerne karakter af ”stridssamtaler”, hvor Jesus fortalte, at Gud havde ladet nyt ske på jorden, som der ikke kunne gives køb på. Og de blev forargede, søgte at fange ham i ord. De stræbte ham efter livet for med vold at slå ham ihjel. Jesus brugte skarpe ord om de religiøse vogtere, som lavede tilværelsen til en pestilens for folket: Ve jer, i skriftkloge og farisæer, I hyklere, Ve jer, I blinde vejledere. I dårer.

Og Jesus blev forfulgt og talrige af de første kristne blev forfulgte eller endte som martyrer. Men de holdt fast ved evangeliet. Og i dag er en stor del af de forfulgte i verden fortsat kristne, og forfølgerne er ofte muslimer. De kristnes frihed var forankret i Jesu ord: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. Der er ikke tale om flere veje, flere sandheder, men en frihed som ikke er til fals.

Paulus skriver: »Lad jer derfor ikke underkaste en ny lov«. Det skæbnesvangre er, når relativismen får lov at sætte spørgsmålstegn ved den vundne frihed og ytringsfrihed under dække af kulturel diversitet og mangfoldighed. For netop troen på, at Jesus er sandheden og vejen og livet, har været det klare og enkle budskab, som har skabt håb i mørket. Han er ikke blot en af vejene, nej han er sandheden for os døbte.

Læs den hele.

3 Kommentarer »

  1. Ifølge Tøger skal der stå det “på Jesus’ tid” og ikke “på Jesu tid”

    http://blog.politiken.dk/lederpladsen/2008/12/23/julebudskab-religion-skal-der-ogsaa-vaere-plads-til/

    Altså!

    Comment by Michael Sjøberg — December 27, 2008 @ 1:50 pm
  2. Man bør erindre sig det uigendrivelige faktum, at kristenlegen, - i lighed med alle såkaldte “religioner, - naturligvis er en gang infantilt menneskeopdigtet overtroisk barnepladder i samme kategori som nisser, trolde og afskyelige snemænd.

    Comment by Ger Petersen — December 28, 2008 @ 10:46 pm
  3. Hr. Petersen glemte at inkludere “politik” i sin remse.

    Comment by Michael Sjøberg — December 29, 2008 @ 2:55 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress