Jakob Illeborgs samfundsramme

Londonistan, Multikultur, islam — Drokles on December 22, 2008 at 6:45 am

Det er en særlig følelse at læse Politiken og da den lå frit fremme på mit arbejde kunne jeg ikke dy mig for at genopfriske dette særlige segments univers. Sektion 2 indeholder de saftige debatsider og her gør Jakob Illeborg, som en forlængelse af hans bog om samme emne en Iagtagelse, nemlig at danskerne er blevet sig selv nok. Og det er en iagtagelse man aldrig bliver træt af på Politiken.

For nylig talte jeg med den britiske minister for racerelaterede anliggender og sameksistens, Sadiq Khan, der selv er muslim. Ligesom Garton Ash mener han, at Storbritannien har noget at lære os andre, når det gælder den svære - og formodentlig nødvendige - kunst at få etableret en samfundsramme, der appellerer til andre end os selv : »Storbritannien er det lysende eksempel på, at det kan betale sig at skabe en ramme, hvor folk har lov til at leve vidt forskellige liv med forskellig etik og religiøse værdier, så længe de respekterer landets lov og ret. Vi skal turde indlemme elementer af anderledes skik og brug, f.eks shariaprincipper for muslimerne«, sagde ministeren.

Det er jo godt at danske Jakob Illeborg sådan kan gå og føre samtaler med engelske ministre. Men loven er jo ikke blot en tom ramme, men en afspejling af samfundets normer og moral. Hvad skal være lovligt, hvad skal være pligter og hvad anses for skyld. Overensstemmelsen mellem borgernes selvfølgelige opfattelse af ret og vrang og så loven er afgørende for den tiltro borgerne har til samfundet og til hinanden.

At en muslim mener at sharia skal være en del af England overrasker ikke, men at erfaringerne med sharia i andre dele af verden ikke gør mere indtryk på englænderne og Jakob Illeborg gør derimod og man må spørge, hvem det er man gerne vil appelere til med sin “samfundsramme”, hvis ikke til en selv?

Men sådan skal England åbenbart være et lokalt forsøg på et verdensamfund, som vi andre skal tage ved lære af. Jeg foretrækker nu at se forsøget helt til ende først, for det ser unægteligt ud, som om det koger over. Antydningen af det scenarie ligger allerede i Illeborgs egne ord.

Briterne har turdet satse på at skabe en positiv ramme for sameksistens. Det betyder ikke, at det britiske system på nogen måde er perfekt, og dele af den britiske tilgang til terrorbekæmpelse er direkte bekymrende.

Hvad Illeborg ser som et paradoks mellem den bekymrende tilgang til terrorbekæmpelse, der i sit væsen er et frontalangreb på den personlige frihed ser jeg, som en naturlig konsekvens. Modsætningerne mellem gruppperne trænger sig stadig mere på og ingen kan undslippe den konflikt i et samfund, der definerer individdet som kulturbærer tilhørende en gruppe. Hvad livets essens handler om er kulturelt specifikt og det er selvsagt hjerteblod i enhver kultur. Intet kompromis eller møden på halvvejen er mulig og at søge at gøre alle tilfredse fra samfundets side ender med at gøre alle utilfredse. Og hvem har skylden for ens fremmedgørelse, hvis ikke “de andre”?

De engelske myndigheder har siden metrobomberne optrevlet mere end 20 attentater, hvor den mest spektakulære omhandlede bombningen af 7 fly over Atlanten. Hadet til den engelske samfundsramme er indlysende gevaldigt! Spørgsmålet man stiller sig i England er, hvornår og ikke, hvis det lykkes for en endnu større terroraktion med en “beskidt” bombe. Et andet spørgsmål er, hvornår andre gruppers forhold til “samfundsrammen” udmønter sig i had og gengældelse, for det er deres eftergivenhed man søger at veksle til tilfredsstillelse af den evigt sultne islam.

3 Kommentarer »

  1. ØH- nu læser jeg ikke Politikken, men jeg tror nu ikke lige, det var det Khan sagde, jvn.

    Gordon Brown’s new minister for race relations has attacked sharia courts, insisting that the Muslim community in Britain is not “advanced” enough to have its own legal system.
    Sadiq Khan, whose comments will have added impact because he is a Muslim himself, has also warned that the growing number of tribunals based on Islamic codes could entrench discrimination against women.

    http://www.timesonline.co.uk/tol/news/politics/article4926612.ece

    Men Illesøe er simpelthen en plage, og ofte direkte uhæderlig. Han må godt have sine meninger, men som oftest så er de facts han begrunder dem med løgnagtige, eller har et noget selektivt forhold til virkeligheden.
    Iøvrigt selvom Khan mente det ville han aldrig sige det han er citeret for. Den nye Brown regering er decideret strammet op med hensyn til folk der er kritiske over ko nsekvenser af indvandringen.

    Comment by Niels C — December 22, 2008 @ 10:59 pm
  2. “For nylig talte jeg med den britiske minister for racerelaterede anliggender og sameksistens, Sadiq Khan”

    Hvorfor ser man for sig en mand komme marcherende ind på sit ministerkontor iført sort uniform og blankpolerede ridestøvler?

    Comment by Michael Sjøberg — December 24, 2008 @ 1:31 pm
  3. i weekendavisen nr. 52 - 23. dec. 2008 (Ideer-s.9) under overskriften ‘Skridtvis ingeniørkunst’ beskæftiger Jørgen Møller fra Aarhus Universitet sig bl.a. med filosoffen Poppers bog ‘Det åbne samfund og dets fjender’. Det er en let læst og af mere seriøse grunde også en aldeles glimrende artikel, der ikke mindst sætter denne postering i perspektiv. En ganske udramatisk sætning i artiklen er ikke kun blevet hængende i min bevidsthed, men er endt med at blive helt central. Jævnt og upåfaldende skriver Jørgen Møller følgende:
    ‘…Men Popper var med til at give den demokratiske tanke en selvbevidsthed, som den ganske manglede i Mellemkrigstiden…’
    En fantastisk bemærkning, fordi man næsten ikke lægger mærke til dens skæbnesvangre betydningsindhold. Vil man for eksempel forstå, hvorledes det kunne gå til, at højt begavede ikke blot valgte side, men valgte til ‘den forkerte side’ dengang, giver Jørgen Møller med sin enkle sætning det nærmeste, man kommer en selvfølgelig forklaring på valget. Alle diskuterede for og imod. Som nu. Handlekraft, fremdrift, forandring og vejen til et bedre liv var ikke det indtryk, man havde af det impotente demokrati i Weimarrepublikkens dage. Valget var derfor enkelt, valget var let, valget blev forkert. Eftertiden har i bagklogskabens hjerteskærende klare lys været usædvanligt hård ved fortiden uden at forstå, at det samme rører sig i nutiden.

    Det er selvfølgelig i dag lige så svært at vælge som dengang, fordi vi står over for ældgamle udfordringer i ny forklædning. I dag synes de samme fortalere stadig at have meget lettere ved at vælge forkert end at vælge rigtigt, måske fordi ‘det forkerte’ er så tillokkende et svar på alt. Læs Jørgen Møller og bliv klogere. Det er folkeoplysning, når det er bedst. Jeg kan kun sige, at vi har meget at takke pragmatikeren, Karl Raimund Popper for.

    Med venlig hilsen og fortsat god jul til alle

    Comment by Emeritus — December 25, 2008 @ 5:23 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress