Det er en særlig følelse at læse Politiken og da den lå frit fremme på mit arbejde kunne jeg ikke dy mig for at genopfriske dette særlige segments univers. Sektion 2 indeholder de saftige debatsider og her gør Jakob Illeborg, som en forlængelse af hans bog om samme emne en Iagtagelse, nemlig at danskerne er blevet sig selv nok. Og det er en iagtagelse man aldrig bliver træt af på Politiken.

For nylig talte jeg med den britiske minister for racerelaterede anliggender og sameksistens, Sadiq Khan, der selv er muslim. Ligesom Garton Ash mener han, at Storbritannien har noget at lære os andre, når det gælder den svære - og formodentlig nødvendige - kunst at få etableret en samfundsramme, der appellerer til andre end os selv : »Storbritannien er det lysende eksempel på, at det kan betale sig at skabe en ramme, hvor folk har lov til at leve vidt forskellige liv med forskellig etik og religiøse værdier, så længe de respekterer landets lov og ret. Vi skal turde indlemme elementer af anderledes skik og brug, f.eks shariaprincipper for muslimerne«, sagde ministeren.

Det er jo godt at danske Jakob Illeborg sådan kan gå og føre samtaler med engelske ministre. Men loven er jo ikke blot en tom ramme, men en afspejling af samfundets normer og moral. Hvad skal være lovligt, hvad skal være pligter og hvad anses for skyld. Overensstemmelsen mellem borgernes selvfølgelige opfattelse af ret og vrang og så loven er afgørende for den tiltro borgerne har til samfundet og til hinanden.

At en muslim mener at sharia skal være en del af England overrasker ikke, men at erfaringerne med sharia i andre dele af verden ikke gør mere indtryk på englænderne og Jakob Illeborg gør derimod og man må spørge, hvem det er man gerne vil appelere til med sin “samfundsramme”, hvis ikke til en selv?

Men sådan skal England åbenbart være et lokalt forsøg på et verdensamfund, som vi andre skal tage ved lære af. Jeg foretrækker nu at se forsøget helt til ende først, for det ser unægteligt ud, som om det koger over. Antydningen af det scenarie ligger allerede i Illeborgs egne ord.

Briterne har turdet satse på at skabe en positiv ramme for sameksistens. Det betyder ikke, at det britiske system på nogen måde er perfekt, og dele af den britiske tilgang til terrorbekæmpelse er direkte bekymrende.

Hvad Illeborg ser som et paradoks mellem den bekymrende tilgang til terrorbekæmpelse, der i sit væsen er et frontalangreb på den personlige frihed ser jeg, som en naturlig konsekvens. Modsætningerne mellem gruppperne trænger sig stadig mere på og ingen kan undslippe den konflikt i et samfund, der definerer individdet som kulturbærer tilhørende en gruppe. Hvad livets essens handler om er kulturelt specifikt og det er selvsagt hjerteblod i enhver kultur. Intet kompromis eller møden på halvvejen er mulig og at søge at gøre alle tilfredse fra samfundets side ender med at gøre alle utilfredse. Og hvem har skylden for ens fremmedgørelse, hvis ikke “de andre”?

De engelske myndigheder har siden metrobomberne optrevlet mere end 20 attentater, hvor den mest spektakulære omhandlede bombningen af 7 fly over Atlanten. Hadet til den engelske samfundsramme er indlysende gevaldigt! Spørgsmålet man stiller sig i England er, hvornår og ikke, hvis det lykkes for en endnu større terroraktion med en “beskidt” bombe. Et andet spørgsmål er, hvornår andre gruppers forhold til “samfundsrammen” udmønter sig i had og gengældelse, for det er deres eftergivenhed man søger at veksle til tilfredsstillelse af den evigt sultne islam.