Æresdrab skyldes kultur

Forbrydelse og straf, islam — Drokles on December 18, 2008 at 8:56 am

I Weekendavisen 17/12 prøver en Nur Beir, der er uddannet i engelsk litteratur at fratage kultur skylden for æresdrab. At det er kultur og ikke islam hænger sammen med særlige tyrkiske forhold, som vi skal se senere. Jeg kender ikke undersøgelsen og ved derfor ikke, hvorledes et æresdrab defineres nærmere og, hvorledes de tælles op (jalousidrab sammenblandes ofte) eller, hvor stort et eventuelt skyggetal er. Det er kun artiklen af Nur Beir, der her står for skud for sine afsindige udsagn.

En ny tyrkisk rapport, som kortlægger fænomenet æresdrab , rummer flere overraskende oplysninger og konklusioner og indebærer, at vi må revidere flere af vores hidtidige forklaringsmodeller. Undersøgelsen bygger på tal fra 81 tyrkiske provinser i perioden 2000-2005. For det første fremgår det, at mænd også er ofre for æresdrab , og at antallet af mandlige ofre (710) er højere end antallet af kvinder (480). Derudover viser rapporten, at gerningsmanden generelt er en mand (1413), men nogle gange en kvinde (180).

Vi kan altså straks smide den kønsbaserede forklaringsmodel i skraldspanden, eftersom der må være meget mere på spil end kvindehad, når der er henved 30 procent flere mandlige ofre end kvindelige, og når knap én ud af syv mordere er en kvinde. Det fremgår også af rapporten, at antallet af æresdrab stiger, i takt med at uddannelsesniveauet falder. Det betyder, at vi ikke kan forklare æresdrab med, at det er kulturelt betinget.

En undersøgelse tager udgangspunkt i et muslimsk land leder altså til at æresdrab ikke er kulturelt på bagrund af indre forskelle i intensitet mellem by og land. Den vinkel udspringer af en tyrkisk selvopfattelse i skellet mellem Attatürks moderne nationalstat og den islamiske sump den hviler på. Derfor kan man længere nede i teksten læse “Hidtil har man anset æresdrab som en kurdisk problematik, særlig for landområder med et flertal af oprindeligt kurdiske borgere.“, der om noget afslører en formaning til en civilisatorisk anstændighed som tyrkere skal identificere sig selv med overfor det primitive de forsøger at distancere sig i forhold til.
Det er bemærkelsesværdigt at forfatteren konkluderer at æresdrab ikke er kulturelt betinget fordi antallet af æresdrab falder i takt med at uddannelsesniveauet stiger da det jo ikke forsvinder. Det vil sige at det netop ikke er et spørgsmål om uddannelse, der er styrende for den opfattelse, der fører til barbariet siden den trives blandt uddannede blot i mindre grad. Når, der er forskel på grusomhederne i by og land er det ikke så meget uddannelse (imamer er jo også uddannede) eller økonomi (man bliver ikke et bedre menneske af at have mange penge) så meget, som, at det religiøse aftager med det moderne, der præger byerne. Dels fordi det er lettere for individdet at undgå kleresiets åndstyranni med den nedsatte mulighed for social kontrol og dels fordi den moderne og vestligt indspirerede tyrkiske stat lettere kan håndhæve den vestligt inspirerede lov og bekæmpe det islamiske uvæsen man ser i kontrast til den tyrkiske nation.

Den tyrkiske rapport er udarbejdet af Statsministeriets Menneskerettighedspræsidium, og den viser desværre også, at antallet af æresdrab er steget støt siden 2003. Trods forbyggende social indsats er der i alt begået over 1100 æresdrab i løbet af de sidste fem år.

Så meget for teorien om socioøkonomiske forhold for at tage den i opløbet. Stigningen i æresdrab ses ifølge forfatteren også i de store byer, men det tilskrives de mange analfabeter, der flytter fra land til by og medtager deres vaner (hvorledes er ideen om at myrde sit afkom i første omgang opstået?). Interessant ville det her også være om disse familier har større eller mindre tendens til at forfalde til æresdrab. For med den øgede frihed fra det sociale pres, som byen tilbyder følger flere konflikter med det traditionelle. Og er der nogle indikationer, der viser om det traditionelle vinder ind på det moderne og eroderer Atatürks nationalstat eller om den blodige kamp blot er en naturlig overgang mens byen opløser de tilflyttedes normer?

En anden tyrkisk undersøgelse om æresdrab - netop publiceret af Det Sociologiske Fakultet ved Dicle Universitet for TUBITAK (Tyrkiets Videnskabelige og Teknologiske Forskningsråd) - understøtter konklusionerne i Menneskerettighedspræsidiets rapport, især hvad angår æresdrab som et socialt fænomen med henvisning til økonomiske incitamenter.
TUBITAK-undersøgelsen baserer sig på kvalitative interviews med 190 fanger i landets 46 fængsler. De er alle dømt for at have begået æresdrab , og det iøjnefaldende er, at over 50 procent af de interviewede drabsmænd forsørges af ofrets familie og erklærer, at de ikke har vanskeligheder med det økonomiske resten af deres liv.

Ofrets familie er i mange tilfælde drabsmandens svigerforældre, og det vil sige, at »livslang forsørgelse« indgår som et underforstået krav for udførelse af æresdrabet. Et æresdrab kan for en del af de mandlige morderes vedkommende altså også forklares som et praktisk redskab til en livslang overførselsindkomst bestående af dagpenge plus alderdomspension.

Man må spørge sig selv om hvad det for nogle tanker, der rører sig i ofrenes familier, der tilskynder dem til at belønne deres kæres mordere. Hvis altså, at man ser bort fra at ofret måske ikke opfattes, som offer, men, som den egentlige forbryder, der har krænket sin egen families opfattelse af ære. Ofattelsen af ære er ganske kulturelt betinget - faktisk er ære et kulturelt begreb. Det er sjældent at man ser så store selvmål i en kronik. Eller det vil sige lige indtil at man ufrivilligt får serveret et fremragende bevis på islams skadelige påvirkning af menneskets hjerne.

I hvilket omfang kan sociale faktorer påvirke personens psykologi og hjernefunktioner? En undersøgelse fra 2007 foretaget af Institut for psykologi på Smith College i Northampton viser, at stereotype sociale beskeder påvirker hjernen selektivt: Positive beskeder producerer betydeligt mere effektive neurale strategier end negative beskeder gør.

Undersøgelsens referenter bestod af unge piger, der blev delt op i to grupper. Den ene gruppe fik at vide, at de havde et lavt rumligt intelligensniveau, den anden gruppe fik ikke den besked. Alle referenterne blev efterfølgende hjernescannet, og senere målte en test deres rumlige intelligens. Når man sammenlignede scanningsresultaterne med testresultaterne, viste det sig, at pigerne i den første gruppe fik langt dårligere resultater i testen sammenlignet med pigerne i den sidste gruppe.

Lektor Ph.d. Maryjane Wraga, der stod for undersøgelsen, forklarer resultatet med, at negative beskeder øger aktiviteten i det hjerneområde (posterior singulum), der styrer negative følelser som vrede og ængstelse. Der observeres et tilsvarende nedsat aktivitetsniveau i de af hjernens områder, der styrer visuel bearbejdnings- og komplekse hukommelsesfunktioner.
Frygt, angst og bekymring er altså socialt påvirkelige følelser og overdøver de hjerneaktiviteter, der styrer personens dømmekraft. Et forhold, der gør sig gældende i mange sociale sammenhænge, hvor negative beskeder fra omgivelserne er rigeligt til stede. Med de nye rapporter i hånden må forskerne i gang med at give de klassiske teorier om æresdrab et eftersyn. Fremover bør fokus rettes mod mennesket som et biologisk og socialt væsen - ikke et køn, kultur og etnicitet forstoppet mekanisk væsen. Den nye tyrkiske undersøgelse er en indrømmelse, den amerikanske undersøgelse er et bevis. Den nye tilgang vil ikke kun være mere menneskeværdig, men kan også bedre gribe fat om nældens rod.

Det er ikke let når man forveksler det sociale med det socioøkonomiske. Det er lidt vigtigt at gøre sig klart, hvorledes ordene bruges i de forskellige sammenhænge før man udlægger videnskabelige undersøgelser. Det er heller ikke let når man ikke forstår af man socialiseres ind i kultur og derved samtidig med at være et biologisk og socialt væsen også er et udtryk for kultur (overlejret socialisering).

Men alligevel er det godt at hun direkte peger på islams skadelige virkning på menneskets potentiale, skønt hun ikke er klar over det. For den islamiske opfattelse af verden ringeagter kvinden i forhold til manden og den fortæller ikke blot at mennesket har et “lavt rumligt intelligensniveau“, men rent faktisk ikke har en fri vilje og at det er en synd at indrette samfundet efter fornuften. Om disse forudsætninger sætter sig spor i virkelighedens islamiske samfund skal jeg ikke forfalde til afgøre, men blot til slut runde af med det rene galimatias.

Der kan umiddelbart være en række svagheder i en sammenligning mellem Danmark og Tyrkiet. For det første taler man om to vidt forskellige kulturer og økonomier. For det andet forekommer æresdrab i Danmark i forskellige medborgergrupper, ikke kun blandt tyrkerne, og der kan være tale om varierende nuancer grupperne imellem.

Kvinder! De kommer aldrig op af hængedyndet. Tankens himmelflugt er ikke for dem!“, som Lauritz “Røde” Jensen siger i Matador.

7 Kommentarer »

  1. Det er en af de få gange hvor jeg har måtte opgive at færdiglæse en kronik. Den hænger simpelthen ikke sammen.

    Hvor tanken er flygtet hen må guderne vide, men den har helt sikkert mistet kontakt med jordoverfladen.

    Comment by Sobieski — December 20, 2008 @ 9:27 pm
  2. En enkelt faktor:
    Æresdrab ude i fjernereliggende landsbyer på den Anatolske højslette er meget lettere at effektuere, mørklægge og slippe varigt afsted med, end det er at slå ihjel i de store tyrkiske byer, hvor æresdrab risikerer at ende i retten. Gør det nogen forskel? - Ja, ikke kulturelt, men i byerne huserer civilret og ordensmagt trods alt langt mere effektivt og koncentreret i omfang og risiko end ude på landet. Fordi det er menneskeligt ikke kulturelt at vurdere risikoen for straf, er det nærliggende at antage, at antallet af æresdrab falder, jo tættere man er på bymæssig bebyggelse. Jo større risiko, desto forsigtigere. Men vi er endnu ikke i nærheden af at diskutere, hvad uddannelse gør ved meningsdannelsen og den kulturelle tradition, æresdrab. I ordet æresdrab ligger f. eks. ikke kvinde - kun ære som forudsætning.

    Som Sobieski havde jeg det svært med kronikkens overskrift, mangel på logik og og andre brist.

    Nyt for mig var dog (måske endda faktuelt sandt), at æresdrab skulle kunne medføre en større dødsrate i Tyrkiet blandt mænd end blandt kvinder.

    Med venlig hilsen

    Comment by Emeritus — December 21, 2008 @ 1:45 pm
  3. Nemlig emeritus og det er også en faktor jeg tager højde for i mine kvababbelser.

    “Dels fordi det er lettere for individdet at undgå kleresiets åndstyranni med den nedsatte mulighed for social kontrol og dels fordi den moderne og vestligt indspirerede tyrkiske stat lettere kan håndhæve den vestligt inspirerede lov og bekæmpe det islamiske uvæsen man ser i kontrast til den tyrkiske nation.”

    At mænd i højere grad er ofre for æresdrab undrer også mig og gør mig mere forbeholden overfor, hvorledes man definerer et æresdrab. Jalousi forveksles ofte med ære, men man kan også tænke på familiestridigheder. Det ville også kunne forklare nogle af de eksempler, hvor offerets familie betaler gerningsmanden i fængslet, som blodpenge.

    Comment by Drokles — December 22, 2008 @ 4:04 am
  4. Drokles, du skriver [...] “familiestridigheder. Det ville også kunne forklare nogle af de eksempler, hvor offerets familie betaler gerningsmanden i fængslet, som blodpenge.”

    Skal/er det ikke være omvendt??

    Comment by Per N — December 22, 2008 @ 7:24 pm
  5. Jeg kunne heller ikke læse den færdig (og forstå den). Men jeg synes at der en en vigtig pointe, nemlig, at der tit er økonomiske grunde til æresdrab, på samme måder ægteskaber også er bundet omkring en økonomisk ramme. Det man bytter med behøver ikke at være cool cash, men kan jo også være, magt, tilgodehavender, gammel gæld, forventninger om gengæld osv. Når man snakker om kultur glemmer man ofte at kultur ikke er en abstrakt størrelse, men oftest begrunder sig i matrielle værdier.

    Comment by Niels C — December 22, 2008 @ 11:05 pm
  6. Jo, jeg kan se pointen. Jeg tænkte i mørketal og hvorledes man ikke ved hvor mange, der er slået ihjel på begge sider og hvilket regnskab, der stadig er. Jeg må indrømme at sætningen i det nye lys ser pænt fjollet ud. Ce la vie.

    Comment by Drokles — December 23, 2008 @ 12:01 am
  7. “For det andet forekommer æresdrab i Danmark i forskellige medborgergrupper”

    Det er korrekt!
    Fænomenet ses som bekendt mest blandt etniske islændinge, svenskere og imigranter fra Færøerne.

    Comment by Ger Petersen — December 28, 2008 @ 10:49 pm

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress