Krarup om tunesersagen

Forbrydelse og straf, islam — Drokles on December 15, 2008 at 12:55 pm

Krarup lægger præmisserne på bordet i Jyllands-Posten

Ved at dyrke de såkaldte menneskerettigheder kan man undertrykke et folk og afvæbne dets selvforsvar, fordi denne højere, ideologiske retfærdighed altid kan frakende de virkelige mennesker retten til at forsvare sig selv og deres samfund. Det er dette, vi oplever ved menneskerettighedsdomstolen, der fratager de forskellige lande retten til at trække en grænse og sige et nej til en invasion, der vil fratage et folk retten til at være herre i eget hus. Åh nej, menneskerettighederne har et meget højere og finere perspektiv, siger domstolen. Menneskerettighedsdomstolen vil ikke vide af danskere og tyskere og andre nationer inden for et givet retsområde, men denne sværmeriske domstol med sit ideologiske sigte ophæver alle grænser og alle forskelle og ophæver dermed et sandt retssamfund for i stedet at tvinge alle folk ind i en universalitet eller en forskelsløshed, som i sidste instans er til gavn for forbrydere og attentatmænd.Vi er her ved selve kernen i lov og ret - ved den gældende ret i det konkrete, begrænsede retsområde. Og jeg kan ved denne lejlighed ikke lade være med at nævne et enkelt og meget karakteristisk, men også skæbnesvangert udslag af dette sværmeri, som fik dystre konsekvenser for Danmark. Det var i det danske folketing 2.juni 1983. Da var der anden behandling af den udlændingelovgivning, som havde lagt menneskerettighedsideologien til grund, hvad der som bekendt har hjemsøgt vort fædreland med ulykker, siden loven blev vedtaget. Venstres daværende ordfører hed Bjørn Elmquist, og han udtalte her disse mindeværdige ord til forsvar for loven: Vi kan nu sige, at vi i hvert fald herhjemme i vort eget hus gør, hvad vi kan, for ikke at diskriminere på national basis.

At diskriminere er at gøre forskel. Men hvis man i et land ikke må gøre forskel på dem, der er statsborgere, og dem, der ikke er det, så er landet ikke blot nedlagt, men så bliver lov og ret også hjemløs til fordel en lovløshed, der i kraft af nedlæggelsen kan brede sig uhæmmet i landet.

Det er dette, vi har oplevet siden 1983 - indtil systemskiftet i 2001 indtraf. Og det er samme forhold, der ligger bag problematikken med attentatmanden og Sandholm.

Læs den, for det er noget andet end det sædvanlige regelryttercirkus, der ofte diverteres med, når det handler om lov og ret og menneskerettigheder.

2 Kommentarer »

  1. Ja, læs den. Krarup fremfører et par solide pointer. Blandt andet omkring fy-ordet ‘diskrimination’. Hans ratio er tør og analytisk, men jeg er enig med ham.

    Herunder ‘menneskerettigheder’ og ‘idealstat’ set gennem mine briller:

    Om menneskerettigheder.
    Dem var jeg engang for, fordi vi alle er skabt i samme billede.
    Dem er jeg nu imod, fordi det viser sig, at de er identitetsnedbrydende, historieløse, fordi de ophæver landegrænser, nedlægger nationer og gør det umuligt at skelne ven fra fjende, tyranni fra demokrati. Vi kan end ikke diskriminere længere mellem morderen og hans offer eller udlænding fra borger i et land. Med dem kan man i enestående konventionel grad skalte og valte. Ingen lov og ingen ret kan længere modstå ren konvention.

    Så vidt er det kommet.

    Blandt andet derfor lever Kurt Westergård så oprørende tæt på sin bøddel, at menneskerettighederne nærmest anbringer de to på skødet af hinanden. Der er jo ingen forskel på dem. Bødlen har sine menneskerettigheder, hvad har Kurt? Intet andet. Tålt ophold og alt det der er kun styg gammelnational chikane, som er i vejen, og som vi og retsstaten ikke kan være bekendt på grund af universel konvention - provinsielle retstatsprincipper. Rend og hop.

    Om Idealstaten.
    Menneskerettighederne er blevet synonyme med multikulturalismens universelle grundlov - det socialkonventionelle verdensborgerfundament for en forestående global idealstat - frygteligere i sit perspektiv end både Sovjetkommunismen og Det tredie Rige. Med menneskerettighederne som kerne er denne nye type idealstat, Socialistisk Internationale i ny forklædning - endnu engang på en ny måde i stand til at udviske alle konturer mellem mennesker indbyrdes og de systemer, der kontrollerer dem.

    På grund af deres universelle og overstatslige karakter kan menneskerettighederne bruges og i længden vise sig endnu farligere som verdensstatsmonopol end Islams idealstat, kalifatet nogensinde når at blive.

    Derfor Durban I og Durban II. Alle med viljen til magt vil naturligvis have fingre i menneskerettighederne - alle tyranners moder. Islams strateger har indset, at menneskerettighederne er fremtiden (også med islamisk fortegn). Strateger ved godt, at menneskerettighederne som PRINCIP med et slag ophæver nødvendigheden af enhver grundlov sammen med retsstaten, hvis fornemste opgave i Vesten det ellers har været at kunne diskriminere. I stedet søger Islam tilpasningsvilligt indført en art sammensmeltning = religiøs selvbestaltning og med tiden sharia (= uden sekulær lov og ret), der jo alligevel er ophævet til fordel for menneskerettighederne. Diffuse mareridtstilstande for Vesten kan blive en følge, der får Kafkas mareridt til at blegne, men som nok, når alt kommer til alt, mere låner træk fra Orwells ‘1984′. Durban understreger, Hvad vi kan vente os af fremtiden og menneskerettighederne og idealstatsbestræbelserne.

    Comment by Emeritus — December 18, 2008 @ 1:34 pm
  2. Jeg er helt enig. Menneskerettighederne lyder godt fordi man tror at de kan sikre mennesker mod overgreb. I denne tro ligger også deres forbandelse fordi det netop bliver en let målestok for moral. Det kan kun være amoralsk at modsætte sig. Det betyder at man som Krarup gør opmærksom på har indført en guddommelig lov og de tager ikke hensyn til mennesket.

    Comment by Drokles — December 19, 2008 @ 7:19 am

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress