Blodbadet i Bombay - Asiens mord i Sarajevo?

Diverse — Drokles on December 2, 2008 at 8:42 am

Flere indere har allerede kaldt terrorangrebet i Mumbaj for indernes 11. September og således placeret grusomhederne som skelsættende. Det er de helt sikkert, men, der er et par pointer man ikke berører endnu (så vidt jeg er orienteret). Fra The Hindu

The multiple terrorist attacks that have left over 100 dead and several hundred injured and the prolonged standoffs between the terrorists and the security forces in Mumbai are at once a grievous tragedy and an attack on the spirit of India. In its method and scale, the shooting down of innocent people and courageous police officers in 11 different places across the city represents an affront to the Indian state of a type not seen in the recent past. Among the dead is the head of the Maharashtra police’s anti-terrorism squad, Hemant Karkare, who led his men from the front in engaging the terrorists and was shot. That military commandos and National Security Guard commandos joined in the effort of the police in countering the terrorists demonstrates the magnitude of the challenge that the desperadoes posed. The sophisticated arms that they used and the manner of the attacks point to a well-funded, well-trained group that bears the signature of the Lashkar-e-Taiba and its several variants. Unlike in the case of many of the other terror attacks where bombs were placed stealthily in crowded places, this was a fidayeen attack like the one on Parliament in 2002. The targeting of well-known landmarks and high profile places, including the Chhatrapati Shivaji Terminus, the Taj Mahal and Trident hotels, and Nariman House, shows some foreknowledge of the place obtained by prior reconnaissance or through local collaborators.

Mumbai as the country’s financial and business centre has always been an obvious target for those seeking to destabilise the Indian state, and terrorists attacks have been occurring in the city with a distressing frequency in the recent past – among them the serial bombings of 1993 and the train blasts of 2006. The State’s fractious and often bitter religious politics has not helped in keeping religiously motivated terrorism in check.

I omfanget af aktionen og den militære koordination ligger en klar advarsel om islams væsen (skønt det ikke nævnes i lederen med et ord) i det værdimæssige “opland”, der er forudsætningen. Det er islam, der er klangbunden for den forskruede selvretfærdighed og dermed det egentlige problem uagtet, hvilke specifikke faktorer man peger på. Men det er jo at vente.

En anden pointe, som jeg synes at man glemmer er, at selv om målet var Indiens finansielle hovedstad var det ikke nødvendigvis situationen internt i Indien man ville ændre. Snarere kan Indien blot være en aktør i et større regnestykke, der dybest set handler om Pakistan. Tidligere Udenrigminister og nuværende ytringsfrihedsvrøvlehoved Uffe Ellemann Jensen beskriver ganske præcist og ukontroversielt de pakistanske præmisser således på sin blog på Berlingske Tidende

Den nye pakistanske regering, som tog over efter præsident Musharraf, er svag - og Pakistan er særdeles hårdt ramt af den internationale finanskrise. Pakistan har åbenlyse problemer med at kontrollere stammeområderne langs grænsen til Afghanistan, og kritikken er voksende fra USA og NATO, som kæmper mod Taliban i Afghanistan. Der har været flere episoder, hvor der er rettet angreb mod Taliban-baser på pakistansk område, hvilket har fremkaldt stærke pakistanske protester.

Oven i det hele er der så den skrøbelige våbenhvile langs kontrollinien i Kashmir, hvor indiske og pakistanske tropper tidligere har stået overfor hinanden. Vi har her to atommagter - den ene med en svag regering og et militær, der synes at have alt for tætte forbindelser til terroristkredse -og det kan alt for let ende i noget meget ubehageligt.

I Berlingske Tidende kan man tillige læse at den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice lægger pres på den svage pakistanske regering

”Vi understreger overfor den pakistanske regering, at den bliver nødt til at forfølge beviserne uanset hvor de leder hen og at gøre det på den kraftigste mest beslutsomme måde .”

(…)

”Jeg vil ikke drage forhastede konklusioner, men det er min opfattelse, at det er tid for et komplet og fuldstændig åbent samarbejde, og det er hvad vi forventer af Pakistan,” lyder det fra Condoleezza Rice til Reuters.

(…)

Samtidig har den pakistanske præsident åbent advaret om, at de militante kræfter har evnen til at fremprovokere en krig i området.

Den pakistanske regering og dermed den pakistanske stat befinder sig i en situation, hvor den kun kan tabe uanset, hvem den vælger at gøre utilfredse. Underlagt udenlandsk pres fra det forhadte Vesten og arvefjenderne fra Indien skal den endnu engang betale med pakistansk suverænitet og rette endnu et slag mod egne rettroende. Den konto er for længst overtrukket og det udtræk, der nu kræves er helt uden dækning. Et kollaps i statsapparatet - som jeg mener er lige om hjørnet - vil ikke blot eliminere ideen om balancegang mellem islamisternes rene vej på den ene side og den vestlige nødvendighed på den anden side, der vil efterlade valget som et klart enten-eller hos den pakistanske befolkning (der næppe vil være i tvivl). Det vil også skabe det magttomrum alle revolutioner og revolutionære tørster efter. Riv det gamle ned og den nye verdensorden skal rejse sig, som vi kender det så godt fra vores egen historie.

Om Pakistan kollapser med eller uden en større krig, hvad enten den er formaliseret i stater eller blot borgerkrigstilstande mellem de etniske grupper er selvfølgelig først og fremmest et asiatisk anliggende. Men da de specifikke faktorer, som forholdet mellem hinduer og muslimer mest er interessante af akademiske grunde er det generelle af større betydning for alle os andre, nemlig islam. Terroren er et udslag af islam og islamisk terror forekommer overalt, hvor islam er fremherskende. Og de islamiske miljøer er desværre en del af den vestlige verden. Fra Daily Mail

British-born Pakistanis were among the Mumbai terrorists, Indian government sources claimed today, as the death toll rose to at least 150.
As many as seven of the terrorists may have British connections and some could be from Leeds and Bradford where London’s July 7 bombers lived, one source said.

Two Britons were among eight gunmen being held, according to Mumbai’s chief minister Vilasrao Deshmukh. At least nine others are reportedly dead.

The eight arrested were captured by commandos after they stormed two hotels and a Jewish centre to free hostages today.

One security official said: ‘There is growing concern about British involvement in the attacks.’

(…)

Indian authorities have not released any details about the two Britons and the Foreign Office has refused to confirm Indian television reports.

Security services in Britain are now examining images of the gunmen in an effort to identify them.

Gordon Brown said he would be speaking to the Indian Prime Minister again today but warned that it was ‘too early’ to reach any conclusions about British involvement.

India’s High Commissioner Shiv Shankar Mukherjee added: ‘I have seen nothing more than what is in the media and that is based on speculation. i will wait for the investigation to produce some hard facts.’

A team of Scotland Yard anti-terrorist detectives and negotiators are now on their way to Mumbai to assist in the investigation.

Det er ikke mærkeligt at et land, som England, der dyrker multikulturalismen også går forrest i indskrænkningen af den individuelle frihed og øgede beføjelser til efterretningstjenesterne komplet med hemmelige domstole. Men, hvis nogle af terroristerne kommer fra England må man konkludere at de sikkerhedsstramninger, der har hindret omkring tyve terrorangreb allerede, åbenbart ikke er stramme nok. Hvilke konklusioner vil man drage om multietnicitet, sammenhæng, samfund og demokrati? Det totalitære og det multikulturelle går gennem volden hånd i hånd.

Da den serbiske nationalist Princip skød og dræbte den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo i 1914 udløstes de etniske og storpolitiske spændinger, der var bygget op gennem årtier i hvad der blev kendt som Den Store Krig (senere 1. Verdenskrig). Blodbadet i Bombay kan vise sig at have de samme egenskaber.

0 Kommentarer »

Ingen kommentarer endnu.

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Kommentér indlægget...

Monokultur kører på WordPress