Fra Berlingske Tidende

Demokratiet bygger på, at der ikke findes nogen anden måde at finde ud af, hvordan virkeligheden er, end debatten og den efterfølgende beslutning, som alle respekterer. Folketinget er en praktisk løsning på, hvordan vi mennesker indretter os i en verden uden en religiøs overhøjhed, som rummer løsningerne.Og det danske demokrati er en succes, selv om det selvfølgelig som alt andet menneskeværk også har en del fejl. Folketingsvalg er en folkefest, som stort set alle deltager i. Alligevel har vi i 2007 i en række tilfælde oplevet, at demokratiet angribes. Disse angreb på demokratiet består altid i brug af vold. Det, der i de aktionerendes egne øjne motiverer denne brug af vold, er, at de har et højere, særligt vigtigt mål, som de kæmper for. Man kan også sige, at de har en tro, som giver dem en fornemmelse af, at de – i modsætning til andre mennesker – er særligt udvalgte og derfor bl.a. har ret til groft at genere mennesker, som har en anden opfattelse.

Således kan man både forklare aktionerne omkring Ungdomshuset og masseoptrinnene verden over efter Muhammed-tegningerne. Man kan selvfølgelig ikke forvente, at befolkninger i ikke-demokratiske lande skal forstå en dansk avis’ demokratiske ret til på eget ansvar at bringe tegninger, som kan krænke en religions mest hellige person. Derfor var optøjerne ude i verden langt mindre alvorlige angreb på demokratiet end det, der kom fra kredsene omkring Ungdomshuset. De aktionerende omkring Ungdomshuset er jo børn af det danske uddannelsessystem. Utallige steder står der i bekendtgørelser og vejledninger, at det i høj grad handler om at opdrage eleverne til at forstå og praktisere demokratiet. Enten har undervisningen af dem ikke været tilstrækkelig effektiv. Eller også forstår de aktionerende udmærket, hvad demokrati går ud på, men forkaster det.

Uanset hvad de måtte have lært eller ikke have lært i skolen, så har de i hvert fald gennem deres mange ulovlige aktioner lært både sig selv og alle os andre, hvor sårbart demokratiet er, når lidenskabelige minoriteter er villige til at bruge vold for at nå deres mål. Ganske vist er der ikke endnu fundet et hus, men de aktionerendes repræsentanter har været gennem et længere forhandlingsforløb med overborgmester Ritt Bjerregaard. Volden har bragt dem ind på de bonede gulve foran andre grupper med måske endnu vigtigere, ventende sager. Det ville ikke være mærkeligt, hvis der var nogle af disse artigt ventende, som begynder at spekulere på, hvordan de kan bruge voldelige argumenter, således at også de kan komme helt op i front og sidde til bords med overborgmesteren i stedet for at blive spist af med en sagsbehandler. 

Og det kan man jo ikke høre for tit. Kronikøren væver dog en del i starten, hvor han tager religion som sådan till indtægt for at stå i modsætning til det demokratiske ud fra argumentet om at selve det at have et højere mål i sig selv fjerner orienteringen mod det levede liv her på jord. Her overser han religion der netop byder folk at orientere sig mod det levede liv her på jord, som f.eks. protestantismen. Desværre er det stasdig således at folk der ønsker at gå i rette med den røde afgudedyrkelse føler sig nødsaget til disse uigennemtænkte besværgelser for ikke at blive skudt reaktionære sympatier i skoen. Men nuvel, det lever vi med en tid endnu.